Penge skaber ikke af sig selv flere penge. Kilden til al værdi er det menneskelige arbejde. Udbytningen af det menneskelige arbejde er kernen i kapitalismen - kilden til profitten. Men måden det foregår på - og fordelingen af den globale værditilvækst, som det menneskelige arbejde fremkalder, er en sammensat, kompliceret og ofte vanskeligt gennemskuelig affære.
Arbejdets form og indhold er under konstant forandring. Udviklingen af produktivkræfterne - nye teknologier og ny viden - skaber nye produkter og produktionsformer, som tilfører kapitalismen ny dynamik. Også selve organiseringen og styringen af arbejdet - det som kaldes management - forandrer sig. Forandringerne kommer til udtryk i jobannoncernes slagord: ”Kreativ, selvstændig, fleksibel og omstillingsparat”. Den menneskelige faktor - human ressource - er kommet i centrum i organiseringen af arbejdet. Tidligere fokuserede man på den fysiske disciplinering af arbejdskraft: tidsstudier, rationalisering og effektivisering af arbejdsgange skulle øge værditilvæksten. De nye produktionsformer som videns- og informationsproduktionen indebærer, har åbnet op for udbytningen af vores ”sjæl”. Vores sociale evner, vores fantasi, og kreativitet er blevet mål for udbytning. Nu drejer det sig om at slippe arbejdskraften ”fri” under kontrollerede former, og siden lægge beslag på det den skaber i kraft af sin kontrollerede frihed. Nye udbytningsformer har lagt sig oven på de gamle.
Den globale arbejdsdeling er i konstant forandring. Dele af den ”gamle” Tredje Verden inddrages tæt i udviklingen af de mest moderne sektorer af kapitalismen. Men det er stadig den billige arbejdskraft der trækker, når der skal laves IT-arbejde i Indien, produceres avanceret elektronik i Kina, eller mærkevare tøj i Vietnam. Andre dele af Den Tredje Verden er totalt marginaliseret fra den globale kapitalismes dynamik. En ny proletarisering og pjalteproletarisering er opstået i de rige lande, som resultat af den socialdemokratiske velfærdsstats opløsning, og samtidig proletariseres store grupper af indvandrere. Vi går fra ”Welfare state” til en ”Workfare state”. Den nye økonomiske udvikling fører ikke til en udjævning af de globale uligheder, men til nye kløfter og uligheder.
Disse forandringer i den globale arbejdsdeling, de nye produktionsgrene og de nye styreformer udgør en udfordring for arbejderklassens organisationer.
Der er ikke meget der tyder på, at den centrale institution i arbejderklassens kamp - fagbevægelsen kender sin besøgstid. Fagforeningerne kæmper stadig som om, vi levede i en tid med en primært national organiseret kapitalisme, der kan styres af en socialdemokratisk arbejdsmarkedsmodel med trepartsforhandlinger mellem stat, arbejdere og arbejdsgivere. En mere global orienteret arbejdskamp er uomgængelig, hvis man skal matche den moderne kapital. Men også på den enkelte arbejdsplads er fagbevægelsen blevet svækket og udrangeret af individualisering og de nye organisationsformer og styreformer på arbejdspladsen. Den kollektive bevidsthed, sammenhold og fællesskabet er blevet reduceret til et forsikringsprincip. Her er det nødvendigt at arbejderne genfinder den fælles interesse i ordentlige løn og arbejdsforhold.
Hidtil har de nye arbejdsformer først og fremmest medført en intensivering af arbejdet. Men det kreative arbejde, det udviklende arbejde, den lærende organisation, de selvstyrende teams, projektarbejdet og hvad det alt sammen hedder, rummer også muligheden for nye modstandsformer der kan skabe et nyt arbejdsfællesskab, reelt selvstyre, overflødiggørelse af ledelse og i sidste instans dermed også selve kapitalforholdet.
Det er hele dette komplekse felt af nye arbejds- og modstandsformer - ny klassekamp - som vi sætter til debat i de første artikler i dette nummer. God læsning og ikke mindst god sommerferie!
Længe leve dovenskaben!