Det, der provokerede mange ved maleraktionen mod statsministeren og udenrigsministeren var, at den ”krænkede folkestyret og Folketinget”. Det var vigtigt at demonstrere mod krigen, men at sprøjte maling mod folkevalgte regeringsmedlemmer i selve Folketinget, det er manglende respekt for demokratiet!
Men kunne man ikke vende det om og sige: Det bedste ved aktionen var, at den ”krænkede” et styre, der ikke længere er folkeligt og demokratisk - og et Folketing, som derfor ikke fortjener respekt. Det bedste ved aktionen var, at den satte spørgsmålstegn ved den ukritiske ”helliggørelse” af vores styreform, der nærmest gør den til noget ideelt og værdifuldt, som resten af verden burde kopiere. Men er vores system nu så demokratisk og folkeligt? Lad os begynde med den konkrete anledning til maleraktionen. Hvad demokratisk og folkeligt er der ved dansk deltagelse i den amerikansk ledede krig mod Irak? Hovedparten af verdens befolkning var imod krigen. En global fredsbevægelse mobiliserede på rekordtid millioner af mennesker til demonstrationer verden over. USA kunne kun mobilisere en håndfuld lande til krigen, og i disse lande var store dele af befolkningen modstandere af krigen. Såvel FN’s Generalforsamling som Sikkerhedsrådet var imod krigen. Alligevel gik Fogh Rasmussen-regeringen med i krigen.
Hvis man tager de mere generelle briller på, hvordan har vores nuværende demokrati det så? Dårligt, og det får det stadig ringere. ”Globaliseringen fra oven” og neoliberalismen, der har hærget kloden den sidste snes år, har udhulet det nationale parlamentariske demokratis råderum. Det globale finansmarked har gjort det umuligt at føre en national valuta- og rentepolitik. Det globale neoliberale marked har givet de transnationale selskaber overtaget i forhold til det nationale politiske system. Hvor man tidlige talte om at kontrollere de transnationale selskabers magt, er det nu blevet regeringernes opgave at tækkes og servicere dem. Muligheder for at føre en national skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik svækkes mere og mere. Stadig mere af det, der tidligere var fælles og kollektivt, privatiseres og udliciteres: social service, sygehuse, udannelse, trafik, vand, energi osv. Alt bevæger sig fra politisk demokratisk kontrol til markedskræfternes spil.
Markedskræfternes dominans og ”globaliseringen fra oven” med dens udemokratiske institutioner og selvbestaltede loger - G8, World Economic Forum i Davos, WTO, Verdensbanken, IMF osv., tømmer det gamle parlamentariske demokrati for magt og indhold. Men er det ikke blot et udtryk for hvad folket vil have? Tja - problemet er, at det parlamentariske system samtidig bliver mere og mere ufolkeligt.
Tidligere var de politiske partier forankret i brede sociale bevægelser: arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen osv. I dag styres de politiske partier af snævre kredse. Meget få formulerer politikken og opstiller kandidaterne. Det politiske fjerner sig mere og mere fra almindelige mennesker og bliver et domæne udelukkende for professionelle. For almindelige mennesker er politik reduceret til at stemme ca. hver fjerde år. Politik er blevet et lukket kredsløb af levebrødspolitikere og medierne, hvor management-strategier og spinddoktorer har kronede dage. Alt sammen symboliseret ved, at journalister og studieværter bliver headhuntet som politiske spids-kandidater.
Stadig færre siger, at ”politik” har deres interesse. Det partipolitiske system siger dem ikke noget mere. Men samtidig vil mennesker gerne have mere indflydelse på deres hverdagsliv. Vi stemmer troligt på politikerne hver fjerde år, men brokker os samtidig over politikkens resultater i hverdagen. Der er en udbredt mistillid til det partipolitiske system, når vi møder det i hverdagen. Hvis nogen forsøger at politisere nære problemstillinger i skole- eller børneinstitutionens bestyrelse eller på et borgermøde, mødes de med udbredt skepsis. Folk gider ikke høre på deres pladder. Det er et paradoks, at det politiske system stadig har en legitimitet på landsplan i fjernsynet, men ikke har det i hverdagens realitet. Et paradoks, der bunder i, at folk ikke længere forbinder ”politik” med sig selv og deres hverdag. Det er et demokratisk problem. Der er brug for en repolitisering af hverdagen. En politisering, der er radikalt anderledes end det partipolitiske system, vi har i dag. Politik handler om at få indflydelse på sit eget liv og på fællesskabets. Der er brug for en demokratiform, som kan formidle den lyst, folk har til at få indflydelse på deres eget liv. Et direkte lokalt demokrati i hverdagen.
Der er samtidig akut brug for en demokratisering af det globale og transnationale. Her er folks tillid til og interesse for det eksisterende politiske system ikke stor. Eksempelvis er det kun ca. halvdelen af befolkningen, der gider blot at stemme til EU-valg. Der er brug for et globalt demokrati til afløsning af G8-landenes elitære klub og USA’s militære herredømme. De Forenede Nationer afspejler den gamle verden af national stater, som markedskræfternes globalisering har eroderet. FN’s Sikkerhedsråd vrider USA enten armen om på eller skider på. Der er brug for en radikal fornyelse af det globale politiske system. En begyndelse kunne være en ny forsamling i FN - sammensat efter antallet af mennesker og ved direkte valg. En sådan forsamling ville give Asiens, Afrikas og Latinamerikas millioner af mennesker en politisk stemme, de aldrig tidligere har haft.
Når vi forholder os kritisk til de nuværende styreformer, er det således ikke fordi, vi er anti-demokrater - tværtimod. Men for det første er mange af de styreformer, vi møder - fra den lokale arbejdsplads til de globale institutioner som WTO - ikke demokratiske, men styres via markedet eller af ikke-valgte bureaukratier. For det andet, er et forhold, vi værdsætter ved demokrati, netop muligheden for stadig forandring. En kritisk iagttagelse af demokratiet kan således medvirke til at udvide det demokratiske rum eller forandre demokratiets form. Sikre at mennesker kan tænke og handle anderledes.
Hvor forskellige vi end er på denne klode, har vi ét til fælles: Vi er alle underkastet forskellige former for styring, som søger at forme vores handlinger og præge vores liv ud fra proklamationer om vores eget og samfundets interesser. Det giver os en ret at stille spørgsmålstegn ved, eller protestere mod, de strategier, som udøves med henvisning til vores eget bedste. Det politiske mål med en sådan kritik er at styrke de tilgængelige ressourcer for dem, der regeres, således at de er i stand til at udfordre de praksisser, som styrer dem i frihedens navn. Hvis der er nogen ”frihed”, så er det en praksis, der muliggør en forandring af ”spillereglerne”. En frihed til at være, handle og udtrykke sig anderledes - og dermed også til at forandre verdenen og sig selv. Der er i hvert fald ikke grund til at helliggøre Folketinget og græde snot over, at der kom rød vandbaseret maling på det eksisterende politiske systems aktører og deres gulvtæppe.