GAIA 50 efterår 05


Leder: GAIA’s skarpe hjørne
Zapatisterne: Kampens anden fase
Den Anden Kampagne
"De virkelige forandringer må vi selv lave"
Nordirland efter IRA’s væbnede kamp
Imperiet
Det nye samfund i det gamles skal
En sort kat i mørke
Live8 og imperialistiske manøvrer
Besøg fra Filippinerne
Politiske fanger og tortur i Baskerlandet
Interview: PFLP’s Ahmad Sadat
Når vandet er besat
Ridser i Muren

Interview: PFLP’s Ahmad Sadat

Af Irene Clausen

Vi blev først efter megen møje og besvær lukket ind i selvstyrets fængsel i Jericho på Vestbredden hvor vi ville besøge Ahmad Sadat, PFLPs fængslede generalsekretær. De blå-sort uniformerede fængselsbetjente krævede en tilladelse fra indenrigsministeriet som vi ikke havde, men kontakter til Addameer, komiten for politiske fanger, hjalp os inden for murene. Det var godt nok et specielt fængsel, fortrinsvis bestående af træbarakker, med fuglekvidder og palmetræer inde i midtergården. Vi blev af en venlig kvinde, som viste sig at være generalsekretærens sekretær, ført ind i et ca.10 m2 stort lokale hvor der var dækket op med theglas, frugt og søde kager til os alle 19 fra den internationale solidaritetsdelegation. (se artiklen Ridser i Muren). Og der sad han så, den hvidhårede Ahmad Sadat som vi med det samme genkendte fra fotos og plakater. Han virkede lidt træt, måske syg, tænkte vi bekymrede. Men langsomt snakkede han sig varm i takt med at bygen af vores velforberedte spørgsmål regnede ned over ham.

— Hvorfor er De i fængsel?

For 3 år siden omringede besættelsessoldaterne Arafats kontor i Ramallah og tvang selvstyremyndighederne til at fængsle mig. I 2002 blev jeg fængslet og sat ind her i Jericho-fængslet under overvågning af USA og England. Israel gør mig ansvarlig for drabet på den tidligere israelske turistminister Rehavam Ze’evi og kalder dette en terroristisk handling.. Som bekendt var Ze’evi ansvarlig for mange palæstinenseres død før 1948 og i 1973 i Sinai, og det var ham som stod for transferpolitikken (der går ud på at smide palæstinenserne ud af Palæstina, red.). Derudover var han medansvarlig for mordet på den uskyldige Abu Ali Mustafa, PFLP’s tidligere generalsekretær.

— Hvordan er Deres situation her i fængslet?

Som politisk fange er mine muligheder for at fungere som PFLP’s generalsekretær naturligvis begrænsede. Familiebesøg har jeg ret til. I Israel er der over 6000 politiske fanger, stort set hvert eneste palæstinensiske barn har et familiemedlem i fængsel. Den bedste måde at hjælpe politiske fanger sådan som mig er at støtte det palæstinensiske folk i dets befrielseskamp.

— Tror De at De snart bliver løsladt?

Hvornår jeg bliver løsladt er absolut uvist. Vi sidder i alt 6 palæstinensere indepærret her, fængslet for turistministermordet, og de holder os tilbage som det passer dem, uanset domstolens kendelser. Det gælder f.eks. min ven Fuad Shubaki (medlem af Fatahs centralkomite, red.) som sidder herinde ved siden af. Han er anklaget for at skaffe våben til drabet på turistministeren. Han skulle sidde et år, men sidder nu på 3. år.

— Hvorfor blev PFLP sat på USA’s og EU’s såkaldte terrorlister?

De sorte lister i sig selv er ikke problemet, det er den kontekst i hvilken de opstår, nemlig fordømmelsen af hele den palæstinensiske befrielseskamp som terrorisme. I denne kontekst bliver det besatte Irak så til ”demokrati” og modstandskæmperne bliver til ”terrorister”.

