Internationalt Forum

Internationalt Forum er en solidaritetsorganisation, der støtter de folkelige kræfter, som kæmper mod undertrykkelse og udbytning over alt i verden. Det kan være jordløse i Brasilien, bønder i Colombias bjerge, politiske aktivister i Kurdistan, indianske kvinder i Chiapas eller asylansøgere i Europa.

Som verden ser ud i dag, bliver ressourcerne stadig mere ulige fordelt. Mens rigdommen koncentreres på færre og færre hænder, lever milliarder af mennesker i fattigdom og elendighed. Polariseringen og undertrykkelsen vokser ikke kun i den såkaldte tredje verden, men også i Europa og USA.

Samtidig opnår de transnationale selskaber større og større politisk og økonomisk indflydelse. Den globale dagsorden sættes på udemokratisk vis især i USA, EU og Japan og i deres loger: FN’s sikkerhedsråd, G8, Verdensbanken, IMF, NATO og WTO. Derfor er Internationalt Forum en anti-imperialistisk organisation, der forsøger at bidrage til kampen imod den kapitalistiske verdensorden og for en gensidig solidaritet mellem folk verden over.

Bliv medlem

Som medlem af Internationalt Forum modtager du vores tidsskrift GAIA samt, efter dit eget ønske, vores interne medlemsblad og Palæstina Orientering. Alle medlemmer betaler 100 kr. årligt. Læs mere her!

GAIA - tidsskrift for international solidaritet

Internationalt Forum udgiver tidsskriftet GAIA fire gange årligt. I interview, reportager, analyser og kommentarer sætter bladet fokus på befrielsesbevægelser og kampe for social retfærdighed, som sjældent når ud via den etablerede presse. De analyserende artikler beskæftiger sig desuden med organisations- og magtteorier, udviklingen af den sociale globale bevægelse, imperialismens forskellige stadier, NGO’ernes rolle, kvindekamp i et internationalt perspektiv, etc. Som medlem af IF modtager du automatisk GAIA. Særskilt abonnement koster 200,- kr. årligt.

Internationalt Forums butik

I IF’s butik i København findes alle vore materialer - foldere, baggrundsmateriale, plakater, T-shirts mm. Vi sælger socialt og miljømæssigt bæredygtig kaffe, te og meget andet. Derudover har vi et stort udvalg af tidsskrifter og bøger om internationale emner. Butikken har åbent alle hverdage kl. 13-17. Du er altid velkommen til at komme forbi, få en kop kaffe, stille spørgsmål eller bladre i et tidsskrift.

Fotoarkiv, videoarkiv, bibliotek og tidsskrifter

I butikken er der adgang til Internationalt Forums fotoarkiv, videoarkiv, bibliotek og tidsskrifter. Der er billeder, film, bøger og blade fra hele verden, som lånes ud.

Landegrupperne

Internationalt Forum er opdelt i forskellige landegrupper og emnegrupper. Det er disse grupper, der udgør nerven, og som står for de fleste aktiviteter i IF. Grupperne er åbne for alle, som kan tilslutte sig IF’s grundlag. Hvis du har lyst til at engagere dig i en eller flere af dem, så kontakt de enkelte grupper og hør nærmere.

Pt. er grupperne centreret omkring Chiapas i Mexico, Colombia, Baskerlandet samt Mellemøsten: Iran, Kurdistan og Palæstina. Der er mulighed for at åbne nye lande- og emnegrupper i IF, hvis mindst tre medlemmer tager initiativ hertil og gruppens grundlag godkendes af styrelsen.

Grupperne laver oplysningsarbejde om forholdene i de forskellige lande og om de organisationer, de støtter og samarbejder med. Grupperne arrangerer offentlige møder og aktioner, udsender fredsvagter, holder oplæg på skoler og arbejdspladser.

IF-afdelinger i Danmark

Internationalt Forum har lokalafdelinger i Odense, Aalborg, Århus, Svendborg, København og Maribo. De fleste landegrupper holder til i København, hvor vores landskontor og informationsbutikken med materialer, bøger, plakater, tidsskrifter m.m. også ligger. Du kan kontakte de enkelte lokalgrupper for nærmere information om deres aktiviteter og aktivistgrupper. Hvor du end bor i landet, kan du være med til at starte lande- eller emnegrupper op i tilknytning til den nærmeste lokalafdeling.

— Læs også Internationalt Forums vedtægter


Bliv medlem

Som medlem af Internationalt Forum modtager du vores tidsskrift GAIA samt, efter dit eget ønske, vores interne medlemsblad. Det koster kun 100 kr.

Meld dig ind her


Internationalt Forum — Griffenfeldsgade 41 — DK-2200 København N — Tlf.: +45 35371889 — info@internationaltforum.dk