Tema: IF 40 år
Læs hele bladet (pdf)Analytiker, aktivist og Haiti-kender Noam Chomsky fortæller i dette interview om situationen i Haiti efter jordskælvet, om en historie præget af statskup, militarisering og neoliberal politik der har gjort følgerne af jordskælvet fatale og klassebestemte. I følge Chomsky bør nødhjælpen gå til sociale bevægelser frem for til private entreprenører og NGO’er.
Af Keane Bhatt
Keane Bhatt: Du har for nylig underskrevet et åbent brev, der protesterer mod militariseringen af nødhjælpen i Haiti. I brevet kritiseres prioriteringen af sikkerhed og militær kontrol på bekostning af nødhjælp og bistand.
Noam Chomsky: Jeg mener der blev lagt for meget vægt på militarisering tidligt i processen i stedet for at bringe nødhjælp med det samme. USA har for vane altid at reagere med militær magt først, det er det USA er god til. Der blev brugt mere militær magt end hvad der var nødvendigt. Nogle af de læger der var i Haiti, mente at der var racisme på spil i antagelsen om at haitianerne ville gøre oprør og at de måtte kontrolleres. Der var ikke meget der tydede på oprør, der var ganske stille og roligt. Overfokuseringen på den militære indsats forsinkede sandsynligvis nødhjælpen. Jeg var enig i protestbrevets pointe med at indsatsen var for militariseret.
KB: Hvis denne militarisering af nødhjælpen var en automatreaktion, er det så en tilgældighed at der er massiv militær tilstedeværelse der kan kontrollere de hurtigt voksende folkelige protester? En overraskende stor gruppe af overlevende er allerede mobiliseret for at kræve at Jean-Bertrand Aristide vender tilbage, og at den tidligere kolonialmagt Frankrig betaler erstatning for den værdi der er fratvunget Haiti under kolonotiden frem for at give velgørenhed.
NC: Indtil videre har jeg ikke hørt om at tropperne bliver sat ind mod demonstranter. Det kan komme dertil, men jeg tror at den mest presserende bekymring lige nu er den nært forestående regnsæson, som kan blive katastrofal.
KB: Al Jazeera har fremhævet at de cubanske læger var de første til at oprette klinikker i de hårdt ramte områder.
NC: Ja, cubanerne var der allerede før jordskælvet. Og ja, de fik behandlingsfaciliteter stablet på benene meget hurtigt. Venezuela sendte også hjælp ret hurtigt og var også det første land, og det eneste af nogen betydning, til at eftergive Haiti sin gæld. Gælden til Venezuela var betragtelig på grund af selskabet PetroCaribes olielån. Det er tankevækkende at Venezuela og Cuba ikke var inviteret til det internationale donormøde i Montreal i marts. Haitis premierminister Jean-Max Bellerive gjorde meget ud af at takke Den Dominikanske Republik, Cuba og Venezuela for deres hurtige hjælp. Sagen er, hvad end du synes om Cuba, så er dets internationalisme stærk. Folk som har arbejdet i Haiti i årevis har været imponerede over cubanernes lægehjælp, som de også var det i Pakistan. Det er ikke noget nyt.
KB: Du nævnte Venezuelas eftergivelse af gælden. Samtidig er G7 i gang med at eftergive den bilateral gæld. Hvordan kan det være?
NC: Ja, de snakker om det. Venezuela var først og eftergav hele gælden. G7 landene nægtede at gøre det samme, på mødet i Montreal ville de ikke engang diskutere det. Senere gav de udtryk for at de måske ville gøre noget. Det kan være at de er blevet pinligt berørte efter det Venezuela gjorde. Men det er svært at forudsige hvad der vil ske. Hvad angår IMF, der mere eller mindre udspringer af det amerikanske finansministerium, så har de talt om det, men indtil videre er de, så vidt jeg kan forstå ikke nået til enighed om at eftergive gælden.
KB: Den Dominikanske Republik er blevet rost for dets nødhjælpsindsats, samtidig med at der rapporteres om dominikanske troppers tvangsdeportation af familiemedlemmer til haitianske patienters og somme tider af patienterne selv. Hvad er dit syn på disse modstridende hændelser?
