Internationalt Forum

Hvem er zapatisterne?

EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional)

Den nationale zapatistiske befrielseshær, også kaldet zapatisterne, indiansk oprørshær og -bevægelse i Mexicos sydligste delstat Chiapas.

Zapatisterne har taget deres navn fra revolutionshelten Emiliano Zapata, som var en af lederne i den mexicanske revolution fra 1910. Zapata kæmpede for de fattige bønders rettigheder og en mere retfærdig jordfordeling.

Chiapas

Chiapas er den sydligste delstat i Mexico, der med grænser op til Guatemala dækker et areal på omtrent på omtrent 75,6 tusinde km2, hvilket svarer til 3,7% af Mexicos samlede areal. Til sammenligning er Chiapas lidt over halvanden gang større end Danmark. Det skønnes at der i Chiapas lever 3,5 millioner mennesker, hvoraf 35% er indianere fordelt på forskellige etniske grupper, der alle definerer sig som efterkommere af Maya-indianerne: Tzotzil, tzeltal, chool, tojolabal, zoque, mam, lacandon, etc. Omtrent 68% af befolkningen er katolikker mens 17% er evangelister. Ud over forekomst af olie og uran produceres kaffe, majs, bananer, tobak, kakao, mahogni, kvæg og vandkraft/elektricitet. Samtidig med at Chiapas er en af de ressourcemæssigt rigeste regioner i Mexico lever størstedelen af befolkningen under FN’s fattigdomsgrænse - 67% af befolkningen regnes for underernærede. Mere end halvanden million er uden reele muligheder for sundhed- og lægehjælp. Trefjerdedele af børnene når aldrig videre end 1. klasse, og over halvdelen af alle skoler (og de er meget få og meget dårlige i de indianske landsbyer) tilbyder ikke undervisning til mere end 3. klasse, hvilket betyder at omtrent 60% af børnene i den skoledygtige alder er uden undervisning.

Samtidig med at den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA (TLC som den kaldes i Mexico Tratado de Libre Comercio) trådte i kraft den 1. januar 1994 og Mexico dermed officielt trådte ind i den såkaldte 1. Verden - oplevede landet denne nytårsmorgen et velorganiseret væbnet oprør med indtagelse af en række vigtige byer i delstaten Chiapas, heriblandt las Margaritas, Altamirano, Ocosingo og San Cristóbal de las Casas.

Kampen for frihed, retfærdighed og demokrati

Med råbet YA BASTA (NU ER DET NOK) og basale krav om jord, tag over hovedet, mad på bordet, sundhed og medicin, skoler og uddannelse, lykkedes det fattige indianske bønder at få sat Chiapas på verdenskortet og alverdens avisforsider - og zapatisternes komunikeer dybt inde fra Lacandona-junglen kunne nu læses verden over via internettet:

“Vores mål er ikke at tage magten, heller ikke at indtage poster i en eller anden regering, eller at omdanne os til et politisk parti. Og vi har ikke rejst os for at blive spist af med hverken almisser eller kreditter. Vi ønsker ikke kontrollen over det mexicanske territorium og vi ønsker heller ikke at separere os fra Mexico. Vi spekulerer ikke i ødelægggelse og vi forsøger ikke at vinde tid. Vores primære krav er anerkendelsen af de oprindelige folk samt demokrati, frihed og retfærdighed”

lyder det i nytårskommunikéet 1994.

