Internationalt Forum

Hvilken vej ud af EU?

En kritik af venstre-nationalismen og venstre-parlamentarismen.

Af Torkil Lauesen

Hvad enten det blev et "ja" eller et "nej" til Amsterdamtraktaten den 28.5 fortsætter modstanden mod EU-projektet. Men hvad enten det blev et "ja" eller "nej" mener jeg, det er nødvendigt, vi tager strategien for modstanden op til overvejelse. EU-modstanden langt ind på venstrefløjen er præget af nationalisme og parlamentsfiksering. Strategien for kampen mod EU viser med al tydelighed den mangel på radikale konkrete alternativer og visioner, som venstrefløjen lider under. Vi må have andre bud på en strategi for radikale forandringer end forsvaret af nationalstaten og Folketinget. Vi må udvikle vores egne ideer, praksiser, netværk, institutioner og visioner. Vi må have gang i diskussionen om perspektivet med EU-modstanden, hvis vi skal komme ud af den krise, der er kendetegnet af idé og perspektivløshed - af defensive positioner i stedet for offensive.

EU-modstanden

Modstanden mod EU i Danmark er i forhold til resten af Europa større og bredere. Op imod halvdelen af befolkningen er i større eller mindre grad modstandere af EU-projektet. Denne modstand dækker imidlertid over vidt forskellige opfattelser af hvad EU er, hvordan man bedst bekæmper og eventuelt kommer ud af EU, og ikke mindst hvilke forestillinger man gør sig om Danmarks og Europas fremtid uden EU.

Modstanden mod EU i Danmark var oprindelig et venstrefløjsanliggende, men fra slutningen af 70’erne blev det, i lighed med andre steder i Europa, også en mærkesag for den yderste højrefløj. Og her i 90’erne er der også kommet EU-modstandere til fra de traditionelle borgerlige partier. Samtidig er det som om venstrefløjens modstandsstrategi er ved at løbe tør. Modstanden er defensiv. Den bliver kun synlig når EU sætter dagsordenen i form af endnu en afstemning om en traktat. Disse forhold kræver, at venstrefløjen gennemtænker og klargør sin strategi for modstanden mod EU. Ikke bare her op til afstemningen af Amsterdamtraktaten, men først og fremmest i et længere perspektiv. Det er ikke nok bare at stemme nej. Det er ikke nok blot at afgrænse sig i forhold de racistiske og fremmedfjendske anti-EUpartier. Jeg tror det er nødvendigt for venstrefløjen at analysere og overveje sin egen modstands grundlag og strategi. Ikke som højrefløjen i SF, der anser EU som et uomgængeligt faktum, man kun kan forandre ved at gå ind i og blive en del af systemet, men for at radikalisere og udvikle modstanden mod EU-regimet.

Den nationale kamp

Der er fælles forestillinger i EU-modstanden, som rækker fra Dansk folkeparti og langt ind i venstrefløjen. Der er en "nej til EU-strategi", som bygger på, og bidrager til at opbygge en danskhed, som et fællesskab mod noget udansk. Her tænker jeg ikke først og fremmest på højrefløjens modstand mod flygtninge og invandrere, som er et fænomen, der vel først fik betydning i EU-sammenhæng i begyndelsen af 1980’erne. Før dette - og parallelt med dette - var der en EU-modstand på venstrefløjen, som baserede sig på en dansk nationalisme. Ikke mindst DKP var eksponent for denne retning i 1970’erne, med billedet af den lille hyggelige dansker i sin kolonihave, som var truet af tyskere, der ville købe sommerhuse. Parallellen til den tyske besættelse i 1940 blev trukket direkte. Den nationale linie blev udbygget med en lang række af myter: at der var en hyggelig lille dansk kapitalisme, som var bedre end den store europæiske monopolkapital, at Danmark var mere demokratisk end resten af Europa, at den danske velfærdsstat var bedre, at den danske miljøpolitik var bedre, at Danmark var mindre militaristisk, at arbejderklassen var stærkere og mere bevidst her end i resten af Europa osv. Hvad der er dansk er godt. Disse myter lever videre i bedste velgående i EU-modstanden på venstrefløjen i dag. Modstanden mod EU har i høj grad karakter af en national forsvarskamp. Med Grundloven og fædrelandssange på Skamlingsbanken kæmper det bløde, hyggelige, miljørigtige og demokratiske Danmark mod det store bureaukratiske, hårde og kolde og militaristiske EU med Tyskland i spidsen.

Strategien er at opbygge en national folkefront mod EU fra venstrefløjen ud til og med det pæne borgerlige Danmark. Når denne nationale kamp er vundet, kan vi fortsætte kampen for at forandre samfundet på egne præmisser, hjemme i baghaven.

Det er denne venstre-nationalisme, der kan forene sig med højre-nationalismen i det fælles krav om mere grænsebevogtning, i Junibevægelsens angst for de 40 millioner polakker og den massive dyrkelsen af Dannebrog som symbol for EU-modstanden. I substansen ligner højre- og venstrenationalismen hinanden uhyggelig meget.

