af James Petras og Henry Veltmeyer
oversat og redigeret af Irene Clausen
Op gennem det 20. århundrede er kapitalismen i Latin Amerika til stadighed blevet udfordret af nationalisme, socialisme, oprør... Ved slutningen af årtusindet har den udenlandske kapital aldrig haft større spillerum. Men den har fået nye demokratisk klingende navne
James Petras kommer til København - mød ham den 3. maj
International Forum har inviteret den ene af denne artikels forfattere, nemlig James Petras, til København i maj måned. James Petras har gennem årene skrevet flere artikler til GAIA ligesom redaktionen har oversat flere af hans artikler fra internationale tidsskrifter. Læserne kan møde James Petras på et offentligt møde onsdag d. 3. maj i Medborgerhuset Blågården på Nørrebro - se annoncen sidst i dette blad.
De sidste tyve års kapitalistiske udvikling i Latinamerika har været Žn lang succeshistorie for USA’s multinationale banker og selskaber såvel som for Washingtons næsten enerådende politiske magt i området. Op gennem 1990-erne øgede USA- kapitalen sin position og vægt i den globale økonomi, og engagerede sig i en hektisk proces med sammenslutninger og opkøb af de førende selskaber inden for strategiske sektorer: 244 af de største 500 selskaber (Ótop five hundredÓ) og 61 af de hundrede største (Ótop one hundredÓ) er nu USA-ejede selskaber. I Latinamerika ejer USA nu 10 af de 20 største selskaber (Ótop twentyÓ). USA’s voksende og økonomiske magt modsvares af en svækkelse af den europæiske og især den japanske kapitals position.
Wall Streets og Washingtons uovertrufne rigdom og magt i Latinamerika, er et relativt nyt fænomen. Det kommer efter adskillige årtier med nationalistisk og folkeligt domineret politik i flere latinamerikanske lande som begrænsede spillerummet for USA imperialismen og blokerede for dets hegemoni. Men på trods af forsøg på at genoplive de nationale økonomier i regionen, er disse blevet kastet ud i stadig dybere kriser. USA-imperialismens voldsomme fremfærd i regionen har ført til et alvorligt tilbageslag for arbejderklassens og middelklassens leveforhold.
Den kapitalistiske overgang fra rural økonomi til en urbant centreret industriøkonomi har ført til en ny og fundamental samfundsmæssig deling i det latinamerikanske samfund. På den ene side af denne deling befinder sig borgerskabet der domineres af en lille håndfuld milliardærer med forbindelse til den globale kapitalcirkulation og en lille klynge eksportorienterede multinationale selskaber. På den anden side befinder sig stadig større masser af forarmede og marginaliserede arbejdere der er berøvet deres sociale rettigheder og en beskyttende arbejderlovgivning Ð og hvis fagforeninger er blevet kraftigt svækket. Disse befinder sig i eksplosivt voksende uformelle sektor inden for regionens urbane økonomi.
Ny "tilslørings"-diskurs
Met det formål at tilsløre og "mørklægge" USA- imperialismens aktiviteter og hensigter i regionen er der blevet skabt et nyt politisk sprog og en ny teoretisk diskurs ("temasprog"). De multinationale bankers og selskabers operationer (overtagelse af produktive virksomheder, opkøb af aktiver og værdier, dominerende indflydelse på markedet, og indtjening af profitter på basis af billig arbejdskraft) forstås nu ikke længere som imperialistiske aktiviteter og agenter; de ses nu som redskaber der skal lette globaliseringen og den voksende integration og gensidige afhængighed inden for verdensøkonomien. Overførslen af indkomst fra arbejde til kapital ses som mekanismer der skal fremme den interne tilpasning til kravene fra den globale økonomi. Opkøb og overtagelse af offentlige og statslige foretagender og værdier kaldes nu "privatiseringer". Fjernelse af restriktioner på udenlandske investeringer, liberalisering af markeder og ophævelse af kontrollen med private virksomheder (alle politikker beregnet på at øge profitraten på investeret kapital) ses nu som former for "strukturtilpasning". Det imperialistiske krav om makroøkonomiske politikker kaldes nu for "stabiliseringer". Anbefaling af økonomiske politikker der er beregnet på at tiltrække udenlandsk kapital, militærets og politiets øgede kontrolvirksomhed under påskud af anti-narko-kampagner kaldes "det frie marked" Ð eller "markedsvenlig " politik. Den såkaldte "tredje sektor"s de folkelige organisationers- tilpasning til de imperialistiske interesser eller politikker beskrives som "god ledelse" (governance) eller en "styrkelse af det civile samfund".
