Siden Indiens uafhængighed i 1948 har Kongres-partiet været totalt dominerende. Men fra 70-erne begyndte magten at svinge over til hindu-nationalisterne i BJP. Og liberaliseringer tog et tigerspring fremad. USA har droppet Pakistan som alliance-partner og satser nu på det mægtige Indien
af Michael Schølardt
Murens fald og først Kongres-partiet og nu BJPs liberaliseringspolitik, har gjort at USA nu skifter side og satser på Indien. Clintons nylige sommerbesøg i regionen er et tydelig fin-gerpeg om denne nyudvikling. Hvor han brugte få timer i Pakistan, opholdt han sig flere dage i Indien, og gav høje karakterer til det indiske demokrati og dets nyliberale politik.
Og der er gode grunde til USA’s skift. Alene Indiens størrelse gør det til en mægtig part-ner, men også økonomisk er der noget at hente for amerikansk storkapital. Billig og velud-dannet arbejdskraft giver gode investeringsobjekter, og selvom det indiske borgerskab kun udgør 8% af befolkningen, er det immervæk 80 mill. mennesker som eftertragter vestlige goder.
Siden uafhægigheden i 1948 har indisk politik været lig med Kongres-partiet. Det var dette parti eller snarere denne bevægelse for det nationale borgerskab med Mahatma Gandhi i spidsen, som gennemførte den nationale befrielse. Som det er set ved andre nationale be-frielsesbevægelser, er det gået fra at være en bevægelse der er rodfæstet på græsrodsni-veau, til at blive mere og mere styret af korrumperede toppolitikere. Samtidig er Indien mere polariseret end nogen sinde geografisk og klassemæssigt. På den ene side findes der stadig stærke feudale strukturer og direkte slaveri i de fattige landbområder. Og på den anden side højteknologiske virksomheder, som ikke står tilbage for tilsvarende i Taiwan, Thailand eller Europa for den sags skyld.
Kongres-partiets politik har siden selvstændigheden været baseret på en uafhængig natio-nal linje. På verdensplan udmøntede det sig i 50’erne og 60’erne i en balancegang mellem stormagterne Sovjet, Kina og USA med Sovjet som den foretrukne samarbejdspartner. Den økonomiske politik lænede sig kraftigt op ad den sovjettiske model, idet man ønskede en egen national udvikling af industrien. I manglen på et stærkt nationalt borgerskab var det staten som via statslige virksomheder, toldbeskyttelse og subsidier på bl.a. fødevarer, stod for denne udvikling. Den fremvoksende middelklasse og det store mellemlag, der fyldte det statslige og regionale bureaukrati, støttede denne udvikling og Kongres-partiet. Samtidig formåede partiet at fastholde opbakningen fra den fattige arbejdende del af be-folkningen. I ord flirtede partiet med socialismen, men i praksis blev der slået hårdt ned på oprør fra arbejdere og bønder, ligesom den demokratisk valgte kommunistiske regering i 1959 i Kerala blev afsat og hæren sat ind.
Krise for Kongres-partiet
Men i 70’erne begyndte det at knibe for Kongres-partiet at levere den ønskede vare til mid-deklassen: en stadig højere levestandard. Og samtidig pressede det ligeledes voksende borgerskab på for økonomiske reformer. Støtten til Kongres-partiet blandt disse grupper svandt ind, for at svinge over til hindu-nationalisterne i Jan Sangh forløberen for BJP. Det blev Rajiev Gandhi, og senere Rao, som ændrede Kongres-partiets kurs for at vinde disse grupper tilbage. Importrestriktionerne blev lettet. I stedet for joint-venture med udenland-ske selskaber, blev det nu tilladt for udenlandske selskaber at agere i Indien, og virksom-heder med moderne teknologi blev støttet. Det kraftige økonomiske boom blandt de asiati-ske tigre, og murens fald, satte yderligere fart på liberaliseringen af økonomien i begyndel-sen af 90’erne.
Men med denne politik satte Kongres-partiet sig mellem flere stole, og tabte. Liberalise-ringen af økonomien gik ikke hurtigt nok for det nye indiske borgerskab. Disse 8% af be-folkningen har vendt ryggen til Indien, og ser mod vesten, som de kulturelt, økonomisk og politisk føler sig nærmere end de store indiske befolkningsmasser. Mellemlagene i bureau-kratiet frygtede deres magt ville svinde ind, og bønder og arbejdere opdagede snart, at libe-raliseringen svækkede deres eksistensgrundlag.
Eroderingen af Kongres-partiets tidligere dominerende rolle i indisk politik har skabt gro-bund for skiftende regeringer de sidste 10 år. For at komme til magten, og for at imødegå BJP hindunationalisme, dannedes Enhedsfronten, med støtte fra venstrefløjen. CPI (Indi-ens Kommunistparti) har tradionelt støttet Kongres-partiet, men også for det største ven-strefløjsparti CPI (M) var der ingen tvivl om, at hovedkampen stod imellem de kræfter der ville bevare Indiens enhed, deriblandt Kongres-partiet, og BJP og deres allierede. Men derved overså man, eller valgte at ignorere, dels de mange lighedspunkter der er imellem Kongres-partiet og BJP når det gælder den økonomiske politik, liberaliseringen, og det faktum at begge disse partier appelerer til og repræsenterer borgerskabet. Men venstreflø-jen formåede og gjorde ikke meget for at mobilisere og organisere den brede modstand der har været iblandt bønder og arbejdere mod neoliberalismen.
