Internationalt Forum fylder 30 år, og derfor har vi kigget tilbage på historien. Hvorfor er IF ikke stendød som så mange andre af 70’ernes organisationer?
Af Torkil Lauesen
Internationalt Forum (IF) blev dannet i september 1970 og fylder derfor 30 år i år. Der er ikke mange organisationer tilbage på venstrefløjen fra dengang, og et væsentligt spørgsmål er derfor: Hvorfor har IF overlevet de kriser og konflikter, der slog så mange andre organisationer ud? Man skal ikke rode ret længe IF’s historie før det går op for én, at IF er en organisation, der til stadighed har forandret sig.
IF har i årenes løb haft mange ansigter. Mange forskellige kampe og mange forskellige lande har på skift været omdrejningspunktet for organisationens aktiviteter. IF’s historien afspejler på sin særlige måde samfundets og venstrefløjens historie de sidste 30 år. Men kernen i arbejdet har hele tiden været indtakt: solidaritet med undertrykte og udbyttede og en drøm om en verden med mere fællesskab og lighed.
Begyndelsen
IF blev ingenlunde født som en hardcore antiimperialistisk organisation som årstallet 1970 - midt i ungdomsoprøret - måske kunne tilsige. Det var andre ideer som var udgangspunktet. IF blev dannet ved en sammenlægning af: "En Verdens Ungdom", "Danske studerendes FN-forbund" og "Verdens Venskabs Forbundet".
Det var hovedsageligt organisationer hvis idégrundlag opstod ved afslutningen af Den Anden Verdenskrig. De stod for ideerne om "aldrig mere krig" og nedrustning, alle nationers ret til selvbestemmelse, for en mere lige og retfærdig verden, hvor De Forenede Nationer skulle spille hovedrollen som konfliktløser og udvikler. Organisationerne var derfor imod NATO og Warshawapagten og så med uro og bekymring på Den kolde Krig der splittede verden. De støttede afkoloniseringen i Afrika, Asien og Latinamerika og etableringen af en mere lige verden gennem "Ulandenes" udvikling og modernisering. Det var altså unge studerendes bekymrede trang til fred og retfærdighed.
I tråd med disse ideer blev IF således også "FN-forbundets" officielle ungdomsorganisation. "FN-forbundet" er en ikke-statslig organisation til støtte for FN’s ide-grundlag. Set i nutidens lys kan IF’s lange tilknytning til FN-forbundet synes mærkeligt, men FN-systemet var betydelig mere progressivt i 70’erne. FN var dengang kritisk indstillet over for de transnationale selskaber, og søgte at stække de transnationale selskabers magt. FN’s handelsorganisation UNTAD og udviklingsorganisationen UNDP var lydhøre over for Den Tredje Verdens krav om mere lighed osv.
Antiimperialismen breder sig
Ude i verden besejrede vietnamesiske guerillastyrker den amerikanske imperialisme. I Mellemøsten udviklede palæstinensernes kamp for en egen stat sig. I Afrika kæmpede befrielsesbevægelser mod den portugisiske kolonialisme i Angola, Mocambique og Guinea Bissau, i Namibia og Sydafrika voksede modstanden mod apartheidsystemet, mens Chile fik en folkefronts regering. Herhjemme radikaliserede 68-oprøret ungdommen. Der blev dannet en mængde kommunistisk og socialistisk orienterede organisationer. IF bevægede sig også den vej. Sammen med gymnasieelevernes Operation Dagsværk og WUS (World University Service) lavede IF "Afrika 71 kampagnen" til støtte for befrielsesbevægelserne som kæmpede mod den portugisiske kolonialisme i Afrika. Befrielseskampene i den tredje verden spillede en større og større for IF. Solidariteten med befrielsesbevægelserne i Vietnam og Palæstina var imidlertid allerede organiseret i selvstændige solidaritetsorganisationer: Vietnamkomiteerne, Vietnam 69 og Palæstinagruppen. Men i forhold til solidaritetsarbejdet omkring Chile fra 1972 og frem spillede IF en aktiv rolle. Diskussionerne og erfaringerne fra Allende-regeringens etablering og fald havde stor indflydelse på den politiske udvikling i IF. Det var diskussioner om reform eller revolution, om parlamentarisk eller væbnet kamp osv.
