I Indien oversvømmes hundrede tusinder af mennesker,
for at der kan gøres plads til
et gigantisk reservoir. Det er
simpelt siger regeringen:
Vandet skal bruges til drikkevand og elektricitet til
hundrede tusinder af andre
mennesker. De oversvømmede må ofre sig for det fælles
bedste, lyder argumentet.
Meget tyder på at staten
ønsker at opnå kontrol over
vandressourcerne, for i sidste ende at kunne privatisere
dem.
Af Anna Storr-Hansen, Karoline Siemen og Marie Jacobsen
Bevægelsen Narmada Bachao Andolan (NBA) har i tyve år kæmpet for den oprindelige befolknings rettigheder til naturressourcerne. Kampen startede da byggeriet af en af verdens højeste dæmninger begyndte på floden Narmada, der løber gennem det centrale Indien.
Projektet som er Indiens dyreste såkaldte udviklingsprojekt finansieret af lån fra Verdensbanken i næsten 10 år - går ud på at omdanne floden, som er 1400 km lang, til en trappe af enorme reservoirs, hvorfra vandet udnyttes til elektricitetsproduktion, industrielt brug, kunstvanding til landbruget og som drikkevand.
Da verdens vandressourcer er endelige og vand er en nødvendighed for mennesker, ligger der en enorm magt i at kontrollere denne naturressource. Dette er blevet tacklet gennem centraliserede planer fra oven, hvori store dæmninger er blevet betragtet som et vigtigt middel for at opnå kontrol over vandet og derefter overdrage ejerskab og kontrol fra staten til store virksomheder altså privatisere vandet. Der er nu omkring 4.500 store dæmninger i Indien.
GAIA besøgte i foråret NBA, hvis kamp mod dæmningen er kommet til at repræsentere langt mere end kampen for én flod. Modstanden stiller spørgsmål til hele det udviklingsparadigme, der sætter økonomisk vækst højere end en social og retfærdig fordeling af goderne. Hvem ejer Indien, og hvem bestemmer over naturressourcerne?
En halv million forflyttes
Idéen om at dæmme floden op, og omdanne den til en trappe af store søer, er lige så gammel som Indiens selvstændighed fra det britiske imperium. Indiens første præsident og en af de centrale figurer i uafhængighedsbevægelsens Kongresparti, Jawarharlal Nehru, omtalte efter selvstændigheden dæmninger som "Indiens moderne templer", hvilket indikerer den hype, der var omkring konstruktionen af megadæminger i 50’erne. Der herskede en forestilling om dæmninger som evige monumenter og symbol på menneskets sejr over naturkræfterne. Udover fordelingen af vand, stimulerer kæmpe dæmningsprojekter også økonomien ved at skabe mange arbejdspladser.
I Vesten er det for længst erkendt at de katastrofale økologiske og sociale konsekvenser, og ikke mindst den høje pris som megadæminger har, overskygger fordelene. Europa var engang flittige dæmningskonstruktører, men sprænger nu deres egne dæmninger i luften. Samtidig eksporteres ideen om dæmningsbyggeri til Syd - forklædt som udviklingshjælp - ligesom gamle våben, fragtskibe og forbudte pesticider bliver det. For den indiske elite er dæmninger ikoner for økonomisk udvikling og teknologisk fremgang. Vandkraft opfattes som en miljøvenlig form for energiproduktion, hvilket er langt fra sandheden. Dæmninger er ikke evige monumenter de lever kun indtil naturen har fyldt dem med slam.
Grundlæggende virker store dæmninger udemokratiske på lokalsamfundene. Med kontrol over vand kan man styre hvilke afgrøder der skal dyrkes, hvilke industrier der skal styrkes, og hvem der skal fratages retten til et værdigt liv. Med store dæmninger tages vand, land og kunstvanding fra de fattige og gives det til de rige. Dæmningen på Narmadafloden vil som færdigbygget forflytte en halv million mennesker for at gøre plads til reservoiret og det netværk af kanaler, som skal distribuere vandet.