Et første skridt på vejen til at debattere kapitalismen og imperialismen i Latinamerika er at kassere de upræcise og dunkle billedsprog og "diskurser" som er blevet så moderne,og vende tilbage til den marxistiske analyses mere præcise og stramme kategorierÉ.
Historien om det imperialistiske hegemoni
Fra 1930-erne og til midten af 1970-erne, blev USA-imperialismen i Latinamerika hele tiden udfordret af nationalistiske, folkelige og demokratiske socialistiske regeringer og bevægelser.
Disse udfordringer var generelt reformistiske snarere end revolutionære derved at de stillede spørgsmålstegn ved dele af det imperialistiske projekt, men ikke ved hele systemet.
I 1930-erne og 1940-erne, nationaliserede præsident Cardenas i Mexico vigtige USA-olie interesser, mens Vargas i Brasilien, Peron i Argentina, og Chiles Folkefront styrkede den nationale industri ved hjælp af beskyttende handelsbarrierer, og indledte en omfattende bevægelse der skulle føre til nationalisering af strategiske industrier i regionen. I 1950erne eksproprierede Guatemalas præsident Arbenz store jordarealer som ejedes af United Fruit Company og fordelte dem blandt småbønderne Ð hvilket provokerede til et CIA-styret kup mod Arbenz" regering. En radikal-nationalistisk revolution fandt sted i Bolivia i 1952, og denne blev senere fulgt af en samfundsmæssig revolution i Cuba som udfordrede den imperialistiske hegemoni i regionen. I 1960-erne og de tidlige 1970-ere dukkede striber af folkelige, nationalistiske og demokratiske regimer og bevægelser op overalt på kontinentet. Dette halve århundrede med samfundsmæssig og politisk fremskridt førte til vigtige sociale og økonomiske lovgivningsinitiativer som legaliserede fagforeninger, skaffede basale sociale forbedringer, udstrakte den folkelige uddannelse og sundhedsvæsen til store dele af den industrielle arbejderklasse, til offentligt ansatte og Ð i få tilfælde Ð til bønderne, som i Chile mellem 1970 og 1973.
Denne periode var ikke kun en "gylden udviklingsperiode" eller et paradis for arbejderne. De blev stadig udbyttet, bønderne blev udelukket fra social lovgivning, og økonomien afhang stadig i væsentligt omfang af primær vareeksport til de industrielt udviklede lande. Ikke desto mindre var der stadig begrænsninger på kapitalen, og indkomstfordelingen mellem kapital og arbejderklasse blev væsentligt forbedret Ð til arbejdernes fordel. I tilfældet Chile, under Allendes socialistiske regering, fik arbejderne tæt ved 60 procent af indkomsten fra den samfundsmæssige produktion. Denne for arbejderne gunstige situation blev straks elimineret under det efterfølgende Pinochet-regime som Ð gennem 17 års neo-liberal politik - fik reduceret arbejdernes andel af den nationale indkomst til 19% i 1989, et af de laveste niveauer i verden.
To klassesystemet (bønder kontra godsejere) som havde været dominerende i trediverne blev erstattet af en mere kompleks klassestruktur som inkluderede arbejderne, småborgerskabet og et industrielt borgerskab. En bølge af nationaliseringer i 1960-erne og de tidlige 1970-ere førte til statskontrol med de strategiske sektorer af økonomien. I nogle tilfælde blev imperialistiske firmaer rundhåndet givet erstatninger i forbindelse med nationaliseringer, og mange imperialistiske virksomheder fandt lukrative udveje til nye investeringer. Told-barrierer fremmede den nationale industrielle udvikling men forhindrede ikke multinationale selskaber i at oprette filialer. Men de måtte som regel rette sig efter national lovgivning der lagde visse restriktioner på deres "handlefrihed".