IF’s tiltagende antiimperialistiske holdninger indebar desuden, at organisationen i 70’erne bl.a. deltog i anti-NATO-arbejde, ikke mindst fordi NATO-landet Portugal førte en kolonikrig i Afrika. IF kritiserede også i flere sammenhænge dansk udenrigspolitik og dansk kapitals ageren i den tredje verden. Men det var oplysningsarbejdet om undertrykkelsen og befrielseskampene i Den tredje Verden som blev det centrale i IF’s arbejde.
I 70erne var arbejdet organiseret geografisk i afdelinger i København, Århus og skiftende provinsbyer. De første par år lå hovedvægten på oplysningsarbejde i kampagneform: "Afrika 71" og "Latinamerika 72", men i 1972 blev der åbnet op for muligheden for at danne emne- og landegrupper i IF. Områdemæssigt var arbejdet koncentreret om Latinamerika og Afrika. Afrika-gruppen arbejdede til støtte for afkoloniseringsprocessen, i Mocambique, Angola og Guinea Bissau og senere Zimbabwe og Namibia. Latinamerikagruppen arbejde med Peru, Brasilien og Argentina og organiserede "De nordiske arbejdsbrigader i Cuba". Denne opbygning, med en organisation bestående af en række landegrupper med en fælles styrelse, blev den bærende struktur.
IF på ’hørefløjen’
IF var ikke ene om det antiimperialistiske solidaritetsarbejde. Den første maj 1975 blev Forbundet Mod Imperialismen FMI dannet. Det var tænkt som en styrkelse og fortsættelse af det solidaritetsarbejde, der var blevet opbygget i Indokina- og palæstinabevægelserne. FMI’s politiske udgangspunkt var, at både den revolutionære udvikling i Danmark og de nationale befrielsesbevægelsers konfrontation med imperialismen krævede en solidaritet på den proletariske internationalismes grund. En politisk solidaritet, der skulle fastholde interessefællesskabet mellem arbejderklassen i de imperialistiske lande og de udbyttede og undertrykte folk. En solidaritet der skulle understrege, at det endelige opgør med imperialismen var kampen for socialismen.
Drivkraften i oprettelsen af FMI var især "Forbundet af Socialister". FMIs grundlag var langt mere klart og præcist men dermed også mere snævert end IF’s brede politiske grundlag, der især blev formuleret af folk fra Venstre Socialisterne. FMI betragtede IF som liggende til højre for FMI og kritiserede IF’s linie for at være en omgang borgerlig humanisme. Men modsat IF blev FMI opløst omkring 1982. En forklaring kan være, at der var sket en forandring i de antiimperialistiske aktivisters baggrund siden begyndelsen af 70’erne. Mens aktivisterne på det tidspunkt var generelt orienterede antiimperialister, blev aktivisterne i stigende grad orienteret mod et enkelt land og en enkelt sag. De nye aktivister havde rejst i den tredje verden, og interesserede sig mere for konkrete mennesker, steder og problemer, end de ideologiske og teoretiske spørgsmål. Det gavnede organiseringen i landekomiteerne, men ramte organiseringer med de klare generelle politiske formuleringer som FMI.
IF på ’venstrefløjen’
I de følgende år bevæger IF og en anden af 70’ernes solidaritetsorganisationer, WUS, (World University Service, det nuværende Ibis), sig i hver sin retning. WUS’ medlemmer var især studerende fra universiteter og de højere læreanstalter. WUS’ arbejde koncentrerede sig i disse år sig især om befrielsesbevægelserne i Angola og Namibia. Både WUS og IF modtog økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet og DUF osv., men mens IF forblev en politik organisation af græsrodsaktivister, blev WUS mere og mere professionaliseret og begyndte at fokusere på implementeringen af projekter. I takt med at WUS modtog større og større statstilskud fik organisationen flere og flere ansatte såvel i herhjemme, som i projekter i den tredje verden. Solidariteten blev samtidig til en professionel karriere. Mulighederne for økonomisk støtte fra Danida og dermed en fortsat professionaliseret udvikling af projekterne påvirkede politikken.
IF havde og har meget få professionelle ansatte, de sidste mange år kun en halvtids sekretær. IF’s arbejde har gennem årene til stadighed været båret af en politisk motiveret frivillig aktivisme. At være aktivist i IF har aldrig været en professionel karriere, hverken organisatorisk eller i de aktiviteter IF har haft i den tredje verden. Den økonomiske støtte fra Undervisningsministeriet eller tipsmidlerne førte aldrig til en politisk disciplinering af IF. Ibis eller Mellemfolkelig Samvirke vil i dag have svært ved at støtte noget Danida/Udenrigsministeriet ikke kan lide - det er i hvert fald noget de må overveje nøje. Dette har aldrig været et problem for IF. Sidst i 70’erne valgte en del hjemvendte ulandsfrivillige derfor at forsætte det politiske arbejde i IF.