Reservoiret er indtil videre 214 km langt. Det kommer med sine 75.000 kilometer kanaler til at være verdens største kanalnetværk. I et land hvor befolkningsvæksten er 1,6% om året, og befolkningstallet har oversteget 1 milliard, betyder en halv million mennesker ikke særligt meget. Især ikke mennesker der er selvforsynende og ingen synderlig forbindelse har med markedet.
Byggeriet fortsætter - reservoiret vokser
Masseforflytninger pga. dæmninger er ikke et nyt eller enkeltstående fænomen. Ifølge World Commission on Dams er mellem 30 og 40 millioner mennesker hovedsageligt dalitter (tidligere kasteløse) og adivasier (den oprindelige befolkning), blevet forflyttet pga. reservoirs alene i Indien. Dette sker uden nogen nævneværdig kompensation.
Narmadafloden var engang 3-4 meter bred og løb igennem en dal. I dag er reservoiret op mod to kilometer bredt, og vil derfor snart flyde over bjergene - ud på de åbne vidder. I dalen er det adivasierne, der bliver oversvømmet, men på den anden side af bjergene bor der jordejende bønder der, modsat adivasierne, i høj grad er en integreret del af det indiske samfund og markedet. Disse bønder dyrker noget af det mest frugtbare jord i hele Indien.
Højden på dæmningen forøges hvert år, hvilket betyder at reservoiret vokser, når regntiden sætter ind og fyldes op. Flere og flere landsbyer oversvømmes hvert år. I år er dæmningen 110 meter, og når højden som planlagt stiger til 121 meter, vokser reservoiret så meget at det betyder endnu 25.000 mennesker bliver hjemløse. Selvom dæmningen næsten har nået sin fulde højde, har den ikke oversvømmet mere end en fjerdedel af det endelige areal.
I Indien er i alt 1.500.000 hektar skov blevet oversvømmet eller ødelagt på grund af dæmninger. Ydermere medfører projekterne at økosystemer ødelægges i store områder. Ved at stoppe en flod og lave kanaler der går på tværs af de naturlige strømme, bliver jorden oversaltet og vandet rådner i reservoiret. De folk der bor i dalen har nu sværere ved at overleve end før. Deres landbrugsjord er blevet oversvømmet, og risikoen for malaria året rundt er steget.
Kampen om vandet
Vandet fra Narmada skulle ifølge den oprindelige plan officielt bruges til kunstvanding. Sidenhen er energiproduktion også blevet et af formålene med dæmningen. Efterhånden som projektets negative konsekvenser er blevet afsløret, har myndighederne forsøgt at legitimere det med nye løfter som drikkevandsforsyninger til 8000 tørkeplagede landsbyer. Dette har skabt velvilje for projektet blandt befolkningen, men der er god grund til at tvivle på regeringens løfter.
Grundlæggende er målet med projektet at tage kontrollen over flodens vand fra folk, der har været afhængige af det i århundreder, og gøre det til en vare som kan sælges til højestbydende: Den voksende kemikalieindustri samt store sukkerplantager og andre eksportlandbrug. Langs hovedkanalen, der leder vandet fra reservoiret, er der forventet investeringer for millionbeløb. Store sukkerplantager, vandparker, golfbaner og femstjernede hoteller skyder allerede op langs kanalen.
Da kunstvanding er meget dyrt, er konsekvensen at store kapitalintensive landbrug, som dyrker eksportvarer, favoriseres. Dette betyder, sammen med nedskæringer i støtten, at de små landbrug, som dyrker traditionelle fødevarer og beskæftiger mange mennesker, ikke kan overleve.
