Økonomien i det besatte Irak kan beskrives i få ord: Krise, usikkerhed, Halliburton og Bechtel, er nogle af dem. Efter nogle enkelte amerikanske selskaber har fået tildelt nøgleopgaverne i genopbygningen, forestår den næste fase i den amerikanske plan for privatiseringen af Irak. Startskuddet lød den 21. september
Af Kenneth Haar
”Vi vil tillade 100 % udenlandsk ejerskab i alle sektorer, undtagen olie,” sagde den irakiske ’finansminister’ al-Gailani den 21. september. Den dag fremlagde han en plan for omfattende liberaliseringer og privatiseringer i Irak. Gunstige skatteordninger, ret til fuld repatriering af profitter, frie investeringer i alle sektorer, undtagen oliesektoren, der foreløbig holdes formelt på offentlige hænder. Eller som nogle kommentatorer valgte at udtrykke det; ”Irak er nu til salg!”. De mange statsejede virksomheder skal privatiseres, sagde finansministeren, der dog ikke lagde sig fast på en tidsplan.
Al-Gailani optrådte som uofficiel gæst ved et møde i Den Internationale Valutafond (IMF), og stod på denne måde for mødets mest omtalte indlæg. Han blev fulgt rundt af den amerikanske finansminister John Snow, der straks bifaldt irakerens indlæg. Senere fik han rosende ord med på vejen af formanden for IMF, tyskeren Horst Köhler, og lidt mere nølende fra den britiske finansminister Gordon Brown, der mente, at meget endnu skulle falde på plads, før Irak kunne nyde godt af ”en privat-drevet udvikling”.
Al-Gailanis udmelding var ikke spor overraskende. Højtstående embedsmænd i den amerikanske besættelsesmagt og medlemmer af den amerikanske regering har længe bebudet omfattende nyliberalistiske reformer af den irakiske økonomi. Den slags udmeldinger lå den irakiske finansministers plan fint i forlængelse af, og spørgsmålet er, hvor meget af det han overhovedet havde fundet på selv. I det irakiske Styrende Råd lød der i hvert fald skarpe protester fra det irakiske kommunistparti, der insisterer på, at strategiske økonomiske beslutninger kun kan tages af en forsamling, der er valgt af irakerne. Det faldt på stengrund. L. Paul Bremer III udstedte sine dekreter.
Ouverturen
At der var økonomiske motiver bag krigen mod Irak vil efterhånden de færreste sætte spørgsmålstegn ved. Alene de amerikanske styrkers indtog i Bagdad bar tydeligt præg af motiverne bag besættelsen. Paladser, ambassader, FN-kontorer, hospitaler, museer og butikker blev plyndret, og kun enkelte offentlige bygninger nød amerikanske soldaters beskyttelse. Særligt Olieministeriet var under massiv bevogtning. Ikke et papir bliver fjernet fra bygningen, der er et naturligt centrum for USA’s planer for genopbygningen af Irak. Planer, som begynder med plyndring af olien.
Det amerikanske projekt for Irak er altomfattende. Der er ikke mange dele af den irakiske økonomi, USA ikke søger at udnytte til sin egen fordel. Allerede inden krigen var helt afsluttet stod amerikanske virksomheder på spring for at overtage irakisk infrastruktur og irakiske virksomheder. Havnen i Umm Qasr i det sydlige Irak blev f.eks. overtaget af Stevedoring Services of America, endnu inden Bagdad var helt indtaget. Og at selskaber fra lande, der indgår i koalitionen i krigen mod Irak skal have fortrinsret, om ikke simpelthen hele kagen, er der ikke tvivl om. Opgaverne sendes ikke i licitation, men deles ud af ORHA (Office for Reconstruction and Humanitarian Aid), som er ”koalitionens” kontor for genopbygning. ORHA kontakter vennerne. Selskaber uden for kredsen får intet ud af at kontakte ORHA. Som en reaktion på et forslag om at lade FN sende opgaverne i licitation, svarede chefen for det britiske entreprenørselskab Costain, Stuart Doughty, med en appel, der blev angrebet i pressen, men som kort og klart beskriver det bærende princip for ORHA’s genopbygningsplan. Han sagde, at hvis man ”..går ad FN-vejen betyder det, at man går ud til verden for at få den bedste pris...hvilket ikke bare er politisk dynamit, men moralsk forkasteligt...Lad os sikre, at dem der har været arge modstandere af denne konflikt ikke får andel i genopbygningen”.