Nationalister må afgrænse nationen i forhold til andre nationer - dens grænser og dens karakter. Samtidig med man definerer danskheden udgrænser man andre nationaliteter. Når man åbner op for nationalismen må man også til at tage stilling til hvem der har ret til at opholde sig i nationen og blive danskere, og dermed udgrænse dem der ikke hører til. Selv om venstrenationalismen tager afstand fra fremmedfjendtligheden så understøtter og supplerer den højre-nationalismen, gør den stueren. Racismen er et barn af nationalismen. Nationalisme og racisme betinger hinanden og er gensidigt forbundne. Nationalismen konstruerer en truende ydre omverden, som nationen må afgrænse sig i forhold til og racismen definerer hvem, der er nationalfolket. Der er forskel på venstre- og højrenationalisme, men det er en gradsforskel ikke nogen grundlæggende forskel. Det er farligt for venstrefløjen at opbygge en folkefront på et nationalistisk grundlag.

Forsvaret af Grundloven og Folketinget

Tæt forbundet med den borgerlige nationalstat er parlamentet - Folketinget. Nationen Danmark og det politiske apparat: Grundloven, Folketinget og statsmagten er tæt knyttet sammen. Den moderne nationalstat og parlamentarismens historie hænger sammen. Et forsvar for nationalstaten er derfor også et forsvar af Grundloven og det borgerlige demokrati og vise versa. Venstrefløjs-parlamentarikere er imod Unionen fordi den udsteder direktiver hen over hovedet på Folketinget eller fordi de fleste love, der vedtages i Folketinget er tilpasninger til EU osv. Modstanden mod EU ses derfor som et forsvar for det "danske demokrati" over for det udemokratiske EU.

Den nylig afsluttede "Grundlovssag" er et eksempel på denne politiske logik. Udgangspunktet for dem, der rejste sagen var at selve fundamentet for den moderne danske nationalstat - Grundloven - var overtrådt. Der måtte sættes en grænse for nationen imod unionen. EU var en trussel mod den danske stats politiske system - Folketingets magt og kompetence. Og selv om de tabte sagen - Højesteret mente ikke Grundloven var overtrådt - så kunne retten udmærket se problemet og opfordrede Folketinget til nøje at overveje fremtidige skridt. Er Grundloven udgangspunkt for vores demokrati opfattelse? Er Højesteret vores forsvar mod EU?

At EU for nuværende er "udemokratisk" - i følge en borgerlig selvforståelse - er modstandere og tilhængere af Unionen enige om. Selv Ritt Bjerregård har kaldt Europa-parlamentet et "Mickey Mouse parlament". Derfor arbejdes der i disse år på at styrke de parlamentariske institutioner i EU. Men det borgerlige parlamentariske demokrati bygger jo på en nationalstat, og derfor må Unionen uundgåeligt blive til et forsøg på at opbygge en ny super-nationalstat. Med en ydre fælles grænse, med en definering af EU-borgere, med sin egen hær, eget politi og andre myndigheder, alt det der præcist definerer en nationalstat. I realiteten kan Unionen ses som et måske sidste forsvar for parlamentarismen og nationalstats-ideen mod presset fra det globale og det lokale.

Spørgsmålet er hvordan venstrefløjen skal forholde sig til parlamentarismen. Der var en gang, hvor venstrefløjen ville i parlamentet for at få adgang til informationer, for at bruge Folketinget som en talerstol osv. Folketinget var ikke en platform for radikal forandring. Det var en supplerende praksis, en mulighed for reformer under den herskende orden.

I dag forekommer det mig at parlamentet spiller en langt mere central rolle for den venstrefløj, der er repræsenteret i Folketinget, nemlig Enhedslisten. Det virker som om, det er det parlamentariske arbejde hvor om alt andet drejer sig. Andre praksisser må ikke "skade" det parlamentariske arbejde. Det er her indflydelse, succes osv. skal opnås og måles. Bevægelserne, græsrødderne er stadig vigtige for partiet. Men ikke længere som en kraft, der kan forandre verden, som har sine egne praksiser og projekter. Det er som om Enhedslisten betragter græsrodsbevægelserne som interesseorganisationer. På samme måde som Socialdemokratiet ser på fagbevægelsen og Venstre på landbrugsorganisationen betragter Enhedslisten græsrødderne. D.v.s. som organisationer der skal skabe er vist pres, hvis gevinster så skal indkasseres via det parlamentariske arbejde. Jeg tror denne tiltagende parlamentsfiksering hindrer venstrefløjen i at udvikle andre demokratiopfattelser, institutioner og dermed også projekter og visioner for andre måder at organisere samfundet på. I stedet for at udvikle og søge at opbygge egne samfundsforandrende praksisser og projekter, der bryder med den herskende orden, er venstrefløjen ved at blive reduceret til et korrektiv for den herskende orden. Det parlamentariske arbejde er ikke uvæsentligt, det kan understøtte og supplere kampen for radikale alternativer og det kan lette livet under den herskende orden. Men det kan aldrig blive den centrale forandrende kraft, og derfor virker det demobiliserende, når parlamentarikerne vil disciplinere og styre kampen for radikale forandringer efter parlamentarismens normer og logik. Vi må i stedet bruge vores kræfter på at udvikle vores egne projekter og institutioner.

