I december 2006 blev der afholdt konference i Athen om politiske fanger mod isolation og tortur. Konferencen var arrangeret for femte år i træk, af International Platform Against Isolation (IPAI). Konferencen var samtidigt et minde for de 29 revolutionære tyrkiske fanger som – midt i deres sultestrejke mod F-type isolationsfængsler i 2000 – blev myrdet af den tyrkiske stat i en frygtelig massakre. GAIA bringer her to interviews med nogle deltagere i konferencen i Athen. Først fortæller Mohammad Safam fra Beirut om sidste sommers angreb mod Libanon, og dernæst fortæller Ramona Africa og Gloria om politiske fanger i USA.
Af Mario Madsen
Mohammad Safam er Generalsekretær fra Khiam Rehabiliteringscenter for torturofre i Beirut, Libanon. Han fortæller her om centerets arbejde og situationen i Libanon efter Israels angreb i sommers.
»I Libanon lider vi i øjeblikket under følgerne af israelsk besættelse, samt tilbageholdelse af fanger i det sydlige Libanon og fængslede kammerater i israelske fængsler.
Jeg har selv siddet i israelsk fængsel, under den første besættelse, 1980-82. Jeg tilbragte tre måneder i Ansar fængslet. Vores organisation blev dannet for 23 år siden. Vi arbejder med at forsvare palæstinensiske, libanesiske, arabiske og andre fanger i israelske fængsler; vi deltager i mange internationale konferencer; vi laver dokumentation. Vi arbejder også med at støtte tidligere ofre for forskellige former for tortur; socialt, medicinsk, økonomisk og psykisk.«
Situationen i Libanon efter sidste sommers angreb
»Libanon befinder sig i en meget vanskelig situation som følge af den israelske ødelæggelse af Sydlibanon, de mange husødelæggelser og ca 1200 dræbte martyrer, herunder børn. Millioner af libanesere er blevet drevet på flugt fra deres hjem. Situationen i dag er meget farlig, det gælder især forholdet mellem de politiske grupperinger. Det mest farlige lige nu, er sekterismen og konflikter mellem de religiøse grupper som kan ødelægge Libanon og svække vores modstand.«
Fremtiden for Libanon
»Det sidste angreb fra Israels side var ikke det første angreb, og det var ikke kun rettet mod Libanon, men skal ses som en del af imperialismens projekt ”Det nye Mellemøsten”, som går ud på at flytte krigen fra det ene land til det andet. Det sidste land var Libanon, og vi ved ikke hvilket land der bliver det næste. Det var et forsøg på fra imperialismens side at ødelægge alt og alle som er imod imperialismen. Libanons fremtid hænger sammen med hele regionens fremtid. Libanons fremtid kan ikke adskilles fra Palæstinas fremtid, fra situationen i Irak osv. Det er en farlig situation vi befinder os i, især efter at vores samfund er blevet ødelagt først fra israelsk side og nu fra de sekteriske grupper som fuldfører det Israel startede.«
»Ligesom vi ikke vil have imperialismen til at kontrollere Libanon, så afviser vi kontrol fra de andre arabiske lande og fra Iran. Vi ønsker at Libanon skal være frit og uafhængigt. Vi vil selv løse problemerne i Libanon.«
Politiske fanger i USA
Ramona Africa er kommunikationsansvarlig for organisationen MOVE i USA. Hun er tidligere politisk fange og den eneste overlevende fra USA’s politis bombning af the MOVE Familys hovedkvarter i 1985. MOVE eller the MOVE Family er en politisk organisation der blev grundlagt i 1972. Ni af MOVE’s medlemmer har været politiske fanger siden 1978. Gloria repræsenterer komiteen mod dødsstraf fra Texas der også kæmper mod tortur og isolation.
De fortæller her om deres organisationers arbejde og vilkårene for antiimperialistisk kamp og fangepolitisk arbejde i USA.
»MOVE går ind for en total revolution, verdensrevolution. Frihed kan kun eksistere når vi bliver fri for dette system. Lige meget hvad form for regering der er tale om, finder der undertrykkelse, udbytning og slaveri sted.
Texas er den stat i USA som har det højeste antal eksekveringer af dødsstraf, og komiteen imod dødsstraf gør derfor et stort arbejde for at bekæmpe eksekveringer af dødsstraf, samtidig med at vi kæmper imod den isolation og tortur som knækker fangerne, mens de venter på dødsstraffens gennemførelse. Der er 400 mennesker på dødsgangen i Texas.«
Bombningen af the MOVE Family i maj 1985
»Nogle medlemmer af the Move Family har været fængslet siden 1978 som politiske fanger. De har fængselsdomme på minimum 30 og maksimum 130 år. Vi forsøgte naturligvis gennem årene at lægge pres på regeringen i Philadelphia for at få dem løsladt. Men regeringen mente at det var bedre at skyde på os og forsøge at gøre os tavse. Den 12. maj 1985 blev vores hjem omringet af bevæbnet politi. De kom angiveligt for at arrestere os fordi naboer havde klaget over os, men det var løgn. Målet var at bringe os til tavshed. De kom for at arrestere fire mennesker, men sendte vandkanoner mod vores hus i timevis, derpå tåregas – og til slut kom en helikopter hen over huset og skød imod os. Taget blev revet af huset, og huset satte i brand. Vi var i kælderen og forsøgte at redde os ud af det brændende hus, men da vi gik ud, skød politiet på os, og fem babyer og seks voksne blev brændt levende med politiets kugler i deres kroppe. Jeg var den eneste voksne overlevende.
Ingen fra politiet blev anklaget eller straffet for at myrde min familie. Jeg blev anklaget for anstiftelse af oprør og fik seks års fængsel, og da jeg efter halvandet år søgte om løsladelse, sagde de at det kun kunne komme på tale hvis jeg forlod MOVE. Men jeg ville ikke forlade min familie og det revolutionære arbejde, så jeg kom først ud da hele straffen var udstået.«
Sagen mod Mumia Abu-Jamal
Mumia Abu-Jamal er en journalist og forkæmper for de sortes rettigheder i USA der uretmæssigt blev dømt for mordet på en politibetjent i 1982 og som stadig sidder på dødsgangen i Philadelphia
»Nu er Mumias Abu-Jamals appelsag i sin sidste fase, men det ser ikke lovende ud for Mumia. Hvis han taber, vil næste skridt være USA’s Højesteret, men det er svært at få sin appelsag bragt for højesteret, kun fem procent af sager når dertil. Mumia klager bl.a. over at dommeren i den oprindelige retssag ikke var upartisk og bl.a. sagde nedsættende og racistiske ord om Mumia, men appelsagen nægter at lade den oprindelige retssag komme i betragtning. Det begrænser hans muligheder«
Mario Madsen er med i Internationalt Forums Mellemøstgruppe