Den colombianske præsident Alvaro Uribes beslutning om at begynde at sprøjte kokamarkerne i landets nationalparker vil kun yderligere intensivere konflikten, eskalere den humanitære krise og øge forureningen i nogle af Colombias mest uberørte naturområder.
Af Garry Leech
Cecilia går rundt om det lille træhus og peger hen mod bananpalmerne og yuccaplanterne, som blev destrueret for 8 dage siden, da der blev sprøjtet med pesticider fra luften af. Hun beskriver hvordan kemikalierne ikke blot lagde sig over kokabuskene, som hende og hendes mand dyrker for at overleve, men også dækkede deres fødevareafgrøder og deres to små børn. Familien kæmper nu for at overleve i den del af Colombia, som har været Cecilias hjem hele hendes liv, nationalparken Macarena. Nationalparken Macarena befinder sig øst for Andesbjergene i den del af området Meta, hvor de åbne sletter i nord, kendt som Los Llanos, møder Amazonregnskoven i syd. Parken er spektakulær med bjerge, dale, floder og frodig regnskov, hvor langt størstedelen er svært fremkommelig. I 1989 opnåede området status som nationalpark, mens UNESCO erklærede området for verdens naturarv. Mens de mest ufremkommelige dele af parken er ubeboede, bor der forsat flere tusinde bønder i parken. De første, der slog sig ned i området, var bønder på flugt fra statens repression i 1950’erne og starten af 1960’erne. Perioden der er kendt som La Violencia. De væbnede selvforsvarsgrupper, som bønderne dannede, for at kunne forsvare deres land og familier fra den colombianske hær, blev i 1966 til Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC). Nu fyrre år efter kontrollerer FARC stadig nationalparken og de omkringliggende områder.
FARC’s rolle
Det er umuligt at beskrive livet i Macarena uden at komme ind på FARC’s rolle. Ikke kun fordi guerillaen profiterer på kokadyrkningen, et fact som ivrigt bliver fremhævet af den amerikanske og colombianske regering, men også fordi FARC er tæt knyttet til det lokale bondesamfund, et anden fact som de to regeringer vælger at ignorere. Årsagerne til, at bønderne bosatte sig i den colombianske regnskov og dannede FARC, for næsten et halvt århundrede siden, er stadig til stede i dag. Macarena er et område, som er blevet groft forsømt af staten i alle henseender bortset fra den militære repression. Den colombianske stats eneste tilstedeværelse i regionen har bestået i luftbombardementer, korte militære offensiver og nu kemisk sprøjtning fra luften.
I løbet af de sidste 50 år har lokalbefolkningen skabt en infrastruktur af primitive grusveje uden statens hjælp. Veje som snor sig gennem regnskoven og kun er tilgængelige i firhjulstrækkere. De har opført elektricitetsnetværk, som kører på benzindrevne generatorer i de små landsbyer. Det er FARC, som er blevet deres regering og sørger for offentlige servicer såsom sikkerhed, socialhjælp og et retssystem blandt andre ting. I modsætning til andre dele af Colombia, hvor FARC, militæret og paramilitære påtvinger lokalbefolkningen deres styre, så er guerillaen i Macarena en ”folkets regering”. Mange familier i regionen har mindst et familiemedlem i FARC og lokalbefolkningen interagerer med oprørerne, så naturligt og bekvemt, som landbefolkningen i det globale nord gør med deres lokale regeringsrepræsentanter og politistyrke. En bonde forklarer det således: ”Når der er en, som har problemer med en anden, måske en slåskamp eller noget, kan de tage deres klager til FARC. Så vil FARC undersøge sagen og beslutte hvis skyld det er, og hvad straffen skal være.” Han forklarer endvidere, at der ikke er nogen fængsler under FARC og at strafafgivelse bl.a. består i reparation af veje og arbejde i de fælles marker.
