Tema: Krise
Det gælder om at mobilisere befolkningens støtte. De udvisningstruede irakere i Brosons Kirken kan passende søge inspiration i den franske Sans Papiers-bevægelse, der har nytænkt de papirløses kamp for asyl.
Af Jens Pfeifer
Den 18. marts 1996 besatte 300 illegaliserede afrikanske indvandrere kirken Saint Ambroise i Paris og kollektivet Sans Papiers (uden papirer) åbnede dermed for en åben konflikt med den franske stat, som stadigvæk i gang i dag. Aktionen kom meget uventet, blandt andet fordi den organiserede sig udenom flygtningeorganisationer. De første 300 »aktivister « kom fra et afrikansk arbejderbosted i Montreuil i Paris’ forstad, hvor immigranterne allerede over de sidste år havde praktiseret en slags selvforvaltning udenom staten og dens indvandrings- og integrationslove. Kollektivets fælles udgangspunkt i Saint Ambroise kirken var deres fuldstændige retsløshed, og det simple krav om at ændre deres uholdbare situation. Nyheden om besættelsen af kirken spredte sig meget hurtigt, og medierne, inklusive fjernsyn og radio, kastede sig over begivenhederne. »Papirløsheden« blev til aftensnyheder, og med ét blev hele Frankrig konfronteret med Sans Papiers prekære og umenneskelige situation. Kirken Saint Ambroise blev hurtigt til et mødested for mennesker »uden papirer« og deres fælles kamp rettede sig fra starten af mod Frankrigs racistiske lovgivning med fokus på de såkaldte Pasqua-love fra henholdsvis 1986 og 1993. Den første Pasqua lov fra 1986 indførte muligheden for en »tilbagesendelse til grænsen« (reconduite à la frontière) som ikke kunne ankes. Madjiguène Cissé, som snart avancerede til en af Sans Papiers talspersoner beskriver Pasquas tre hovedmål som følgende: skarp fremgangsmåde mod illegal indvandring, forsvar af den offentlige orden, fjernelse af alle uønskede udlændinge. Illegaliserede er ikke kun retsløse, men altid per definition skyldige, og dermed presset ind i en situation hvor de konstant er nødt til at skjule sig, ikke at vække opmærksomhed, og derfor under ingen omstændigheder kan kræve deres ret til at blive hørt. Med besættelsen af Saint Ambroise kirken var politikerne og offentligheden pludseligt konfronteret med en virkelighed som officielt ikke fandtes, en virkelighed som med ét havde fået konkrete ansigter.
Med deres første aktion skabte den opkommende Sans Papiers-bevægelse ikke kun opmærksomhed og forvirring, men aktionen medførte også en vis grad af sympati og støtte fra befolkningens side. Ikke desto mindre var politikernes og politiets umiddelbare reaktion en særdeles voldsom rydning af kirken den 24. marts 1996. Rydningen udløste en hidtil ikke set solidaritetsbølge: humanistiske organisationer, den radikale venstrefløj, nogle fagforeninger, det kommunistiske parti såvel som en række personligheder fra det offentlige liv tilsluttede sig eller støttede Sans Papiersbevægelsen. En meningsundersøgelse viste at hele 53 % af den franske befolkning viste en generel sympati for de kæmpende illegaliserede. (AutorInnenkollektiv 2000:43). Efter endnu en voldsom rydning, denne gang fra Saint Bernand kirken, fandt Sans Papiers-bevægelsen husly i forskellige organisationers lokaler, som f.eks i Post fagforeningen (Sud-PTT) og jernbane fagforeningen CFDT. Bevægelsen opbyggede straks en slags autonom struktur, med blandt andet et stormøde som demokratisk instans, som fungerede både som rådgiver og beslutningstager. Cissé gør opmærksom på, at Sans Papiers-bevægelsen samtidigt var præget af interne kampe, først og fremmest kvindernes kampe om deres position og for deres stemme indenfor bevægelsen. Bevægelsen spredte sig over hele Frankrig. De forskellige Sans Papiers-kollektiver fungerede som autonome