Af Sascha Iversen
Handel og monopol på markedet er en af to hovedårsager til koloniseringen af Grønland. Den anden hovedårsag var Hans Egedes ønske om at kristne grønlænderne. Dette lå i forlængelse af pietismens ønske om at kristne alle hedninge. For at Egede kunne finansiere en mission på Grønland, var han nødt til at støtte sig til den voksende, handelsklasse i Bergen. De dannede et handelskompagni og for at få hjælp fra den danske konge, lokkede Egede med et handelsoverskud på 300 %. Af kongen fik Egede og handelsselskabet konkurrencefordele, såsom toldfrihed og monopol. Bergenskompagniet krakkede dog allerede i 1726, hvorefter handelen blev varetaget af andre kompagnier indtil regeringen i 1774 overtog handelen og oprettede statsmonopol. I 1776 kom Den Kongelige Grønlandske Handel i gang og med monopolet forbød den danske stat udenlandske handelskompagnier at handle med grønlænderne. Med monopolet blev de danske handelsinteresser varetaget.
Fra begyndelsen af koloniseringen var handelen og missionen altså tæt knyttet, idet handelen udgjorde eksistensgrundlaget for missionen. Men der var også modsatrettede interesser mellem handel og mission. Missionen havde nemlig brug for en bosætningsstruktur, der krævede, at folk boede tæt sammen omkring missionsstederne, mens handelen krævede en mere spredt. Dette førte til lange kørende konflikter, som endte med at tilgodese handelen. Desuden indførte den danske stat, som før nævnt, handelsmonopol i Grønland for at beskytte de danske interesser mod konkurrence. Et af formålene med dette var, at grønlændernes produktionsform, som dannede grundlaget for handelen og en direkte økonomisk udbytning, ikke blev ødelagt. Men kolonisationen førte i sig selv til ændringer i produktionsformen, bl.a. på fangstområdet. For eksempel var det primære erhverv ved starten af koloniseringen hvalfangst, men efter at antallet af hvaler var blevet betydeligt reduceret, efter en overudnyttelse, blev det primære erhverv sælfangst. Da sælfangst i højere grad var en individuel produktion, blev det lettere for handelsfolkene at opdele fangerne i gode og dårlige fangere. Fangerne blev opdelt i 3 klasser ud fra hvor dygtige de var og hvor ?omsætningen? før blev fordelt kollektivt, blev også den nu fordelt individuelt. Denne individualisering kan også ses som en ideologisk påvirkning. Den ideologiske påvirkning kom dog ikke kun fra handelen, men i høj grad også fra missionen.
På grund af påvirkningen gennem handel, mission og diverse statslige forordninger, som førte til ændringer i den grønlandske produktionsmåde blev grunden til et klassesamfund lagt, med danskerne som overklasse. Grønlændere blev ansat ved missionen og handelen og blev afhængige af at sælge deres arbejdskraft til kolonisatorerne. Samtidig blev grønlændernes egen infrastruktur ikke udviklet, da dette ikke var i danske interesser. Mangelen på udviklingen af infrastrukturen skabte et afhængighedsforhold til den danske kolonimagt. Et afhængighedsforhold, der eksisterer den dag i dag.
En af de teoretikere, som har set på koloniernes afhængighedsforhold til kolonimagten ud fra kapitalismens udvikling, er Samir Amin. Hans teori er skabt på baggrund af de afrikanske kolonier, men er egnet til at overføre til udviklingen i Grønland.
Ifølge Amin må imperialisme betragtes som et forhold mellem centerkapitalistiske (kolonimagten) og periferkapitalistiske (kolonien) lande. Hovedvægten i analysen lægges på de perifere samfunds underudvikling. Underudviklingen af disse samfund betragtes som en følge af kapitalismens udvikling i de industrielt avancerede lande. Underudvikling og udvikling ses som produkter af det samme historiske forløb, af en integreret historisk udvikling. Det nye i teorien er, at koloniens funktion ikke længere kun ses som sekundær.
