I de grønne NGO’ers klimatango med mellemstatslige embedsmænd er det tydeligt, hvem der ender med at føre an. I det følgende analyserer Tim Forsyth og Zoe Young den nye ’grønne’ verdensorden, og den CO2-drevne kolonisering som den medfører.
Af Tim Forsyth og Zoe Young
Ifølge Tony Blair er diskussionen om klimaændringer definitivt slut. Hvem kan anfægte de økonomiske argumenter i Stern-rapporten om klimaforandringerne? Kun nogle få polemikere og et par olie-finansierede videnskabsmænd. Nu kunne den større politiske debat om hvem der skal bære byrden ved at tage ansvar for at tackle problemerne så begynde. Men i stedet ser det ud til, at der er konsensus blandt de globale eliter om, hvor vi skal starte og hvordan vi skal tage udfordringen op - nemlig ved opkøb af CO2-kvoter i syd, så industrien kan forsætte i nord, som om intet var hændt. Betænkeligheder og gode argumenter bliver tilsidesat, mens mere markedsvenlige "løsninger" serveres på et sølvfad. Sidste gang de vesteuropæiske og nordamerikanske grønne NGO?er fik en fod indenfor hos deres regeringer førte det til dannelsen af Verdensbankens Globale Miljø Faciliteter (forkortet på engelsk til GEF). I dag udvikler denne nye "grønne" verdensorden sig for øjnene af os.
Denne verdensorden begrænser mulighederne for en kollektiv revurdering af energipolitik, produktion og forbrug. Der er ikke plads til at udfordre de politiske antagelser eller mønstrene i investeringerne i den offentlige energi-infrastruktur. Mainstream i klima-diskussionen fokuserer i stedet på marginale opfindelser som fx nye elspare-pærer. Men lige så længe den kapitalistiske økonomiske vækstlogik ikke udfordres virker det næppe sandsynligt, at storforbruger samfundene i nord skifter udviklingsspor.
De oprindelige mål
I følge den første vurdering i 1990 fra FNs klimapanel skulle udledningen af drivhusgasser reduceres med 60 procent i forhold til det daværende niveau for at forhindre ødelæggende klimaforandringer. I 1999 sagde Greenpeace, at det kun kunne forsvares at udnytte ca. 25 procent af de resterende fossile brændstofressourcer. New Economics Foundation bemærkede i 2006, at det ville forudsætte et fald i efterspørgslen på olie, der var fem eller seks gange større end det fald, som oliekriserne i 1970’erne resulterede i.
Lagrene af hydrocarbon, som det er profitabelt at udvinde (under de nuværende prisforhold) er mere end nok til at forårsage drivhusgaskoncentrationer, som er omkring det dobbelte af de 450 ppm, som er blevet fastsat som det ansvarlige og sikre niveau, vi skal holde os under.
Hvis regeringerne skulle følge rådene fra alle disse eksperter, så skulle de nok lytte mindre til storindustriens ønsker og se mere på de udregninger for hvor meget olie, kul og gas som forsvarligt kan udnyttes, og så fordele disse energiressourcer til at dække vores alle sammens basale behov: Mad, husly, varme, frisk vand, sundhedspleje, sikkerhed og et minimum af underholdning og rejsemuligheder til alle.
Men Kyoto-protokollen er den vigtigste internationale aftale, der skal imødegå truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer. Hvis du læser medier som BBC News’ hjemmeside og avisen The Independent kan man få det indtryk, at opbakningen til Kyoto er en slags lakmusprøve på ens klimaansvarlighed. Men hvad vil Kyoto egentlig betyde, hvis den blev fuldt ud implementeret? Den blev underskrevet i 1997 og trådte i kraft i 2005, og de industrialiserede lande, som har ratificeret aftalen, er forpligtet til at reducere deres CO2-udledning med kun 5,2 procent inden 2012. USA og Australien har trukket sig ud, og der er kun nogle få europæiske lande, der ser ud til at nå deres mål.
Minimale reduktioner
Debatten om hvordan selv disse minimale reduktioner kan nås er knap begyndt. Det ser ud til, at det er op til forbrugere at rede det hele ved at købe sparepærer og vedvarende energi - eller måske opkøbe CO2 kvoter fra industrien. Men eksport- og toldregler gør det forsat profitabelt for store virksomheder at fragte flere og flere varer på tværs af kloden i deres jagt på nye markeder og komparative fordele, og offentligt finansierede internationale institutioner som Verdensbanken investerer milliarder af dollars i udviklingen af olie og gasindustrien - ofte meget mere end de investerer i energieffektiviserende tiltag og vedvarende energi.
Mere radikale kræfter har ikke andre effektive politiske rum end gaden, hvor vi skal udfordre elitens ønske om økonomisk vækst - koste hvad det vil. Man finder hele tiden på nye "midlertidige mekanismer" designet til "at gøre noget" og samtidig bevare det politiske status quo. Løfte efter løfte viser sig hurtigt at være lige tomme, mens stadig mere skinnende og prangende "løsninger" dukker op.
