Den 1.- 3. juni var det den franske bjergby Evians tur til at danne ramme om årets G8-møde. I idylliske omgivelser ud til Lach Leman skulle lederne af verdens syv rigeste lande, samt Rusland, mødes - blandt andet for at klinke skårene efter Irak-striden. Globaliseringsbevægelsen var også på pletten, herunder 50 danske aktivister
Af Sebastian Gjerding, Modkraft
For at undgå demonstrationer og protester mod mødet var hele Evian spærret af i en såkaldt ’rød zone’ med forbud mod enhver form for demonstrationer. På grund af den afsides beliggenhed og byens beskedne størrelse var mange af delegationerne henvist til at overnatte i Geneve. På grund af demonstrationsforbuddet i Evian var den globale protestbevægelse henvist til andre byer. Aktivisterne blev indkvarteret i store teltlejre i byerne Annemasse (Frankrig), Geneve og Lausanne (Schweiz). Hver lejr med forskellige workshops, politiske udtryk og demonstrationer. Blandt aktivisterne var ca. 50 danskere, blandt andet fra organisationerne ATTAC, Globale Rødder, Nej til krig og Faglige Unge mod Krig.
Blokader angrebet
1. juni var dagen, hvor de primære modstands-aktiviteter skulle finde sted. Det var åbningsdagen for mødet, og dagen hvor alle delegationerne skulle transporteres fra Geneve til Evian. Der var fra arrangørernes side lagt op til et forsøg på at blokere så mange indfaldsveje fra Geneve til Evian som muligt og dermed forsinke mødets afholdelse. Blokaderne startede tidligt om morgenen; kl. 5.00. Fra Annemasse gik den store og politisk brede demonstration med 50-100.000 deltagere for med sin blotte størrelse at blokere indfaldsvejene til Evian fra deres side af Lach Leman søen. En del af demonstrationen fortsatte siden mod selve Evian, men blev dog stoppet kort før byen af massivt politiopbud, tåregas og vandkanoner. Demonstrationerne i Geneve startede med blokader af byens infrastruktur, motorvejsbroer og delegationernes hoteller. Politiet forsøgte at rydde blokaderne. Nogle steder svarede demonstranterne igen med sten og flasker. Lausanne var på forhånd blevet udråbt til at være et af de vigtigste områder for blokaderne, da det var ventet, at delegationerne skulle sejle fra byens havn og til Evian. De syv indfaldsveje blev forsøgt blokeret, blandt andet af danske aktivister, der deltog i den samba-prægede ”Pink and Silver-blokade”. Blokaden lykkedes næsten, indtil den sidste vej, hvor demonstrationen blev angrebet af politiet, der med tåregas og vandkanoner splittede folk.
Danske aktivister ’anholdt’
Demonstranterne i Lausanne blev de næste timer - med de såkaldte ’chok-granater’ og mere tåregas - presset hele vejen tilbage til deres teltlejr. Lejren blev derefter omringet, og politiledelsen krævede, at alle aktivister skulle følge med to og to til et ’afsikret’ område, hvor deres identitet skulle tjekkes. Politiet begyndte derefter at slæbe folk væk, og omkring 150 aktivister blev taget, heriblandt 15 danskere fra Globale Rødder. Efter 3-5 timer var alle danske aktivister dog på fri fod igen - politiet fastholdt, at de blot havde været til ’identifikations-tjek’ og altså ikke havde været arresteret.
Som ved tidligere topmøder har der været talrige rapporter om politivold, specielt i Geneve og Lausanne. Værst gik det ud over den britiske aktivist Martin Shaw, som deltog i den såkaldte ”Aqua blok”, der blokerede en motorvejsbro i Lausanne. Han og en kvindelig aktivist hang i hver sin ende af et reb på hver side af broen; rebet løb over broen og blokerede dermed trafikken. Da politiet ankom, reagerede de ganske enkelt ved at klippe rebet over, og Martin Shaw faldt 20 meter ned. Den kvindelige aktivist blev reddet af aktivister, der stod på broen og greb rebet. Udover dette tragiske tilfælde blev aktivister behandlet for blandt andet sår efter gummikugler, og en britisk fotograf fra det progressive nyhedsbureau Indymedia blev opereret i benet efter et åbent sår fra en chok-granat.
Erfaringer fra Evian
Der var fra arrangørernes side lagt op til, at demonstrationer og aktioner skulle gå hånd i hånd med at dybdegående emner blev berørt i forbindelse med debatmøder og workshops, som også omfattede forskellige former for blokadetræning. Det lykkedes til dels, men de mange interessante møder havde dog alle en meget decentral karakter, og der var ingen opsamling på konklusionerne eller fælles udtalelse. Koordinationen imellem lejrene i de tre byer var desuden ekstrem dårlig. Der var ingen information om koordinationen, og der var heller ikke tegn på, at der overhovedet blev afholdt koordinerende møder. Dette var mildest talt ikke optimalt, når formålet med blokaderne netop var, at de tre byer skulle supplere hinanden og på den måde blokere alle indfaldsveje til Evian. De småsammenstød, der fandt sted mellem politi og demonstranter, primært i Geneve og Lausanne, vil uden tvivl også sætte diskussionen om bevægelsens udtryk på dagsordenen igen. Spørgsmålet om ikke-voldelige blokader kan kombineres med de mere klassiske angreb med sten og flasker vil uden tvivl blive diskuteret på den fransk/schweiziske venstrefløj i de kommende måneder. Billeder af maskerede mennesker fra ’sort blok’ i løb ud fra en Shell station med kasser af dåseøl i hænderne, prægede da også de franske dagblade dagen efter demonstrationerne. Ikke just et heldigt udtryk fra en seriøs politisk bevægelse.