Tema: Gaza
Læs hele bladet (pdf)Barack Obama har udnævnt arkitekten bag Belfast-aftalen i Nordirland, George Mitchell, til USA’s officielle Mellemøstudsending. George Mitchell kan drage fordel af erfaringerne fra Nordirland i forsøget på at skabe en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Spørgsmålet er om Obama-administrationen tillader forhandlinger med Hamas.
Af Ali Abunimah
USA’s præsident Barack Obamas udnævnelse af den tidligere senator George Mitchell som sin nye Mellemøstudsending er et godt valg. Mitchell udviste en hidtil uset upartiskhed blandt USA’s udsendinge, da han ledte en fact-finding mission i Mellemøsten i 2000.
Hvis missionens anbefalinger var blevet fulgt – ophør af al vold og fastfrysning af israelske bosættelser på besat palæstinensisk jord – havde fredsprocessen højst sandsynligt gjort fremskridt. Tilmed var Mitchell med til at mægle i forbindelse med Belfast fredsaftalen i 1998, der viste sig at være nøglen til at afslutte årtiers strid i Nordirland. På grund af historiske ligheder er den fredsaftale et vigtigt forbillede for palæstinensere og israelske jøder. Før 1948 ønskede de nyankomne europæiske jødiske bosættere deres egen stat i Palæstina, så snart den britiske kolonimagt trak sig tilbage. Men fordi jøder var en minoritet, var det eneste middel til at opnå dette, en deling af landet, hvilket den arabisk-palæstinensiske befolkning satte sig i mod. Da Israel blev oprettet i 1948, blev de fleste palæstinensere tvunget på flugt fra deres hjemland og de, der blev tilbage, blev andenklasses borgere i en ”jødisk stat”.
Den moderne konflikt i Irland begyndte, da Storbritannien, efter modstand fra irske nationalister, valgte at trække sig tilbage efter flere århundreders styre i Irland. Men den protestantiske herskende klasse – en fjerdedel af befolkningen – der nedstammede fra engelske og skotske bosættere, insisterede på at Irland fortsat skulle være knyttet til Storbritannien. Disse unionister nægtede at bo i en stat med en nationalistisk, katolsk majoritet. For at berolige den unionistiske minoritet, der truede med voldeligt oprør hvis den ikke fik sin vilje, delte Storbritannien Irland i 1921 og skabte dermed Nordirland – en enhed hvis legitimitet de irske nationalister nægtede at anerkende. Ligesom de israelske jøders politik overfor palæstinenserne, institutionaliserede protestanter deres egen kultur og religion som den officielle og undertrykte ethvert udtryk for irsk nationalisme med vold. Som Nordirlands første premierminister udtrykte det var Nordirlands parlament et ”protestantisk parlament for et protestantisk folk”. Katolikker led under systematisk diskrimination både boligpolitisk og på arbejdsmarkedet. Irske nationalister søsatte en borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne inspireret af USA’s. De protestantiske unionister modsatte sig voldeligt kravene om magtdeling og reformer, men bevægelsens størrelse og gennemslagskraft gjorde unionisternes uforsonlighed uholdbar. I 1972 sendte Storbritannien tropper til Irland og indførte direkte styre. I løbet af de tredive år ”the troubles” varede, døde 3700 mennesker i hænderne på IRA, protestantiske paramilitære, britiske styrker og andre.
Belfast-aftalen, som Mitchell mæglede, gjorde en ende på det formaliserede protestantiske hegemoni og erstattede det med lighed, for på den måde at formilde delingens uretfærdigheder. Den lovede, at regeringsmagten ”skal udøves med streng upartiskhed på vegne af hele folket” og garanterede ”retfærdig og lige behandling af begge gruppers identitet, moralske overbevisninger og aspirationer”. Årtiers blodig konflikt har efterladt dybe sociale skel. Men en struktur for en ikke-diskriminerende demokratisk regeringsførelse har hjulpet nationalister og unionister på vej til at droppe deres belejringsmentalitet. Imens den formelle deling af Irland står ved magt, forsvinder den i praksis, da alle nu kan bo, arbejde og bevæge sig frit. Magtdelingsregeringen i Belfast, der ledes af de stejle nationalister i Sinn Fein (som er tæt forbundet med IRA) og hardlinerne i Democratic Unionist Party, var engang så usandsynlig, som en samlingsregering mellem Hamas og israelske politikere ville være i dag. Og USA’s diplomater har spillet en nøglerolle ved at lægge pres på de stærke parter – den britiske regering og de protestantiske unionister – til fordel for den svagere nationalistiske part. I stedet for at gå uden om Sinn Fein insisterede USA på, at de skulle bringes ind i fredsprocessen.
I 2010 vil palæstinensere være i overtal i forhold til Israelske jøder i Israel, Vestbredden og Gaza til sammen. De to grupper kan ikke længere være totalt adskilt. Som irske nationalister, vil palæstinensere aldrig anerkende en anden gruppes ”ret” til at diskriminere dem. Som de protestantiske unionister, insisterer israelske jøder på deres egen stat. Israels ”løsning” er at indhegne palæstinenserne i ghettoer – som Gaza, og ind i mellem bombe dem til underordning, således at israelske jøder, trods deres faldene antal, kunstigt kan opretholde en jødisk stat. Hvis Mitchell får lov til at bruge erfaringerne fra Nordirland, kan der muligvis anes en udvej. Men han tager til Jerusalem med få af de fordele, han tog til Belfast med. Obama-administrationen forbliver tilhænger af delingsplanen med ”en jødisk stat” og en ”palæstinensisk stat”, der nu har spillet fallit, og fastholder Bush-administrationens misforståede boykot af Hamas, der overlegent vandt det palæstinensiske valg i 2006. Og den israelske lobby – meget stærkere end sin irske modpart – drejer USA’s politik i en retning, hvor den stærke part favoriseres. Og den stærke part er et uforsonligt Israel, der begår krigsforbrydelser. Hvis disse politikker ikke ændres, vil Mitchells anstrengelser være spildt, og eskalerende vold vil udfylde det politiske vakuum.
Ali Abunimah er palæstinensisk-amerikansk journalist og medstifter af den uafhængige webside Electronic Intifada. Artiklen er oversat af Anna Storr-Hansen