EU irriteret
Så stor irritation har den amerikanske selvbetjening vakt i EU, at Kommissæren for Handel, franskmanden Pascal Lamy, nu vil undersøge om Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler om ”offentlige indkøb” kan bruges til at presse USA til at gennemføre en reel licitation, der skal gøre det muligt for franske og andre europæiske selskaber at byde på opgaverne. Men reglerne i WTO om offentlige indkøb er ikke omfattende. EU ville have en svag sag, selv hvis der var tale om opgaver i USA. Og WTO-reglerne, der trådte i kraft i 1995, tog ikke dengang højde for en situation, hvor ét land (her USA) udbyder opgaver i et andet land, det har besat. Man kan tiltro WTO-aftalernes forfattere mange grumme hensigter om at fylde lommerne på multinationale selskaber på andres bekostning, men denne guldrus i et besat land, blev dog ikke forudset i handelsjuraen. Og der kan argumenteres for, at USA har retten på sin side, når supermagten begynder at reformere den irakiske økonomi. For i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1483, der lagde rammerne for besættelsesmagtens magtudøvelse og fastlagde kompetencen mellem besættelsesmagterne og FN til førstnævntes fordel, opfordres besættelsesmagterne til at fremme den irakiske befolknings velfærd gennem effektiv administration af territoriet. Samtidig gav resolutionen bemyndigelse til at bruge indtægterne fra den irakiske olie til genopbygningen. At USA nu er i færd med at gennemføre reformer, der kan blive svære eller umulige at omgøre for en fremtidig valgt irakisk regering, har FN-resolutionen ikke noget at sige om.
Privatisering på 100 sider
Det har ikke skortet med tegn på, at de toneangivende kredse i USA har en meget radikal, nyliberalistisk dagsorden for Iraks økonomi. For med en besættelse, der foregår under de facto amerikansk ledelse, kan amerikansk kapital sikre sig et fodfæste i Mellemøsten, der er ikke skal kimses ad. For nok er den irakiske økonomi i ruiner efter tre krige - krigen mellem Iran og Irak i 80’erne, Golfkrigen i 1991 og den seneste erobringskrig- og ikke mindst en hård økonomisk blokade i ti år, men samtidig er Irak potentielt et marked, der i fremtiden kan blive det mest attraktive i Mellemøsten. Og Irak kan blive en platform for erobring af væsentlige markedsandele og investeringer i det øvrige Mellemøsten. De amerikanske planer for den irakiske økonomi kendes fra en rapport, der i maj blev lækket fra det amerikanske udenrigsministerium. Den bærer titlen ”Moving Iraq from Recovery to Sustainable Growth”, og beskriver gennem ca. 100 sider en plan for omfattende privatiseringer, liberaliseringer af investeringslove, ændringer af det juridiske system for at sikre et passende patent- og copyrightsystem, og en lempelig erhvervslovgivning. Selv et spørgsmål som Iraks medlemskab af WTO er der taget højde for i planen. Også den irakiske olies fremtid er overvejet i den amerikanske plan. Greg Palast fra The Wall Street Journal har beskrevet planerne for olien således: ”Det er en plan for salg af oliefelterne, rørledningerne og hele den irakiske olieinfrastruktur til private selskaber, og for at gøre resten af det der er tilbage af Irak til et ’frit markeds-paradis’”.
Styret proces
Men skal den proces forløbe efter den amerikanske regerings hedeste ønsker, vil det være en nøje styret proces. For det er ikke nok, at Irak privatiseres. Kontrakterne skal også tilfalde primært amerikanske virksomheder. Også derfor har USA vogtet om investeringsmulighederne i Irak med stor nidkærhed. Hidtil har den amerikanske regering været omhyggelig med at sikre amerikanske virksomheder de store andele i kontrakterne. Ikke bare for at redde nogle af de offentlige milliarder, der er investeret i at bombe Irak i småstykker, men også som et langsigtet strategisk projekt. Og det første skridt har ikke ladet noget tilbage at ønske for de kapitalgrupper i USA, der er tættest knyttet Bush-regeringen. Top selskaber har hævet sig over alle andre. Ikke på grund af deres favorable bud på genopbygningsopgaverne, men i kraft af deres tætte personlige forbindelser til Bush-administrationen. To navne er hævet over alle andre; Halliburton og Bechtel.