De latinamerikanske nationalistisk-folkelige regeringer gav vide rammer for udenlandske investeringer og de multinationale selskabers aktiviteter. Men i kølvandet på den cubanske revolution blev nye og mere radikale og restriktive forholdsregler taget i anvendelse af mange regeringer, der skabte grobund for politisk reaktion. En ny national klasse af rige forretningsfolk og bankfolk blev rasende over arbejdslovgivningen og over de kontrolforanstaltninger de opfattede som begrænsninger på deres kapital. Denne klasse henvendte sig til de væbnede styrker og de multinationale selskaber for at få støtte til at smadre de folkelige alliancer og regeringer som satte begrænsninger på deres investerings Ð og udbytningsmuligheder. Hermed skabtes den samfundsmæssige basis for en mod-reform politik og for en øget indflydelse til USA- imperialismen som skulle komme til at influere og karakterisere den latinamerikanske kapitalisme i de næste to årtier.
Den politiske og ideologiske basis for imperialistisk indflydelse
Ifølge neoliberalismens ideologer er "det fri marked" blevet den dominerende økonomiske model på grund af "statsstyrets" fejltagelser. Men de historiske fakta byder på en anden forklaring. Det "fri marked" dukkede op i Latinamerika som reaktion mod de succesfulde sociale reformer og blev påtvunget gennem voldelig politisk intervention.
Washington der arbejdede i fuld overensstemmelse med det latinamerikanske militær, væltede demokratisk valgte regeringer i Chile, Argentina, Brasilien og Uruguay. De nyindsatte diktatorer, der fik støtte fra de internationale finans-institutioner IMF og Verdensbanken, gik straks i gang med at afmontere de sociale og protektionistiske restriktioner, afnationalisere industri- og banksektorerne og privatiserere offentlige institutioner og værdier. Fri markedspolitik blev påtvunget ved hjælp af meget hårdhændede regeringer som dræbte i tusindvis af mennesker, fængslede og torturerede titusinder og tvang millioner i eksil. Politiske forbindelser mellem de multinationale selskaber, latinamerikanske transnationale kapitalister og staten blev styrket mens USA’s hegemoniske aspirationer blev til virkelighed.
Dagsordenen for hele denne krig var ikke kun at sætte gang i en ny cyklus for kapitalakkumulationen , men også at skabe betingelser som ville muliggøre USA-imperialismens ekspansion ud til andre dele af verden. Latinamerika skulle ikke blot plyndres for plyndringens skyld, men også fungere som arena for et kommende slag om verdensmarkedet mellem de ledende centre inden for den kapitalistiske magt.
Den nye imperialistiske orden : Tyve år ved magten
Der er masser af vidnesbyrd om at ledende medlemmer af den latinamerikanske transnationale kapitalistklasse såvel som imperialistiske "virksomheder" har draget enorme fordele af USA’s imperialistiske hegemoni det sidste kvarte århundrede.
Den nye imperialistiske orden bygger følgende søjler: 1) Rente-betaling på udlandsgæld,
I 1998 var den totale udlandsgæld i Latinamerika steget til 698 millarder dollars og udgjorde 45% af regionens bruttonationalprodukt. Men det mest interessante er rentebyrden. På et år (1995) indtjente bankerne 67,5 milliarder dollars på denne gæld og over et tiår ca. 600 millarder dollars Ð et tal der svarer til ca. 30% af den totale eksportindtjening i samme periode, 2) Spekulation og investering i værdipapirer, 3) opkøb og overtagelse af lukrative offentlige virksomheder f.eks. overtagelse af virksomheder i økonomiske vanskeligheder, eller direkte investeringer i "sweatshops" dvs fabrikker der udbytter deres arbejdere hårdt, 4) tilegnelse af afgifter og licencer på produkter, patenter, kulturelle varer etc, og endelig 5) anvendelse af lobbyisme og politiske forbindelser og andre skjulte indflydelsesveje.
Stagnation, regression og den nye dualisme i Latinamerika
Bagsiden af USA-imperialismens velstand er en stadig dybere stagnation og systematiske kriser i Latinamerika. Mellem 1980 og 1999 befandt Latinamerika sig i en stagnation, afbrudt af systematiske kriser. 1980-erne blev kaldt "det tabte årti" da internationale banker drænede den regionale økonomi gennem massive overførsler af gældafbetalinger og den første bølge af overtagelser og privatiseringer. Genforhandlede gældsaftaler og nye lån blev gjort betinget af økonomiske politikker som svækkede produktionssystemerne og slog bunden væk under beskæftigelsen og de offentlige investeringer i infrastruktur. De betingelser der blev påtvunget af de internationale finansinstitutioner åbnede den regionale økonomi for en flodbølge af billige importerede varer og svækkede kontrollen med kapitalen. Resultatet har været en kortvarigt boom i værdipapir-investeringer, en svækkelse af statens indflydelse på økonomiens strategiske sektorer og en stigende afhængighed af den oversøiske kapitals imperialistiske centre.
