Redningsplanerne i forbindelse med sammenbruddet på de finansielle markeder forsøger kun at gendanne et konkursramt status quo. Den amerikanske kulturkritiker Brian Holmes kortlægger de egentlige forbrydelser bag krisen.
Af Brian Holmes
Der findes kun et par få seriøse ting, man kan sige om det den globale økonomi har oplevet de sidste fire uger, eller de sidste fire år for den sags skyld. Det første er, at trods den beundring der er skyllet ned over USA’s finansminister, Henry Paulson, topchefen for den amerikanske centralbank, Ben Bernanke, og Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, er vi i dag vidner til finansielle forbrydelser, der leder til katastrofale følger for nationer, institutioner og sandsynligvis flere hundrede millioner af mennesker. Det næste er, at de kriminelle bag forbrydelserne har hovedkontorer på Wall Street, i London og i Washington, samt i ethvert bankkontor, hvor disse finansielle kontrakter er blevet handlet. De skal stilles til regnskab, ikke som i en heksejagt, men for præcist at finde ud af hvordan de gjorde det og fravriste dem deres tårnhøje profitter (der er masser derude), og frem for alt for at gøre det hele umuligt i fremtiden. Det tredje man kan sige er, at hvis de økonomiske redningsplaner ikke omdannes til samfundsprojekter, der producerer værdifulde varer og tjenesteydelser som kan beskæftige mennesker der har behov for det, og hvis seriøs regulering af finansmarkedet ikke installeres på samme tid, så vil udfaldet af det enorme rod blot blive en styrkelse af den nuværende situation: grådighedens regime udført i matematikkens kodede sprog.
Kollapset for dette transnationale finansielle regime er nu tydeligt for enhver, men set fra et menneskeligt perspektiv så har systemet været kollapset hele tiden. Den eneste gode nyhed ved recessionen er, at det vil være en håndgribelig grund til at presse på for vidtrækkende ændringer i systemet! Den værste nyhed vil ramme de mest ubeskyttede mennesker, som oftest befinder sig længst fra de lette penge, hvilket er grunden til, at vi virkelig har at gøre med forbrydelser, et dybt ansvarssvigt fra regeringer såvel som fra businessfolk. Her tænker jeg på de virkninger det vil få i Latinamerika, i Østeuropa, i Afrika, i ethvert mindre land uden en eller anden saftig ressource at placere på markedet.
Det er for tidligt at sige noget specifikt om de geopolitiske konsekvenser af den finansielle nedsmeltning. Men noget af det mest bemærkelsesværdige ved den seneste tids turbulens er, at det basalt set er det velkendte fænomen, hvor ’varme penge’ er strømmet ind i lande fra en magtfuld ydre finanskilde. Denne gang har målgruppen dog været USA og Storbritannien samt de andre angelsaksiske lande og i mindre grad europæiske lande som Spanien. Det er sandt at USA’s tidligere centralbankchef Alan Greenspan pumpede denne overskydende likviditet op med latterligt billige renter – især efter dotcomknækket og 11. september - men fra det nye årtusinde er det overskydende pengeudbud blevet massivt forstærket af tilstrømmende kapital fra østasiatiske lande, især Kina. De varme penge var på udkig efter investeringer ud over de sædvanlige statsobligationer, og det de fandt, var ikke bare de offentligt støttede Fannie Mae- og Freddy Mac-lån, men også alle mulige andre indpakkede gældspapirer og de forsikringer, der skulle beskytte imod finanshusenes knæk. (eller: de såkaldte CDS-gældsforsikringer (hvor virksomheder køber forsikringer imod andres manglende evne til at betale gæld, eller simpelthen spekulerer i, at de ikke kan, red.)) Flere og flere lån blev altså proppet ind i obligationer for lån, som blev overøst med penge; ironisk nok på samme måde, som pengene i midten af 1990’erne fossede hen imod de asiatiske tigerøkonomier og de nye østeuropæiske lande. Denne gang var det dog anderledes, og man fik ikke kapitalflugt men et systemisk kollaps af det skyggefulde bankvæsen der handler med alt det junk; et kollaps som stadig drives frem af bankernes uafsluttede forsøg på at nedbringe deres gæld. Det betyder at alle de lånte penge, der er blevet brugt til at pumpe papirernes værdi op - ofte til tredive gange den faktiske værdi som spekulanterne har sat i dem – nu enten må betales tilbage eller må afskrives med konkurser og redningsaktioner til følge. Når de første massive redningsforsøg var forbeholdt de kreditinstitutter som den amerikanske regering støtter, samt AIG, er det fordi den finansielle pipeline til Kina ikke bare ville kunne tåle at blive sprængt itu uden at det ville få katastrofale følger for den internationale kapitals kredsløb.
