Tema: Baskerlandet
af Lars Borking
— Thomas var en af mine tætte venner. Han blev slået ihjel af politiet i en demonstration. Seks måneder efter, at han var blevet gift.
På Den Internationale Højskole i Helsingør sidder Michael Susai Raj og fortæller. Han er fra Indien, og han er kasteløs. Sammen med andre forsøger han at organisere kasteløse til at slås mod fortsat undertrykkelse. Susai Raj fortæller om Indiens apartheid. Om et system, der på mange måder er værre end det sydafrikanske apartheid, fordi undertrykkelsen går så langt tilbage, og er en indgroet del af Indiens kultur.
En af Susai Raj’s venner blev for et års tid siden slået ihjel. Han krævede sammen med andre kasteløse at få et stykke jord igen. Noget jord der i juridisk forstand var deres. Under en demonstration åbnede politiet ild, og to blev dræbt. Et hav af demonstrationer blev organiseret, mange kasteløse ledere kom til stedet, og sagen fik opmærksomhed i hele Indien. Efter lang tids kamp fik de deres land tilbage.
— For at få den lille smule land, skulle to unge ofres. Det er den måde kastesystemet fungerer på.
Huden er giftig
De kasteløse kalder sig selv for dalits. Andre kalder dem »untouchables«, eller urørlige. I Indien er alle en del af kastesystemet. Som resultat af hinduismen er folk delt i fire grundlæggende kaster, og dertil kommer alle dem som ikke er i en kaste. De kasteløse eller dalits. Kasteløse opfattes som forurenede og derfor skal man undgå at røre dem. De udgør 25% af Indiens befolkning, og størstedelen bor i Sydindien.
— I nogle landsbyer skal dalits holde hånden foran munden når de taler til en højkaste, og mange steder er det forbudt at gå på de gader som tilhører højkaste folk. Hvis en kasteløs alligevel går i gennem en sådan gade skal han eller hun tage skoene af. Tidligere skulle man også bære en lille skål til at spytte i, men det praktiseres ikke så mange steder længere.
Susai Raj sidder på en briks i et lille værelse og snakker. Han har tændt et par stearinlys, og hans hvide tænder lyser.
— I de vestlige lande tror man mere på biskopper end på almindelige mennesker. Mange af de vestlige hjælpeorganisationer er kristelige og de tror at biskopperne og præsterne i Indien gør et godt stykke arbejde for fattige mennesker. Men realiteten er anderledes, fordi de fleste præster og biskopper er højkaste. Kirken får penge og bruger dem i højkasteområder. De etablerer skoler, hvor kun højkastebørn kan gå, undervist af højkastelærere. De laver læreruddannelsescentre, der uddanner højkastelærere. Det hjælper ikke rigtigt de kasteløse, der ofte er dem, som har mest brug for hjælp.
— Nogengange er det svært at se, hvem der virkelig arbejder for folket.
Politiets voldtægt
— Meget ofte bliver kasteløse kvinder voldtaget. Men det er sjældent at kvinden fortæller det. Det ville ødelægge hendes normale liv. Ingen vil komme og gifte sig med hende og sådan. Det er en kulturel tradition. Hun vil allerede være spoleret. Derfor er det kun et fåtal af stærke kvinder, som anmelder voldtægt til politiet.
Langt de fleste betjente og offentligt ansatte er højkaste. Det er yderligere en grund til ikke at anmelde en voldtægt.
— Nogen gange er der sager, hvor kvinder bliver voldtaget på politistationen.
Tidligere blev kvinderne brændt sammen med deres ægtemand, når han døde. Systemet blev stoppet da briterne kom til Indien. Men stadig er der utrolig megen diskrimination af kvinder. Ved ægteskab har mandens familie f.eks. krav på medgift fra kvindens forældre. Hvis manden er uddannet og har et godt job vil prisen blive høj. Mandens familie beslutter hvor høj brudeprisen skal være, og hvis familien er rig bliver prisen høj. Det er en stor byrde for kvindens familie. Ofte bliver pigebørn aborteret.
— Du kan forestille dig at kasteløse er undertrykt, så kasteløse kvinder er endnu mere undertrykt. De undertrykkes også af deres kasteløse mænd. Kvinden skal arbejde i marken. I en normal indisk familie laver manden ikke mad, så hun skal også stå i køkkenet. Hun skal passe på børnene, og være manden behjælpelig. Hun skal gå langt for at få vand. Hun skal være en normal indisk kone, og hun får ingen uddannelse.