Dialog og fredsaftaler

Kampene varede i tolv dage hvorefter regeringen erklærede våbenhvile og villighed til at indgå fredsforhandlinger. Forhandlingerne løb fra 21. februar til 2. marts med den anerkendte befrielsesteolog og daværende biskop i San Cristóbal, Samuel Ruiz, som mægler, men de landsbyer, der udgør zapatisternes base afslog regeringens forhandlingsudspil. Den 8. februar 1995 udstedte regeringen arrestordrer på zapatisternes talsmand Subcomandante Marcos og en klapjagt på zapatisternes ledende kommandanter indledtes samtidig med en stor militær offensiv i de civile landsbyer i de områder, der kontrolleres af EZLN. Massive demonstrationer i hele Mexico og internationalt pres tvang dog i april parterne tilbage til forhandlingsbordet og Den Nationale Dialog om en Retfærdig og Værdig Fred med deltalgelse hundredevis af rådgivere og inviterede fra hele Mexico indledtes. De første del-aftaler i denne Dialog om de Oprindelige Folks Rettigheder og Kultur, de såkaldte San Andrés-aftaler mellem EZLN og regeringen blev underskrevet den 16. februar 1996. Som mægler i konflikten har biskop Samuel Ruiz udmærket sig som leder af den nationale mæglingskommision CONAI (Comisón Nacional de Intermediación). I Dialogen deltog desuden freds- og forsoningskommisionen COCOPA (Comisión de Concordio y Pacificación) bestående af lovgivere fra de fire største partier i kongressen hvis primære formål har været at bistå og støtte parterne under forhandlingerne frem mod opnåelse af en aftale og dens efterfølgende implementering i lovgivningen. Dialogen har dog siden september 1996 været indstillet, da det blev klart for zapatisterne at regeringen ikke ønskede at opfylde aftalerne, der bl.a. ville indebære en ændring af grundloven. Lovgiverne i COCOPA udarbejdede i december i forsøget på at løse konflikten et forfatnings-ændringsforslag, der skulle kunne imødegås af begge sider, hvilket EZLN da også indvilligede i, selv om det på en række områder betød en svækkelse i forhold til de opringdelige aftaler. Regeringen afslog imidlertid pure og udarbejdede et modforslag, der reelt var en underminering af San Andrés-aftalerne. Siden har Dialogen været endeligt brudt sammen og fortsættelsen af næste runde i forhandlingerne om Retfærdighed og Demokrati har lange udsigter.

EZLN har på sin side benyttet Dialogen til på nationalt plan at få inddraget og samlet de mange oppositionelle kræfter i diskussionen af landets problemer og i opstillensen af krav om anderkendelse af de oprindelige folk og deres rettigheder, fordeling af jorden og reel demokratisering. Regeringen har på sin side blot trukket tiden ud under forhandlingerne og benyttet lejligheden til en gennemgribende militarisening af Chiapas (samt delstaterne Oaxaca og Guerrero) og en intensivering af den lavintensive krigsførelse mod de civile indianske landsbyer.

Med oprøret er det lykkedes at få sat en anden dagsorden i Mexico. Zapatisternes kamp har åbnet et politisk rum og rystet étpartistyret i landet, hvor det regerende institutionelle revolutionsparti PRI (Partido Revolucionario Institucional) ellers gennem massiv undertrykkelse, korruption og valgfusk har haft monopol på magten siden 1929 (det dengang nationale revolutionsparti PNR) og således er det længst siddende regeringsparti i verden.

Zapatisterne - en ny tids revolutionære

Oprøret kom i en tid hvor de traditionelle guerillabevægelser i Mellemamerika ellers var i gang med at lægge våbnene fra sig og søgte indflydelse ad parlamentarismens veje. Men zapatisterne kan da heller ikke betegnes som nogen traditionel guerilla. De adskiller sig på en lang række centrale punkter fra de "gamle" marxist-leninistiske guerillaer. EZLN kæmper for at forandre verden, men ikke for at tage magten i landet, og de anser sig ikke som nogen revolutions avantgarde, der skal lede masserne på rette vej. EZLN har gjort op med en stor del af den marxist-leninistiske diskurs og strategi og har rejst flere spørgsmål end de giver svar på. "Zapatismen" er ikke bare EZLN - det er også det civile, oppositionelle samfunds deltagelse i forskellige modstandsformer, politiske fora og opbygningen af alternativer. Zapatisterne ønsker at udvikle politikken sammen med andre udstødte og undertrykte ved at lytte og tale sammen hen ad vejen. Vejen væk fra den mere traditionelle marxisme begyndte tidligt i bevægelsens historie. Ved overførelsen og integreringen af den marxist-leninistiske universitetskultur og de ideer, som kernen af initiativtaerne til EZLN havde med sig dengang de drog ud i Lacandona-junglen i 1983, til den indianske kultur og virkelighed skete en reel transformation. De virkelige skabere og teoretikere af zapatismen er således ikke den håndfuld mestizer (blanding af indianere og efterkommere af de spanske erobrere) der forlod byerne for i al hemmelighed at opbygge en traditionel mellemamerikansk guerilla, men de indianske folk, som de kom i kontakt med og som i dag efter den langsomme opbygning af EZLN udgør ikke blot rygraden i bevægelsen men udgør selve bevægelsen. Disse folk skabte en ny måde at se verden på - en ny måde at lave politik på. At den zapatistiske bevægelse er så åben og udefineret er ikke et udtryk for mangel på analyse eller strategi. Det er en klar pointe i hele den zapatistiske kamp og magtopfattelse, og afspejler hvordan bevægelsen er i konstant forandring. Zapatisternes kamp er et opgør med firkantede definitioner, det er en kamp mod alle former for undertrykkelse og for en "verden med plads til mange verdner".

