Lønforhøjelser til arbejderne og løfter om forbedringer for de fattigste. Nøgleposter til tidligere revolutionære og indianske aktivister samtidig med en udvidet rolle og højere prestige til militæret. Det er nogle af programpunkterne i Guatemalas nye regering, som ledes af populisten Portillo, mens exdiktatoren Ríos Montt i kulissen forbereder sit politiske comeback.
af Raúl Molina Mejía
Det er en politisk virkelighed fuld af modsigelser der præger Guatemala, efter valget af Alfonso Portillo som ny præsident og det ultra-højreorienterede republikanske FRG som parlamentets ubestridt største parti. FRG forbindes med de mest konservative dele af hæren og de store jordejere og ikke mindst med den tidligere kupgeneral Ríos Montt, som i starten af 80erne satte massakrerne på landbefolkningen i system.
Det kan være svært at forstå hvordan partiet kan vinde et demokratisk valg i dagens Guatemala, men der er flere grunde til det: For det første blev folk overbevist om, at valget var bipolært, dvs. de eneste to muligheder var at stemme enten for det konservative PAN eller for FRG. Det store flertal af befolkningen afviste PAN pga. den økonomiske politik de har ført i deres firårige regeringsperiode og pga. deres arrogance. De bliver opfattet som de riges parti.
For det andet var venstrefløjen ikke i stand til at præsentere en stærk samlet platform, og det havde været dens eneste mulighed for at blive "den tredje mulighed". Venstrefløjen fejlede i sit politiske budskab som ikke for alvor udfordrede den neoliberale model, og derfor blev den overhalet af FRG som oplagt oppositionsparti. En vigtig årsag er også Portillos folkelige image. Han udviklede en personlig karisma som begejstrede mange fattige og som sågar tiltrak samarbejdsvillige folk fra venstrefløjen.
Neofascister scorer stemmer
Selvfølgelig må det undre når man ser at FRG fik flertal selv i byer som i 80erne blev raseret af hærens massakrer. Men man må huske at befolkningen i de områder blev drastisk ændret under repressionen i 80erne, da mange indbyggere og de fleste lokale ledere blev tvunget væk, mens hæren indsatte nye loyale ledelser, organiseret i civilforsvarspatruljer. For det andet tiltrak Portillos populistiske, folkelige appel store masser af ikke-politiske fattige, som jo udgør det store flertal af befolkningen. På den måde minder Portillo om mange neofascister før ham. For det tredje gik mange stemmer fra disse byer i første omgang til URNG’s valgalliance ANN, og først i anden valgrunde til Portillo. Man ville ikke stemme på PAN som er for de rige, men på den anden side mente mange ikke det ville være klogt at gå imod en kommende regering som alligevel ikke var til at slå af banen.
Venstrefløjen i regering med fjenden
Dele af venstrefløjen stemte også på FRG. Men til venstre finder man også mange politiske opportunister som altid satser på vinderen til slut. En god del af ex-medlemmer af det gamle revolutionære parti Partido Revolucionario som var del af FDNG falder ind under denne kategori. URNGs valgalliance Alianza Nueva Nación ANN gik glip af mange stemmer pga den splittelse der har præget alliancen fra dens start. Andre som var uenige med URNG/ANN i visse ting og som ikke kunne få sig til at stemme for PAN, endte med at stemme på Portillo ud fra en naiv idé om at det ikke ville være det samme som at stemme på Ríos Montt og FRG. Endelig er der også en del venstreorienterede som er personlige venner med Portillo fra den tid da han selv tilhørte venstrefløjen, og som mener de måske har en chance for at afbalancere i forhold til Ríos Montt og betonfløjen i partiet. Man må jo erkende at både Ríos Montt og Portillo har været meget dygtige til at appellere til "progressive personligheder" om at indgå i regeringen.
Indianske aktivister ind - arbejdsgivere ud
I den nyligt tiltrådte regering er der mange overraskende navne. Det er præsidenten som har haft det sidste ord i udnævnelserne, og han har dels valgt ud fra folk han kender og stoler på og folk, som han anser for at kunne tilfredsstille eller påvirke bestemte sektorer. Blandt dem finder man eksempelvis Otilia Lux de Coti, indiansk intellektuel og tidligere medlem af den historiske opklaringskommission og Edgar Gutierrez som er tidligere rådgiver i forbindelse med fredsprocessen. Nøglepersoner fra venstreoppositionen som Rosalina Tuyuc og Ronald Ochaeta er også blevet inviteret til at deltage, men har endnu ikke givet svar.
En anden overraskelse er at den traditionelt magtfulde arbejdsgiverorganisation CACIF ikke er blevet specielt tilgodeset i regeringsdannelsen. Poster som normalt er besat af CACIF-personligheder, såsom finans-, økonomi- og landbrugsministrene, er blevet givet til Portillos personlige venner. Men der er ingen af disse personer som direkte modsætter sig CACIFs interesser. Det er dog klart at man kan spore en vis afstand til CACIF nu; arbejdsgiverne har altid bakket fuldt op om PAN og partiets rendyrkede neoliberale politik. Hvis Portillos regering vinder en evt. styrkeprøve med arbejdsgiverne og erhvervslivet kan denne regering måske opnå en lidt større grad af selvbestemmelse på det økonomiske område. Andet skridt bliver så selvfølgelig forhandlingerne med Verdensbanken og IMF.
