Af Niels R. Boel
Efter den mislykkede indianske opstand i Ecuador i januar er der udsigt til en midlertidig borgfred i det sydamerikanske land med det store indianske befolkningsislæt. Den indianske bevægelse afblæser sine aktioner, mens den nye præsident, Gustavo Noboa, rækker hånden frem. Et par hundrede mio. dollars fra Den Interamerikanske Udviklingsbank er foreløbig afsat til sociale forbedringer i indianske fællesskaber ude i Andes-bjergene. Samtidig fortsætter den neoliberale politik, den indianske opstand vændte sig imod.
Da paraplyorganisationen for de indianske bevægelser i Ecuador, Conaie - i samklang med en række fagforeninger - annoncerede sin opstand i starten af januar måned, indsatte regeringen 35.000 soldater for at sikre nøglesektorer mod strejker og hindre indianerne i at marchere mod hovedstaden. Lige meget hjalp det. Ludfattige indianere og bønder fra de fjerneste fællesskaber ude i bjergene lod hånt om det massive militære opbud på alle landets veje for i tusindvis at vandre ad hemmelige stier fra bjergene ind til hovedstaden.
Andes-bjergenes indianere er gjort af et andet stof. De kører pa Duracell-batterier. De er utrættelige. "Man skal kunne afslutte en strejke", sagde den store franske arbejderleder, Maurice Thorez. Men for Ecuadors indianere synes den lange march kun lige begyndt. Allerede tidligere i 90`erne har de tvunget regeringer i knå ved at rejse sig og lamme landet med vejafspærringer og marcher. Deres seneste march til hovedstaden løb - med hjæp fra en række yngre, oprørske oberster - landets kongres, højesteret og præsidentpalads over ende, og væltede præsidenten, Jamil Mahuad.
Den indianske opstand i januar førte til dannelsen af en militær-civil junta med deltagelse af Conaie-lederen Antonio Vargas, oberst Lucio Gutiérrez og den tidligere præsident for højesteretten, Salvador Solórzano. Juntæn holdt dog kun nogle timer. Så indsatte hærens øverste ledelse - som traditionelt har været knyttet til landets oligarki - vice-præsidenten som ny præsident.
Langt fra at have mistet pusten oven på sin deltagelse i det mislykkede kup har Conaie genvundet initiativet ved at indsamle underskrifter, der kræver afholdelse af en folkeafstemning. Det er hensigten gennem stemmeurnerne at opnå, hvad der mislykkedes for den indiansk anførte opstand: Opgivelsen af den annoncerede overgang til dollaren som national møntfod, opløsning af landets parlament og højesteret, foruden nu amnesti for de fængslede, oprørske oberster.
Men den meget strategisk tænkende indianske ledelse arbejder på flere planer. De opretholder deres modstand mod dollariseringen og den såkaldte moderniseringspolitik - med fjernelse af subsidier til benzin og husgas, udhuling af lovene om arbejdsmarkedsbeskyttelse til fordel for større "fleksibilitet" på arbejdsmarkedet, privatiseringer og nedsættelse af skatter på formuer og kapital. Imens er de på nippet til at underskrive en aftale med regeringen om støtte til de indianske fællesskaber ude i bjergene. Der tales foreløbig om 200 mio. dollars som fra Den Interamerikanske Udviklingsbank som skal kanaliseres til forbedringer af infrastruktur, uddannelse, herunder to-sproget undervisning, og adgang til elementær sundhedspleje.
Aftalen kommer på trods af, at Ecuadors statsanklager vil rejse sag mod lederne af den folkelige opstand, som førte til oprettelsen af den militær-civile junta d. 21. januar. Mange vurderer, at sagen mod den kupsigtede leder af den indianske organisation Conaie, Antonio Vargas, som førte an i den folkelige opstand, vil blive opgivet af hensyn til den sociale fred i Ecuador. Foreløbig er 14 officerer stillet for en militær domstol, og den militære ret har yderligere 300 officerer mistænkt for deltagelse i kuppet. De indianske organisationer har truet med nye uroligheder, hvis deres leder bliver fængslet. Gustavo Noboa, den tidligere vice-præsident, som er af parti-uafhængig observans og blev indsat i præsidentstolen efter kuppet mod Jamil Mahuad, har også på dette felt anslået forsonende toner. Bl.a. har han udtrykt forståelse for den desperation, som ledte frem til de forarmede indianeres deltagelse i det mislykkede kup.