Amins underudviklingsteori er teorien om den globale kapitalakkumulation, om relationerne mellem center og periferi, set sammenhængende og ikke adskilt. Kernen i problemet om den globale kapitalakkumulation er værdioverførslen fra periferien til centeret. Dette adskiller sig fra den marxistiske teori, som er udviklet indenfor rammen af den kapitalistiske produktionsmåde, og er en teori om overgangen fra europæisk feudale formationer til centerkapitalisme (eurocentrisme). Amins teori opererer med de kapitalistiske samfundsformationers indbyrdes relationer, nemlig forholdet mellem centerkapitalistiske formationer og periferkapitalistiske formationer. Centralt for Amin, er den manglende integration af de kapitalistiske sektorer i de perifere samfund, og sammenkoblingen af kapitalistisk og før-kapitalistisk produktionsmåde. Dette manifesterer sig bl.a. i en ujævn produktivitet mellem sektorerne, i det økonomiske systems usammenhængende struktur, samt i afhængigheden af udlandet. Dette er forårsaget af den imperialistiske proces. Hvor udviklingen af kapitalismen i Danmark skyldtes indre årsager, skyldtes det i Grønland ydre, kolonimagten påtvinger kolonien kapitalismen. Samtidig bliver de industrier, der bliver skabt i periferien ikke udviklet og prioriteret på samme måde som i centeret pga. manglende investering. Dette gør, at de bliver komplementære og ikke-konkurrence dygtige. Investeringerne sker i stedet i servicesektoren, hvor der ikke produceres. Der investeres hovedsagligt i eksportsektoren. Dette står i skarp kontrast til centeret, hvor arbejdsspecialiseringen er partiel (delvis). Det vil sige, at der både produceres et hjemmemarked og et udenlandsk marked og at der investeres kapital i alle produktionsgrene. I periferien skabes der industrier, der udelukkende producerer til eksport. Arbejdsspecialiseringen er dermed absolut.
Gennem varebytte og kolonihandel udvikledes Grønlands økonomiske struktur som komplementær til Danmarks. I praksis betød dette at danskerne besad al autoritet, da de gennem opkøb bestemte, hvad der skulle fanges og fastsatte prispolitikken. Prispolitikken gik ud på at afsætte de danske varer relativt billigt, hvilket gav et stort afsætningsmarked, som medførte, at man kunne legitimere, at de grønlandske produkter blev købt ret billigt. Råstofferne blev sendt til Danmark til forarbejdning og profitten høstet der.
Der hvor Grønland/Danmark ikke passer ind i Amins optik er vedrørende handelsmonopolet. Hvor afrikanske lande blev inddraget i konkurrencekapitalens epoke omkring 1800-tallet, varede det danske handelsmonopol i Grønland helt op til 1950. Efter monopolet og ved åbningen af privatkapitalen, skete der ikke de store ændringer i.f.t. den økonomiske struktur. Industrien blev dog udbygget, men var stadig hovedsageligt fokuseret på eksport. Men den grønlandske økonomi var (og er) udenlandsk domineret, da den største del af investeringerne blev foretaget af den danske stat, både i infrastrukturen og erhvervslivet. De fleste af disse investeringer fandt sted i Grønlands ?naturrigdomme?: fisk, malm og olie.
Netop den grønlandske olie er for tiden til stor diskussion. Blandt de fleste politikere og folk i Danmark hersker der en opfattelse af, at Danmark har utvetydigt krav på profitten. Dette viser bare at der ikke er særlig meget, der har ændret sig siden koloniseringens begyndelse. Danmark prøver stadig at profitere på det grønlandske folk og på deres naturressourcer.
Politisk udtalelse vedrørende olien i Grønland:
Fingerne væk fra Grønlands olie
Efter fund af olie for 10 milliarder kroner er Grønland lige pludselig kommet på dagsordenen i den danske debat. Desværre er det en debat der omhandler, hvor mange penge den danske stat skal have ud af dette pludselige oliefund. Altså en debat, der slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den fortsatte danske kolonisering af Grønland.
Handel og monopol på markedet var nogle af hovedårsagerne til koloniseringen af Grønland, og sådan er det fortsat den dag i dag. I løbet af den over 200 års lange kolonisering har den danske stat udbyttet det grønlandske folk for at styrke dens egne interesser, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Nok må være nok!
Vi støtter det grønlandske folks kamp for fuldstændig frigørelse fra Danmark. Her taler vi ikke kun om selvstyre indenfor Rigsfællesskabet, men et fuldstændig opgør med den danske kolonimagt. Derfor mener vi, i Internationalt Forum, at de eneste som skal have del i profitten af de grønlandske råstoffer/naturressourcer, er det grønlandske folk, - ikke den danske stat.
Den Nordatlantiske gruppe i Internationalt Forum
Udtalelsen er vedtaget på Internationalt Forums landsmøde 2007