Et af kendetegnene ved zapatisterne er de karakteristiske skihuer (pasamontañas) og de traditionelle latinamerikanske røde mønstrede tørklæder, de bærer for ansigtet. Selvom skihuen oprindelig kun har tjent som en beskyttelse mod afsløring af identitet og efterfølgende forfølgelse fra myndighedernes side, så er den i dag et vigtigt symbol på oprøret og et spejl, som andre glemte og udstødte befolkningsgrupper kan identificere sig med; enhver kan iføre sig en skihue og være zapatist. I store demonstrationer tog bl.a. studenterbevægelsen dette symbol til sig og iført skihuer eller tørklæder har én af de fremtrædende paroler har siden været "Vi er alle Marcos" (Todos somos Marcos) eller - som hyldest til en af de kvindlige kommandanter - "Vi er alle Ramona" (Tod@s somos Ramona).

EZLN udgør ikke nogen reel militær trussel overfor Mexicos veludrustede føderale hær, og deres styrke ligger ikke i de sparsomme våben, macheter, hakker og geværatrapper af træ, som de da heller ikke har haft i brug siden oprørets første dage i 1994. Zapatisternes styrke ligger i organiseringen af de indianske landsbyer og de spørgsmål, de gennem behændig planlægning og stædig kamp er lykkedes dem at få rejst og sat til debat ikke kun i Mexico men i hele verden, en kamp for at få inddraget det civile samfund i kampen for grundlæggende forandringer. Det er lykkedes dem at bryde tavsheden og løgnen og ikke mindst den militære mur omkring landsbyerne i Chiapas, og deres råb har vundet gehør og givet genlyd verden over.

Kernen og den langsomme opbygning af den zapatistiske bevægelse

Selv om zapatistene syntes at være dukket op ud af intet, var deres fremkomst et resultat af over 20 års indiansk organisering i området og for selve oprørsbevægelsen EZLN lå der over ti års forberedelser bag det oprør, der så at sige tog det officielle Mexico på sengen.

Dannelsen af EZLN betegnes af mange som genfødslen af guerillaen de Nationale Befrielsesstyrker, FLN (Fuerzas de Liberación Nacional), som opstod i slutningen af tresserne i Monterrey, Nuevo León. Guerillaen bestod hovedsagligt af universitetsstudernede og -lærere fra middelklassen. I 1974 blev flere af bevægelsens vigtigste celler nedkæmpet i Monterrey, Mexico By medsamt den ledende kerne, der havde etableret sig på fincaen "el Diamante" i Chiapas. Dannelsen af den zapatistiske oprørshær omkring 10 år senere ses som en genopliven af FLN idet militante - fra hvad der var tilbage af FLN efter 1974 - gik sammen med andre kræfter for at til sidst at udgøre det, der senere udvikler sig til det EZLN, vi kender i dag.