Militær fundamentalisme
Det er primært lavtrangerende militærfolk og ikke som altid generaler, der har fået forsvars- og viceforsvarsministerposten. Også her drejer det sig om tillid. Den nuværende militære ledelse er delvist dem som har accepteret den endelige fredsaftale med guerillaen. Og det er også klart at Portillo ikke kan stole 100 % på de generaler som har støttet op omkring den tidligere PAN-regering.
Ríos Montt erfarede i 1982 at åbne døre for lavtrangerende officerer skaffede ham en betydelig loyalitet og militans, og i 1983 erfarede han at den gamle militære ledelse stadig var i stand til at gå imod ham, da hæren afsatte ham ved endnu et kup. Så nu ser vi Portillo åbne dørene for yngre officerer, samtidig med at han sørger for at slippe af med de gamle generaler. Når alt kommer til alt var der et stort antal oberster og officerer der slet ikke gik ind for fredsaftalerne og som nu vender sig til FRG for militær fundamentalisme. Det nye militære lederskab kan se frem til en endnu mere magtfuld position, hvis Portillo gør alvor af at garantere straffrihed for menneskerettighedskrænkelser og forsøger at hæve hærens prestige i samfundet. Allerede nu er Portillo i færd med at få opbygget en militær konflikt med Belize som bygger videre på nylige grænsestridigheder.
Det der nu sker i hæren er at de nuværende ledere bliver købt af med gode aftrædelsesordninger og måske nogle diplomatiske poster. Ex-forsvarsministeren General Espinosa som var Arzús højre hånd vil være lykkelig for at slippe udenom opklaringen af mordet på Biskop Gerardi og andre forbrydelser. Biskop Gerardi var formand for den sandhedskommission som i foråret 1998 fremlagde sin rapport om borgerkrigstidens forbrydelser. Umiddelbart efter blev Gerardi likvideret af ukendte gerningsmænd, og opklaringsarbejdet blev mere eller mindre umuliggjort af obskure anklager og vildspor. Da Portillo i sin tid lovede at opklare forbrydelsen indenfor sine første 6 måneder som præsident havde han allerede al nødvendig dokumentation til at kaste skylden på officerer i hæren og i sidste ende på forsvarsminister Espinosa og præsident Arzú selv. Portillo holdt for nylig møde med Guatemalas Biskopale Konference, angiveligt for at søge om kirkens støtte i økonomiske spørgsmål, men givetvis også for at få opbakning til en opklaring af Gerardi-mordet. Der er nemlig forlydender indenfor FN og diplomatkredse om at højrekræfter indenfor kirken selv er indblandet i planlægningen og tilsløringen af mordet. Hvis sagen snart bliver opklaret vil det dog først og fremmest være en grim torn i øjet på PAN.
Hånden over bødlerne - til kamp mod de kriminelle
Men sagen om Biskop Gerardi er en enlig svale i spørgsmålet om ansvarsplacering for tidligere tiders politiske forbrydelser. Portillo er omgivet af folk som er ansvarlige for et hav af menneskerettighedskrænkelser, både militærfolk og civile. Det er svært at gisne om hvordan det praktisk kan lade sig gøre at garantere dem straffrihed. Muligvis vil FRG søge om en fuld amnesti som garanteres i forfatningen. Partiet har i forvejen insisteret på at oprette en grundlovgivende forsamling for at ændre forfatningen, primært for at bane vejen for Ríos Montt’s come back som præsident. I følge den nuværende forfatning kan personer indblandet i statskup ikke stille op som præsident, og det udelukker effektivt kupgeneralen Ríos Montt.
Det ser ud til at kampen mod kriminalitet og korruption er en mærkesag for regeringen. Og for den republikanske regering skulle dét ikke være så svært. Mange af de kriminelle organisationer som beskæftiger sig med kidnapninger, biltyverier, bankrøverier og smugling beskæftiger officerer fra hæren; heraf en del fra Ríos Montt’s personlige kreds. Disse grupper kan bringes til orden, enten gennem forhandling eller direkte angreb som det er sket for nylig. Portillo har brug for den slags propagandakneb.
Den mest vanskelige sektor at kontrollere bliver narkotrafikken med dens stærke internationale bånd. Hvad dén kriminelle sektor angår har præsidenten accepteret den amerikanske regerings tilbud om US-financieret narkobekæmpelse og samarbejde med de guatemalanske sikkerhedsstyrker. Det er en oplagt måde at få udvidet hærens rolle på. Mht. korruption har regeringen taget den forholdsregel simpelthen at hæve kongresmedlemmernes månedsløn med 5000 quetzales for at forhindre bestikkelse og gaver. Og Portillo og Ríos Montt selv, som gerne vil opbygge et image som sande helgener, vil sandsynligvis holde deres sti ren.