Bønderne i Macarena har overlevet ved selvforsynende landbrug, herunder opdræt af køer, grise og høns og dyrkning af forskellige afgrøder som madbananer, yucca, papaya og avocadoer. For omkring 20 år siden begyndte bønderne, i et mindre omfang, at dyrke koka. Indtjeningen fra koka blev brugt til at kompensere for manglen på infrastruktur, som forhindrede dem i at transportere deres landbrugsprodukter ind til fjerntliggende markeder. Det er først i løbet af de sidste 5 år, at koka er blevet den mest fremtrædende afgrøde i Macarena. Bønderne dyrker koka, høster bladene og forarbejder dem til kokapasta, som sælges til bagmænd, der senere forarbejder massen til kokain. FARC profiterer på kokadyrkningen i Macarena ved at lægge skat på alle kokahandler i regionen.
Plan Colombia
Den seneste stigning i kokadyrkningen i Macarena faldt sammen med implementeringen af Plan Colombia, en militærplan bakket op af USA. Angrebene på kokamarker i det sydlige Colombia har ført til spredning af kokadyrkning udover landet. Som følge af ændringerne i mønstret for kokadyrkningen begyndte et nordamerikansk pres på præsident Uribe for at tillade kemisk sprøjtning fra luften i Colombias nationalparker, som ellers har været undtaget før.
I stedet for at tillade sprøjtning annoncerede Uribe en alternativ plan i december 2005. Planen gik ud på at sende 1000 personer ind i Macarena-området for at udrydde kokaen. 3500 soldater skulle bakke kokaudrydderne op. I de følgende måneder blev mere end et dusin soldater dræbt under angreb fra oprørerne. Som svar bombede militæret FARC’s positioner i parken.
Det hårde liv i den afsidesliggende region og de gentagne angreb fra FARC fik mange af kokaudrydderne til at sige op og rejse hjem. Endeligt, da seks kokaudryddere blev dræbt den 2. august, gav Uribe ordre til at begynde kemiske sprøjtninger fra luften.
Indenfor få dage begyndte USA sponsorerede sprøjtefly og kamphelikoptere at sprøjte i de områder af parken, hvor der blev dyrket koka. Der blev sprøjtet med kemikalier, som aldrig er blevet godkendt i USA; ukrudtsmidlet glyphosat blandet med overflademidlet Cosmo Flux 411-F og andre tilsætningsstoffer. Efter at have sprøjtet en uges tid påstod det colombianske anti-narkopoliti at have destrueret alle 4600 hektar kokamarker i området.
Det stod snart klart, at den colombianske regering havde overdrevet succesen af sprøjtningen, i det mindste i den del af parken som undertegnede besøgte otte dage efter, at sprøjtningerne var endt. Mens det meste af kokaen var blevet sprøjtet, stod omkring 20 procent urørt hen. Derudover havde bønderne reddet en del af kokabuskene ved at skære toppen af, inden kemikalierne kunne nå at ødelægge rødderne. Disse buske vil forsætte med at producere fem kokahøste årligt. Mange små træer og planter omkring markerne var blevet destrueret.