I 1983 bestod organiseringen af tre mestizer og tre indianere, sidstnævnte overbeviste de andre om at Lacandona-junglen ville være det idelle sted at starte opbygningen af en guerillahær. Rekrutteringen foregik ekstremt langsomt og kontakten til de lukkede indianske samfund var ikke nem at etablere. Første skridt var at opnå forbindelse til de stærkt politiserede dele af den indianske bevægelse, som havde lange traditioner af modstand bag sig. I takt med at de socio-økonomiske forhold forværredes for småbønderne i løbet af firserne, voksede EZLN imidlertid i størrelse. I begyndelsen var det en defensiv bevægelse med dannelsen af selvforsvarsgrupper som værn mod godsejernes private vagtværn og lejemordere. Bevægelsen tilpassede sig undervejs den indianske virkelighed og organisationnsformer og blev udover en hær også en reel basisorganisering af landsbyerne.

Artikel 27

I 1992 gennemførte daværende præsident Carlos Salinas en lang række privatiseringer og en forfatningsændring af grundlovens artikel 27. I loven fra 1917 - efter den mexicanske revolution - sikredes landsby- og jordfællesskaberne tilstrækkelig med jord og vandressourcer, der gennem Ejido-systemet og som statens ejendom var beskyttet mod videresalg og opkøb af storgodsejere. Salinas’ ændring af artikel 27 fjernede denne beskyttelse, hvorfor mange fattige bønder så sig nødsaget til at opgive og sælge deres jorde og således stod uden muligheder for at brødføde familien.

Undergrundskomitéen CCRI

Bevægelsen voksede kraftigt i løbet af halvfemserne og tæller i dag tusindvis af kvinder og mænd. Bevægelsens geografiske spredning rejste behovet for koordinering, hvorfor CCRI dannedes. EZLN’s øverste civile politiske ledelse er i dag således den hemmelige revolutionære indianske undergrundskomité CCRI (Comité Clandestino Revolucionario Indígena). Den militære ledelse står generalkommandoen CCRI-CG (Comité Clandestino Revolucionario Indígena-Comandancia General) for, som dog er underlagt CCRI, der kontrollerer kampen og står for kontakten mellem selve zapatisthæren og de civile landsbyer, der udgør dens base (bases civiles de apoyo). Denne base er samtidig bestemmende for zapatisthærens linie og aktioner, idet det er de beslutninger, der tages under landsbyernes råd og fællessamlinger, som udgør de ordrer EZLN følger. De politiske beslutninger følger det princip, zapatiasterne kalder at "lede adlydende" (mandar obedeciendo). Komitéens medlemmer (et ubestemt antal kvinder og mænd fra både zapatist-hæren og de civile landsbyer) tager udefra- og indefrakommende forslag, spørgsmål, krav og diskussioner op og ud i de forskellige landsbyer rundt om i Chiapas. De enkelte landsbyers beslutninger samles så lokalt indenfor zapatisternes selvstyrende kommuner, dernæst regionalt indenfor de zoner, der tilhører én af de fem centre "Aguascalientes" og udgør altså endelig EZLN’s beslutningsgrundlag. Således var det også de landsbyer der udgør EZLN’s støttebaser, der besluttede at oprøret skulle indledes den 1. januar i 1994, ligesom det er de civile zapatister, der tager stilling til forhandlingsudspil og opnåede forhandlingsresultater. I septemer 1996 besluttede de at EZLN skulle trække sig fra dialogen på grund af regeringens manglende vilje til at søge en fredelig løsning på konflikten og opfylde de allerede underskrevne aftaler. Zapatisterne valgte ikke at føre krig mod regeringen, men istedet at satse på en dialog med civilsamfundet og en mobilisering af opositionelle kræfter nationalt som internationalt.

De kæmpende i zapatisthæren lever under våben skjult i junglen og kan således ikke indgå i landsbyfællesskabernes daglige gøremål. Hver trejde af EZLN’s fultids-soldater er kvinder, mange af dem med høje militære grader, bl.a. var det en kvindelig kommandant, der var ansvarlig for indtagelsen af Chiapas turistmæssige hovedby San Cristóbal de las Casas i 1994.

En anden vigtig faktor i zapatisternes organisering er militsen, der udgør zapatisternes mobiliseringsstyrke, og som er den del af befolkningen, der modtager militær træning og som kan indkoorpereres i zapatisthæren om nødvendigt. Til daglig lever militsen som småbønder og landarbejdere sammen med resten af familien i deres respektive landsby- og jordfællesskaber, de såkaldte ejidos.

