Dette nummer af Gaia sætter fokus på udviklingen i Sydøstasien, særligt Kina. Ikke mindst fordi det er meget længe siden vi har behandlet denne region i Gaia, og det er vores ambition at komme rundt om hele kloden. Det er ikke kun os, der har behandlet Sydøstasien stedmoderligt. Der er ikke blevet skrevet, sagt eller tænkt meget over udviklingen i Kina eller Vietnam på venstrefløjen i de senere år. Engang var det anderledes. Der stod netop disse to lande for et håb om en anden og bedre verden. Vietnam havde vist at det kunne lade gøre at besejrede den amerikanske imperialismen og Mao, Kinas kritik af revisionismen og kulturrevolutionen var en inspirationskilde for mange. Vores håb falmede. Vietnam og Kina fik ikke den socialismen som vi - eller de selv? - havde håbet på. De koloniserede folks kamp befriede dem fra imperialismen undertrykkelse. De fik statsmagten i deres egne nationer. Men det var, i sig selv, ikke tilstrækkeligt til at etablere de styreformer - der skulle til for at skabe et frit samfund: Frit for fattigdom og frit for undertrykkelse og med frihed til at udvikle sig. Befrielse som kamp mod en form for magtudøvelse, skaber ikke nødvendigvis frihed. Friheden er ikke bare noget, der står tilbage, når man har befriet sig for en form for undertrykkelse. Friheden må skabes, den må til stadighed udøves og praktiseres. Og Vietnam eller Kina udviklede ikke den alternative styreform til kapitalismen, som kunne opfylde menneskers drøm om frihed, lighed og fællesskab. Det kom blandt andet til udtryk gennem bådflygtninge og demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads i 1989. At skabe sådanne styreformer står endnu tilbage.
Men andre har siden interesseret sig intenst for Vietnam og Kina. Hvor marxist-leninisterne slap trådte Nike og Coca Cola til. I de sidste årtier har også den ene overbookede erhvervsdelegation efter den anden fra Danmark, med dronningen, prinser og ministre i spidsen besøgt riget i midten. Sukkerfabrikkerne, cement- og medicinalindustrien har kikket sultent efter verdens største marked, billig og pålidelig arbejdskraft, "lempelige" arbejds- og miljøregler og uanede naturressourcer. Og det samme gør den globale kapital. Alene i deltaet omkring Pearl River - et område tæt ved Hong Kong - er der i de sidste ti år skabt 6 millioner nye industrielle arbejdspladser som fungerer efter kapitalistiske principper. Den kapitalisme som Kina lukkede døren for i 1949 strømmer nu ind under partiets vinger. Det er derfor heller ikke så sært at kritikken af det kinesiske styre, hvad angår sociale rettigheder og menneskerettigheder, har vendt sig til en "forståelse for Kinas kultur og nationale suverænitet".
Den transnationale kapital har en anden strategi for at "befri" Kina. Ikke ved at styrte det eksisterende regime, men ved at forandre relationer mellem mennesker. Den neoliberale "Friheden" er ikke noget kineserne får blot ved at befri sig for de gamle styreformer, det er noget de skal lære. Etableringen af "det frie marked" kræver bogholdere og revisorer, managementkonsulenter og marketingseksperter, advokater og administratorer, som skal fremtvinge de betingelser hvorunder "loven om udbud og efterspørgsel" kan sætte sig igennem. De skal indpode de måder at beregne og styre på, som vil få individerne til at handle og tænke som konkurrerende og profitmaksimerende individer. De skal forvandle arbejdere til motiverede ansatte, som frivilligt stræber efter at yde det bedste for firmaet. De skal lære forbrugere at vælge frit mellem udbuddet af produkter. Det "ufrie" mennesker der har levet under kommunismen kan ikke blot "befries", de skal gøres "frie" og lære sig at blive "frie" i en omformningsproces, der kræver "undervisning" i nye værdier og normer fra universitets niveau til Tv-kanalernes sæbeoperaer og gætteprogrammer. Dette er den neoliberale frihed som også søger fodfæste i Rusland. Men Rusland etablerer den sig under et regime der en sær blanding af gamle magtkliker, mafioso-lignende strukturer og nyrige eventyrere - et mix der ikke forekommer kapitalen særligt attraktivt. I Kina der i mod sker det under et autoritært bureaukrati der sikrer stabile rammer. Hvorfor ødelægge dem?
Set ud fra vores frihedsidealer er kombinationen af kapitalisme og et autoritært stat derimod et uhyggeligt mix. Der er derfor alt mulig grund til at følge udviklingen i Kina og støtte oppositionen mod neoliberalismens indtog i Kina.