For at tiltrække ny kapital til den kriseramte økonomi, tilbyder de nationale neoliberale regimer højere renterater til spekulanter. Dette fører til en bølge af spekulations-investeringer, salg af lukrative ejendomme, og en åben dør for øget import,og det uddyber stagnationen da lokale virksomheder i tusindvis går fallit. Det menes at 38.000 mellemstore virksomheder i Argentina, som ejedes af småborgerskabet, gik fallit i denne periode. I Mexico har denne udvikling resulteret i dannelsen af en organisation for (bank)forgældede producenter (El Barzon) som har en medlemsskare på over 750.000.
I denne kontekst søger de lokale industriledere at opretholde profitten ved at trykke lønningerne endnu mere i bund eller skifte til spekulative såvel som illegale aktiviteter (narko, smugling og storstilet korruption). Forholdsregler der skulle sikre "makroøkonomisk stabilitet" resulterer i en overvurderet valuta som fører til fald i eksporten og øget handelsunderskud. Resultet er en ond cirkel (stagnations-krise-redningsforsøg-stagnation) som gavner det imperialistiske sytem over Žn kam, men giver de regionale politikere svære problemer med økonomisk management og regeringsledelse.
Fra stagnation til klassekrise
For at øge profitterne i perioder med kronisk stagnation har den latinamerikanske kapitalistklasse i flere omgange kastet sig ud i direkte angreb på arbejderklassen Ð ved at angribe dens organisationer, ved indirekte angreb (via staten) på statsbestemte sociale goder, ved at vende tidligere tiders sociale lovgivning på hovedet så den nu kommer til at underminerere arbejdernes sociale og faglige rettigheder. Kun en meget lille del af den kapital som trækkes til regionen, anvendes til produktive investeringer. I perioden 1980-erne og 1990-erne har kapitalens bidrag til produktive formål været negativ eller marginal. Arbejdskraften på den anden side har bidraget væsentligt til produktivitetsvæksten Ð men har gjort det uden at få tilsvarende del i den samfundsmæsisge rigdom. Tværtimod er arbejderklassens del af den nationale indkomst blevet drastisk reduceret.
I mange tilfælde var lønniveauet i de tidlige 1990-er under niveauet for 1980 (og i tilfældet Argentina og Venezuela, under 1970-niveauet). Mexicos Bank vurderer at ved slutningen af 1994, var lønningerne kun på 40% af 1980-værdien.
På det politiske niveau blev arbejderne Ð som et resultat af imperialismens behov Ð udsat for angreb på deres klasseorganisaioner og en generel svækkelse af deres ret til at forhandle overenskomster med kapitalen. Denne udvikling såvel som arbejderklassens manglende evne til at modstå påtvingningen af en Ny ¯konomisk Model eller strukturtilpasningsprogrammer Ð er et udtryk for et nyt gensidigt forhold mellem klasserne i regionen. I 1970-erne var arbejderne konfronteret med en koncentration af væbnede styrker og repression samt direkte angreb fra kapitalens side på deres organisationer og eksistensbetingelser. I 1980-erne, var den vigtigste "tilpasnings"-mekanisme de økonomiske strukturforandringer. I 1990-erne blev arbejderne, inden for samme institutionelle og politiske rammer, konfronteret med en omfattende kampagne for en reform af arbejdsmarkedet fra organisationer som Verdensbanken m.fl..
Målet for denne kampagne var at skabe de politiske betingelser for en ny og mere fleksibel kapital akkumulation og arbejdskraftregulering: at give kapitalen mere frihed til at ansætte, fyre og bruge arbejdskraften som man havde behov; og at gøre arbejdskraften mere fleksibel, dvs indstillet på at acceptere de lønninger der blev tilbudt under det fri markeds betingelser og at underkaste sig den nye management-model. Nye love er blevet vedtaget, så eksempelvis love der beskytter mod fyring er blevet afløst af arbejdsgivernes vilkårlige ret til at fyre arbejderne, ansætte løs arbejdskraft og reducere afskedigelsesbeløbet. Det gør det lettere at tiltrække investeringer men har også resulteret i decimering af de faste jobs for arbejderne, øget marginaliseringen af mange grupper og har polariseret de nationale økonomier.