Gaza - et stort fængsel under israelsk kontrol

— Tror De at Israels tilbagetrækning fra Gaza er et første skridt i retning af en levedygtig palæstinensisk stat, sådan som Fatah-politikerne hævder?

Den israelske tilbagetrækning fra Gaza hænger givetvis sammen med den væbnede modstand, intifadaen. Men der er langt fra tale om en total tilbagetrækning fra Gaza. Israelsk militær vil fortsat kontrollere grænserne, luftrummet og havet. På tværs af folkeretten bliver Gaza nu til et stort fængsel under israelsk kontrol. Sharons plan er at adskille Gaza fra Vestbredden og skille Jerusalem fra Vestbredden. Hvis man virkelig ville løse det palæstinensiske spørgsmål, måtte man hurtigst muligt gennem FN tvinge Israel til at overholde de forskellige resolutioner. Sharons plan har intet med international ret at gøre. Han vil ikke afslutte besættelsen, men beholde de vigtigste bosættelser inde på Vestbredden. Muren ordner så resten, idet den opdeler Vestbredden i kantoner.

Roadmap’en (fredsplan, red.) som der tales så meget om, fører direkte tilbage til Oslo! Og resultatet af Oslo-aftalen kender vi, derfor afviser vi naturligvis Roadmap’en. Alle roadmaps er på Israels side. Problemet med Roadmap’en er at den ikke anerkender de internationalt anerkendte palæstinensiske rettigheder.

Der er brug for en international konference under overvågning af FN og fredsgrupperne for at beskytte palæstinenserne, for Israel ter sig som om landet stod over loven. Fred bliver der først når besættelsen er slut, og når der ikke mere findes terrorlister, og når Israel ikke længere bliver betragtet som offer men som aggressor. Det er svært at vinde uden støtte fra de arabiske lande. PFLP ønsker at alle folk skal finde sammen om at bekæmpe imperialismen.

— Hvorfor deltog PFLP i våbenstilstanden i april?

I begyndelsen accepterede vi ikke våbenstilstanden (som Egypten og Abu Mazen var fortalere for) da en forudsætning for våbenstilstand efter vores mening er en afslutning af 1967-besættelsen. Det var en ensidig våbenhvile hvor Israel intet gav. Men til slut har vi -af hensyn til de andre palæstinensiske grupper - indvilget i våbenstilstanden. USA og Israel ønsker de palæstinensiske grupper skal slås indbyrdes, det ønsker vi ikke. Men våbenstilstanden er et problem som vil bringe os tilbage til situationen før den 2. intifada hvor det hele drejer sig om forhandlinger. Men for os er de palæstinensiske rettigheder ikke til forhandling.

PFLP stiller op til parlamentsvalget 2006

— Hvordan vurderer De den aktuelle situation under ledelse af Mahmud Abbas?

Mahmud Abbas fortsætter Arafats linje og er dermed politisk repræsentant for borgerskabet. Fatah har ikke kun accepteret Oslo og Roadmap og dermed solgt det palæstinensiske folks interesser, men handler også uigennemsigtigt. Selvstyremyndighederne er ikke demokratiske og ærlige med hensyn til Palæstinaspørgsmålet.

— Vil PFLP deltage i det kommende parlamentsvalg. Og hvis ja, vil PFLP så stille op alene, eller er det tænkeligt at PFLP tilslutter sig en koalition eller valgalliance med Hamas eller andre af de islamiske kræfter?

Ja, vi vil deltage i parlamentsvalget. De palæstinensiske modstandskræfter består af tre dele, de borgerlige i Fatah, islamisterne langt ude til højre, og så de demokratiske kræfter som omfatter venstre-fløjen, herunder PFLP som ønsker et kommunistisk-socialistisk samfund. Vi vil fremlægge vores politiske program. Vi håber på et godt valg for de demokratiske kræfter, og hvis det sker, vil vi lave store forandringer. Men det er vigtigt at huske på at selvom f.eks. venstrefløjen og islamisterne har helt helt modsatte visioner for fremtiden, så har vi i den aktuelle situation én ting tilfælles: kampen mod den zionistiske besættelse. Tidligere troede vi at kunne løse alle problemer i et sæt, altså befri hele Palæstina på én gang. I dag ser vi at dette er meget vanskeligt og har derfor indgået brede alliancer med alle dele af den palæstinensiske modstandsbevægelse for i første omgang at ophæve 1967-besættelsen.

