Tema: Racisme
MSTS, O Movimento dos Sem Teto - Salvador (Bevægelsen af dem
Uden Tag - Salvador) kæmper for retten til ‘det gode liv’ (a Bem-Vida)
— et værdigt liv på lige fod med andre. MSTS forstår, at dette ikke kan
lade sig gøre uden en ændring i det politiske klima og et anderledes
syn på rettigheder og diskriminerede grupper i samfundet.
Af Rose Munk Heiberg Hansen
Jeg boede i Salvador, i den nordøstlige brasilianske region Bahia, hele 2008. Gennem en ven lærte jeg Joquielson fra MSTS, bosat i Cidade de Plástico at kende, og jeg tog siden ud og besøgte ham og andre fra MSTS mange gange. Cidade de Plástico ligger et godt stykke udenfor centrum i Salvador i bydelen Periperi og er et større areal, end man umiddelbart får indtryk af, når man kommer ind ad hovedporten, der afgrænser besættelsen.
I dette besatte område bor der omkring 330 familier, som alle bor i mere eller mindre faldefærdige skure lavet af plastik og træ, heraf navnet ’Plastikbyen’. Et par hundrede meter længere oppe ad hovedvejen, som løber langs Cidade de Plástico, finder man Escada, som er et andet besat område. Begge disse områder har været besat siden 2005 og er nogle af de tidligste besættelser i Salvador. Bydelen Periperi tæller i alt fem besatte områder, som kommunikerer internt og har et godt netværk.
I 2003 blev Entrada Velha, et område beliggende tæt ved Salvadors lufthavn besat. Da området efter nogle måneder blev ryddet af politiet trods omfattende protester, fandt beboerne andre steder at slå sig ned. Cidade de Plástico blev besat og kom til at fungere som det første længerevarende besatte område i byen.
Da interessen og behovet for at besætte for at få tag over hovedet voksede efter Cidade de Plástico-besættelsen, blev området længere oppe ad vejen besat - det område der i dag hedder Escada. Siden er utallige besættelser fulgt efter, både i bygninger midt i centrum af Salvador og længere ude mod forstæderne i små huse eller på tomme grunde, hvor de selv bygger huse. I dag er der mellem 20 og 30 besatte områder i Salvador og der bor mellem 10 og 1000 familier i hvert besat område.
MSTS definerer sig som en del af MSTB (O Movimento dos Sem Teto - Bahia), som er en bevægelse som favner alle by-bevægelserne i regionen Bahia i det nordøstlige Brasilien. MSTS gør antallet af beboere op i familier og ikke i antal individer, hvilket gør det svært præcis at sige, hvor mange der er en del af bevægelsen. 70-80 % af bevægelsen er enlige mødre med børn. MSTS tæller næsten hundrede procent sorte, på grund af racismen, som lever i bedste velgående i Salvador og resten af Brasilien. Størstedelen af indbyggerne i Salvador er sorte, men trods det, er det stadig dem, der påvirkes mest af den ulige fordeling af rettigheder i samfundet. Siden den portugisiske kolonialisering af landet i 1500-tallet, er det fortsat de hvide og de lyseste i Salvador, der sidder på magten. Joquielson forklarer det, som noget, der blandt andet er med til at skabe sammenhørighed i MSTS som bevægelse:
”Når mange forskellige rettigheder bliver én nægtet, begynder man at føle sig som en del af bevægelsen og ikke kun af fællesskabet i det besatte område man er tilknyttet. De rettigheder, som vi bliver nægtet, er for eksempel retten til sundhed og hospitalspleje, transport og lignende ting man ikke kan opnå uden en adresse.”
Bevægelsen bliver, som samlet gruppe, udsat for diskrimination på de helt basale områder, der udgør grundlaget for at leve et værdigt liv og føle anerkendelse fra samfundets side. Joquielson mener, at dette pres ude fra og den sociale ulighed i samfundet generelt har skabt bevægelsen og stadig i dag former sammenholdet og øger den kollektive bevidsthed.
Jeg har besøgt otte besatte områder i Salvador, som alle har deres specifikke problemer med eksempelvis elektricitet, skolegang, mad og vand i hverdagen. Dog er der mange problematikker, som gælder for dem alle. Diskrimination i form af racisme, bevægelsens problemer med at nå de større mediers sendeflade og det enorme narkomarked, som giver politiet legitimitet til at opføre sig mere eller mindre som det passer dem, når det gælder MSTS.