Collateral damage
Mens hurtigt reagerende bønder kan redde deres kokabuske ved at skære dem ned, så er den samme fremgangsmetode ikke effektiv på mindre hårdføre afgrøder som eksempelvis madbananpalmer, papaya- og avocadotræer og mindre afgrøder som yucca. Næsten alt koka i Macarenaregionen dyrkes af de lokale bønder på smådrifter på omkring fem hektar eller derunder. Bøndernes indtægt fra koka tillader dem at supplere fødevareafgrøderne, de dyrker, med andre fornødenheder. Da dyrkningen af koka ikke giver nogen stor indkomst til familierne, har ødelæggelsen af fødevareafgrøderne været skyld i en større fødevarekrise i mange husholdninger. Sprøjtningerne har ydermere forudsaget mange fysiske problemer i området. Mange familier og landarbejdere opholdt sig i områderne, da der blev sprøjtet. Både familier og markarbejdere blev ramt af sprøjtemidlet og mange har siden lidt af mave- og fordøjelsesproblemer. Cecilia fortæller hvordan hendes to børn brækkede sig kort tid efter, at der var blevet sprøjtet og bagefter havde diarre i flere dage. Børnene er ofte traumatiserede på grund af de militaristiske sprøjtninger. Få minutter inden der blev sprøjtet, blev kokamarkerne beskudt med maskingeværer fra helikoptere. Jorden er gennemhullet af kugler, og hundredvis af patronhylstre ligger spredt i markerne, ofte uhyggeligt tæt på de små hjem. Den nordamerikanske og colombianske regering påstår, at kokaudrydningen i området vil formindske den indkomst, som oprørsgrupperne får fra den illegale narkohandel. Herigennem vil man svække oprørsgrupperne militært. Den colombianske forsvarsminister Camilo Ospina forklarede kokaudrydningens militære formål således: ”Vi kan ikke foregive, at elimineringen af guerillaernes checkhæfte vil være en let proces. Processen i Macarena består i at udrydde kokaen i en af de zoner i verden med den højeste dyrkningsgrad, hvilket udgør det vigtigste finansieringsgrundlag for undergravende grupper, specielt FARC.”
Bush-administrationen var godt tilfreds med, at præsident Uribe reagerede på dens gentagende forespørgelser om at anvende sprøjtning fra luften i landets nationalparker. ”Hvis FARC troede at regeringen ville tillade, at koka kunne gro uhindret i nationalparkerne har de tydeligvis taget fejl.” udtalte James O’Gara fra det Det Hvide Hus’ nationale kontor for narkokontrolpolitik. Den lokale FARC kommandør i Macarena beskrev konsekvenserne af sprøjtningerne således: ”Sprøjtningerne skader bønderne mere, end det skader guerillaen. Det er bønderne, der er mest afhængige af kokaen for at overleve.” Mens sprøjtningerne sandsynligvis påvirker FARC’s finansiering, har mere end seks år med Plan Colombia frembragt få beviser for, at strategien svækker oprørsgruppernes militære kapacitet. Tværtimod øger metoderne den folkelige støtte til guerillaen i de afsidesliggende egne, som eksempelvis Macarena. Foruden Plan Colombias antinarkokampagne har det colombianske militær også implementeret den USA støttede Plan Patriota. Plan Patriota er en storstillet offensiv, som har til hensigt at opnå kontrol i de FARC kontrollerede områder i det sydlige og østlige Colombia, bl.a. Macarenaregionen. Men Plan Patriota har vist sig at være ineffektiv, den har ofte blot bestået af sporadiske landoffensiver ind i de FARC kontrollerede områder. I følge bønder i Macarenaregionen har militæret ofte dræbt civile under deres offensiver og så senere beskyldt FARC - beskyldninger, som pligtskyldigt bliver rapporteret af de nationale og internationale medier uden dokumentation.
En militær fiasko
Der har også været adskillige tilfælde af vilkårlige anholdelser af bønder i Macarena under Plan Patriota. Bønderne er blevet arresteret af det colombianske militær og ført hen til militærbasen Vista Hermosa, som befinder sig på den side af Guapaya Floden, som er kontrolleret af den colombianske stat. I januar 2006 blev otte bønder anholdt og ført til militærbasen. Embedsmænd hævder at alle anholdte senere blev løsladt, selvom blot en er blevet set siden. De andre syv er højst sandsynligt blevet ”forsvundet” af højreorienterede paramilitære, som ifølge adskillige beboere i Vista Hermosa stadig er aktive i området, på trods af deres erklærede demobilisering. Vilkårene for bønderne har forandret sig meget lidt, siden de slog sig ned i området for omkring 50 år siden. Indtil i dag har den nationale regerings politik i området, kun bestået af militære operationer, som ofte har resulteret i grove overtrædelser af menneskerettighederne. Under Plan Patriota har der ikke været nogen forsøg på at vinde de lokales tilslutning ved at tilbyde sociale og økonomiske programmer for dem, der bor i de områder, der traditionelt har været kontrollerede af guerillaen. Omfanget af denne fejl blev forklaret tydeligt for den nordamerikanske kongres komite i juni 2004 af Adam Isacson, en Colombia-analytiker, der arbejder for Center for International Politik i Washington: ”De sidste mange år i Colombia er formodentlig fuld af historier om succesfulde militære offensiver. Mønstret er velkendt; tusinder af tropper stormer ind i en guerillaens højborge, guerillaen udøver minimal modstand, før de søger tilflugt i junglen. Tropperne bliver nogle få uger eller ligefrem måneder, men den colombianske regering gør intet for at tilføre andre regeringsressourcer til området. Tropperne kan ikke blive evigt, og da de opererer med straffrihed, er det ikke altid en dårlig nyhed for civilbefolkningen når de forlader området. Når militæret til sidst vender tilbage til deres baser, ser vi, at der intet er blevet gjort for at bringe dommere, politi, lærere, læger, vejarbejdere eller nogen som helst anden form for offentlig service ind i området. Servicer som alle samfund og økonomier behøver for at fungere.”