Uligheden i indkomstniveau viser sig på den ene side i eksistensen af mægtige formuer. Mange af disse formuer er uofficielle og unddraget beskatning. Det gælder for eksempel indtægterne fra narkohandelen i Mexico. Og på den anden side har man så de fattige husholdninger som disponerer over en meget lille indtægt eller slet ingen. Resultatet er en ny form for fattigdom som endda er nået op i middelklassen. Et slående eksempel på den imperialistisk skabte ulighed er den forandrede fattigdoms-sammensætning: den nye fattigdom er i højere grad bymæssig end landlig og går langt ud over arbejderklassen og op i den engang så stolte men nu stærkt reducerede middelklasse. Mens fattigdommen på landet fortsætter med at være reglen, så finder man de hurtigst voksende antal fattige i byerne. De nye fattige byboere er ikke blot "land-emigranter" - men mobile arbejdere og lavere middelklassefolk som er blevet fyret fra deres job og har fundet job i den hastigt voksende uformelle sektor. Den voksende hær af urbane fattige i Latinamerika udgør en anden og tredje generation af arbejdere som i stigende omfang lever i byernes fattige udkantsområder, ude af stand til at følge tidligere generationers beskæftigelses-strategier i retning af øget beskæftigelse. En konsekvens af dette har været den hastigt stigende vækst i forbrydelser og som hænger sammen med opløsningen af familien, og finder som sin største koncentration blandt unge mennesker som tidligere ville havde kanaliseret deres problemer gennem fagbevægelsen eller fabrikssystemet.
Den ny dualisme : første verden, fjerde verden
Præsidenterne Carlos Menem fra Argentina, Fernando Cardoso fra Brasilien, Ernesto Zedillo fra Mexico, og Eduardo Frei fra Chile har fra tid til anden annonceret at deres lande er på vej ind i den første verden. De fremviser moderne shopping centre, praler med boomet i mobiltelefoner, supermarkeder der bugner af importerede varer, gader belæsset med biler, og værdipapir-markeder som tiltrækker oversøiske spekulanter.
I dag er der 15 Ð 20% af Latinamerikas befolkning som deltager i en "første verdens livsstil". De sender deres børn i privat skole, er medlemmer af private klubber på landet hvor de svømmer, spiller tennis og lave aerobic, de får ansigtsløftninger på private klinikker og rejser med luksusbiler ad private veje, og de kommunikerer via computer, faxer og privat budservice. De bor i indhegende kvarterer beskyttet af privat politi. De besøger ofte New York, Miami, London eller Paris på indkøbsture. Deres børn går på oversøiske universiteter. De har let adgang til betydningsfulde politikere, medie-guruer, berømtheder og forretningsrådgivere. De taler som regel flydende engelsk, og de har som regel de fleste af deres opsparingspenge anbragt i oversøiske banker. De er en del af det nye imperialistiske systems internationale kredsløb. De er det publikum som præsidenter henvender sig til når de i blomstrende vendinger priser den nye globale velstand baseret på en tilpasning til kravene fra den nye verdens økonomiske orden. Og trods op- og nedture i økonomien så drager de fordel af det imperialisiske system.
Resten af befolkningen lever i en totalt anderledes verden. Nedskæringer i de sociale ydelser og fjernelse af fødevaretilskud har ført til en vækst i fejlernæring og sult. Massevis af tidligere fabriksarbejdere som nu befinder sig i den uformelle sektor (gadehandel etc), lever på et subeksistensniveau og i en afhængighed af resten af familien, af velgørenhed og solidaritet i form af f.eks. suppekøkkener. Drastiske nedskæringer på sundheds- og uddannelsesbudgetterne resulterer i øget brugerbetaling og dårligere service. Nedskæringer på vedligeholdelsen af vandforsyningen, kloaksystemer, og andre offentlige institutioner har resulteret i en stigning i epidemisygdomme. Der er tale om en generelt faldende levestandard for mindst to tredjedele af befolkningen Ð et fald fra tredje verdens velfærdspolitik til fjerde verdens fattiggørelsespolitik.
Alt imens krisen i systemet generelt set bliver dybere, sørger elite-klasserne for at intensivere deres udbytning af lønarbejdskraften. Da udgifterne ved at nå op på første verdensniveau vokser, leder eliten en større procentdel af statens indtægter i retning af første verdens partnerskabet Ð på bekostning af velfærdsprogrammer for arbejderfamilierne.