Der er ikke afsat penge i budgettet, eller nogen konkret plan, for drikkevandsforsyningen til de 8000 landsbyer, som regeringen hævder at ville slukke tørsten på. Et sandsynligt scenarium er, at der ikke er mere vand tilbage til fjerntliggende landsbyer, når kanalen først skal forbi to storbyer, som venter på deres andel af vandet til industrielt- og husholdningsforbrug. Hvis vandet nogensinde når frem til de tørkeplagede områder, er spørgsmålet om landsbyboerne har råd til at købe det. Det er langt fra profitabelt for en regering at give rent drikkevand til den fattige landbefolkning. For nylig blev det offentliggjort at Narmada-vandet rent faktisk havde nået nogle tørkeramte landsbyer, hvorefter politikerne solede sig i nyheden. Men samtidig viste det sig at 94% af drikkevandet, efter turen forbi industrier, storbyer og store landbrug, var udrikkeligt.
Modstanden tager form
Modstanden mod dæmningsbyggeriet har igennem to årtier taget forskellige former. Planen om projektet er over 50 år gammel, men begyndte først rigtigt at materialisere sig i 1985, da Verdensbanken besluttede at låne 450 millioner dollars til byggeriet. På det tidspunkt vidste adivasierne fra dalen intet om, hvor de skulle flyttes hen eller hvorfor dæmningen blev bygget. Bevægelsen startede med at kræve information om det projekt, der ville forandre deres liv radikalt. Efterhånden som de opnåede mere viden om omfanget af oversvømmelserne, begyndte de at kritisere dæmningens legitimitet, fordelingen af vandet og det herskende udviklingsparadigme som projektet var udtryk for. De protesterede mod at jorden, ved hjælp af en forældet lov fra kolonitiden, blev frataget dem af staten. Denne lov gjorde det nemt for staten at bemægtige sig jorden til eget formål, hvilket fortsat gør sig gældende.
Bevægelsen har været oppe imod staten, delstatsregeringerne, politiet, de etablerede politiske partier, de store entreprenørfirmaer, Verdensbanken og mainstreammedierne, som er med til at gennemtvinge den herskende udviklingsmodel. Regeringen har blandt andet prøvet at lukke munden på folk ved at tilbyde store pengesummer for at forlade deres jord. Retten til jord har været det centrale krav i modstanden.
Igennem 80’erne og 90’erne prøvede NBA ofte at stoppe dæmningsbyggeriet ved at blokere byggepladsen. Det er nu umuligt at komme i nærheden af dæmningen, da der er blevet indført forbud mod forsamling af mere end fire personer i området. Det betyder øjeblikkeligt anholdelse hvis aktivisterne nærmer sig.
NBA er en del af det globale antikapitalistiske netværk Peoples Global Action (PGA) og var med til det stiftende møde i Genova i 1998. Bevægelsen har i det hele taget opnået stor støtte fra solidaritetsgrupper i Indien og resten af verden.
Organiseringens styrke
I januar 1991 organiserede NBA en sultestrejke, der kom til at vare i 22 dage. Kravet var at Verdensbanken skulle stoppe finansieringen af dæmningsbyggeriet. Det opnåede enorm stor opmærksomhed fra medierne og formåede at sætte kampen på dagsordenen i hele Indien. Verdensbanken blev tvunget til at reagere. For første gang i bankens historie blev der nedsat en undersøgelsesgruppe, der endte med at udstille de uretfærdige konsekvenser af projektet. Banken blev tvunget til at trække sig ud af projektet i 1993 for at redde sit image - efter ihærdige forsøg på at pynte på resultaterne af undersøgelsen.
Samme år da de første landsbyer begyndte at blive oversvømmet, nægtede folk at flytte sig. De var klar over at de i fremtiden ville blive flygtninge i deres eget land, som enten landløse bønder eller daglejere i den nærmeste storby. Disse aktioner, satyagrahas, er en måde at kræve retten til jord, vand og et værdigt liv. NBA udstiller statsmagtens brutalitet imod den fattige landbefolkning, der nægter at blive gjort landløse eller til daglejere. Denne civile ulydighed er brandfarlig for regeringen, der ønsker kontrol over naturressourcerne, og de mødes derfor med ekstrem vold og undertrykkelse.
