Den nyliberale historiker og filosof Fukujama erklærede “Historien” død efter “den frie verdens” sejr over “kommunismen” i 1989. Fra da af ville der kun være én sandhed om, hvad demokrati og frihed var for størrelser og deres fundament ville være den kapitalistiske markedsøkonomi. Det ville kun være et spørgsmål om tid, før hele verden ville erkende denne sandhed. Dermed ville alle store konflikter høre op.
Siden da er der sandelig kommet liv i “Historien”. Globaliseringen har skabt en global herskende klasse. Den hæsblæsende globalisering af den kapitalistiske økonomi, med deraf følgende voksende ulighed, udbytning og marginalisering, har skabt konflikter og modstand kloden rundt. Det har fået “den frie verden” under Bush-regeringens førerskab til at indlede en global krig. En krig, der som Bush erklærer: ikke har nogen grænser og ikke nogen umiddelbar slutning. Den kan vare 10 eller 30 år. En global borgerkrig i Imperiet er begyndt.
Det amerikanske militærbudget er i 2003 forøget med 50 milliarder dollars, Starwars-projektet med missilskjoldet er genoplivet og CIA har fået frie tøjler. USA kører små og mellemstore krige fra Afghanistan og Filippinerne i øst over Irak til Colombia i vest. En ny militær doktrin giver carte blanche til at føre “forebyggende krige” mod potentielle fjender, før de udvikler sig til at blive en konkret trussel. Ifølge Bush udgør Irak, Nordkorea, Libyen og Iran en “ondskabens akse” sammen med et verdensomspændende net af terrorister fra narkohandlere til islamiske fundamentalister. Hvordan kan disse kræfter udgøre en trussel mod den militære magt, der udmanøvrerede Sovjetunionen og nu står tilbage som den første og sidste globale supermagt? Sagen er, at USA vil demonstrere sin magt - ikke så meget i forhold til “ondskabens akse”, men i forhold til EU, Rusland og Kina. Irak er blot en “case”. Den drejer sig i virkeligheden om magtfordelingen og hierarkiet i det globale Imperium.
Konflikten om Irak drejer sig om Mellemøstens olie. Kontrollen med den er af væsentlig betydning for EU’s magtposition. En massiv amerikansk tilstedeværelse i Mellemøsten fra Golfen til Tyrkiets grænse giver kontrol over Europas oliekilder. Det ved Frankrig og Tyskland godt.
Iran og landene rundt om det kaspiske hav udgør Ruslands bløde “underliv”. Amerikansk kontrol med regionen giver kontrol med Rusland. Det ved Rusland godt.
Nordkorea ligger midt i det kinesiske hav og tæt ved Japan. USA’s tilstedeværelse på den koreanske halvø er en bastion for magtudøvelse i området. Det ved Kina godt.
Den igangværende globale krig mod “ondskabens akse” drejer sig i virkeligheden om organiseringen af Imperiet i disse tre fundamentale regioner. Det amerikanske Imperium er langt større i dag end under den kolde krig, men samtidig har USA mindre kontrol med Imperiet. Vi befinder os i en overgangsfase mellem et globalt amerikansk Imperium og etableringen af den globale herskende klasses Imperium. Konflikten mellem det amerikanske globale Imperium og den fremvoksende globale herskende klasses Imperium kommer også til udtryk i USA’s afvisning af den Internationale domstol for Krigsforbrydere og USA’s afvisning af Kyoto aftalen om CO2-udslip. Chirac, Schroder og Putin er ikke mindre krigsliderlige end Bush. De er blot “lav adel”, der søger indflydelse i et Imperium, hvor Bush søger at blive den enevældige fyrste. Bush’ stræben efter enevælde har bragt ham i konflikt med lavadelen.
Uenigheden mellem det amerikanske Imperium og den fremvoksende globale herskende klasse kommer for øjeblikket til udtryk ved uenigheden mellem USA og dele af EU og Rusland om krigen mod Irak. Det har skabt sprækker i magten, som modstanden kan udnytte. Den globale krigstromme har givet anledning til en ny global fredsbevægelse af historiske dimensioner. Demonstranterne er ikke repræsentanter for stater eller magtblokke, men en mangfoldighed af mennesker mod den globale krig. Der er skabt en klar modsætning mellem en række regeringer, som er for krig og den globale folkelige opinion mod krig. Den glo-bale fredsbevægelse skal ikke vælge mellem magtblokke. Vores modstands mål er langt mere ambitiøs end en opdeling af verden i to eller tre magtblokke. Vi skal ikke alliere os med en fransk, russisk eller kinesisk anti-amerikanisme. Den nye globale modstand tænker ikke i regionale magtblokke eller nationale interesser. Vi vil af med disse blokke og interesser til fordel for en åben verden og en udligning af de globale uligheder. En verden styret af et folkeligt demokrati lokalt og globalt, ikke af USA eller en globaliseret herskende klasse.
Vi vil også være mere end at være en fredsbevægelse. Globaliseringen fra neden begyndte som en modstand mod den økonomiske globalisering fra oven og dens nyliberale politik. Det er vigtigt at fastholde dette antikapitalistiske perspektiv i kampen mod krigen.