80’ernes stagnation
I 1980 var IF en velfungerende organisation med mere end 100 aktivister og op mod 1.000 medlemmer. Men op gennem 80’erne forandrede verden og IF sig. Ude i verden var sidste halvdel af 1980’erne generelt præget af tilbageslag og nederlag for socialistiske kræfter. De sejre der var opnået i kampen mod kolonialismen var vanskelige at omsætte til en socialistisk udvikling. Efter den lange krig med de USA-støttede kontrastyrker tabte sandinisterne valget i Nicaragua i 90, FMLN led tilbageslag i El Salvador, borgerkrigen rasede i Angola osv. I 1989 og begyndelse af 90’erne fulgte så opløsningen af Sovjetunionen og "den reelt eksisterende socialisme" i Østeuropa. Socialismen stod i miskredit.
Disse processer afspejler sig også i IF’s medlemsskare. Hvor rekrutteringsgrundlaget i 70’erne overvejende havde været folk med en meget politisk/ideologisk baggrund, blev det nu i højere grad folk, der gennem egne oplevelser i den tredje verden havde set undertrykkelse, udbytning og modstand. Og de gik ofte ind i landegrupperne. Det gjaldt Afrika-arbejdet, der blev koncentreret omkring Sydafrika. Mange IF’ere lagde derfor deres arbejde dér. I Latinamerika blev aktiviteterne koncentreret omkring Nicaraguakomiteen og El Salvador kampagnen. Men samtidig havde IF’s Mellemøstengruppe i København i 1982 meldt sig ud af politiske årsager. Årsagen var en konflikt om vurderingen af Sovjetunionens rolle i verden. Flertallet i IF havde den opfattelse, at Sovjetunionen i nogle situationer kunne være en allieret for kampene i den tredje verden, men i andre tilfælde have Sovjet snævre nationale interesser, der gik på tværs. Over for denne Sovjetopfattelse stod Mellemøstengruppen der mente, at Sovjet altid var en konsekvent allieret for den tredje verden. Mellemøstgruppens medlemmer var på det tidspunkt langt overvejende medlemmer af Marxistisk Forum, der samtidig søgte om optagelse i VS. Denne opslidende konflikt og det forhold at relationerne mellem IF og FMI var dårlige, førte til at mange droppede ud af arbejdet eller helt koncentrerede sig om en "landegruppe".
I midten af 80’erne stod IF således uden eget Mellemøstenarbejde. I Latinamerika-arbejdet var en række dygtige folk blevet opslugt i Nicaragua- og El Salvador-arbejdet. Diktaturerne var brudt sammen i Argentina og Brasilien og de folk, der havde arbejdet med dem var holdt op eller rejst udenlands. Det eneste selvstændige Latinamerika-arbejde i IF var på det tidspunkt arbejdet med støtten til befrielseskampen i Guatemala. Afrikagruppen eksisterede fortsat, men fra at være en central kraft, førte den i stigende grad en hensygnende tilværelse. Sammenhængende mellem de enkelte landegrupper svandt mere og mere ind.
IF kunne være opløst i løbet af denne periode fra midten af 80’erne og frem til begyndelsen af 90’erne som det skete med så mange andre af venstrefløjens organisationer og partier. IF’s krise kulminerede da Afrikagruppen i 1990 opgav at fortsætte sin aktivitet og stillede forslag om nedlæggelse af IF. Det var der imidlertid et klart flertal imod. Når IF stædigt kunne fortsætte trods de generelle konjunkturer hang det sammen med en række forhold: IF var formelt FN Forbundets Ungdomsorganisation. Denne tilknytning gjorde, at IF modtog offentlig støtte fra ministerier og kommunerne. Gennem sit medlemskab af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) fik IF også andel i tipsmidlerne. Med dette økonomiske grundlag havde IF råd til lokaler, telefon, kontorhold og havde en sekretærer ansat til det daglige organisatoriske arbejde. Dette gav organisationen en stærk organisatorisk infrastruktur at stå i mod med, da krisen ramte de andre organisationer og partier på venstrefløjen.