Hvad er EU?

En radikal modstand mod EU er ikke en national befrielseskamp og det er ikke et forsvar for den ene form for borgerligt demokrati mod en anden. Kampen drejer sig om selve organiseringen af samfundet.

EU-projektet er ikke blot et stykke udenrigspolitik eller samhandelspolitik. Det er heller ikke blot en ramme for politiske beslutninger, hvis indhold kan udskiftes. EU er ikke en neutral politisk kampplads. EU er heller ikke vokset frem som resultat af de europæiske folks krav om øget fællesskab og solidaritet på baggrund af fælles historie og kultur og for at løse fælles problemer. Tværtimod gør EU’s neoliberale politik enhver menneskelig relation til genstand for markedskræfterne og nedbryder dermed fællesskaber.

EU var fra begyndelsen kapitalens projekt, fra Kul og Stål Unionen over Fællesmarkedet til den Europæiske Union. EU-apparatets rolle er at servicere kapitalen. Det er opbygningen af et apparat der skal søge at kontrollere de sociale problemer og konflikter som neoliberalismen skaber. Holde modstanden i ave. Ligesom nationalstaten, udvikler EU sit eget voldsapparat i form af nye militære og politi-institutioner - Eurohær og Schengensystemet. Institutioner, der i forhold til nationalstaternes magtapparat, vil blive moderniserede og udvidet med den nyeste teknologi.

Det er grundlaget for vores modstand mod EU, og i denne modstand er vi fælles med mennesker overalt i Europa. Ikke fordi vi er danskere og de er tyskere eller spaniere med hver sin nationalstat, men fordi vi står over for samme neoliberale magt og fordi vi nærer den samme drøm om et andet samfund.

EU og nationalstaten

Vores modstand mod EU grunder sig ikke i et "forsvar for danskheden" hverken som stat eller kultur. Den danske stat er kapitalistisk og EU er blot endnu et trin i den politiske organisering af den globale neoliberalisme.

Denne superstats politik imødegås ikke ved at kræve de gamle nationalstatslige rammer tilbage. Erfaringerne med den nationale vej til en anden samfundsorden forekommer ikke at være særlig positive. Modstanden mod EU er en kamp mod den neoliberale måde at producere, fordele og administrere samfundet på. Det er en kamp mod en måde at styre og kontrollere mennesker på. Det er en kamp mod en neoliberalisme man ikke frigør sig fra ved en national kamp, men tvært i mod ved at alliere sig med mennesker, der fører den samme kamp lokalt, i Europa - og i resten af verden for den sags skyld. Ikke som den forenede nationale modstand, men som en fælles europæisk/global transnational modstand mod den samfundsmodel som EU-apparatet opretholder og søger at udvikle.

Når vi opfordede til et nej ved afstemningen den 28 maj om Amsterdamtraktaten er det Ikke fordi vi anser afstemningen for en demokratisk proces, men fordi vi ikke vil blåstemple EU’s politik. Et nej kan markere afstanden mellem magthavernes og vores ønsker om Europas udvikling. Et nej kaster grus i EU-maskineriet. Men lige meget hvad resultatet af afstemningen blev vil EU’s neoliberale politik fortsat søge at udvide sin indflydelse. Det er i dette længere perspektiv det er nødvendigt at udvikle strategien for modstanden.

For et andet Europa

Modstanden må tage udgangspunkt i konflikterne i samfundet. I kampen om adgangen til produktionsmidlerne, i konflikterne om fordelingen af goderne, i kampen mod udelukkelse og marginalisering af det fremmede og det anderledes, i kampen for et forhold mellem menneske og natur, der ikke er profitstyret. En kamp hvorigennem vi formulerer vores egne projekter og mål og opbygger vores eget europæiske modstandsnetværk. En modstand mod EU, der ikke defensivt drømmer sig tilbage til en national fiktiv idyl før 1972, men offensivt har sine egne visioner om et andet Europa. Et Europa, der ikke først og fremmest er et marked, og hvis hellige mål ikke er at udvikle fælles penge, men et fællesskab mellem mennesker. Et Europa, hvor mennesker har indflydelse på deres liv og på fællesskabet mere direkte og gennemgribende end det parlamentarismen kan tilbyde. Et Europa, hvor forskellighed er en styrke, og hvor ingen mennesker er "illegale". Et Europa som ikke blot søger at forsvare sin priviligerede position i en globaliseret verden, men som er åbent indadtil og udadtil. Et Europa, som tager sit ansvar for at udvikle en mere lige og demokratisk verden. En verden med plads til mange "verdener".