Det potentielt set positive resultat af alt dette er dog stadig, at udenlandske investorer for alvor har brændt nallerne på den engelsk-amerikanske finansmaskine, hvorfor tandemet London-New York nu måske virkeligt mister sin ledende position i verdensøkonomien. En detalje de færreste nok har lagt mærke til midt i turbulensen er, at de kinesiske myndigheder har besluttet at give bønderne lov til at bytte ejendomsretten til den jord, de besidder, for penge. Det er ikke nøjagtig et salg, fordi regeringen formelt stadig ejer jorden, men det betyder at bøndernes ejendomsret bliver likvid, den kan omsættes til kontanter. Betydningen af dette er at Kina nu ser det indholdsløse i at blive ved med at producere for Vesten og derfor investerer sit overskud hjemme for at holde valutakursen lav og holde låg på inflationen. Det kredsløb, kendt som Bretton Woods II, som har fastholdt den amerikanske dollar i centret af verdens monetære system, synes nu at være helt brudt. Sandsynligvis vil Kina nu vende ryggen til det kredsløb, der forbinder det med USA, og åbne sluserne for den interne migration fra landområderne til de kystnære byer, mens landet vil forsøge at udvikle dets hjemmemarked langt ud over den eksisterende ramme. Ideen vil være at bringe Kinas produktive kapacitet i internt omløb i form af varer og tjenesteydelser, i stedet for at udbytte kinesisk arbejdskraft til produktionen af eksportvarer til vestlige forbrugere, der er forstoppede af kredit. Det kan blive et enormt vendepunkt der vil sætte tempoet for en reelt suveræn, asiatisk region i en periode, hvor Vesten blot kan komme med på anden klasse. I samme åndedrag aner man dog blot en ny, kæmpe udvidelse af pengeøkonomien, der er fyldt med de sædvanlige farer. Medmindre det kinesiske marked undergår dybe forandringer vil det opleve den samme slags destruktive långivning, real-time uro og usikker fremtid, som det vi lige har set igen og igen. De eksisterende børser er faldet med 50 % i år (og det skete før sidste uge). Selv den økonomiske historie er ikke ovre endnu!
Hvad betyder det, at investorer og erhvervsfolk høstede store summer ovenpå børsernes forlis i går (13. oktober, red.). Er det en sejr? Behøver vi virkelig en finanssektor, som bevæger sig med lysets hastighed, til at gøre kapitalen tilgængelig for produktive aktiviteter? Jeg læste et sted, at i de seneste år i USA modsvares hver enkelt dollar i realøkonomien af omkring fem matematiske dollars, der bider hinanden i halen i finanssektoren. Det kredsløb har givet anledning til en elitekultur af pragt, men også af magt. En magt til at føre regeringerne væk fra deres oprindelige mandater, men også en magt til praktisk talt at kontrollere staterne, som man har set det i de seneste uger, hvor finansielle hensyn blot har overtaget regeringsmagten. Altid med kravet om at der skal ske noget nu, inden klokken ringer i den næste børsbygning. På denne måde er finansøkonomi blevet et spejl på krigens overskyggende logik, som er ethvert demokratis anden store fjende. Sådan ser virkeligheden ud: en enorm og magtfuld finanskultur, en transnational stat i sig selv, med sit eget sprog og noget i retning af en diplomatisk immunitet for sine repræsentanter. Tænk over ideen om finansielle forbrydelser. Hvis ikke, vil forbryderne hellere end gerne tænke tankerne for dig.
Brian Holmes er kulturkritiker, aktivist og oversætter, bosat i Paris, interesseret i krydsene mellem kunstneriske og politiske praksisser. Besøg hans blog på brianholmes.wordpress.com