enheder, men agerede kollektivt – kampene mod udvisninger og for rettigheder forhandledes og udkæmpedes ikke som enkeltkampe, men altid som alle Sans Papiers kollektive kamp. Siden bevægelsens start i 1996 understregede de involverede deres kampes autonomi, dvs. at der er tale om en kamp som organiserer sig udenom repræsentanter i form af humanitære eller politiske organisationer. I slutningen af år 2000 præsenterede Cissé et foreløbigt resultat af Sans Papiers kamp siden 1996. Højdepunktet var årene 1996/97, hvor bevægelsen, med stort støtte fra befolkningens side, nåede at gennemryste hele det franske politiske system for et kort øjeblik. Staten reagerede dog meget hurtigt med delvist at inkorporere Sans Papiers krav i den officielle politik. Resultatet var ikke en diskussion om illegaliseringen som sådan, men snarere en række af indrømmelser og lempelser i forhold til enkelte og konkrete tilfælde. Indrømmelser gældende for nogle kombineret med en repressionsbølge mod Sans Papiers i det hele taget, var med til at berolige situationen. Alene i løbet af de første seks måneder i 2000 blev 21.500 mennesker indkaldt af myndighederne angående manglende opholdstilladelser. Tallet svarer til en stigning på 95% i forhold til 1999. Sans Papiers besættelse af kirken var succesrig, idet det lykkedes at mobilisere en betydelig del af den franske befolkning.
Irakernes besættelse af Vor Frue kirken og nu Borsons kirke på Nørrebro kan blive forholdsvis forgæves, hvis ikke civilbefolkningen støtter irakerne. Danmarks racistiske politiske system er ligeglad med at nogle afviste irakere gør opmærksom på deres prekære, og i sidste instans potentielt livsfarlige situation. Irakerne har brug for civilbefolkningens støtte, for at blive hørt og for at der åbner sig en mulighed for at intervenere. Så sent som i november 2003 deltog nogle talsmænd/kvinder fra Sans Papiers-netværket i ESF (European Social Forum) i Paris, hvor de i forbindelse med workshoppen »Migration, Refugees and being made illegal in Europe« konfronterede deltagerne »med papirer« med følgende udsagn: »We need your support, but the struggle is primary ours« (vi har brug for jeres støtte, men det er primært vores kamp). Samtidigt gjorde de tilstedeværende repræsentanter af Sans Papiers-bevægelsen opmærksom på, at de respektive talere som optrådte i workshopperne »Transnational Migration« og »Illegality« udelukkende var personer med papirer og at personer uden papirer var fraværende på podiet. Som spontan reaktion organiserede Coordination Nationale de Sans Papiers i Frankrig deres egen workshop, hvor talerne var medlemmer af de forskellige Sans Papiers-bevægelser fra bl.a. Italien, Schweiz, Frankrig, Portugal, Spanien, Tyskland og Belgien og hvor de understregede nødvendigheden af en selvbestemt, autonom organisation samt repræsentation. Sans Papiers styrke viste sig i forbindelse med afslutningsdemonstrationen hvor den franske Coordination Nationale de Sans Papiers krævede retten til at anføre demonstrationen. ESF afviste Sans Papiers krav med begrundelsen at de ikke kunne garantere de »papirløses« sikkerhed, og at de derfor under demonstrationen skulle »placeres« bag de forskellige franske organisationer. Sans Papiers modsatte sig ESF’s beslutning og positionerede sig i demonstrationens forreste del, mellem den queer/feministiske blok og de anti-racistiske solidaritetsgrupper. Krav som »ingen grænser« og »papirer til alle« var toneangivende.
Jens Pfeifer er skribent på openhagen.net og har under titlen »Illegal[iserede] migranter som nutidens homo sacer« skrevet speciale i moderne kultur om bl.a. Sans Papiers-bevægelsen.
Artiklen har tidligere været bragt på modkraft.dk/kontradoxa