NC: Altså, hvad Den Dominikanske Republik foretager sig er op til dominikanerne at beslutte. Fra mit synspunkt er det mere iøjefaldende, at USA stort set ikke har overflyttet nogle haitianere til medicinsk behandling. Dette blev fordømt af dekanen fra Miami Medical School universitetet, der mente det i bund og grund var kriminelt ikke at bringe haitianere til Miami, hvor de medicinske faciliteter er fortrinlige, mens de laver operationer med nedstrygere i Haiti.
Faktisk var en af de første reaktioner fra USA efter jordskælvet at sende kystvagten ud for at sikre sig at folk ikke ville forsøge at flygte fra Haiti. Jamen, det er jo en skændsel. USA er verdens rigeste land og nabo til Haiti. USA burde tilbyde al den hjælp det er muligt. Jordskælvet i Haiti var en klassebaseret katastrofe. Det skadede ikke den velhavende elite oppe i bjergene særlig meget – de var rystede, men ikke ruinerede. Men de mennesker der boede i de kummerlige slumkvarterer blev fatalt ramt - et par hundrede tusind blev dræbt. Men hvorfor boede de i slummen? I det sidste århundrede har de boet der på grund af USA’s politik.
KB: Du taler om den tvungne nedbrydning af landbrugskulturen i 1990’erne?
NC: Det startede med Woodrow Wilson (nordamerikansk præsident 1913-21 red.). Wilsons invasion af hele Hispaniola - Haiti og Den Dominikanske Republik- var temmelig brutal. Men det gik værst ud over Haiti, og begrundelsen for dette stod meget klar.
KB: Racisme.
NC: Ja, udenrigsministeriet sagde: dominikanerne har delvist europæisk blod, så de er ikke så slemme, men haitianerne er negre. Så Wilson sendte marinesoldater for at opløse Haitis parlament, fordi de ikke ville give amerikanske firmaer tilladelse til at opkøbe jord. Han tvang tilladelserne ud af dem. Det accelererede ødelæggelsen af haitiansk landbrug og fik folk til at strømme ind til byerne. Dette scenarie forstærkedes under Reagan, hvor USAID og Verdensbanken udformede programmer eksplicit for at tilintetgøre haitiansk landbrug. Deres argument var at Haiti ikke skulle have et landbrugssystem, men i stedet have samlebåndfabrikker - hvor kvinder under kummerlige arbejdsforhold syr baseballs og andet. Det var endnu et slag mod landbruget, men ikke desto mindre producerede Haiti stadig størstedelen af deres ris – indtil Clinton kom til.
Da Clinton genindsatte Aristide på præsidentposten, var det på betingelse af at han accepterede Mark Bazins dagsorden. Mark Bazin var USA’s modkandidat til præsidentposten som Aristide havde vundet valget over i 1990. Dagsordenen bestod af et benhårdt neoliberalt program, uden importbarrierer. I praksis betyder det, at Haiti bliver nødt til at importere ris og andre statssubsidierede landbrugsvarer fra USA. På trods af at haitianske risbønder er effektive er der ingen der kan konkurrere med dette. De vidste godt at det ville ske. I USAIDs rapporter fra 1995 fremgår det at programmerne ville kvæle haitiansk landbrug, og det antoges at være en god ting. Det har ført til den store tilstrømning til byerne, og i 2008 til folkelig opstand på grund af fødevaremangel. Og nu ser vi så en klassedelt katastrofe.
KB: Var det rigtigt af Aristide at vende tilbage til Haiti i 1994 flankeret af amerikanske tropper? Og samtidig gå med til de neoliberale reformer, selvfølgelig under enormt pres?