IF kunne desuden i slutningen af 80’erne udnytte sin blotte eksistens til at opsamle de aktivister, der ikke havde andre organisationer at gå til, i takt med at solidaritetsmiljøet skrumpede. Indenfor IF’s Latinamerika-arbejde blev der bl.a. oprettet Peru- og Colombia-grupper, hvilket 5 år tidligere ikke havde været muligt. Endvidere fortsatte IF et El Salvador arbejde, ligesom Guatemala-arbejdet fortsatte.
90’erne: nyt opsving
IF meldte sig i 1990 ud af FN-forbundet, og ophørte dermed at være dets ungdomsorganisation. FN-forbundet havde allerede i en årrække været kritisk overfor IF’s politiske orientering, og erfaret at IF’s medlemmer ikke fortsatte over i FN-forbundet. Forbundet brød sig specielt ikke om IF’s aktive arbejde til fordel for befrielsesbevægelser og de "kommunistiske" sandinister i Nicaragua. I 1990 var IF derfor blevet indstillet til eksklusion, men kom denne beslutning i forkøbet ved at melde sig ud. Økonomisk havde bruddet ikke de store konsekvenser. DUF kompenserede for den finansiering IF tidligere havde fået over finansloven. IF fik medlemmer fra nye miljøer. Unge der havde rejst meget i den tredje verden især folk fra det gamle Bz-miljø, der på sin side havde spredt deres interesse til også at gælde internationale forhold, de såkaldte autonome af forskellig observans. IF opsamlede således de aktivister, der havde lyst til at fortsætte arbejdet med befrielsesbevægelser og folkelige organisationer i den tredje verden.
I første halvdel af 90’erne arbejdede IF bl.a. med Guatemala. Mens aktiviteterne i de tidligere 80’ere havde været koncentreret om støtten til befrielsesbevægelsen URNG, blev den allerede i slutningen af dette årti udvidet til også at omfatte de legale organisationer - især fagbevægelsen - i takt med at de fik lov til agere mere frit. Fra 1992 begyndte IF at sende såkaldte fredsvagter til Guatemala. Det gav en betydelig strøm af nye medlemmer til IF, idet at mange blev aktive ved hjemkomsten. El Salvador arbejdet fortsatte ligeledes. Støtten til FMLN tog et drastisk opsving ved befrielsesbevægelsens offensiv i 89, men blev fra 91-92 gradvist køligere i takt IF’s kritik af FMLN’s rolle i fredsprocessen.
Op gennem 80’erne og ind i 90’erne var der sporadisk opstået og atter forsvundet Perugrupper. De fleste var koncentreret om støtten til befrielsesbevægelsen MRTA. Med MRTA’s besættelse af den japanske ambassade i Peru i december 96 fik Peru-arbejdet nyt liv, men døde ud sammen efter massakren på ambassaden i april 97. Op til præsidentvalget i 94 blev der dannet en gruppe, der støttede arbejderpartiet PT i Brasilien. Efter valget fortsatte dele af gruppen som en gadebørnsgruppe og stod i marts 95 for gennemførelsen af et gadebørnstribunal parallelt med FN’s Sociale Topmøde i København. IF spillede en central organiserende rolle i aktiviteterne omkring markeringen af 500 året for starten på den spanske kolonisering af Latinamerika i 1991-92. Der var tale om et meget bredt samarbejde med organisationer i hele Danmark. Det var med udgangspunkt i dette arbejde, at IF i 1992 begyndte at holde sommerlejre og gennemførte protestaktioner mod hyldesten til USA-imperialismen i Rebild den 4. juli. Sommerlejrene blev gjort bredere, andre organisationer blev inddraget. Det blev til "Fight the Power" lejrene.
Allerede i 70’erne havde IF haft en bod på Roskilde-festivalen, men i takt med festivalens afpolitisering forsvandt boderne - også IF’s. I 1986 tog IF sammen med Mellemamerikakomiteen i Roskilde initiativ til at genoptage traditionen ved at lave et Latinamerika-telt på festivalen. Hovedformålet med teltet var gennem bespisning af festivalgængerne at samle ind til bestemte projekter i Latinamerika, men sekundært var det også at nå ud til nye grupper med oplysning om Latinamerika. Latinamerika-teltet er i dag blevet en institution på Roskilde-festivalen. I perioden 1990-94 blev der udviklet et begrænset arbejde til støtte for befrielsesbevægelsen i Filippinerne NDF og NPA. I 1991 deltog organisationen aktivt i protestaktiviteterne omkring USA’s og NATO’s krig mod Irak. IF spillede også en aktiv rolle i demonstrationen mod Clintons besøg i København i 1997.