Gennem 1995 omdannede premierminister Narasimha Rao 3 gange sit kabinet. Valg i for-skellige delstater viste samtidig en stigende svækkelse af Kongres-partiet, der blev plaget af afskalninger og af væksten i hindunationalistpartiet (BJP). Rao trådte den 10. maj 1996 tilba-ge, efter hans parti havde tabt valget. BJP fik i alliance med flere mindre partier 187 pladser i Underhuset, Kongres-partiet 138 og Enhedsfronten - den tidligere Nationale Front - 117. Det lykkedes ikke BJP at få parlamentarisk flertal til at regere, og dets nye premierminister, Atal Bihari Vajpayee trådte derfor tilbage den 28. maj, 12 dage efter at have overtaget posten. Præsident Shankar Dayal Sharma udnævnte derfor H.D. Deve Gowda fra Enhedsfronten til at stå i spidsen for en ny regering, der fik støtte fra Kongres-partiet. Samme måned trak Kon-gres-partiet støtten til Gowda-regeringen tilbage, hvilket udløste hans fald. I juni blev Sitaram Kesri, arkitekten bag bruddet med venstrefløjen, valgt til præsident for Kongres-partiet. En måned efter Gowdas fald blev Inder Kumar Gujral - også fra Enhedsfronten - udnævnt til premierminister. I juli blev videpræsidenten, K.R. Narayanan valgt til præsident. I november trak Kongrespartiet også sin støtte til Gujralregeringen tilbage. Ved valget i februar 1998 vandt BJP stort. Sammen med sine allierede fik det 251 pladser fulgt af Kongres-partiet med 166 og Enhedsfronten med 96. For anden gang inden for 22 måneder blev Atal Bihari Vajpayee udpeget til premierminister.
BJP - borgerligt nationalistisk parti med halvfacistiske undertoner
Det er efterhånden lykkedes BJP at overtage Kongres-partiets rolle som det dominerende nationale (borgerlige) parti. BJP opfattes i høj grad som et højkaste-parti, hvor Kongres-partiet, af historiske årsager, er blevet opfattet som et parti for alle kaster. Alligevel har BJP styrket sit opbakning blandt borgerskabet og middelklassen. BJP stod bag kampagnen i 1992 for nedrivningen af det muslimske Babri-moské i Ayod-hya og bygningen af et Ram-tempel i stedet. Det afstedkom voldsomme angreb mod Indi-ens 160 mill. muslimer - angreb der kostede ca. 5.000 mennesker livet. BJP har tætte bånd til RSS (Rashtriya Swayamaevak Sangh), den halvfacistiske hindu-organisation der blev dannet i 1925 efter europæisk facistisk forbillede. Det var RSS der stod bag mordet på Mahatma Gandhi i 1948.
Modstanden
Indiens venstrefløj er kort fortalt stor og stalinistisk. Samlet får venstrefløjen ca. 10% af stemmerne ved nationale valg. Men Indiens venstrefløj består af mange hundrede organisa-tioner, hvoraf mange "kun" fungerer på regionalt plan (hvis man kan kalde en befolkning på 100 mill. regional?!). På landsplan skiller der sig tre store organisationer sig ud, nemlig CPI, CPI (M) og CPI (ML). CPI, Indiens Kommunistiske Parti er det oprindelige kommu-nistparti, stiftet 1926, som igennem tiderne er forblevet tro mod sovjetkommunismen. CPI har i dag et medlemstal på 875.000. CPIs indflydelse har været dalende længe, og her har murens fald haft betydning, omend ikke afgørende, snarere har det været partiets stalinisti-ske politik, som betød at det selv under Kongres-partiets højredrejning har fulgt en tæt alliance med dette. Det har svækket dets troværdighed. Selvom det kan være svært at sam-menligne Danmark og Indien er dette parti det nærmeste man kan komme Socialdemokra-tiet. Det største venstrefløjsparti er CPI (M), som blev stiftet 1964, og som historisk opstod som følge af splittelsen mellem Moskva og Peking. CPI (M) har et medlemstal på 1,7 mill. Hvis man skal fortsætte sammenligningen er det at regne for et SF-lignende parti. Det har især vist sig ved de sidste 10 års liberaliseringsbølge, hvor CPI (M) ikke altid har haft en tydelig modstand. Partiet har deltaget i flere delstatsregeringer CPI (M) og har nu i 23 år regeret Vest-Bengalen. Staten hører til en af Indiens fattigste, men til trods herfor er det lykkedes regeringen på flere planer at føre en effektiv politik. Det er i modsætning til man-ge andre steder lykkedes at gennemføre landreformer, men herudover har det også haft betydning at korruptionen er blevet stærkt begrænset. CPI (M)’s position i det bengalske samfund er imponerende. Under mit ophold i Indien i 1992 under Ayodhay-urolighederne, indkaldte CPI (M) til demonstration i Calcutta vendt mod hindu-nationalisme og for en ikke-religiøs indisk stat. Og mens banegårdene i Indien var fyldte med muslimske flygt-ninge, samlede denne demonstration et sted mellem 1 og 2 mill. demonstranter. Det tog ca. 3 dage for demonstrationen at komme ind og ud af byen. En måned før disse begivenhe-derne afsendte CPI (M)’s bondeorganisation et helt fragtskib fyldt med korn, indsamlet blandt småbønder, til Cuba. Og under mit besøg i Kerala i det sydøstlige Indien var der kongres for CPI (M)’s studenterorganisation, SFI. Kongressen samlede knap 2.000 delege-rede reepræsenterende ca 2 mill. medlemmer.