Hvert år under regntiden, når vandstanden stiger og huse oversvømmes, står folk i vand til brystet i flere døgn under parolen "We will drown but we will not move". Aktivisterne kæmper for, at de love de har fået indført bliver overholdt ved at lægge pres på myndighederne via retssager året rundt, jordbesættelser, demonstrationer og blokader i storbyerne. Alle er berettiget til kompensation med jord. Men Indien er det tættest befolkede land i verden, og det er almindeligt kendt at staten ikke ejer nok frugtbar jord til at dele ud af. I stedet forsøger regeringen at yde kompensation med mindre pengesummer, der langt fra er store nok til at købe jord. Mange bønder er forgældede, og derfor bliver pengene ofte brugt på tilbagebetaling af gæld. "At bygge op samtidig med at bryde ned" "En stor del af kampen går også ud på at bygge alternativer op samtidigt med at vi kæmper imod dæmningen og dens konsekvenser. Det handler om alternativer til at ødelægge floder til fordel for kunstvanding og at udnytte de vandressourcer vi har til rådighed bedst muligt", fortæller Kailash, aktivist i NBA.
NBA erkender nødvendigheden af elektricitetsproduktion, men afviser store dæmninger som metoden. NBA har derfor været med til at bygge små bæredygtige dæmninger til enkelte landsbyers el-forbrug.
Et andet af NBA’s initiativer er skolerne der kaldes Jeevanshalas, "Livets Skoler". Der er 14 skoler i alt i dalen, hvor de offentlige skoler kun har eksisteret på papiret. Skolerne drives af eleverne selv, lærerne der selv er adivasier og et netværk fra landsbyen. Børnene bor på skolerne, som er gratis. Skolerne er tilknyttet aktivister udefra, som forbinder elevernes liv med livet udenfor dalen. Idéen med skolerne er at uddanne børnene fra oversvømmelsesområderne og tilrettelægge uddannelsen udfra børnenes egen situation samt at lære dem at tage kritisk stilling til sociale spørgsmål. Den politiske kamp mod dæmningen og forflyttelserne og deltagelsen i kampen for adivasiernes rettigheder, har fra begyndelsen været en central del af skolerne.
Det er meget kontroversielt at modsætte sig udviklingsprojekter som dæmningsbyggerier, og i mainstreammedierne udstilles det som en modarbejdelse af Indiens udvikling. Der er ligefrem blevet konspireret om at NBA skulle være i ledtog med CIA i forsøget på at bremse Indiens udvikling. Regeringen havde ikke forventet den massive modstand mod projektet, og dette er også første gang de forflyttede har organiseret sig og krævet deres ret. Kampen har ført til et utal af love og bestemmelser for de forflyttedes rettigheder. Disse love eksisterer dog i høj grad kun på papiret.
Genhusning en af løgnene
Igennem tyve års kamp for de forflyttedes rettigheder har NBA opnået mange del-sejre. Myndighederne har for eksempel en politik for genhusning af de forflyttede, som er uden fortilfælde i Indien. Alle skal officielt genhuses med jord. Denne politik er dog aldrig rigtig blevet ført ud i praksis.
En halv million mennesker vil blive berørt, men samtidig er kun halvdelen anerkendt af staten. Dette skyldes at staten prøver at fralægge sig ansvaret for genhusningen. Der er blevet bygget såkaldte genhusningslejre hvor folk skal flytte hen, når deres hjem bliver oversvømmet. Der er mange problemer med disse lejre. For det første er der slet ikke nok jord. GAIA besøgte eksempelvis en lejr, der officielt var klar til indflytning af 50 familier. Men der var ingen huse kun stenet jord, som aldrig ville kunne dyrkes.