Macarenaregionen er et godt eksempel på det, som Isacson beskriver. Dette har imidlertid ikke kun været tilfældet i løbet af de sidste mange år, men snarere i det sidste halve århundrede. Med den colombianske regerings totalt fejlslagne politik, har de ikke engang forsøgt at forsyne lokalbefolkningen med de mest basale servicer. Det er derfor FARC, som har udfyldt tomrummet og hjulpet med at bygge veje, indlægge elektricitet, bistå med juridiske instanser og andre offentlige servicer, som traditionelt hører under staten. Som en lokal bonde udtrykker det: ”Når bønder og deres familier bliver syge og ikke har råd til medicin, er det FARC som giver dem penge til at købe det de har brug for.” Den lokale befolkning i Macarena nærer ingen tiltro til regeringen, som ikke har tilbudt andet end repression, eller i bedst fald helt ignoreret dem. I august har regeringen gjort alt, hvad de kunne for at sikre, at denne mistillid blev yderligere styrket ved at lancere en militær sprøjtningskampagne i området, som gjorde børn syge og ødelagde afgrøderne. Endnu engang er det den civile befolkning, som er ofrene for regeringens oprørsbekæmpelse. De eneste de lokale bønder kan vende sig mod for at få hjælp er guerillaen, hvilket underminerer selve oprørsbekæmpelses erklærede mål, som regeringen prøver at opnå, nemlig at vinde befolkningens støtte.
Kokadyrkningen fortsætter
Det er usandsynligt at sprøjtningerne vil eliminere kokadyrkningen i området. En betydelig procentdel af afgrøderne overlevede sprøjtningerne og mange af dem, som blev destrueret, vil blot blive genopdyrket. I nogle tilfælde vil genopdyrkningen være på de samme jordområder, mens bønderne i andre tilfælde vil rydde nye jordstykker ved at fælde regnskoven. Men som en bonde pointerer: ”Hvis du blot begynder at fælde træer for at opdyrke nye jordstykker, vil FARC tildele dig en bøde. Vi skal have tilladelse af guerillaen før vi rydder stykker af regnskoven.” Det er ikke altid let at opnå den tilladelse, da FARC forsøger at balancere mellem at sponsorere sin kamp fra beskatning af kokadyrkning, at tillade bønderne at have en indtjening og begrænse nedbrydningen af en af landets mest rige naturområder. Der er intet, der tyder på, at den colombianske regering er villig til at forsøge at implementere en mere vidtfavnende oprørsbekæmpelsesstrategi. Indtil regeringen tilbyder bønder som Cecilia noget mere end militærrepression, vil lokalebefolkningen i områder som Macarena fortsætte med at se deres velfærd og overlevelse som uløseligt forbundet med FARC’s forsatte eksistens.
Garry Leech er tilknyttet colombiajournal.org, hvor artiklen tidligere har været bragt. Han har udgivet bogen Killing Peace: Colombia’s Conflict and the Failure of U.S. Intervention
Oversat og redigeret af Anne Rehder