Europa befinder sig ved en korsvej. Efter Bush genvalg tyder alt på, at USA vil fortsætte sin krigeriske politik, som er ved at trække verden ind i en ny Hundredeårskrig. Vil Europa følge USA og dermed optrappe og skabe konflikter mellem mennesker og nationer kloden over, eller vil Europa sætte en ny kurs og frigøre sig fra USA? Det er blandt andet det Samir Amins artikel i dette nummer handler om.
Hvordan EU skal udvikle sig kommer i fokus i det kommende år med diskussionen om den nye forfatning og de folkeafstemninger, der er i vente i en række EU-lande. Hidtil har der været to dominerende opfattelser af, hvordan Europa skal udvikle sig. Det neoliberale projekt, som økonomisk går ud på en stadig integration baseret på kapitalistisk liberalisme. Politisk går det neoliberale projekt ud på, at EU skal bevæge sig mod en føderal stat, men hvor EU-regeringens (Kommissionen) medlemmer udpeges af de gamle nationalstaters regeringer, og medlemmer af Europa-parlamentet stadig vælges på nationalt plan. Det er denne organisering, som det etablerede politiske system til og med SF støtter. SF vil så føre en politisk kamp inden for disse ramme for at tøjle liberalismen.
Det anden opfattelse, modstandsprojektet, som dele af venstrefløjen og Dansk Folkeparti støtter er: tilbage til ”nationalstaternes Europa”. Når dette slag er vundet, kan vi fortsætte kampen for at forandre samfundet på egne præmisser, hjemme i baghaven. Ingen af de to alternativer forekommer tiltrækkende.
EU som en neoliberal superstat vil forankre Europa endnu stærkere, i det Samir Amin kalder ”den kollektive imperialisme”. Et sådant EU, vil være en konstruktion med et kæmpe demokratisk underskud, styret af de stærkes lobbyisme sammen en professionel politisk elite. Neoliberale markedskræfter vil æde sig ind på alle menneskelige forhold.
Det fremherskende modstandsperspektiv forekommer heller ikke særlig tiltrækkende. Strategien er at opbygge en national folkefront mod EU fra venstrefløjen ud til og med det pæne borgerlige Danmark. Det er denne venstre-nationalisme, der kan forene sig med højre-nationalismen: i kravet om mere grænsebevogtning, i Junibevægelsens angst for de 40 millioner polakker og dyrkelsen af Dannebrog som symbol for EU-modstanden. En radikal modstand mod EU er ikke en national befrielseskamp, og det er ikke et forsvar for den ene form for borgerligt demokrati mod en anden. Dels er det nok ikke muligt at komme tilbage til den stærke nationalstat i en stadig mere globaliseret verden, dels er erfaringerne med den nationale vej til en anden samfundsorden ikke særlig positive.
Det er som om, venstrefløjens modstandsstrategi er løbet tør. Den bliver kun synlig, når EU sætter dagsordenen i form af endnu en afstemning om en traktat eller som nu - forfatningen. Det er ikke nok bare at stemme nej og afgrænse sig i forhold de fremmedfjendske anti-EUpartier. Vi må kunne diske op med mere end forsvaret af nationalstaten og Folketinget. Den europæiske venstrefløj må i fællesskab udvikle konkrete alternativer og en vision for ”Et Andet Europa”, hvis vi skal komme ud af defensiven og blive mere offensive.
Modstanden må tage udgangspunkt i konflikterne i samfundet. I kampen mod den neoliberale måde at producere på, i kampen om fordelingen af samfundets gode, i kampen om hvordan samfundet skal administreres. Man frigør sig ikke fra neoliberalismen ved en national kamp, men tværtimod ved at alliere sig med mennesker, der fører den samme modstandskamp lokalt, i Europa - og i resten af verden for den sags skyld. Ikke som den forenede nationale modstand, men som en fælles lokal/europæisk/global transnational modstand. En modstand der også er i stand til at fremme et konkret alternativ til et neoliberalt EU.
EU er ikke blot en organisatorisk neutral ramme for politiske beslutninger, hvis indhold kan udskiftes. EU er ikke vokset frem som resultat af de europæiske folks krav om øget fællesskab og solidaritet på baggrund af fælles historie og kultur. EU var fra begyndelsen kapitalens projekt, fra Kul og Stål Unionen over Fællesmarkedet til den Europæiske Union. EU’s politiske kultur er lukket og elitær. Det er begrænset, hvor meget EU kan forandres inden for de eksisterende rammer. ”Et andet Europa” forudsætter udviklingen af en anden politisk kultur.
Denne Kamp om forandring - hvad der er sandt og falsk, rigtigt og forkert - udspiller sig på alle planer i samfundet, hvor mennesker mødes. Som en af de organisatoriske rammer for denne kamp må vi udvikle det lokale direkte demokrati. Mange mennesker siger i dag, ”at politik ikke interesserer dem” - men de ønsker alle mere indflydelse over deres liv. De opfatter simpelt hen ikke deres hverdagsliv som politisk. Det lokale demokrati drejer sig om at give mennesker direkte indflydelse på deres arbejdssituation, deres forbrug og det fælles hverdagsliv - en repolitisering af hverdagen. En sådan direkte deltagelse klargør vores gensidige afhængighed - at vi er individer i et fællesskab. Vi må skabe ”lokaliteternes Europa”.
Men det lokale bliver reaktionært, hvis det lukker sig om sig selv i isolation og snævre interesser. Det lokale må forbinde sig med det regionale og globale. For at styre den økonomiske og økologiske udvikling, for at udligne nuværende uligheder osv., må en række beslutninger træffes på højere niveauer. Sådanne beslutninger må tages af centrale regeringer, udgået fra en demokratisk valgt repræsentativ forsamling. Denne myndighed kan være global, omfatte flere gamle nationalstater ligesom EU eller være regional, alt efter karakteren og omfanget af det, der skal besluttes. Princippet om at beslutninger skal tages nærmest de mennesker, de vedrører, må være gældende. Disse forsamlinger må vælges efter princippet et menneske en stemme. FN må i det mindste have et ”Folkekammer” valgt efter disse principper i stedet for det nuværende ”Sikkerhedsråd” bestående af sejrherrerne i Anden Verdenskrig. Valget til disse forsamlinger, f.eks. et Europaparlament, bør ske efter anskuelse og ikke med nationalstaten som valgkreds. Man kan have lige så meget politisk til fælles med et menneske i Krakow eller Milano som et i Brønshøj eller Struer.
Dette er blot strøtanker. Det centrale er, at hvis vi gør os forhåbninger om at mobilisere en slagkraftig modstand, må vi kunne vise, at vi vil, og at vi er i stand til at bygge og administrere ”et andet Europa”.
Når vi således for gud ved hvilken gang går til stemmeurnen om EU og stemmer nej til EU-forfatningen, er det fordi et nej, vil markere afstanden mellem magthavernes og vores ønsker om Europas udvikling. Men lige meget hvad resultatet af afstemningen bliver, vil EU’s neoliberale politik fortsat søge at udvide sin indflydelse. Det er i dette længere perspektiv, det er nødvendigt, vi kommer i gang med at udvikle ”et andet Europa” - helt konkret.