INDIANSK DILEMMA
Conaie, som repræsenterer 2 mio. indianere i Ecuador, startede sin opstand i midten af januar med det udtrykkelige mål at gøre det af med landets tre magtinstanser. Men der har i den indianske bevægelse været en del kritik internt af ledelsens hovedkuldse alliance med militæret som fredag d. 21. januar førte til deltagelse i et statskup. Uden at en egentlig splittelse er på tale synes Conaie delt mellem en mere forhandlingsivrig fløj - der vil udnytte det manøvrerum, den nuværende demokratiske forfatning giver indianere - og en mere radikal fløj, som håber på en slags venezuelansk løsning, dvs.en alliance mellem folkelige sektorer og progressive militærfolk.
Den indianske bevægelse har opnået en enestånde styrke gennem 90`ernes kampe. I januar var det anden gang en indiansk opstand satte en præsident på porten. Men for bevægelsen har styrken været et tveægget sværd.
I takt med en forværring af livsvilkårene for store dele af Ecuadors befolkning og en svækkelse af landets venstrefløj og fagforeninger er Conaie efterhånden blevet den vigtigste politiske enkeltaktør i landet. Det betyder også, at bevægelsen gennem 1990`erne i nogen grad har forladt de rene indianske mærkesager til fordel for nationale temær som kampen mod korruptionen og som det sidste afvisningen af dollaren som officiel møntenhed. Mens bevægelsen indtil fornylig fremførte meget konkrete krav - som fastfrysning af benzinpriser - opstillede den en fuldstændig forandring af det ecuadorianske system som mål for sin opstand i januar måned. Og opnionsundersøgelser viser, at et overvejende flertal af Ecuadors befolkning støttede den indiansk anførte opstand selv om mange ikke støttede selve kuppet.
Men for mange ude i de forarmede indianske fællesskaber kan kampen mod fx privatiseringen af landets olieindustri eller mod den militære base ved Stillehavskysten - to af punkterne i Conaies planlagte folkafstemning - virke mindre presserende end den traditionelle kamp for forbedring af livsvilkår, territorier, anerkendelse af indianske kultur m.v.
Det forklarer den moderate holdning den indianske bevægelse for tiden lægger for dagen i forhold til Noboas regering, som ellers fortsætter den tidligere regerings linie i de store nationale spørgsmål. Conaie ville således ikke være med til de protestaktioner en række fagforeninger stod bag i marts måned.
Alt tyder på, at den gryende sociale borgfred i Ecuador bliver af midlertidig karakter. Den indianske bevægelse har advaret om en social eksplosion, hvis ikke regeringen omsætter sine løfter om bedre fordeling af byrderne til handling. Men indførelsen af dollaren som national møntfod forventes i første omgang at skærpe de sociale uligheder. Til juni vil den gældende aftale mellem den tidligere regering og Conaie om fastfrosne benzin- og gaspriser udløbe, og prisstigninger er uundgåelige. Ecuador lider stadig under effekterne af klima-fænomenet El Niño, som forrige år medførte oversvømmelser og ødelæggelser i store dele af landet, og af den finansielle krise, som førte til halvdelen af landets bankers kollaps. Udlandsgælden er på 16,5 mia. dollars svarende til 82 % af det årlige bruttonationalprodukt. Foruden landets kulturelle og etniske kløfter er det politiske spektrum præget af en splid mellem den mere landbrugsorienterede hovedstad i højlandet, Quito, og landets største by ved Stillehavskysten, Guyaquil, hvor eksportørkredse tæt på det højrepopulistiske socialkristne parti PSC traditionelt anslår tonen.
Antonio Vargas: "Dette er en revolution uden blod"
For nogle få timer havde et par tusinde indianere og bønder anført af den indianske bevægelse Conaie og en "Folkenes kongres" med repræsentanter for fagforeninger og indianske bofællesskaber fra hele Ecuador besat Ecuadors parlament.
I sin første henvendelse til det ecuadorianske folk fra parlamentets talerstol talte den indianske leder Antonio Vargas på quechua-indiansk. Derefter sagde han på spansk: "De forstod os aldrig" med henvisning til århundreder af undertrykkelse af den store indianske befolkning i Andes-landene. Han fortsatte: "Dette er en revolution uden blod. Vi, som vil lede landet, vi vil være jeres slaver i stedet for det modsatte. Dette er forskellen i forhold til tidligere".
Så opremsede Vargas de punkter, der allerede var vedtaget af Folkenes Parlament, der under den indianske opstand havde holdt til i en gammel forfalden læreranstalt og siden i Quitos kulturhus. Det tredje punkt var opløseningen af landets tre magter, parlament, højesteret og præsidentembedet.
"Om få timer vil vi gå imod regeringspaladset", lovede han. De tusinde indianere på tilhørepladserne, som var ved at få balkonerne til at brase sammen, jublede.
QUITO NORD
Den vestlige musik summer og der er liv og glade dage ved café-bordene og på restauranterne neden for skyskraberne i Quitos velhavende nordlige kvarterer. Den tætte strøm af biler og de elegante kvinder leder tanken hen på vestlige storbyer snarere end på en fattig og kriseramt sydamerikansk republik. På fortorvene foran bankerne og olieselskabernes blankpolerede facader sidder indianske kvinder og deres børn og tigger, mens vekselererne står uforstyrret hele vejen langs Avenida Río Amazonas. De strutter med pengesedlerne i håb om, at de forbikørende vil springe køen i banken over og til gengæld give nogle flere sucre, den lokale mønt, for den eftertragtede dollar.
Amazonas Avenuen er en oase for gringørne, turisterne, som ikke har ladet sig skræmme væk af Ecuadors seneste vulkanudbrud. Her kommer mange danskere på et par ugers sprogkursus med privatundervisning i spansk eller på stopover mellem en surf-tur ved Stillehavet og en jungletrek i Amazonas. Men Amazonas Avenuen er også et præcist billede på et land i opløsning, hvis indbyggere nærmest kunne leve på forskellige planeter. Dem som kører hastigt videre i deres biler, og ikke har tid til at gå i banken og hæve dollars, og de indianske kvinder og tiggerbørnene, som håber at nogle mønter vil falde af til dem.
Voxpop: Hvordan har demokratiet det i Ecuador?
ALBERTO ACOSTA: økonom:
"Ecuador er et land i krise. 70 % af befolkningen i Ecuador lever i fattigdom", fortæller den ecudorianske økonom Alberto Acosta. Fattigdommen er vokset alt imens Ecuador officielt har nydt godt af et olieboom i 1970’erne.
"Rigdommen hertillands er koncentreret på meget få hænder. De rigeste 5 % tjener 220 gange mere end de 5 % fattigste. Bankskandalerne sidste år fik bægeret til at flyde over for den ludfattige befolkning. Regeringen har foræret 2 mia. dollars til de korrupte bankfolk, som har ladet deres banker gå ned, og i dag nyder deres lettjente penge på Floridas strande. Dommerne er i lommen på politikerne, de kommer fra den samme elite som bankfolkene og deres advokater. Medierne er afhængige af privatøkonomiske eller politiske interesser. Det nyeste er, at regeringen vil indføre dollaren som national møntfod for at komme inflationen til livs. Men paradoksalt nok har beslutningen foreløbig ført til prisstigninger, som har ramt de fattigste".
"Derfor beder indianerne, arbejderne, kvinderne, de unge om et fuldstændig systemskifte".
Den ecuadorianske økomon fortæller videre, at den gennemsnitlige månedsløn er 51 dollars, mens man har regnet ud at man skal have 160 dollars for at have adgang til de elementære fornødenheder. Men kun en ud af tre ecuadorianere har et fuldtidsjob i dag. Ecuadors bønder og indianereskal leve af 1 dollar om dagen.
PATRICIO PAZMIÑO: forsker fra CDES, et uafhængigt ecuadoriansk center for økonomiske og sociale menneskerettigheder:
"Eucoador er et meget ufuldstændigt demokrati. Ofte opfatter man "demokrati" meget snævert som muligheden for udøvelse af borgerrettigheder, civile og politiske rettigheder. Retten til at stemme. Ytringsfrihed. Retten til ikke at risikere at blive fængslet vilkårligt. Men demokrati er mere end det. Man kan ikke bare se bort fra folks økonomiske og sociale rettigheder. Et demokrati som ikke sikrer et elementært sundhedssystem, som ikke sikrer uddannelse og en ordentlig infrastruktur og til stadig forværrer folks levevilkår er ikke et demokrati, om der så eksisterer nok så megen ytringsfrihed og der nok så tit afholdes valg".
"Her dør mange mennesker, som ikke ville dø, hvis Ecuador levede op til de menneskerettighedsforpligtelser, som fremgår af de internationale aftaler, vi har underskrevet. Men Ecuador skylder 16,5 mia. dollars til udenlandske kreditorganisationer og banker. Vi skal bruge 54 % af vores statsbudget til at betale af på gælden. Ifølge artikel 46 i Ecuadors grundlov må sundhedsbudgettet aldrig beskæres, men det tvinger Den Internationale Valuta Fond os nu til. Vores center har regnet ud, at der hver dag dør 25 spædbørn på grund af nedskæringerne på sundhedsbudgettet. Derfor vil det ecuadorianske menneskerettighedscenter anlægge sag mod Den Internationale Valutafond og de vestlige banker, fordi de er medansvarlige for mange menneskers død".
BLANCA CHANCOSO: en af lederne af Conaies, tidligere leder af den største indianerorgansisation Ecuador, organisationeen for højlandsindianere, Ecuarunari:
"Vi ønsker et demokrati, vi forsvarer demokratiet, vi respekterer demokratiet, men vi vil gerne have lejlighed til at opleve et fungerende demokrati! Jeg oplever ikke, at jeg lever i et demokrati. Hver dag bliver folk fattigere, folk dør af fattigdommens følgevirkninger. En ting er, at dette land er kapitalistisk, men hvis der så bare var en respekt for folk i dette land og folk blev inddraget i beslutningerne, så ville systemet nyde legitimitet. Dette land er kun demokratisk af navn".
SALVADOR QUISHPE: Nuværende leder af Ecuadors store organisation for højlandsindianere, Ecuarunari:
For Salvador Quishpe handler det politiske liv i Ecuador om marketing. Den tidligere præsident Mahuad brugte 3 mio. dollars på sin valgkamp. Pengene fik han fra bankmanden Aspiazu, som i dag sidder fænglset for korruption, fortalte Salvador Quishpe.
"Men tro ikke, at vi har tillid til militæret. Men hvis militæret vendte sig imod den folkelige opstand var der risiko for borgerkrig"
Det er militærets opgave at sætte hårdt ind og brnge dette lands korruption til en afslutning", fortsætter Salvador Quishpe. Han forklarer, at alliancen med militæret ikke var planlagt, men opstod spontant, da nogle oberster sluttede sig til den indianske opstand.
Ifølge Salvador Quishpe handlede det for indianerbevægelsen om at undgå at militæret tog magten alene og indførte et diktatur.
"I Ecuador er der ikke demokrati. Vi søger at udnytte de muligheder der er. Vi søger til stadig at skabe større manøvrerum. Fx har vi dannet et politisk parti, Pachakutik, som sidder i parlamentet med 5 pladser. Men det er meget svært. Derfor har vi skabt vore egne folkelige parlamenter rundt i hele landet. For at der skal være nogle fora, hvor folk kan komme til orde og komme med forslag og ideer og aktivt deltage. Her er repræsentanter for organisationer og fagforeninge fra hele landet, fra bykvarterer, fra indianske bofællesskaber, fra foreninger af kvinder, pensionister og småhandlende. Det folkelige parlament er modellen for fremtidens Ecuadors politiske system. Og vi er nu ved at indsamle underskrifter, så der kan afholdes en folkeafstemning til maj. En af spørgsmålene skal netop være om man skal afskaffe Ecuadors nuværende parlament", sluttede Salvador Quishpe fra indianerorganisationen Ecuarunari.
GUNTHER ASCHEMAN: tyske politolog, som underviser på Mexicos Nationale Autonome Universitet:
"Det er grundlæggende for demokratiets spilleregler, at staten sikrer, at borgerne nyder godt af nogle elementære materielle rettigheder som adgang til en bolig, et sundhedssystem og uddannelse. For at folk med udgangspunkt i disse muligheder kan deltage aktivt i det demokratiske spil".
"Indianerbevægelsen Conaies forslag om folkeligt demokrati er interessant. De har et forslag om et system med to forsamlinger. Et folkenes parlament, som kan give folk mulighed for at udtrykke deres ønsker, og kongressen valgt ved almindelig stemmeafgivelse, som så skal arbejde med at imødekomme disse ønsker. Jeg synes, det kan være et interessant eksperiment, som kan fungere inden for den nuværende forfatnings rammer. Problemet ved det folkelige parlament er dets manglende legitimitet. Flertallet i Ecuador har sikkert stor sympati for det. Men det er tvivlsomt, om de vil føle sig repræsenteret af det. Der er et andet problem. Conaie tænker tilsyneladende på en slags direkte demokrati som i det gamle Grækenland. Men i et samfund, som er meget sammensat og fragmenteret, er dette ikke muligt".
"Man må forestille sig andre alternativer for at folkelige ønsker kan komme til udtryk, fx decentralisering, hvor statslige funktioner og beslutningskompetencer overgår til provinsen. Og der er andre muligheder, som fx borgernes deltagelse i instanser, der kan kontrollere statens magt. Der er forslag om en ombudsmand og om kontrolinstanser, som kan være i oppositionens hænder, men det kan kun fungere, hvis der er et velfungerende partisystem, hvad der ikke er tilfældet i Ecuador".
"Det gælder generelt, at hvis der ikke i en stat er et minimum af garanti for borgernes fundamentale rettigheder, hvis der ikke er en kontrol af de forskellige magtinstanser, og hvis der ikke er en ligevægt mellem magtinstanserne, så kan et demokrati ikke fungere".
Niels R. Boel er ansvarlig for information for u-landsorganisationen Ibis i Sydamerika.