"We are the mirror to look into - the mistake to avoid Argentina is the waste that remains of a globalized country - we are where the rest of the world is going". Fra filmen ’The Take’ af Naomi Klein og Avi Lewis
Af Tobias Frost
Gennem de sidste 20-25 år har neoliberalismen konsolideret sin alt om sig gribende magt i Latinamerika, ved implementeringen af de såkaldte frihandelsaftaler og IMF’s strukturtilpasningsprogrammer. Aftaler og programmer som officielt skal vende årtiers økonomiske kriser, men som reelt holder lande uden for den vestlige sfære fast i udbytning og forarmelse, til gavn for den rigeste del af verden.
Men samtidig med at USA forhandler med de latinamerikanske lande om den nyeste frihandelsaftale, FTAA, lancerer Venezuelas præsident, Hugo Chavez, de første ideer til den alternative frihandelsmodel - ALBA (Alternativa Bolivariana para la America y el Caribe) - Det bolivarianske alternativ for Amerika og Caribien.
Den forfejlede model
I 1980’erne oplevede flere latinamerikanske lande store økonomiske kriser, bl.a. Mexico i 1982, som følge af faldende verdensmarkedspriser på bl.a. landbrugsprodukter og olie. IMF, Verdensbanken og GATT (i dag WTO red.) trådte til med lån, dog på visse betingelser, i form af de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer. Det betød nedskæringer i offentlige udgifter, fastfrysning af mindstelønnen, privatiseringer af statsejede virksomheder m.v.
Oven i disse aftaler har USA forsøgt at tiltvinge sig adgangen til de latinamerikanske markeder og råvarer, gennem diverse frihandelsaftaler, bl.a. NAFTA, Plan Puebla Panama, CAFTA og senest FTAA - alle med det overordnede sigte at styrke USA’s position - økonomisk, militært og strategisk - i Latinamerika.Forhandlingerne om FTAA (Free Trade Area of the Americas) startede allerede i december 1994, samme år som NAFTA (North American Free Trade Agreement) en frihandelsaftale omfattende Canada, USA og Mexico, trådte i kraft.
Historien om NAFTAs negative konsekvenser er en kendt historie, og man kan kun frygte konsekvenserne af en endelig vedtagelse af FTAA. På overfladen har det set flot ud for Mexico. Øgede udenlandske investeringer og et voksende økonomisk overskud på handelsbalancen. Men bagsiden af medaljen taler sit tydelige sprog, og kan forklare den voksende modstand der har været i Latinamerika mod disse såkaldte frihandelsaftaler. Mexico har som et led i NAFTA åbnet sine markeder fuldstændigt for nordamerikanske varer. Det har selvsagt været umuligt for de små indianske bønder og mindre mexicanske landbrug, at klare sig i konkurrencen med de subsidierede amerikanske produkter, hvilket har øget polariseringen mellem rig og fattig i det mexicanske samfund, samtidigt med at det har betydet et boom i maquila-industrien.
FTAA’s mål er som nævnt en udbredelse af principperne i NAFTA til hele Latinamerika og Caribien, og vil således blive verdens største frihandelsaftale, omfattende 784 mio. potentielle forbrugere. Forhandlingerne om FTAA begyndte allerede i 1994, men blev først for alvor offentligt kendt efter Quebec-topmødet for de latinamerikanske lande i 2001. Forhandlingerne fortsatte i 2003 i Miami og målet var at FTAA skulle træde endeligt i kraft i 2005, men virkeligheden er anden, og udviklingen i Latinamerika taler ikke for en snarlig aftale.
Samtidigt med forhandlingerne om FTAA, startede USA implementeringen af CAFTA (Central American Free Trade Agreement) omfattende USA og alle de mellemamerikanske lande. Det, der skulle have været en succesfuld fortsættelse af NAFTA, blev en opslidende proces, som ikke resulterede i en samlet aftale, men mere i en række mere eller mindre amputerede aftaler mellem USA og hvert enkelt land i Mellemamerika. Protesterne var stærkest i Guatemala, hvor store dele af landet gik i generalstrejke omkring marts og april i 2005, uden dog at det forhindrede ratificeringen af CAFTA i det guatemalanske parlament i midten af marts 2005.
ALBA - Latinamerikas Daggry?
I 2000 startede Cuba og Venezuela et udvekslingsprogram, der skulle styrke den fælles udvikling. Dette har bl.a. ført til, at Cuba i år 2000 sendte læger til Venezuela. Her udnyttede lægerne
venezuelanske råmaterialer til udviklingen og fremstilling af medicin, som Cuba fik til gengæld for lægebistanden. Dette samarbejde har bl.a. ført til 23.000 personer nyuddannet sundhedspersonale i Venezuela i 2004.
For ca. fire år siden begyndte Chavez at snakke om muligheden for at udbrede elementerne fra Venezuelas og Cubas aftale til hele Latinamerika. Historien fortæller, at da Fidel Castro hørte om Chavez’ tanker skulle han være blevet så begejstret, at han bad Chavez udvikle dem til mere konkrete ideer og visioner. Det er i denne idéudveksling mellem Chavez og Castro at ALBA er opstået.