Subcomandante Marcos

Mexicansk oprørsleder, også kaldet el Sub eller el Sup i folkemunde. Zapatisternes officielle talsperson og øverste militære leder.

Som titlen Subcomandante, (underkommandant) antyder, er Marcos underlagt de civile landsbyers beslutninger. Marcos er hverken oprørets inspirator eller centrum for den zapatistiske oprørshær EZLN’s kamp. Marcos’ ord er de indianske landsbyers ord. Marcos er blot oversætteren eller broen mellem to kulturer eller måske snarere mellem to verdener. Marcos er en af de yderst få mestizer i EZLN, der altovervejende er en indiansk bevægelse. Marcos’ funktion var indtil oprørshærens indvilligelse i forhandlinger med regeringen udelukkende som militær strateg og leder af oprørsstyrkerne. Men da zapatisterne mødte op i katedralen i San Cristóbal de las Casas for at indlede forhandlinger med biskop Samuel Ruiz som mægler, udnævnte EZLN Marcos som talsperson for organisationen.

Hvem er Marcos?

Marcos selv siger: "Marcos eksisterer ikke, han kom dødfødt til verden den 1. januar 1994", da zapatisterne indledte deres væbnede oprør. Overalt i verden har man fra oprørets start over internettet kunnet læse Marcos’ på samme tid poetiske og provokerende kommunikeer, der er så kendetegnende for hele den zapatistiske bevægelse og dens måde at møde verden på.

Men hvem er så denne på én og samme tid kendte og anonyme person? Efterretningstjernesterne og nyhedsmedierne har gjort adskillige ihærdige forsøg på at afsløre manden bag den karakteristiske sorte skihue, som i dag er blevet et af zapatisternes symboler. Der har været mange historier fremme om Marcos’ "sande" identitet. I forsøget på at svække interessen og nedbryde myterne omkring Marcos’ person har Mexicos præsident Ernesto Zedillo fremlagt efterretningens seneste bud, at Marcos i "virkeligheden" er en vis Rafael Sebastián Guillén Vicente, født i 1957 i Tampico, søn af en katolsk middelklasse møbelhandler. Efter sigende skulle han i de større klasser i en jesuitisk ungdomsskole have været en yderst fremragende elev. Senere udmærkede han sig som filisofi-studerende ved det mexicanske uafhængige universitet UNAM (Universidad Nacional Autónoma de México) hvor han skulle have fundet inspiration i Althusser, Poulantzas og Foucault. Han skulle tillige selv have undervist på et andet universitet i Mexico By, UAM (Universidad Autónoma Metropolitana). Men om Marcos er denne Rafael eller ej er i virkeligheden fuldstændig uinteresandt. Marcos selv benægter at være det - eller måske snarere må man forstå at den Marcos, vi ser i dag fødtes med zapatisternes drøm om en anden verden. Marcos tilhører denne bevægelse og det er i denne sammenhæng i og for sig ligegyldigt, hvem Rafael Guillén har været. Marcos er således uden ansigt, uden navn og uden fortid.

Subcomandante Marcos’ kontakt til baserne går primært gennem den hemmelige indianske undergrundskommité, CCRI, som udgør EZLN’s civile råd. Til daglig lever Marcos på lige fod med de andre kommandanter sammen med zapatisthæren skjult i bjergene og Lacandona-junglen. Den stærkeste organisering, hvor da også de fleste af zapatisthærens kommandanter befinder sig, er hovedsagligt koncentreret i området omkring La Realidad, den vigtigste af zapatisternes kulturelle og politiske centre - de såkaldte Aguascalientes, der fungerer som vinduer mod omverdenen. Det er også her de fleste solidaritetsgrupper og journalister fra alverdens medier har mødtes med Marcos, når han har givet et af sine i rækken af utallige interviews. Dette er ikke noget nyt for den mexicanske efterretning, hvorfor da også den militære oprustning er massiv i dette område.