— Vores problem er, at vi ikke bare kan ændre systemet uden videre. Første skridt er at skabe en bevidsthed hos både mænd og kvinder, om at vi er lige. Vi tager rundt i landsbyerne med gadeteater, og forsøger at få kvinderne til at organisere sig sammen. Vi har også igangsat et opsparingsprogram, hvor man sparer lidt op hver måned, og også kan låne lidt. Om aftenen underviser frivillige i forskellige håndværk. F.eks. silkesyning og skræddervirksomhed.
På den måde kan kvinderne tjene lidt, og samtidig kan det være med til at styrke kvindernes eget selvværd.
Livets vand
I den sydlige provins Tamil Nadu bor de kasteløse i den østlige ende af landsbyerne. I modsat ende bor højkastefolkene. Der er alle landsbyernes faciliteter også placeret. Hospitalet, skolerne og politistationen.
Sådan er det blevet, fordi floderne i Tamil Nadu løber mod øst. De kasteløse skulle ikke forurene vandet, førend det blev brugt af højkastefolk. I gamle dage måtte kasteløse ikke røre vandet. Idag er der ikke så mange floder, som bruges til drikkevand. Derimod er vandtanke og brønde placeret i højkasteområder, hvor kasteløse ikke har adgang.
— Regeringen bruger mange penge på drikkevandsforsyning. Men hvor bygger de vandtanke? Kun i højkasteområder. Jeg kender mange steder, hvor der slet ikke er vand, selvom regeringen påstår at en given landsby har vandfaciliteter. Hvis du går til området for de kasteløse er der intet vand. De går til marker og søer for at finde vand.
— Om det så er forsyning med gadebelysning, er der forskel på højkaste og kasteløse. Der er aldrig lys i de gader hvor der bor kasteløse.
— Det er ingen nedskreven lov, men det har været praktiseret i så mange år. Hvis nogen prøver at lave det om bliver de mødt med vold. Hvis de går til politiet bliver de mødt af højkastebetjente.
— I Indien ved alle hvilken kaste man tilhører og i hvilken kaste andre tilhører. Volden er ikke organiseret. Det er en anspændthed som altid findes.
Himlen må vente
Omgivet af bjerge ligger Susai Raj’s landsby Aniladi. Den ligger ca. 150 km. fra Madras, som er hovedbyen i provinsen Tamil Nadu. Lang tid før man når landsbyen kan man se en stor gul kirke. De fleste bor i ståtækte hytter, gaderne er ikke belagt med andet end mudder og rundt omkring ligger nogle små butikker, hvor man kan købe cigaretter, grønsager og ris.
— Min landsby er lidt avanceret. Mange dalits får en uddannelse, de fleste har et lille stykke jord og langt størstedelen af indbyggerne er kasteløse. Stadig er der opdeling. I skolen skal kasteløse og højkaste sidde hver for sig. Kirkegården er delt op, og de kasteløse tillades ikke at begrave deres døde i højkastefolkenes kirkegård, selvom også de kasteløse er kristne.
— I min landsby kan vi gå på højkastegaderne. Men stadig bliver højkastefolk vrede, når det sker. De kan bare ikke sige det åbent, på grund af den stigende bevidsthed. Det har været så mange, der har kæmpet. Højkastefolkene er en lille smule bange. De vil forsøge at gøre en masse indirekte ting. F.eks. prøver de at vende nogle unge dalits mod os. Det gør de ved at give dem penge og uddannelse, og ved prædiker i kirken. Præsten er en magtfuld mand i landsbyen.
— 98% af landsbyens beboere er kristne katolikker. Mit navn er kristent, og jeg er født kristen, men jeg tror simpelthen ikke. Du kan holde foredrag i timer om Kristus’ retfærdighed, og alle de mirakler han gjorde. Men jeg tror ikke på en religion der praktiserer kastesystemet.