ALBA betyder daggry på spansk. Men ALBA er altså ikke kun en metafor og et ordspil, det står for Alternativa Bolivariana para la America y el caribe - det bolivarianske alternativ for Amerika og Caribien. ALBA er stadig et projekt der er på tegnebordet. Men hvor FTAA bygger på en idé om fuldstændig fri trafik af transnationale kapitalinteresser og absolut frisættelse af handel, med varer og service, kan man i ALBA se et forsøg på at vende årtiers økonomisk krise, dels gennem salg og udveksling af varer landene imellem, dels ved at bekæmpe fattigdom og social udstødelse for herved at styrke de latinamerikanske samfund.
Hvis vi kigger på Venezuelas udvikling de sidste 5 år, kan der også tegne sig et billede af de perspektiver der ligger i ALBA, med sigte på hele Latinamerika. I november 2001 blev 49 nye love vedtaget, deriblandt Fiskeri- og Jordloven. Fiskeriloven, som forbyder bundgarnsfiskeri tæt ved kysten, har været til stor fordel for lokale fiskere og miljøet. Jordloven har som mål at sikre en bedre jordfordeling, beskytte biodiversiteten og styrke udviklingen af lokale landbrug for at sikre folk mad. Loven garanterer kredit og ressourcer for små og mellemstore producenter med hovedvægt på kooperativer. Loven muliggør ekspropriering af privat jord, der lægger ubenyttet hen. I 2003 blev missionen ’Barrio Adentro’ iværksat. Et nationalt sundhedsprogram som placerer uddannede og veludstyrede læger i alle forarmede bydele og små samfund i Venezuela. Af lignende programmer kan nævnes mission ’Robinson’, et nationalt program som arbejder på at gøre en ende på analfabetisme, og de to programmer ’Ribas’ og ’Sucre’ - begge uddannelsesprogrammer for de venezuelanere, der ikke har gennemført et grundskoleforløb.Den 14. december 2004 mødtes Chavez og Castro i Havanna, hvor de undertegnede 192 bilaterale aftaler i forlængelse af det fælles udvekslingsprogram påbegyndt i 2000. Aftalerne omfatter bl.a. en total afskaffelse af importtold samt andre importhindringer for venezuelanske varer, at Venezuela finansierer projekter for produktion og infrastruktur på Cuba og at venezuelanske studenter.
tilbydes 2000 stipendier på alle cubanske universiteter. På mødet i Havanna drøftede de også ALBA, og efter mødet udsendte Chavez og Castro en fælles udtalelse, hvor de sagde at FTAA er "et fuldt udtryk for ønsket om dominans over regionen, og hvis den træder i kraft, vil den lede til forstærkelse af neoliberalismen og skabelsen af et ikke tidligere set niveau af afhængighed og underordnelse for de latinamerikanske lande".
"Vi afviser på det kraftigste indholdet og planerne i FTAA og deler den overbevisning, at samarbejde på et neoliberalt grundlag kun fører til splittelse imellem de latinamerikanske lande".
Videre udtalte de, at ALBA "fastsætter de ledende principper for et reelt samarbejde mellem Latinamerika og Caribien, baseret på retfærdighed, og vi lover at kæmpe sammen for at virkeliggøre dette". Desuden skulle ALBA ses som en række "redskaber til at opnå retfærdig og bæredygtig udvikling", hellere end "konkurrence mellem landene".
Og hvad er ALBA så? Indtil videre er det hovedsageligt en række fælles udvekslings- og udviklingsprojekter mellem Venezuela og Cuba. Ideen er at udvide disse og lignende aftaler til hele
Latinamerika og Caribien for at bryde afhængigheden af USA, IMF og Verdensbanken og styrke de latinamerikanske lande indbyrdes. ALBA tegner sig nu som et nyt og spændende alternativ til FTAA og andre forfejlede frihandelsaftaler, som Latinamerikas eget svar på de sidste 20-25 års forarmelse. En forarmelse som diverse lånepakker og strukturtilpasningsprogrammer ikke har kunnet rette op på - tværtimod.
Venezuela har allerede indgået aftale med Bolivia om programmer til afvikling af analfabetisme og forhandler med Uruguay om udveksling af fødevarer for olie. Desuden har Venezuela allerede nu unilaterale aftaler med latinamerikanske lande om salg af olie til fordelagtige priser - under verdensmarkedsprisen. Som en torn i øjet på USA udvidede Venezuela i 2004 et hjælpeprogram hvor det statsejede venezuelanske olieselskab, Citgo, leverede olie til amerikanere med en meget lav indkomst i delstaterne New York, Massachusetts og Maine.
ALBA er et opgør med neoliberalismen, IMF, WTO og Verdensbanken. Og samtidigt er det en ny strategi for økonomisk fremgang, hvor social udvikling er den faktor der kan skabe denne. ALBA er i sin vorden og kan kun analyseres på et tyndt grundlag. Men den udvikling der kun lige er søsat, og som peger hen imod et ikke endnu klart og fastlagt mål, markerer måske Latinamerikas daggry!
Tobias Frost er medlem af GAIA’s redaktion og sidder i IF’s styrelse. Han har rejst i Latinamerika og været international fredsvagt i Chiapas, Mexico.