Da vi var på besøg i et at de besatte områder i Periperi, fortalte koordinatoren om tre unge drenge, som var blevet skudt af politiet inde på området om natten ugen forinden. Politiet havde ikke anden kommentar til det, end at de dræbte var involveret i narkokriminalitet. Man hørte på intet tidspunkt om hændelsen i medierne eller uden for MSTS-områderne. Koordinatoren fra området fortalte, at politiet ofte trænger ind på området og enten anholder eller skyder beboere - som oftest unge mænd. Lula, Brasiliens nuværende præsident, gik til valg på utallige løfter til bevægelser som MST (de jordløses bevægelse i Brasilien), MSTS, MSTB og andre lignende bevægelser. Løfter som legalisering af områderne, opkøb af grunde til de fattigste i samfundet og adgang til lægehjælp. Siden er stort set ingen af disse løfter blevet indfriet. Heller ikke byrådet i Salvador er interesseret i at se hvad der foregår i Periperi eller de andre områder.
MSTS består som nævnt af mellem 70-80% kvinder, og nogle af dem har derfor dannet en separatistisk bevægelse i MSTS i løbet af de sidste år. Vanesca er koordinator for Guerreiras Sem Teto (Kvindelige krigere/kæmpere uden tag). Hun så sig nødsaget til at flytte fra Cidade de Plástico, da myndighederne blev meget interesserede i hende, idet hun ind i mellem udtalte sig til medierne. Det er endnu ikke hovedparten af kvinderne som er del af Guerreiras Sem Teto, men Cidade de Plástico huser eksempevis et separatistisk kooperativ, som producerer skildpadder, der laves ud af genbrugspapir og klister og sælges på gaden. Dette initiativ blev startet i samarbejde med en svensk organisation, som løbende har haft kontakt med MSTS. Udover dette, skulle cirka 15 kvinder mødes, for at lære at lave elektriciteten i områderne, så der var flere hænder om arbejdet. Dette var i slutningen af 2008, lige inden jeg rejste fra Salvador.
Hvert besat område har en koordinator eller organisator, som er hovedansvarlig for kommunikationen udadtil, om det så er pressen, til konferencer eller til de andre besatte områder. I de områder, der er tæt beliggende er det ikke et problem, men det er en større udfordring at få alle besættelser til at have en organisator og at udvikle kontakten mellem områderne. Udadtil, rettet mod eksempelvis befolkningen, er MSTS ikke særlig synlige og slet ikke for verden uden for Brasilien, eftersom alt foregår på portugisisk. Mange organisatorer i MSTS er bevidste om disse mangler og arbejder på hvordan de kan få en mere flydende kommunikation i gang.
Udviklingen i MSTS går i øjeblikket imod en mere samlet, politisk bevidst og aktiv bevægelse. Siden midten af 2008 har MSTS haft ”besættelses-stop”, hvilket betyder, at de ikke besætter flere områder og bygninger, inden de har fået mere samling på sig selv og hinanden som bevægelse og hvor de gerne vil hen. Det politiske aspekt fylder gradvist mere og mere i MSTS og flere og flere i bevægelsen bliver klar over, at det er det omkringliggende samfund der diskriminerer dem og fratager dem de rettigheder, som andre borgere i Salvador besidder. Derfor er det også vigtigt at handle kollektivt som en hel bevægelse med fælles politiske mål. Efterhånden som MSTS samles og organiseres mere og mere som bevægelse, kommer de også mere i kontakt med andre lignende sociale bevægelser – navnlig i Sydamerika.
I sommeren 2008 fandt en stor konference sted i Rio de Janeiro, hvor mange bevægelser var inviteret, bl.a. MST, bevægelser der minder om MSTS fra andre brasilianske byer og endelig organisationer og bevægelser fra nabolandende. Joquielson fra MSTS repræsenterede Salvador på konferencen. Konferencer som denne afholdes med mellemrum og MSTB har ligeledes afholdt to kongresser i Salvador i 2005 og 2008, hvor der blev diskuteret rettigheder, diskrimination, vold, køn og andre lignende spørgsmål. Disse konferencer har også politikere og tilhørere ude fra repræsenteret. MSTS har lavet fire ”moduler”, som fungerer som en slags politisk manifest for bevægelsen. De handler blandt andet om kollektivitet, økonomi og køn. Derfor vokser håbet om, at MSTS udvikler sig til at være en bevægelse, som i højere grad anerkendes af offentligheden og får en stemme i medierne – også udenfor Brasilien. MSTS kæmper på mange fronter, og der vil altid være dem, der kæmper praktisk og mener, det vigtigste er om elektriciteten fungerer, om der er vand og om skolens lokaler er bygget færdige, og de mere teoretisk indstillede, der mener, det essentielle er at oplyse om bevægelsens eksistens og forme den politiske bevidsthed både indadtil og udadtil. I MSTS er udviklingen nu interessant, netop fordi disse to retninger mødes og langsomt smelter sammen til en hel bevægelse.
Rose Munk Heiberg Hansen er medlem af Internationalt Forums nystartede Brasiliengruppe