Ronald Reagan, Præsident i USA fra 1981-1989 døde 5. juni i år.
I mange medier blev han mindet som en stor statsmand. Nogen gav ham æren for murens fald. Søren Pind beskriver ham i en kronik i Jyllandsposten som: ”Manden, der kom til at symbolisere den vestlige verdens tro på frihed og demokrati.”
Vi er andre der mindes Reagan for andre ting: Som koldkrigeren, der med udtryk som ”Ondskabens Imperium” satte nye standarder for, hvordan man fremmaner frygt og fjendebilleder - standarder der i dag efterabes af hans efterfølgers snak om ondskabens akse.
I Latinamerika mindedes man også Reagan og hans regerings fortjenester: Det hjertelige forhold til de latinamerikanske militærdiktaturer, opbygningen af den brutale Kontrabevægelse der gennem terror søgte at destabilisere den nicaraguanske sociale revolution, uddannelsen og militærstøtten til de mellemamerikanske regeringer og dødspatruljer der myrdede, torterede og ’forsvandt’ titusindvis af mennesker i El Salvador og Guatemala og Honduras.
Efter Reagans død begyndte et digt, skrevet af den uruguayanske poet Mario Benedetti, at cirkulere blandt latinamerikanere på Internettet. Vi mindes i Gaia Ronald Reagan ved at bringe digtet på lederplads:
Til Ronald Reagan:
Nekrolog med hurraråb
Af Mario Benedette
Lad os fejre det
kom alle sammen
de uskyldige
de tilskadekomne
de der drømmer om dagen
de der skriger om natten
de hvis krop værker
de der huser genfærd
de stakkels forfrosne
de der elsker nogen
de der aldrig bliver glemt
lad os fejre det
kom alle sammen
krapylet er død
det er ude med den sorte sjæl
forbryderen
svinet
er væk for altid
Hurra
kom alle sammen
lad os fejre det
ikke sige
at døden
sletter alle spor
bringer renselse
døden
sletter ikke noget
tilbage er altid
arrene
Hurra
idioten er død
lad os fejre det
ikke græde af dårlig vane
lad hans lige om at græde
og svælge deres tårer
det er ude med det højtstående monster
det er ude for altid
lad os fejre det
ikke blive lunkne
ikke tro at dette
er hvilken som helst afdød
lad os fejre det
ikke blive bløde
ikke glemme
at dette er en død skiderik