Du sidder nu med årets sidste nummer af Gaia i hånden og tiden er kommet til at skue tilbage på det herrens år 2003. I indeværende år har verden måtte lægge ryg til en kraftig opblussen af ’krigen mod terror’. Med de fortsatte bombninger i Afghanistan og USA’s invasion i Irak har den globale krig bidt sig fast. Besættelsen fortsætter, men fremstår mere og mere problematisk for USA. I skrivende stund har 162 amerikanske soldater mistet livet og hver dag medfører nye tab. Også de italienske og engelske støttestyrker har lidt tab for slet ikke at nævne den stadige strøm af irakiske ofre. Danmark er som bekendt krigsførende part - en rolle som vi efterhånden er ved at være vant til efter den kraftige stigning i militæriveren siden krigene i Eksjugoslavien første gang sendte de danske jenser i direkte militær konfrontation siden slaget ved Dybbøl. I Irak har kun en enkelt dansk soldat mistet livet endnu, men som en del af en besættelsesstyrke er dette nok nærmest at opfatte som held. Alt tyder på at besættelsen af Irak ikke kommer til at forme sig som det krigseventyr som Præsident Bush og hans neokonservative rådgivere havde håbet på, støtten til Bush i den amerikanske befolkning er for nedadgående og hvad mon det kommer til at resultere i herhjemme når de danske tabstal begynder at vokse? Bush og Co. kan ikke på nuværende tidspunkt bare trække sig ud af Irak og der er på ingen måde udsigt til en snarlig løsning eller forbedring af situationen. Krigen i Irak er en del af en global krig for opretholdelsen af den globaliserede kapitalisme og samtidig fastholdelse af den amerikanske dominans i verden. Den har således allerede sikret de transnationale firmaer kontrollen med olien, men kontrollen over olien er svær at beholde hvis landet er i kaos, for slet ikke at tale om yderligere kapitalisering af områdets ressourcer - råvarer som indbyggere.
Israel Palæstina - konflikten har også i år udviklet sig endnu længere ind i en voldelig blindgyde med fortsat besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Med den pågående konstruktion af en mur omkring de palæstinensiske områder kommer parallellerne til det sydafrikanske apartheidsystem med sorte hjemlande til at fremstå mere og mere tydeligt. Samtidig giver muren i gennem Palæstina mindelser til den opbygning af fjendebilleder overfor de arabiske og muslimske folk som sker jorden rundt og som har fået særlig styrke efter 11. september sidste år. I Palæstina en mur så bombastisk af sten og ren materialisme, i resten af verden, og i Danmark i særdeleshed, en mur af mistillid og uvilje mod alt der er bare en smule fremmed. Og imellem den rige del af verden - USA og Europa og de fattige en mur af pigtråd, grænsekontrol, og stramme asyl- og visumregler. Det er skammeligt at konstruktionen af disse mure kan foregå så upåagtet og modstanden mod dem er en vigtig, men også forsømt opgave for venstrefløjen.
I lyet af USA’s voldsomme engagement i Mellemøsten sker der til gengæld ting og sager i Latinamerika. Bolivia er det seneste eksempel på at de latinamerikanske befolkninger tager tingene i deres egne hænder og trodser USA’s planer. Men også valgsejre til socialistiske og centrum-venstrekræfter i Argentina, Brasilien, Chile og Colombia peger på, at der kan vejres morgenluft i Latinamerika. Godt nok kan de ikke gennemføre radikale forandringer, dertil er det nationale råderum for lille i den globaliserede kapitalisme, men måske kan der alligevel opnås mindre forbedringer og dannes små sprækker som kan udnyttes til videre modstand mod neoliberalismen
Krigen i Irak har ikke kun understreget verdens sørgelige tilstand, den har også vist at der er potentialer for en forandring. Millioner af mennesker har været på gaden i protest mod krigen. D. 15 februar i år blev en global aktionsdag mod krigen til en styrkeopvisning for den globale bevægelse mod globalisering fra oven - hvor vi blev vidne til det største masseopbud af mennesker i historien. Selv i Danmark var antikrigsdemonstrationerne de største siden protesterne mod Vietnamkrigen. Fogh-regeringen har dog ikke taget modstanden særlig alvorligt, argumenterne afvises som ’juristeri’ og de nægter at gennemføre høringer om krigen - som ellers de to krigsherrer i USA og England har følt sig nødsaget til. Fogh-regeringen nægter selv dette tynde fernis af demokrati
2003 blev også året hvor de sociale forummer voksede i omfang og styrke. Det store verdens sociale forum samlede næsten 100.000 mennesker fra 156 lande, det europæiske sociale forum i Paris havde 50.000 tilmeldte og her til lands afholdtes Danmarks Sociale Forum i København med omkring 500 deltagere. Som vi behandler i dette og tidligere numre af Gaia er der indenfor bevægelsen diskussion af formålet og fremtiden for de sociale forummer. Der er kræfter der ønsker at udvikle en mere formel struktur så forummerne kan munde ud i fælles kampagner - eller endda, som det blev foreslået på det nyligt overståede europæiske sociale forum, opstille fælles kandidater til Europaparlamentet. De ser ikke værdien. i selve processen som den primære. Vi mener, at man bør opfatte det sociale forum som et rum for at udveksle tanker og ideer og lade sig inspirere at andres aktiviteter og projekter, og skabe kontakter der kan skabe grobund for fremtidens samarbejde. Det skal ikke være en organisation men et mangfoldigt netværk hvor selve processen med skabelsen af det fælles rum er i fokus.
Fokusset på fremdrift, og direkte målelige resultater afspejles også i, at dele af globaliseringsbevægelsen har erklæret “Seattle-cyklussen” for overstået. Hermed ment at der rigtigt nok har været en opblussen i modstanden imod neoliberalismen og den globale kapitalisme, der så sin begyndelse ved Seattle demonstrationerne. Men at denne bevægelse af direkte konfrontation, optimisme og medieopmærksomhed nu har nået sin ende og at den globale bevægelse står på bar bund igen og må finde nye veje. Men er det overhovedet frugtbart at opfatte udviklingen som bestående af en række afsluttede cirkler? Vestens bevægelser oplevede et boom og en gejst i forbindelse med Seattle og de efterfølgende topmødekonfrontationer, men hvad med oprøret i Bolivia, mon ikke de bolivianske og latinamerikanske bevægelser oplever et sådant boom og gejst nu, men måske er de i en anden cyklus? Den globale bevægelse er et resultat af globaliseringen. Ligesom de nationale venstrefløjspartier, befrielsesbevægelser og fagbevægelser var et resultat af en kapitalisme organiseret omkring de nationale stater. Den globale bevægelse er i dag en realitet, hvilket den voksende tilslutning til de sociale forummer er et fingerpeg om. Der vil være op- og nedgange i denne bevægelse, skiftende politisk fokus og skiftende gennemslagskraft, men disse skift markerer ikke ‘afslutningen’ på en æra for så at starte på ny, men en broget ZigZaggende udvikling af sejre og nederlag og vurderinger og revurderinger af magt og modstand.
Godt nytår og god kamp
Gaiaredaktionen