Fra guerrila til legalt parti
CPI (ML) er set ud fra en revolutionær vinkel det mest interessante parti. Partiet opstod i kølvandet på det årelange bondeoprør i Vestbengalen, den såkaldte Naxalit-bevægelse. Bevægelsen blev undertrykt af den indiske stat og vestbengalske delstatsregering under ledelse af CPI (M).
Oprøret i Naxalbari varede fra 1967-72. Det startede som et bondeoprør og udviklede sig til en generel politisk opstand. Naxalbari er et distrikt i te-området Darjeeling på Himalayas skråninger. 90 % af bønderne i dette område blev organiseret og bevæbnet, jorden blev fordelt gennem bondekomiter, der også overtog alle madlagre, og de organise-rede deres egen offentlige administration og deres eget skolevæsen. De begyndte at opbyg-ge et nyt samfund fra bunden. Et tilsvarende oprør startede i det risdyrkende Srikakulam i syd i 1969. CPI (ML)-bevægelsen i Calcutta kom tidligt med i oprøret og overtog hurtigt ledelsen. Entusiasmen var stor og erfaringerne ringe. En væsentlig del af strategien var baseret på teorien om den spontane revolution: Når godsejeren blev skudt, ville masserne rejse sig og støtte dem, der var ansvarlige for drabet. Den indiske regering satte ind med en landsomfattende kamp for at standse Naxalit-bevægelsen, militært og med masefængslin-ger, der resulterede i op mod 50 000 politiske fanger. Naxalit-bevgælsen blev endelig knust i 1972, og CPI (ML) blev forbudt.
Helt frem til 80-erne opererede CPI (ML) derfor illegalt, men deltager nu i valgene. For som redaktøren på partimagasinet "Liberation", Balasubramanian Sivaraman siger, "tidli-gere betragtede partiet undergrundsarbejdet som et princip for revolutionære, men siden midten af ’80-erne har vi haft den opfattelse, at spørgsmålet er taktisk og altså afhængig af omstændighederne. Men selv nu opererer vi med et element af undergrundsarbejde i nogle områder, simpelthen for at beskytte vore kadrer mod politisk likvidering, som ikke er ual-mindeligt i Indien. Under visse omstændigheder kan partiet måske blive tvunget under jorden igen, og derfor har vi en speciel afdeling som forbereder dette skift - over en nat, hvis det er nødvendigt" (Green Left nr. 393/2000). Partiet har "kun" 90.000 medlemmer, og står stærkest i Bihar, hvor man organisatorisk og parlamentarisk er det største venstre-parti.
Store udfordinger for venstrefløjen
Med den nye konstellation i parlamentet står venstrefløjen over for sin hidtil største udfor-dring. På den ene side har det sin (traditionelle) opposition i forhold til Kongres-partiet, som siden selvstændigheden aldrig har tøvet med indsættelse af politi og militær mod strejkende arbejdere og oprørske bønder, med vilkårlige massearrestaioner af venstrefløjs-folk osv. Politisk er dette modsætningsforhold skærpet på grund af Kongres-partiets til-slutning til neoliberalismen, en linje der er et direkte angreb på arbejdere og bønders leve-vilkår. På den anden side står BJP, der foruden den samme neoliberale linje, ønsker et hin-duistisk Indien. En politik der samtidig er en trussel mod Indiens enhed som nation.I den situation har store dele af venstrefløjen satset stærkt på at samle de ikke-nationalistiske partier for at sejle op imod hindunationalismen og den fare den udgør for Indiens enhed. Det har omvendt betydet at modstanden mod neoliberalismen er nedtonet.
Fremtiden for det store flertal af Indiens befolkning ser umiddelbart mørk ud. Men Indiens historie er også en historie der er fyldt med kraftfulde og brede strejker og bevægelser. Indiens fagforeninger og venstrefløjspartier er store og har i modsætning til f.eks. Pakistan en lang historie og indeholder mange velskolede kadrer. Dertil kommer en voksende kvin-de- og miljøbevægelse, hvor den sidste har manifesteret sig stærkt omkring dæmningspro-jekter og i samarbejde med bondebevægelser har bekæmpet den internatioanle agroin-dustri.
Michal Schølardt
medlem af IF og redaktør på Solidaritet