Handel med varm luft
Den seneste af disse er markedet for CO2 kvoter, som aflad for energislugende syndere. Kyoto-aftalens "fleksible mekanismer" indeholder en såkaldt "udledningshandel" mellem industrialiserede lande, der har forpligtet sig til reduktioner. Under dette system har Rusland og Ukraine lov til 0 procents vækst ift. 1990-niveauet, men pga. den afindustrialisering der fulgte efter Sovjetunionens sammenbrud udleder disse lande på nuværende tidspunkt 25 procent mindre end i 1990. Derfor kan disse lande nu "sælge" deres uudnyttede kvoter til lande, der så kan fortsætte med at forurene i stedet for faktisk at spare på energien og reducere deres udledning. Kritikere kalder dette problem for handel med varm luft. Takket være disse meget fleksible mekanismer falder energiforbruget - og dermed udledningen af drivhusgasser - altså alligevel ikke.
Andre "klima-venlige" investeringer ses i forbindelse med de ordninger, som kaldes Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism (CDM). De giver de industrialiserede lande mulighed for at opnå deres udledningsmål ved at investere i vedvarende energi eller plante skov i andre lande. (JI gælder investeringer mellem industrialiserede lande og CDM involverer investeringer fra nord til syd).
Ideen med denne politik er at anspore til udledningsreducerende investeringer der, hvor det bedst kan betale sig. Denne logik er i en hvis udstrækning god nok, men den kan kritiseres for at springe over, hvor gæret er lavest. Uheldigvis er mange af disse projekter virkeligt dårligt monitoreret, og hvem ved hvad der sker efter den indledende overvågede fase er ovre. At binde kulstof i jorden eller beplantning er ikke så lige til og kræver hurtigt voksende træer; typisk monokulturer, der kræver masser af vand, gødning og pesticider for at overleve med alle de negative sociale og miljømæssige konsekvenser, der følger heraf.
Nogle kritikere hævder, at gevinsten ved skovbeplantning er overvurderet, fordi fredning eller ny skovbeplantning i et område kan føre til et hårdere pres på skovene i andre områder. Det er heller ikke altid helt klart, om de involverede firmaer har de fulde rettigheder til landområdet - fx i Brasilien hvor ejerskabet til jorden har været et vigtigt stridspunkt siden tiden under diktaturet og den oprindelige kolonialisering.
Ny modstand
Disse emner har fremprovokeret stærke følelsesmæssige reaktioner og stor folkelig modstand. En klima-forhandler fra et afrikansk land fortalte vredt tilhørende til et møde i London, "Vores lande er ikke toiletter for jeres udledninger!" Bønder, økologer og fagforeningsaktivister i Sydafrika har dannet netværket "Alarm mod den grønne ørken" der arbejder mod at store landområder udlægges til CO2-bindende plantager.
Nogle af de politiske intentioner bag at binde CO2 i beplantning er ret klarer. Miljøskribenten, Larry Lohmann, citerede en embedsmand fra det amerikanske energiministerium for at sige, "Plantning af træer [red. i andres lande] vil tillade USA at fortsætte sin energipolitik uændret frem til 2015". Uanset om bemærkninger som denne er rigtige eller forkerte, så skaber de reel frygt for, at de mere industrialiserede lande ikke er interesserede i at bekæmpe klimaforandringerne eller i at anspore til "udviklingsvenlige" investeringer i Syd. Flere kritikere mener, at CO2-skovfredning er "CO2-kolonialisme". Nogle regeringer i Syd, navnlig Costa Rica, har budt skov-projekterne velkomne. Og deres potentiale for at skabe bedre livsgrundlag i landområder eller den rolle de kan spille i klimapolitik, skal da ikke helt afvises, men skove skaber i sig selv ikke reelle forandringer.
I slutningen af Al Gores flim "En ubekvem sandhed" oplister han 10 simple forslag til handling. De indbefatter mindre forbrug af varm vand, mere genanvendelse, mindre bilisme og plantning af træer, og det sidst nævnte råd forklares med at "et enkelt træ absorbere et ton CO2 i løbet af dets levetid". Men nogle af de lidt ældre læsere husker måske kampagnen "Plant et træ i 73" - og hvis det ikke stoppede klimaforandringerne dengang, hvorfor skulle det så gøre det nu?
Er det Kinas skyld?
Lester Brown fra Worldwatch Institute sagde i 2005: "Hvis de [Kina] forbruger den masse mængde papir som os [i USA], ville de forbruge dobbelt så meget papir, som verden producerer i dag. Der forsvandt verdens skov. Hvis kineserne så havde tre biler pr. fire indbyggere - sådan som vi har i USA i dag - ville de have en bilpark på 1.1 mia. biler. Til sammenligning er der 800 mio. biler i verden i dag."
Det er indlysende, at Kinas politik vil være af afgørende betydning. Men at give indtryk af, at dette land er problemet, er det samme som at sige, at industrialisering kun er for de rige lande.
Vestlige regeringers klimapolitik burde stoppe med at vurdere resultaterne ud fra reduktionen i udledningen af drivhusgasser. At forsøge at reducere hypotetiske koncentrationer uden at forstå de lokale betydninger af disse projekter underminerer den politiske enighed, som er nødvendig for at komme videre.