— I februar bakkede PFLP op omkring Mustafa Barghouti som præsidentkandidat. Hvorfor?

Vi støttede Mustafa Barghouti fordi vi var enige i hovedlinjerne i hans program. Vi stillede ikke selv op på grund af modstand mod Oslo-aftalen. Men at vi støttede ham dengang, betyder ikke at vi gør det én gang til. Sandsynligvis ikke.

PFLP går ind for en sekulær enstats-løsning

— Er der sket ændringer i PFLP’s strategi som jo går ud på en demokratisk enstats-løsning på Palæstina-mandatets grund og en samtidig nedkæmpelse af den zionistiske stat Israel?.

Der er alene tale om taktiske ændringer, ikke ændringer i strategien. Vi tilstræber stadig en en-statsløsning da en to-statsløsning aldrig ville kunne løse alle problemer, f.eks. flygtninges ret til at vende hjem. Hvis vi kigger på Sydafrika, ville en tostats-løsning jo aldrig have været mulig. Vi kæmper nu som før for en sekulær stat og er dybt modstandere af en stat baseret på religion. Ændringen i taktikken viser sig i at vi nu - til forskel fra valget i 1996 - stiller op til parlamentsvalget i januar og deltager i selvstyrets institutioner.

— Hvad er forklaringen på de politisk-islamistiske gruppers fremgang?

Det skyldes især den svækkelse af venstrefløjen som fandt sted i kølvandet på Sovjets sammenbrud, som også den palæstinensiske venstrefløj blev ramt af. Den palæstinensiske venstrefløj er derfor ikke stærk nok til at udkonkurrere Fatah. Det har givet plads til Hamas og Islamisk Jihad.

Vi mener vi har lært af Sovjetunionens fejl. Vi bygger fortsat vores politik og strategi på marxismen som er en videnskabelig teori. Vi ser en international revolution som det centrale perspektiv til løsning af verdens konflikter og problemer.

Så var mødet slut. Vi takkede og krammede og blev fulgt ud af sekretæren og nåede lige at kaste et blik ind i rummene hvor ”de seks” s sovedivaner kunne skimtes sammen med en stor Che Guevara plakat.

Boks:

Ahmad Sadat har været generalsekretær for PFLP - Folkefronten til Palæstinas Befrielse - siden hans forgænger, Abu Ali Mustafa, blev likvideret af israelsk militær ved et raketangreb den 12. august 2001. Sadat er medlem af Palestinian National Council som er PLO’s højeste myndighed. Han har siddet 14 år i israelsk fængsel.

Siden april 2002 har han været fængslet i et af selvstyret drevet fængsel under USA-amerikansk og britisk overvågning. Sadat blev arresteret af Arafats sikkerhedsstyrker - på ordre fra Israel - da Israel gjorde ham ansvarlig for likvideringen af den højreekstremistiske turistminister Revaham Ze’evi. Som modydelse lovede Israel præsident Arafat større bevægelsesfrihed i Ramallah som i 2002 var blevet besat af israelsk militær og stod under konstant beskydning. Den palæstinensiske højesteret udtalte for to år siden at Sadat kunne løslades, men selvstyret fastholder hans fængsling med begrundelsen at ellers vil Israels militær enten fængsle eller dræbe ham. PFLP opfordrer til deltagelse i den international kampagne for Sadats frigivelse.


Internationalt Forum — Griffenfeldsgade 41 — DK-2200 København N — Tlf.: +45 35371889 — info@internationaltforum.dk