Internationalt Forum

Israel er en apartheidstat

Israel er en apartheidstat, men ikke nødvendigvis på samme måde som Sydafrika. Israel har sin egen form for apartheid. Det er denne særlige zionistiske form for apartheid som journalisten Ben White beskriver i bogen ”Israeli Apartheid – a Beginner’s Guide" fra 2009.

Af Irene Clausen

I 1973 vedtog FN generalforsamling ’the International Convention on the Suppression and Punishmen of the Crime of Apartheid” hvis formål var at præcisere hvilke forbrydelser der henhører under ’apartheid’ og at forpligte medlemslandene til at bekæmpe apartheid. FN opregner en række forbrydelser som hørende til apartheid af hvilke de vigtigste ifølge bogen er:

• At nægte en bestemt gruppe mennesker (’race’) retten til liv og personlig frihed, ved at udsætte dem for grusom umenneskelig behandling eller straf

• At lave lovgivning for en bestemt gruppe mennesker (’race’) der skal forhindre denne i deltagelse i landets politiske, sociale, økonomiske og kulturelle liv, herunder retten til at forlade eller vende tilbage til landet, retten til statsborgerskab, opholdstilladelse og bevægelsesfrihed

• Enhver forholdsregel, herunder lovgivning, der har som formål at splitte befolkningen op efter ’race’-linjer ved skabelsen af reservater og ghettoer …og ved ekspropriering af jordejendom,

Alle disse forbrydelser gør staten Israel sig skyldig i, både i forhold til det palæstinensiske mindretal (20%) inde i staten Israel og i forhold til palæstinenserne på Vestbreddeen og i Gaza. Hovedskellet i den israelske apartheid går mellem jøder og ikke-jøder. Israel er ikke en stat for alle sine borgere, men en stat for alverdens jøder. Derved er Israel en stat hvor flertallet af dens borgere ikke bor inden for landets grænser. Til gengæld udsættes de ikke-jødiske borgere inden for 1948-grænserne (staten Israel) for gennemført diskrimination – eller apartheid. Det sker gennem systematisk røveri af palæstinensernes jord, gennem ødelæggelse af deres huse, ved i finanslovene at bevilge mindre offentlige midler til områder med tæt palæstinensiske befolkning, osv. Når Israel foretager sine systematiske forbrydelser, f.eks. røverier af palæstinensernes jord, sker dette ikke i det israelske parlament Knessets navn, men gennem diverse magtfulde zionistiske organisationer som The Jewish National Fund. Det er nemlig lykkedes Israel at opbygge en slags dobbeltstruktur hvis formål ifølge bogen er at lægge et røgslør over apartheid politikken. Altså at have parallel-organer til at tage udemokratiske eller racistiske beslutninger, men i klar overensstemmelse med statens ønsker. Dette system blev allerede skitseret af den fremsynede zionist Theodor Hertz i hans bog ”Jødestaten” tilbage i starten af det forrige århundrede

Et grundlæggende problem for staten Israel er det demografiske spørgsmål, altså frygten for at der skal blive et palæstinensiske flertal i staten Israel. Dette forsøger Israel at forhindre gennem vedtagelsen af racistiske love der skal forhindre palæstinensere i at vende tilbage til Israel Det gjorde man efter fordrivelsen af palæstinenserne i 1948, og det gør man den dag i dag. Hvis f.eks. en israelsk palæstinensisk kvinde gifter sig med en palæstinenser fra de besatte områder, så kan hun ikke få ægtefællen med ind i Israel. I Israel taler man helt åbenlyst om ’den demografiske trussel’ hvilket i sig selv er dybt racistisk.

I forhold til Israels besættelse af Vestbredden og Gaza forsøger Israel at ”skjule” besættelsen og fremstille sig selv som offer for palæstinensisk terror. På de besatte områder findes et udviklet apartheid-system med ét sæt love og ’systemer’ for palæstinenserne og ét sæt love og ’systemer’ for de jødiske bosættere. Palæstinensere bringes for israelske militære domstole på Vestbredden, mens jødiske bosættere fra Vestbredden bringes for civile domstole i Israel. Palæstinensere kan udsættes for ’administrative detention’, dvs. tilbageholdes uden anklager og retssag i op til 6-8 år. Bosætterne forbruger mange gange mere vand end palæstinensere, men til en pris der er mange gange billigere end den pris palæstinenserne skal betale for samme slags vand. Der er særlige veje for bosætterne som palæstinenserne ikke må benytte.

Det er en fantastisk nyttig guide som journalisten Ben White har skrevet (også selvom denne anmelder ikke er enig i hans ’løsningsforslag’). Han har læst stort set alt hvad der er skrevet om Israels apartheid og Palæstina-Israel konflikten. Det formidler han på en klar og letlæselig facon så bogen kan fungere som et vigtigt redskab i Palæstina solidaritetsarbejdet. Netop styrkelsen af solidaritetsarbejdet har forfatteren øje for når han i slutningen af bogen opremser en række internationale solidaritetsog boykot Israel organisationer. Bogen har forord af John Dugard, FN’s tidligere Special Rapporteur i de besatte palæstinensiske områder. Bogen rummer endvidere ordlister, fotografier, tabeller, landkort, litteraturliste, historisk gennemgang og korte interview med ofre for israelsk apartheid. Alt dette på kun 172 sider.

Israeli Apartheid – a Beginners’ s Guide, Ben White, Forord: John Dugard, Pluto Press, New York 2009

Israeli Apartheid kan købes hos Internationalt Forum for 150 kr.