Det samme problem opstår i Stern-rapporten, der ligesom så mange andre økonomiske fremskrivninger, bruger en høj "diskonteringsrente" til at beregne de fremtidige omkostninger ved nutidens klimaforandringer [red. hvorved vægtes fremtidige problemer lavere end kortsigtede hensyn]. Det antages, at der er overensstemmelse mellem effekten af klimaforandringerne på forskellige befolkninger og overser på den måde, at lappeløsninger kan skabe andre problemer. Ansete personer som Nicholas Sterne burde rådes til at stoppe med at betragte klimaforandringerne som en global fare, som skal løses ved generelle reduktioner i energiforbrug og drivhusgas-udledning og i stedet finde mere retfærdige løsninger, som reducerer virkelige menneskers fare for at leve i elendighed.
Bestyrelsen for CDM har ofte argumenteret med, at investeringer i industriel teknologi er at foretrække fremfor simpelthen at isolere CO2. For eksempel har mange virksomheder søgt finansiel støtte under CDM til at brænde methangas fra lossepladser (Methan vurderes til at være 23 gange farligere for klimaet end CO2, og ved afbrændingen omdannes methangassen til CO2), men kritikere fastslår, at afbrænding forhindrer at gassen bruges til at afhjælpe lokale varme- og elektricitetsproblemer. Under Kyoto-aftalen er der ingen åbenlyse incitamenter til at gøre noget sådant. Derimod skal alle CDM-projekter give et afkast på 2 procent til en "Adaptationsfond". Penge som skal bruges til langsigtet udvikling så som at begrænse sårbarheden overfor vandstandsstigninger. Nogle mener, at denne fond er for lille, andre mener at den i virkeligheden ikke er til for at gøre CDM-projekterne mere bæredygtige, men i stedet er en slags skat på klimainvesteringerne.
Endelig er realismen i forhold til virkningen af de nationalt reduktionsmål vigtig. Mange Kyoto-støtter føler, at aftalen er nyttig, fordi den juridisk binder regeringer til at reducere udledningerne. Men nogle regeringer - notorisk USA under George Bush - har trukket sig ud med den begrundelse, at målene ikke overholdes af alle lande. Under Bill Clinton var USA helt central i forhandlingerne, der fastlagde de vage mål og de "fleksible mekanismer", som gør det umuligt at måle om reduktionsmålene overholdes. Vigtigst af alt, så vil hurtigt industrialiserede lande som Kina og Indien måske slet ikke indvillige i at reducere deres udledninger.
Romantiske visioner
Mange virksomheder og NGO’er underholder stadig med romantiske visioner om, at binding af CO2 i ny skov vil erstatte den tabte regnskov, og indfri politiske - snarere end videnskabelige - fastlagte nationale mål som det eneste effektive middel til at reducere udledningerne. Men i stedet for at idealisere disse, så skulle regeringerne måske pålægge industrien og forbrugerne at skaffe den nødvendige mængde af deres energiforbrug fra vedvarende kilder og forbedre energieffektiviteten. Sådanne mål ville fremme innovation og nye investeringer, som reducerer omkostningerne ved den renere teknologi på længere sigt. På baggrund af at olieproduktionen netop nu topper (eller måske har den faktisk gjort det) sagde et medlem af FNs klimasekretariat under private omstædigheder, at "Klimaforandringerne er som gud - hvis de ikke fandtes, så ville vi være nød til at opfinde dem". Det afspejler den kritiske nødvendighed af skiftet i energipolitik og investeringer, som truslen fra klimaforandringer skal, eller skal kunne, fremprovokere.
Hvorfor skal regeringer, der antageligt vil befolkningen det bedste, fastholde økonomiske analyser og miljøpolitik, som forudsætter og reproducerer den mest brutale og grådige sider af vores natur, og derved undgå store nødvendige forandringer for at tilpasse vores samfund til en verden med begrænsede ressourcer? Hvor er troen på, at menneskeheden kan samarbejde om at tilpasse og finde mere retfærdige løsninger på kollektive problemer?
I stedet for at opfinde "løsninger" på klimaforandringer, der kun virker indenfor det selvsamme markedssystem, som førte os ind i denne blindgyde, så ville det være bedre helt at lade være. Som art har vi bestemt opfindsomheden til at få vores regeringer til at føre en politik, der ikke påtvinger de fattige og mindst tilpasningsdygtige lande nye problemer for at opretholde storindustriens rekordoverskud. I stedet burde vi hjælpe alle borgere til at leve mere bæredygtige og behagelige liv og accepterer, at debatten om ansvaret for truslen fra klimaforandringer ikke er forbi, men at den kun lige er startet.
Tim Forsyth er forfatter og underviser på London School of Economics. Han er forfatter til bogen International Investment and Climate Change, Earthscan, London, 1999. Zoe Young er freelance researcher, forfatter og filmskaber. Hun er forfatter til bogen A New Green Order? The World Bank and the Politics of the Global Environment Facility, Pluto, London, 2002. Artiklen er oversat af Lars Gaardsøe
Læs mere på: