Subcomandante Marcos langer ud efter den almisse-velgørenhed, som visse NGO’er på paternalistisk vis praktiserer i Chiapas
Af Maj-Britt Svendsen
Marcos hårde kritik af Ngo’erne kommer i skriftet ”Den trettende stele” fra i sommer og udgør i grove træk en status over Zapatisterne kamp gennem de sidste 10 år - ikke mindst forholdet til det omgivende samfund og solidaritetsbevægelserne.
Med ”Den trettende stele” præsenteres vi for en omorganisering af de zapatistiske samfund og en beslutning om at omdøbe de fem vigtige centre - de såkaldte ”Aguascalientes” - til ”Caracoles”(konkylier). Formålet er at skabe en mere lige fordeling af ressourcerne internt i bevægelsen. De fem Aguascalientes har fungeret som vinduer mod verden, og det har primært været her at solidariteten har fundet vej ind til zapatistbevægelsen. Men den megen fokus på de fem centre har også affødt en skæv fordeling på bekostning af de mere ufremkommelige landsbyer. Med omstruktureringen oprettes der nu et råd for hvert center, ”Forsamlingen for god regeringsførelse”, der skal koordinere såvel aktiviteter på tværs af regionerne, som solidariteten udefra. Samtidig indføres en solidarisk skat på 10 % på alle udefrakommende projekter, som rådene fordeler til de landsbyer, der ellers ikke ville være omfattet af støtte.
Velgørenhed - et slag i ansigtet
Med de nye tiltag søger Zapatisterne at gøre op med det, som Marcos kalder ”Askepot-syndromet” og slippe for de mere paternalistiske NGO’er og deres velgørenhedsprojekter, som vel gives i bedste mening, men som faktisk viser mangel på respekt. Som Marcos udtrykker det: ”Zapatistbevægelsen opstod blandt andet med kravet om respekt. Men det hændte, at vi ikke altid blev mødt med respekt. Og det er ikke fordi de fornærmede os. Eller i det mindste ikke med vilje. Men for os er medlidenhed en hån og velgørenhed et slag i ansigtet.”
Askepot
Marcos illustrerer problematikken med et eksempel fra april 1994: ”Af det, som vores folk fik gavn af fra denne krig, har jeg gemt et eksempel på ’humanitær hjælp’ til de oprindelige folk i Chiapas (...): en lyserød damesko med stilethæl, importeret, størrelse 6 ½ ... uden dens makker. Jeg bærer den altid i min rygsæk for (...) at minde mig selv om, hvad vi efter den 1. januar er for resten af landet: en Askepot.”
Lige så unyttig som en enlig lyserød damesko er i en krigshærget indiansk landsby i junglen, er de ubrugelige computere, medicin med overskredet udløbsdato og ekstravagant tøj, som sammen med andre ”almisser” har hobet sig op i landsbyerne.
Også den ”mere sofistikerede velgørenhed” får én over nakken. Det vil sige den praksis, ”der i brede termer består i, at de bestemmer, hvad landsbyerne har behov for, og at de, uden at forhøre sig hos dem, påtvinger dem ikke blot deres konkrete projekt, men også tidsrammerne og midlerne for implementeringen”. Og Marcos fortsætter: ”Forestil Jer den landsbys desperation, der har behov for drikkevand og som bebyrdes med et bibliotek. Den, der har brug for en skole, og som de giver et kursus i urter.”
Også de intellektuelle må stå for skud: ”For et par måneder siden skrev en venstreorienteret intellektuel at civilsamfundet skulle mobilisere for at opnå en opfyldelse af San Andrés Aftalerne, idet de zapatistiske indianske samfund led stor nød (ikke fordi det ville være retfærdigt for de indianske folk i Mexico, men så Zapatisterne ikke ville lide mere afsavn).”
Som Marcos konkluderer, så er den støtte, Zapatisterne beder om ”en støtte til at opbygge en lille del af den verden, der har plads til alle verdner. Det er altså politisk støtte, ikke velgørenhed.”
Hvad med os selv?
Som politisk solidaritetsorganisation og ’medskyldig’ i Operation Dagsværks kampagne, der støtter et uddannelsesprojekt i Chiapas, må vi overveje, om vi selv har grund til at føle os ramt af Marcos’ kritik.
Inden vi præsenterede Operation Dagsværk (OD) for zapatistbevægelsen, gjorde vi os mange tanker om fordele og ulemper ved at gå ind i projektet - tanker som vi delagtiggjorde de projektansvarlige fra Mexico i. Udgangspunktet var, at ved at støtte uddannelsesprojektet ville vi netop støtte Zapatisterne politiske organisering og kamp. Projektet havde de selv udviklet. Det, der manglede, var finansielle midler til projektets udbredelse. Og dér kunne de danske studerende give en hjælpende hånd, samtidig med at de selv forholdt sig til de politiske spørgsmål, som Zapatisterne har sat på dagsordenen. Så vi kan vel driste os til at sige, at vi har haft de grundlæggende politiske principper i orden. Men hvordan er det gået i praksis? I store træk får vi bekræftet, at projektet forløber som tilsigtet. Men der er i hvert fald mindst ét problem: Hvis man vil købe billige materialer uden at skulle rejse langt, er det stort set umuligt at skaffe bilag og kvitteringer: Der er bare ikke tradition for kasseapparater og datostemplede kvitteringer i fattige indianske landsbyer, hvor en stor del af befolkningen jo netop ikke kan læse og skrive.
Det kan illustreres med et lille eksempel: I en landsby som Gudrun og Anne fra OD besøgte, var der blevet indkøbt kyllinger, og eleverne havde bygget en hønsegård. Der var to slags kyllinger. Den ene slags var købt i byen. De var hvide og relativt modtagelige for sygdomme og spiste kun en særlig slags foder, der skulle købes. Den anden slags var brune og mere robuste. Det er den slags, der normalt går rundt i landsbyerne og spiser hvad som helst. Men hvorfor har landsbyerne overhovedet købt de hvide kyllinger? Jo, fordi man i projektet skal have kvitteringer for alle udgifter, og de der sælger brune kyllinger, giver ikke kvitteringer! Landsbyen ville løse problemet ved at sælge de hvide kyllinger, når de var blevet fedet lidt op, for så at købe brune kyllinger for pengene. Disse kyllinger ville de sælge løbende for at skaffe midler til undervisningsmaterialer - for et andet krav fra dansk side er jo, at projektet skal være bæredygtigt og ikke skabe afhængighed af donationer udefra.
I de danske samarbejdsorganisationer - IF, OD og IBS - har vi været meget opmærksomme på, om de krav, der stilles fra dansk side, for at kontrollere om pengene anvendes til det, de er øremærkede til, kunne give problemer i forhold til Zapatisterne selvstyrende organisering. På trods af denne opmærksomhed må vi erkende, at aflæggelse af regnskab, som for os er noget ganske banalt, udgør et reelt problem i regionen. Hvordan vi forholder os til dette problem, må vi diskutere i de tre organisationer fremover.