Kvinderne og de indianske landsbyer

En stor del af kampen ligger i de civile landsbyer, der udover at være ansvarlige for EZLN’s forsyninger, komunikation og rekruttering, må stå for skud for de regeringstro paramilitære voldsgruppers hærgen. I forsvaret af landsbyerne mod regeringssoldaternes og de paramilitæres utallige menneskerettighedskrænkelser er det kvinderne der spiller den centrale rolle, idet det er dem, der har ansvaret for sikkerheden. Ubevæbnede eller blot udstyret med kæppe og sten danner de mur mod tungt bevæbnede soldater og armerede køretøjer for at hindre deres ulovlige indtrængen i landsbyerne. I de traditionelle indianske samfund er kvinden ellers stærkt bundet til familien og må adlyde mandens ønsker. Hun bliver som regel gift tidligt - ofte med en partner hun ikke selv har valgt, måske allerede som 13-årig, og da er hendes opgaver allerede for længst definerede. Hun får typisk mellem 6 og 10 børn, som hun har ansvaret for. Kvinder har ingen ret til at eje jord og er fuldstændig udelukket fra de politiske beslutninger.

Udover at deltage i den væbnede kamp, må de zapatistiske kvinder altså kæmpe en kamp for at frigøre sig af de mandsdominerede værdier og bryde de traditionelle kønsrollemønstre. Gennem EZLN er det lykkedes de indianske kvinder at fremme kravet om kvinders rettigheder, hvilket bl.a. kommer til udtryk i oprettelsen af kvinde-kooperativer og fx i EZLN’s Revolutionære Kvindlove fra 1993, der bl.a. fastslår kvinders ret til deltagelse i de politiske fora og i den revolutionære kamp samt i alkoholforbudet, der på kvindernes krav er indført i alle zapatistiske landsbyer, "da det har altid været været os kvinder der har måtte bøde, når manden har drukket hele vor families sparsomme økonomi op og måske gældsat sig, kommer fuld hjem og øver vold mod os og vore børn", som en kvinde fra en af de civile landsbyer udtalte under en 8. marts-demonstration i San Cristobal.

Autonomi

I Lacandona-junglen, i højlandet Los Altos og i Zona Norte, den nordlige del af Chiapas har zapatisterne dannet adskillige oprørs-kommuner, hvor egne autonome styreformer bryder med de officielle strukturer. De autonome kommuner bygger dels på de gamle indianske styreformer med landsbyråd og vægt på de kollektive værdier efter princippet om at "lede adlydende" (mandar obedeciendo). Autonomien er et vigtigt skridt i demokratiseringsprocesserne og hænger naturligt sammen med kravet anderkendelse af de oprindelige folks rettigheder og kultur. Det EZLN foreslår er ikke et repræsentativt demokrati eller et partipolitisk system, men en form for direkte demokrati, hvor beslutningerne tages nedefra. Problemet er ikke hvem, der i en given situation repræsenterer en landsby eller en gruppe, men at denne repræsentant udfører det, folket ønsker. Autonomierne udgør ligeledes en modstand mod og et alternativ til den økonomiske globalisering og landsbyfællesskabet står i skarp kontrast den neoliberale individualisering.

Øget militarisering og skjult krigsførelse

De indianske samfund i Chiapas står i dag overfor en massiv militarisering. Ud over de 70.000 regeringssoldater der er udstationeret i Chiapas, er antallet af paramilitære terror-grupper, der støttes af politikere fra regeringspartiet, og trænes og bevæbnes af både hæren og sikkerhedspolitiet stærkt stigende. De paramilitære grupper udgøres af indianere fra de samme områder som zapatisterne, der som brikker i PRI-politikernes spil er lovet en vej ud af fattigdommen ved at samarbejde med regeringen om bekæmpelse af det zapatistiske oprør. De udgør rygraden i den beskidte krig i Chiapas, der sideløbende med regeringens civile kampagner - der på den ene side med løfter om udviklingsprogrammer og byggeprojekter i regeringsloyale landsbyer og på den anden side med truslen om udsigt til forfølgelse og et liv i nød og elendighed - presser fattige bønder til at bakke op om og stemme på PRI. Som en konsekvens af militariseringen er volden i Chiapas stærkt stigende. Det hidtil værste eksempel er Acteal-massakren den 22 december 1997, hvor 45 civile indianske flygtninge blev dræbt udenfor en lille landsbykirke af den paramilitære gruppe Mascara Roja, der i blodig voldsrus, skød flygtende børn ned bagfra og skar gravide kvinder op med macheter og kastede deres fostre op i luften som trofæer. Forgængerne til disse voldsgrupper er de såkaldte hvidgardister (guardias blancas), som har eksisteret siden 1961, da man vedtog en lov, som gav de store gods- og kvægejere ret til at bevæbne vagter for at beskytte deres jorder mod jordløse bønders besættelser. Dagens paramilitære grupper er en del af statsapparatet - og de paramilitære grupper, hvor de mest berygtede er Paz y Justicia, MIRA, Los Chinculines og Mascara Roja, opererer stort set under straffefrihed og deres voldelige gerninger, nedtones fra officiel som resultat af familiestridigheder, religiøse uenigheder eller hændelige ulykker.