Vi besøgte også beboede lejre, hvor de fordrevne boede som flygtninge. Familier var blevet splittet op og placeret i lejre milevidt fra hinanden - med risiko for endnu en oversvømmelse under regntiden. Det er en trist tilværelse når man sammenligner med deres tidligere liv på bjergskråningens vidder, skoven og floden med fisk. I genhusningslejrene er fremtiden for de kommende generationer dyster, og for at overleve er folk nødsaget til at tage arbejde på daglig basis i de nærmeste byer. Der er meget alkoholmisbrug og fødselsraten er ekstrem høj i lejrene.
Mange folk ender i kolossale slumkvarterer i udkanten af større byer, og forsøger at overleve ved prekært slavelignende bygningsarbejde, gadehandel eller som rickshawtrækkere. Mange af kvinderne marginaliseres yderligere, især fordi de kun taler deres oprindelige sprog. Deres eksistensgrundlag er minimalt, og risikerer at blive skudt for at skide offentlige steder, som det skete i Delhi et par år tilbage. Uanset om folk bliver genhuset eller ej, kastes de på hovedet ud i markedsøkonomien i hvilken de forventes at kunne navigere rundt og overleve.
Bombays myndigheder, er som et led i forskønnelsesplanen "Bombay to Shanghai", gået i gang med at fjerne store dele byens slumområder med bulldozere. Alene i løbet af december måned blev omkring 70.000 familier hjemløse.
For social og retfærdig udvikling
Finansieringen af dæmningsprojektet er i krise efter Verdensbanken trak sit lån tilbage i 1993. Krisen bruges til at legitimere salget af vandet fra dæmningen til firmaer, der har råd, samt stigningen i priserne som bønderne betaler for vandet. 44 millioner kr. er indtil videre brugt på projektet. Indien er en af Verdensbankens største lånere, og med lånene følger der som bekendt mange betingelser og krav om hvad pengene bruges til. Kernen i Verdensbankens politik har altid været og er fortsat, at gøre naturressourcerne til varer på markedet.
På trods af de ofte katastrofale konsekvenser, gennemføres projekter som dæmningsbyggeri i stor stil. Der er stærke interesser involveret, og det giver bureaukratier, dæmningsentreprenører og vestlige hjælpeorganisationer mulighed for at opbygge deres imperier. Det er netop dette udviklingsparadigme NBA bekæmper.
De mener at reel udvikling bør tage udgangspunkt i lokalsamfundenes egen viden og retten til et værdigt liv i selvbestemmelse. Dette involverer at kontrollen over naturressourcerne - som vand, skov og jord - ikke fjernes fra lokalsamfundene for at blive udnyttet til kommercielle formål.
Adivasierne i dalen råder over jorden uden retmæssigt at eje den. Dette står i kontrast til idéen om naturressourcer som en privat ejendom der kan profiteres på. I og med at brugerne lever af ressourcerne, men står uden for markedsøkonomien, har de fra et neoliberalt markedsperspektiv ingen værdi og kan derfor behandles derefter. Men deres styrke er, at de i Narmadadalen er mange, der står sammen for retfærdighed. Modstanden har igennem 90’erne været en af globaliseringens største udfordringer i Indien.
"Myndighederne kræver alt af os. Når de kan tjene ubegrænsede mængder penge på os og vores jord, hvorfor skal vi så bare nøjes med at blive smidt væk fra vores jord og få et stykke jord der ikke kan dyrkes. Hvorfor oversvømmer de ikke Delhi for at give elektricitet til os?", spurgte Bawa fra Jalsindhi, en adivasi-landsby i Narmadadalen.
NBA fortsætter deres succesfulde aktivisme, civile ulydighed og uddannelse i "Livets Skoler". Fordi dæmningsprojektet - ligesom alle andre lignende projekter - bliver gennemført ved hjælp af eliternes alliancer, skaber folk sine egne alliancer for at bekæmpe dem og kæmpe for en social retfærdig udvikling.
For mere info og update: www.narmada.org