NC: Jeg var tilfældigvis i Haiti lige omkring det tidspunkt. Jeg var der noget tid, da tyranniet var på sit højeste. Jeg har været mange rædselsfulde steder i verden, men jeg tror ikke jeg nogensinde har set noget så ubærligt og frygtindgydende som det der foregik på Haiti under militærjuntaens styre, der på det tidspunkt blev støttet af Clinton. Jeg talte med den nu afdøde Fader Gerard Jean-Juste, som var meget populær på Haiti og som regeringen havde sat udenfor indflydelse. Han var gået under jorden, men mine haitianske venner førte mig hen til ham. Jeg talte ligeledes med ledere fra fagbevægelsen, der var blevet tævet og tortureret, og også med andre aktivister. De fleste sagde, at haitianerne ikke ville invaderes af marinesoldater, at det ikke var en god idé. Men at folkene i slumbyerne ikke kunne klare det mere. Frygten og torturen var for modbydelig. De vil acceptere hvad som helst, der kunne få det til at stoppe. Det var det dilemma de stod overfor, og jeg kan stadig ikke se en løsning.
KB: Var det forkert af Aristide at tale imod de af hans mere militante tilhængere, der kaldte til våben for at få genoprettet demokratiet efter kuppet i 1991?
NC: Ikke efter min mening. Væbnet kamp ville have ført til et blodbad.
KB: Den 17. Februar 2010 blev Sarkozy mødt af demonstranter i Haitis gader. De forlangte dels Aristides tilbagevenden til Haiti, og dels Frankrigs godtgørelse af det de fratvang Haiti under kolonialismen for at anerkende landets selvstændighed. Ved samme lejlighed blev Haitis nuværende præsident René Préval buhet ud og måtte søge tilflugt i sin jeep. Med sådan en folkestemning i mente, bør Aristides tilbagevenden så have højeste prioritet, eller er det mindre vigtigt?
NC: Svaret på det spørgsmål vil komme fra Washington. USA og Frankrig, som historisk set er Haitis primære udbyttere, fik Aristide kidnappet i 2004, efter de havde blokeret for international støtte til Haiti af meget tvivlsomme grunde. Blokaden tog selvfølgelig hårdt på den skrøbelig økonomi, og der opstod kaos, så USA, Frankrig og Canada greb ind og kidnappede Aristide, mens de påstod at ville redde ham. Aristides parti Fanmi Lavalas er forbudt, hvilket sandsynligvis ligger til grund for den lave valgdeltagelse ved sidste valg. Siden da har USA forsøgt at holde Aristide, ikke bare væk fra Haiti, men fra hele det amerikanske kontinent.
KB: Den humanitære hjælp der gives på vegne af den Dominikanske Republik, udfylder et vakuum skabt af den svage haitianske stat. Hvis vi så går tilbage til kuppet i 2004, så trænede den Dominikanske Republik paramilitære oprørere under beskyttelse fra USA. De paramilitære skulle destabilisere Haiti. Er det ikke modsætningsfyldt at sørge for humanitær hjælp til et folk man har forsøgt at uskadeliggøre og destabilisere?
NC: Tjoh, du kan godt kalde det en modsigelse, men det er også en modsigelse at Sarkozy og Clinton optræder i Haiti uden at undskylde for de forbrydelser Frankrig og USA har udsat Haiti for. Chefen for Toyota skal stille op i USA’s kongres og undskylde i timevis fordi nogle mennesker er blevet dræbt af Toyotas biler. Men skal Clinton stille op og undskylde for hvad han har gjort mod Haiti? Han gav dem dødsstødet. Skal Sarkozy undskylde for at Haiti var Frankrigs rigeste koloni og delvis kilde til Frankrigs velstand, hvorefter de ødelagde landet og krævede en kompensation i bytte for selvstændighed? En kompensation som Haiti aldrig ville være i stand til at betale? For et par år siden appellerede Aristide til Frankrig, om at godtgøre noget af Haitis store gæld.
KB: 21 milliarder dollars.
NC: Ja. Frankrig nedsatte faktisk en kommission, der nåede frem til at Frankrig ikke behøvede at give kompensation. Med andre ord, først plyndrer og ødelægger vi dem, og når de beder om hjælp slår vi dem i ansigtet. Det kom ikke som nogen overraskelse.
KB: Du nævnte Clinton, der nu er FN’s særlige udsending for Haiti. Han agter at bejle til udenlandske investorer og fortsat fokusere på den lavtlønnede tekstilindustri som grundlag for økonomisk udvikling. FN’s syn på Haiti er præget af et neoliberalt tankesæt. Kan Paul Farmer, der er ansat under Clinton, og som repræsenterer en anden udviklingsmodel baseret på rimelige lønninger, offentligt sundhedsvæsen og en styrkelse af staten, få nogen indflydelse på FN?