Halliburton og olien
En overgang så Halliburtons tætte forhold til den amerikanske regering ud til at blive den røde klud, der ligefrem kunne hindre koncernen i at vinde de store gevinster i Irak. Vicepræsident Dick Cheney er tidligere administrerende direktør for Halliburton og modtager stadig omkring 180.000 årligt fra sit gamle firma. Kritikken fra medlemmer af Kongressen, der kunne have kostet Halliburton jobbet, lød at det ikke kunne være personlige nære forbindelser til medlemmer af regeringen, der måtte afgøre om et selskab burde udpeges til store kontrakter fra Forsvarsministeriet eller Udenrigsministeriet. Det var da Halliburtons datterselskab, Kellogg, Brown & Root, havde fået en blankocheck til opgaven med at slukke de brændende irakiske oliekilder. Men med tiden blev Halliburton alligevel en af de store vindere. Bl.a. fordi den måde de store kontrakter uddeles på ikke er en gennemskuelig licitation, hvor lavestbydende vinder, men en lukket og politisk betinget proces. Halliburtons nuværende oliekontrakt skønnes at være op mod en milliard dollars værd.
Bechtel bag genopbygningen
Den anden store spiller i genopbygningen er Bechtel. For 680 millioner dollars skal Bechtel stå for første fase af alle de centrale genopbygningsopgaver, såsom lufthavne, veje, vandforsyning, skoler, hospitaler og energiforsyning. Også Bechtel har tætte relationer, til den amerikanske stat i almindelighed, og til den nuværende republikanske regering i særdeleshed. George Shultz, der var amerikansk udenrigsminister under Reagan i 80’erne og under Bush Senior, sidder i Bechtels bestyrelse. Som udenrigsminister sendte han i 1983 sin ven Donald Rumsfeld, den nuværende forsvarsminister, til Irak for at denne kunne overtale Saddam Hussein til at lade opførelsen af en olierørledning fra Baghdad til havnebyen Aqaba opføre af Bechtel. Også valget af Bechtel har medført international kritik af proceduren. Som det hed i New York Times den 19. april: ”At den første store kontrakt for genopbygning af Irak efter en hemmelighedsfuld procedure, går til en koncern med gode politiske forbindelser, sender et beklageligt signal til en skeptisk verden”, og efterlader det indtryk, at ”USA søger en profit på den krig, USA førte”. Genopbygningsopgaverne i Irak skal dog ikke nødvendigvis forestås direkte af Bechtel. Opgaver udliciteres til irakiske selskaber, og til selskaber fra landene i koalitionen. Således har 11 britiske selskaber sikret sig genopbygningsopgaver for i alt en tredjedel af det samlede beløb. Men at pengene forbeholdes selskaber, der kan prale med at høre hjemme i en krigsførende nation, er der ingen tvivl om.
Danske virksomheder på jagt
Det er foreløbig Bechtels penge, de danske virksomheder primært har været på jagt efter. Det danske erhvervsliv har afholdt flere store arrangementer for at klæde danske selskaber på til at erobre kontrakter, og det er foreløbig blevet til 1,5 milliarder kroner. Til sammenligning har et flertal i Folketinget hidtil bevilget op mod 300 millioner kroner til krigsførelse og besættelse, og lige under 200 millioner kroner til humanitær bistand. Kontrakterne til dansk erhvervsliv er skrabet ind ved hjælp af omfattende politisk og praktisk støtte fra regeringens side. Ministre har talt dansk erhvervslivs sag, ministerier har støttet konferencer, og sidst men ikke mindst, har regeringen bebudet oprettelsen af en særlig forsikring for danske virksomheder, der ønsker at eksportere til Irak. Omkring 1,2 milliarder kroner skal afsættes til at give danske virksomheder garantier for eksport til Irak af den simple grund, at mange virksomheder, danske som udenlandske, er tilbageholdne med engagementer i Irak på grund af sikkerhedssituationen. Almindelige eksportforsikringer dækker ikke i dette tilfælde, så regeringen har fundet det nødvendigt at stille et stort beløb til rådighed.
Kapitalen er en kujon
For som den amerikanske finansminister bemærkede, da al-Gailani lovede at åbne døren til Irak på vid gab for udenlandske selskaber; ”Kapitalen er en kujon. Den går ikke steder hen, hvor den føler sig truet. Firmaerne vil ikke sende ansatte til steder, der ikke er sikre”. For Snow er der to ting, der viser vejen frem for privatiseringen af Irak, nemlig at udenlandske selskaber får rigtig gode betingelser at investere og handle på, men også at situationen i Irak bringes under kontrol, d.v.s. at der skabes fysisk sikkerhed for mennesker og gods. Og på det sidstnævnte punkt er der langt igen for Snow og de amerikanske selskaber. For hele genopbygningsplanen er i dyb krise, og det har også betydning for interessen blandt private selskaber.