Fra 1993 begyndte IF mere systematisk at opdyrke solidaritetsarbejdet med Kurdistan. I midten af 90’erne var en af IF’s vigtigste aktiviteter. I 1999 ændrede Kurdistangruppen navn til Mellemøstgruppen og inddrog især Iran og Palæstina i sit arbejdsfelt. Baskerlandsgruppe blev oprettet i 1993. Den arbejdede med oplysning om situationen primært i det spansk besatte Euskal Herria.
Zapatisternes oprør i Chiapas i januar 1994 gav anledning til dannelse af en støttegruppe i 1995 for zapatisterne og et omfattende oplysnings- og støttearbejde, der i dag udgør en af IF’s mest aktive grupper. I 1999 genopstod Colombiagruppen som konsekvens af befrielseskampens fremgang i landet. I 2000 er modstanden mod WTO, transnationale selskaber, og neoliberalisme blevet organiseret i IF-regi.
IF havde i 70’erne og frem til 85 haft et bredt blad, "IF Bladet". Desuden udgav man "IF-løsblade" som var fakta-materiale om tredjeverdens lande. Det blev i 85 erstattet af et fælles anlagt bladprojekt med WUS - "Cikaden" - der imidlertid gik ned i 90, fordi WUS/Ibis var blevet en stor organisation, der ønskede sit eget blad. Siden 1993 har IF’s blad heddet "Gaia". Bladet udkommer i dag i ca. 1200 eksemplarer.
Organisatorisk har 90’erne ikke været uden problemer. I 1994 førte personlige og organisatoriske konflikter til en stor udskiftning i kerneaktivisterne. I forhold til 70’erne og 80’erne er sammenhængen mellem de enkelte landegrupper og arbejdsfelter anderledes. Der er ikke længere det samme ideologiske fodslag. Flere politiske linier eksisterer side om side. Aktiviteten i grupperne er også langt mere svingede på godt og ondt, alt efter om der sker noget særligt i det enkelte land. Godt - fordi denne fleksibilitet medfører at man sætte ind dér, og på det tidspunkt, hvor støtten er særlig vigtig. Ondt - fordi det skaber huller i arbejdet og en manglende kontinuitet.
IF lever
IF er sammen med DEMOS en af de eneste af 70’ernes generelle antiimperialistiske organisationer, der har overlevet som en mere radikal aktivistorganisation. IF har fungeret som organisatorisk ramme og dannet materielt grundlag for skiftende ideologiske strømninger og skiftende solidaritetsgrupper med kampe ude i verden. At IF har overlevet skyldes, at denne ramme har været vid. At det har været muligt for meget forskellige strømninger at søge ind under IF’s vinger. Alt fra grupper der støtter: RAF, ETA og IRA til grupper der arbejder med menneskerettigheder og NGO’er i Guatamala. I forhold til 70’ernes ideologiske tankegods kan det synes uklart og slapt, men på den anden side, har det været med til at sikre fornyelse og forandring. Det har ikke kun været en ’liberal’ accept af forskellighed, men en bevidst strategi for styrke.
Evnen til at forandre sig, den organisatoriske åbenhed og rummeligheden har sikret at forskellige politiske linier har kunnet leve side og side. Nye kræfter og strategier har kunnet udfolde sig og gamle har kunnet dø ud, uden at organisationen er blevet opløst. Det har givet IF en dynamik, der har gjort at vi har kunnet overleve i en foranderlig verden. Åbenhed og mangfoldighed betyder ikke at IF blot er et udtryk for en skiftende tilfældig tidsånd. IF har i sine 30 år haft en kerne. En grundlæggende solidaritet med undertrykte og udbyttede, en kritik af den herskende orden, byggede på frivillige politiske aktivister indsats. Denne historie af forskellighed men alligevel med en linie, er forklaring på at IF stadig er i live i en tid, hvor de fleste andre af 60’ernes og 70’ernes organiseringer er borte.
Denne politiske linie har betydet at IF i dag råder over egne lokaler, at IF har den nødvendige infrastruktur i form af borde og stole, PC’ere og telefoner. Men først og fremmest består IF af aktivister med en stor viden om lande og sociale kampe, en viden om politiske kampformer og om at fremstille bøger og blade osv. Nye kampe hvad enten de forbinder sig til geografiske områder eller generelle sociale kampe har mulighed for at finde en organisatorisk ramme, basale materielle fornødenheder, viden og erfaring hos IF.
Tillykke med de 30 - kampen fortsætter!