NC: Jeg kan ikke se der er noget galt i at han prøver. Vi lever i den her verden, ikke den vi selv ville foretrække. Derfor kan det somme tider være nødvendigt at gå den svære vej i håbet om at kunne hjælpe folk bare en smule.
KB: Mit sidste spørgsmål drejer sig om fremtiden. Nu hvor det haitianske folk har kæmpet så hårdt gennem det parlamentariske demokrati i 25 år og har fået så lidt ud af det, hvad kan man lære af det og hvilke mulige strategier er der tilbage når de nu har udtømt den parlamentarisk vej? To statskup og tusindvis torturerede og myrdede i processen.
NC: Det man kan lære er desværre, at et lille svagt land, der er oppe imod en meget fjendtlig og voldelig supermagt ikke har en chance medmindre der findes en stærk, solidarisk bevægelse indenfor selve supermagten, der kan holde den tilbage. Hvis der havde været mere støtte inde fra USA tror jeg Haitis anstrengelser kunne have lykkedes. Tag for eksempel den nødhjælp Haiti får lige nu. Vi sender nødhjælp af sted, vi viser vi er venligsindede mennesker og så videre. Men hjælpen burde komme Haitis folkelige organisationer til gode, ikke private entreprenører eller ngo’er. Det bør være de folkelige organisationer, der bestemmer hvordan nødhjælpen skal bruges. Det er ikke G7’s agenda, de er ikke interesserede i folkelige organisationer; de bryder sig ikke om sociale bevægelser; de kan egentlig heller ikke lide demokrati. De vil gerne have at de rige og magtfulde styrer tingene. Hvis der var en stærk solidaritetsbevægelse i USA og i resten af verden, kunne vi forandre det.
Interviewet er først bragt i ¡Reclama! Magazine. Det er oversat af Maiken Guttorm og forkortet og redigeret af Anne Rehder
Fakta: Haiti
Haiti er det fattigste land i Latinamerika, cirka 80 procent af landets indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Landet har den højeste andel af HIV-smittede i Caribien.
1791: Slaveoprør
1794: Fransk slaveri afskaffes
1804: Saint-Domingue omdøbes til Haiti, og erklæres selvstændigt.
1825: Frankrig anerkender Haitis uafhængighed, men kræver en erstatning på 150 millioner franc
1915-1934: USA invaderer og besætter Haiti
1956-57: Francois Duvalier (Papa Doc) tager magten i et militærkup og vælges året efter som præsident.
1964: Duvalier erklærer sig præsident for livstid.
1971: Francois Duvalier dør og efterfølges af sin søn Jean-Claude (Baby Doc), der ligeledes erklærer sig præsident for livstid.
1986: Baby Doc tvinges til at forlade Haiti efter et oprør. Militæret tager magten.
1986-90: Militærdiktatur
1990: Jean-Bertrand Aristide vælges med 67% af stemmerne
1991: Militærkup; Aristide styrtes og går i eksil. I årene efter dræbes flere tusinde tilhængere af Aristide.
1993: Den paramilitære dødspatrulje FRAPH dannes. Den støttes af CIA.
1994: Nordamerikanske soldater besætte Haiti. Aristide vender tilbage fra eksil
1995: Aristide afskediger 43 officerer i hæren.
1995: Aristides parti Fanmi Lavalas vinder parlamentsvalget, Rene Preval der er udvalgt af Aristide vælges med 88% af stemmerne.
2000: Aristide genvælges med 92% af stemmerne. De fleste andre partier boykotter valget.
2001: Paramilitære med base i Den Dominikanske Republik laver angreb i Haiti.
2004: Oprør.
2004: Kup - Aristide tvinges ud af Haiti.
2004: Amerikanske tropper besætte Haiti.
2004: USAs styrke erstattes af en FN-stabiliserings mission (MINUSTAH)
2006: René Préval vinder præsidentvalget med 51% af stemmerne
2008: Oprør mod fødevaremangel og stigende fødevarepriser.
2010: 12 januar jordskælv.