Den irakiske olieproduktion ligger på under halvdelen af produktionen før krigen, og ofte er den producerede olie ikke nok til at forsyne det irakiske hjemmemarked. Energiforsyningen er ustabil, vandforsyningen mange steder ikke eksisterende. Verdensbanken og den amerikanske besættelsesmagt har for nyligt vurderet, at den samlede genopbygning vil beløbe sig til 347 milliarder kroner eller ca. 55 milliarder dollars. Det er mere end den årlige udviklingsbistand fra rige til fattige lande. Andre, f.eks. konsulentvirksomheden McKinsey, har sat beløbet til 547 milliarder kroner, mens de vurderinger for enkelte sektorer, der er kommet fra FN-systemet generelt ligger højere. F. eks, vurderer en FN-rapport, at det vil koste 100 milliarder kroner at genopbygge vandforsyningen, mens Verdensbanken skyder på 38 milliarder kroner. En usikker forsyningssituation er ikke den bedste invitation til privat kapital. Og ikke at forglemme, hvad der i øjeblikket er meget vigtigt for besættelsesmagten: Sikkerhedssituationen er graverende for både den almindelige iraker som for de udenlandske gæster. Meget af dette kan tilskrives sabotageaktioner mod rørledninger og mod elinstallationer og kraftværker. Kun tre dage før al-Gailanis annoncering af de irakiske reformer diskuterede repræsentanter for Verdensbanken og Guvernør L. Paul Bremer III, om det er klogt at gennemføre hurtige omfattende privatiseringer i den nuværende situation. For begge parter forudser, at når privatiseringerne tager fart, vil mange tusinde irakere miste deres arbejde, og det kan yderligere forværre den politiske og sågar den militære og sikkerhedsmæssige situation i landet.
Når L. Paul Bremer III varsler et adstadigt tempo i privatiseringsoffensiven, har han formentlig hans egen fyring af flere hundredetusinde irakiske soldater i tankerne. Det var efter fleres opfattelse noget nær den største fejltagelse, besættelsesmagten har begået i Irak. Alene det irakiske industriministerium administrerer virksomheder med i alt 96.000 ansatte, og dem vil guvernøren nødigt se i den væbnede modstands rækker, eller i kriminelle bander i byernes gader.
Mange hindringer
Men på bundlinjen står, at planerne for privatisering af Irak ikke er en idé, der kommer fra al-Gailani. De blev udklækket inden krigen i amerikanske konservative tænketanke, og gjort til officiel politik lige som krigen sluttede i begyndelsen af maj. Og selvom al-Gailani fik lov til at annoncere planerne på IMF’s møde i Dubai, var det først efter besættelsesguvernør Bremer havde udstedt dekreter med samme indhold. Planerne er amerikanske, ikke irakiske. Men USA’s radikale privatiseringsplan for Irak er altså en plan, der står over for mange hindringer. Sikkerhedssituationen gør ikke Irak attraktiv for udenlandske investorer, genopbygningen er ikke nået langt, så den ødelagte irakiske infrastruktur byder ikke just udenlandske selskaber velkommen. Desuden har en række internationale juridiske eksperter peget på at privatiseringsplanerne er i konflikt med de internationale konventioner. Der er dog ingen grund til at tro, at USA skulle begynde at revidere de gamle planer. Vedtagelserne fra den 21. september, der peger i retningen af et privatiseret Irak taler sit tydelige sprog. Men USA står med et dilemma: Privatiseringen af Irak, med dens økonomiske og sociale konsekvenser vil med stor garanti øge modstanden mod besættelsen.
Kenneth Haar er medlem af Attac Danmark og international sekretær i Enhedslisten
Fakta om Irak:
USA’s militærudgifter på krigen Fra krigens begyndelse til september: 378 milliarder kroner (USA’s Kongres) Året fra oktober 2003-okt.2004: 321 milliarder kroner (USA’s Kongres)
Danmarks udgifter: Militærudgifter under krigen: 60 millioner kroner Troppeudsendelser til besættelsen: 170 millioner kroner Humanitær bistand: 180 millioner kroner Genopbygningsbistand: 170 millioner kroner
Genopbygning Anslået nødvendig sum til genopbygning af 14 nøglesektorer 347 milliarder kroner (Verdensbanken og CPA) Genopbygning af vandforsyningen: 100 milliarder kroner (FN)
Til Sammenligning Den samlede årlige udviklingsbistand fra den rige verden til ulandene: 315 milliarder kroner Det danske statsbudget (statens samlede udgifter): ca. 450 milliarder kroner Opførelse af Øresundsbroen (inklusiv landanlæg i DK og S): ca. 30 milliarder kroner.