Gaver til de fattige
Men republikanerne nøjes ikke med at foreslå lønstigninger til sig selv. De ønsker også at gennemføre en generel lønstigning på 200 månedlige quetzales. Som sædvanlig skaber snak om lønstigninger voldsom offentlig debat. CACIF og erhvervslivet er imod af princip af frygt for inflation, jobtab og rettigheder til arbejderne. Arbejderne hilser generelt stigningen velkommen fordi de nuværende lønninger ikke rækker til at dække basale fornødenheder. Men fagforeninger og andre progressive advarer om at lønstigninger uden andre økonomiske tiltag ikke vil være nok til at højne levestandarden for den lønarbejdende befolkning, og slet ikke for befolkningen som helhed. Portillos bevæggrunde for at stille forslaget - ud over at det blev overrakt ham af hovedsponsoren for hans valgkampagne - er at pleje sit populistiske image som en ven af de fattige i bedste Peron-stil. Internt vækker handlingen kritik, og i mellemtiden er kursen for quetzales raslet ned fra 7,60 til 8,00 pr. USdollar, mens priserne stiger som var lønstigningen allerede en realitet.
Hæren, de rige og de udenlandske interesser
Efter den første korte tid med Portillo ved magten står én ting klart: Guatemala vil uomtvisteligt undergå uforudsigelige og forvirrende forandringer som de forskellige strømninger i det nye styre vil forsøge at tage styringen.
Imens vil vi se en gentagelse af de sidste fire års politiske slagsmål: Før sad PAN 100% på magten, mens FRG systematisk modsatte sig alle regeringens forslag. I dag regerer FRG, mens PAN vil bruge alle midler for at undergrave dets position. I begge tilfælde er venstrefløjens rolle at være den "konstruktive opposition", en funktion store dele af befolkningen ikke har forståelse for.
Fremtiden er meget usikker og FRGs traditionelle autoritære fremgangsmåde gør ikke situationen bedre. Det er for nylig blevet bekræftet at tusindvis af offentligt ansatte er blevet fyret på grund af deres "PAN-sympatier". Portillos løfter lige efter valget om at føre politik til gavn for det fattige flertal og respektere fredsaftalerne, er lige præcis de tiltag hans økonomiske og militære støtter advarer imod. De traditionelle magtfaktorer i Guatemala - militæret, den rigeste elite og de udenlandske politiske og økonomiske interesser - har en lang tradition for at presse deres vilje igennem, ofte med voldelige midler. Hvis den ny regering ikke viser sig i stand til at løse presserende sociale og økonomiske problemer vil den ny militære ledelse og erhvervslivet i CACIF stå parat til påny at slå kludene sammen og knuse ethvert tilløb til forandring med repressive midler.
Erfaringerne fra Guatemala såvel som fra Argentina, Ecuador, Venezuela og delvist Chile viser, at den neoliberale økonomiske model har genereret en overvældende folkelig afvisning af de politiske partier, som er ansvarlige for gennemførelsen af den. En blanding af folkelig vrede og fornyet militær interventionisme er på vej, og det kan sagtens forventes at føre en neofascistisk bølge med sig. I Guatemala blegner folks tro på de politiske partier og det parlamentariske demokrati dag for dag. Og selv om populismen har været svaret ved valgurnerne denne gang, kan frustrationen ovenpå de spirende håb om forandring få alvorlige konsekvenser. De sidste fire år har der allerede været røster fremme til fordel for en ny væbnet kamp. At bane vejen for en holdbar og varig fred gennem de underskrevne aftaler kræver i alle tilfælde voldsomme strukturelle ændringer der kan bedre forholdene for almindelige mennesker. Og det er ikke fra den nuværende regering de ændringer vil komme.
Raúl Molina Mejía medlem af USAC’s sandhedskommission, rådgiver ifbm. fredsaftalerne
PAN (Partido de Avanza Nacional) - det konservative parti, ledet af Alvaro Arzú. Organiserer primært borgerskabet i byerne og vandt en overbevisende valgsejr i 1995 ved hjælp af en massiv valgkampagne og løfter om fred og udenlandske investeringer. I Arzús præsidentperiode - d. 29/12 1996 - blev den endelige fred med guerillaen underskrevet. PAN blev ved valget i 1999 nærmest udraderet.
FDNG (Frente Democrático Nueva Guatemala) - valgalliance af forskellige folkelige bevægelser på venstrefløjen, blev dannet op til valget i 1995 hvor alliancen fik 5 medlemmer i parlamantet. Har organiseret nogle af de ledende skikkelser fra 80ernes og 90ernes opposition. Der var fra dannelsen visioner om at stille op fælles med URNG til 1999-valget, efter at URNG var omdannet til et politisk parti. Pga splittelse, uenigheder med URNG og manglende kampagne udraderet ved dette valg.
FRG (Frente Republicano Guatemalteco) - oprindeligt exdiktator Ríos Montt’s personlige politiske platform. Montt er stadig partiets hovedfigur; men siden Montt blev nægtet at stille op til valg pga. tidligere kupmedvirken ledes partiet formelt af Ríos Montt’s allierede Alfonso Portillo. FRG er ekstremt højreorienteret, varetager traditionelt hærens og godsejernes interesser.