På skolen i landsbyen er næsten alle lærere højkaste. Det på trods af, at der er mange veluddannede dalits i landsbyen. Skolen er kristen og ledes af en højkaste. Når nye ansættes bliver der udelukkende ansat højkaste lærere. For nyligt skulle tre lærere ansættes - alle var højkaste. Der er omkring 13 lærere og kun fire er dalits. Om to-tre år går de på pension. De blev ansat dengang misionærerne, fra vestlige lande, ledede skolen. Når de går på pension, bliver der udelukkende højkastelærere på skolen.
Landet er vores
— Den grundlæggende kapital i landet er land. Men langt de fleste dalits ejer ikke deres eget land. Derfor er mange tvungent til at arbejde hos højkastefolk, til en minimumsløn som kun lige rækker til at leve af den samme dag. Derfor gør mange ikke oprør, af frygt for ikke at få arbejde dagen efter.
— Den såkaldte modernisering lægger et stort pres på dalits. Vejledt af Verdensbanken følger Indien strukturtilpasningsprogrammer, hvorunder støtte til småbønder fjernes. Bønderne pålægges skatter, og er også nødt til at producere mere og mere for at konkurrere med det internationale marked. Dem, der er istand til det, køber maskiner, hvilket igen betyder, at en masse dalits mister deres arbejde. Bønderne øger også forbruget af kunstgødning og sprøjtegift. Førhen kunne dalits gå til markerne for at finde rester, snegle og andet. Hvis de spiser det nu får de alle mulige slags sygdomme.
— For os er det "åbne" europæiske marked meget lukket. På alle de områder hvor vores industri kan konkurrere med de europæiske virksomheder, er der et hav af restriktioner. Vores tøjfabrikker kan stort set ikke afsætte deres produkter i Europa. Omvendt kan transnationale firmaer bare slå sig ned i Indien, et marked med næsten en milliard mennesker, hvor de uhindret kan tjene penge.
— Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer tvinger Indien til at sænke skatten på industrivarer - tv, video og alle de ting der bliver produceret i USA og Europa, sådan at folk kan købe det billigt. Men når indiske forretningsmænd vil sælge landbrugsvarer får de at vide, at de skal holde sig væk.
— En forandret indstilling til hvad udvikling er. Hvis udvikling fortsat bare er lig med amerikanisering så har jeg ikke lyst til at blive udvilklet. Verden har begrænsede ressourcer. Livet skal ændres og vi skal stoppe med at bruge mere og mere.
— Storbritanien er kun blevet hvad det er nu, i kraft af alle kolonierne. Med militær magt tog de alle ressourcerne fra Indien, transporterede dem til Storbritanien hvor de blev forarbejdet, hvorefter de solgte dem tilbage til Indien. Okay idag åbner de vores marked med strukturtilpasningsprogrammerne. De bruger vores billige arbejdskraft og ødelægger vores miljø, hvorefter de henter profitten hjem. Vi synes stadig det er kolonisering.
Rain, rain...
Skolen er ment til at være et neutralt sted, hvor børnene ikke burde vide noget om kastesystemet. Men i skolen er der forskellige siddepladser for højkaste og kasteløse.
— I en skole var der også forskellige vandhaner for henholdsvis højkaste og dalits. En dag skete det at en kasteløs pige kom til at drikke vand fra den hane som kun måtte bruges af højkastefolk. En lærer stak hendes ene øje ud med en pind. Det var i overalt i aviserne.
— Det var en lærer som ifølge loven skulle undervise i at der ikke er noget kastesystem. Det er ikke bare enkelttilfælde. Mange mange ting sker, men kun få ting kommer frem til pressen. Sådan noget sker i mange landsbyer.
— De værdier, der undervises i i skolen er ikke særligt gode. F.eks. lærer børnene i skolen sange som »rain, rain go away, come again another day«. Det betyder noget i retning af »regn, regn gå din vej, kom igen en anden gang«.
— Det kan være fint i Europa, men det er et problem i Indien. 90% af den indiske økonomi er baseret på landbrug, og hvis der ikke kommer regn kommer børnene til at sulte.
— Ligefra barn af får man et værdisystem, der fortæller at der er forskel på piger og drenge. Drengene spiller cricket, mens pigerne hjælper med at lave mad. Også kastesystemet er en del af skolebøgerne.
— Vi prøver at udvikle et andet værdisystem. At drenge og piger er lige, at Indien er et landbrugsland og at kastesystemet er noget lort. Den slags koblinger til virkeligheden prøver vi at lave med vores arbejde.