Svar på krisen: reform eller revolution
Gennem de seneste år har man hørt stemmer fra de imperialistiske cirkler der begynder at stille spørsmålstegn ved "den nye økonomiske models" arbejdsmetoder der byggger på det "fri marked". Internationale funktionærer, intellektuelle, politikere og forretningsfolk har talt om behovet for at "bringe staten tilbage". Samtidig med at de accepterer de grundlæggende præmisser for det fri marked, råber de op om begrænset statsintervention for at blødgøre effekten af markedet, eksempelvis ved at tilbyde betalt jobtræning, fattigdomshjælp og selvhjælpsprogrammer. Nogle har argumenteret for kontrol med kapitalen for at opmuntre til produktive investeringer i stedet for fortrinsvis spekulations-investeringer. Alt imens de støtter privatiseringer, kræver de gennemskuelighed i forretningsverdenen etc. De kritiserer den høje arbejdsløshed men undgår at tackle de strukturelle årsager hertil, de taler for frihandels-modellen men argumenterer f.eks. for en landbrugsbank som skal financiere de små og mellemstore producenter som er på randen af fallit. Nogle af disse forslag er blevet taget i anvendelse men har ikke kunnet stoppe den stadig dybere krise.
På den anden side er der en voksende og langt vigtigere udenoms-parlamentarisk opposition som stiller spørgsmålstegn ved de herskende klassers "globaloni" overdreven tilbedelse af globaliseringen. Nye sociopolitiske bevægelser som Den Zapatiske Hær for National Befrielse (EZLN) i Mexico, De jordløse arbejderes bevægelse (MST) i Brasilien, Colombias Revolutionære Bevæbnede Styrker (FARC) og de indianske bondebevægelser i Ecuador, Bolivia, og Paraguay udfordrer åbent og direkte de neoliberale regimer og deres imperialistiske bagmænd. Selvom taktikkerne er meget forskellige Ð fra storstilede jordbesættelser til guerillahære- så har de det tilfælles at de har opfordret til og krævet socialisering af strategiske sektorer af økonomien, vidtrækkende landsbrugs-omfordeling og reduktion af oversøisk gæld. Omfanget af den udenoms-parlamentariske kamp er betydningsfuld. MST i Brasilien har organiseret hundredvis af besættelser der dækker 24 stater og har fordelt jordlodder til 500.000 familier. MST der er organiseret som en national-politisk bevægelse, har forenet by- og landarbejdere i en fælles kamp imod neoliberalismen. I Colombia kontrollerer FARC halvdelen af alle kommunerne på landet, med en hær på 15.000 aktivister og med opbakning fra tæt ved en million mennesker. I Argentina, Brasilien og Mexico organiserer faglige tillidsfolk fra industriarbejdspladser sig i klassebaserede fagforeninger og udfordrer derved de statsdrevne officielle fagforeninger. Disse bevægelser kæmper for at få dannet antiimperialistiske regeringer som skal genopbygge det hjemlige marked, genvinde kontrol over de væsentlige udviklingsområder i økonomien og fordele velfærden. De ønsker at skabe en form for aktivt demokrati som skal træde i stedet for de nuværende systemer som betragter sig selv som demokratier men som styres fra udlandet.
Perspektiver
Det fundamentale problem er at vende disse mange del-bevægelser i Latinamerika til nationale politiske organisationer der er i stand til at omdanne regionale kampe til samfundsmæssige revolutioner. Nutiden bringer intense udfordringer og hårde kampe, store sociale polariseringer og nye former for statslig repression. Det nye årtusinde kan blive indledningen til genfødslen af socialismen, men vejen dertil vil nok blive lang og trang.
Artiklen er oversat (og kraftigt forkortet) fra tidsskriftet Monthly Review, vol. 51, 3, juli-august 1999. Kan lånes på Internationalt Forum.
James Petras er netop gået på pension som professor i sociologi ved Suny Universitet, Binghamton. Han er forfatter til mange bøger og artikler om Latinamerika og internationale spørgsmål. Henry Veltmeyer er professor i sociologi og internationale udviklingsstudier ved St.Mary"s Universitet i Halifax, Nova Scotia. Og gæsteprofessor i Politisk videnskab ved det autonome univesitet i Zacatecas, Mexico.