Zapatistene inspirerer til øget opposition både nationalt og internationalt

Zapatisterne forsøger gennem forskellige initiativer at samle et organiseret udtryk for den voksende opposition, som man har kunnet se ved den stigende tilslutning til venstre-centrum oppositionspartiet PRD (Partido de la Revolución Democrática) og den udbredte opbakning til zapatisthæren fra forskellige sektorer i det mexicanske samfund. Inden valget i 1994 tog EZLN således initiativ til Det Nationale Demokratiske Konvent, CND (Convención National Democrática), der midt i den ufremkommelige Lacandona-jungle samlede over 6.000 repræsentanter fra et bredt spektrum af den mexicanske opposition til regeringspartiet kun to uger før valget. I foråret 1995 bryder CND sammen på grund af indre modsætninger mennem mellem de mere radikale og sekteriske dels af den mexicanske venstrefløj og de mere moderate fra PRD. I august 1995 gennemfører EZLN en høring blandt den mexicanske befolkning på baggrund af CND’s sammenbrud. Over en million mennesker besvarer høringen, der blandt bl.a. indeholder spørgsmålet om EZLN skal danne sin egen politiske organisation og tage initiativ til en bredere sammenslutning. Zapatisterne forsøger sig med begge dele. De opforderer til dannelsen af en National Befrielsesbevægelse, MLN (Movimiento para la Liberación National). Men dette initiativ overtages eller kuppes af de samme kræfter fra den yderste venstrefløj, der var med til at splitte CND - heriblandt Folkefronten Fransisco Villa- og som under et møde i Acapulco i Guerrero danner Den Brede Front til Opbygninge af den Nationale Befrielsesbevægelse, FAC-MLN, der samler en række folkelige organisationer og aktivister fra den oppositionelle fagbevægelse.

Zapatist-fronten FZLN, Frente Zapatista de Liberación Nacional

Den Nationale Zapatistiske Befrielsesfront, mexicansk oppositionsbevægelse (1997-)

Opbygningen af FZLN er et forsøg på at opnå de centrale mål for Fronten, som den Nationale Zapatistiske Befrielseshær, EZLN, har opstillet: nemlig at det må være det civile samfund, som i en nærmere fremtid bør være de ledende kræfter i ændringen af Mexico. Initiativet til dannelsen af Fronten blev taget af EZLN med den Fjerde Deklaration fra Lacandona-junglen i januar 1996, to år efter oprørets begyndlese. En erklæring, der bygger på resultatet af en storstilet høring (Consulta Nacional por la Paz y la Democracia) i august 1995 blandt store dele af det mexicanske civilsamfund om EZLN burde prioritere opbyggelsen af en politisk struktur. 1,3 million mennesker deltog i høringen, hvoraf et overvældende flertal havde svaret positivt på spørgsmålet om opbygningen af en ny politisk kraft i Mexico. FZLN er et forsøg på at samle forskellige oppositionelle kræfter på nationalt plan i kampen for grundlæggende forandringer.

Fra Fronten blev proklameret og frem til dens formelle stiftelse den 16. september 1997 i Mexico By har den gennemgået en langsom opbygning med dannelse af hundredevis af lokale komitéer rundt om i landet. Ved stiftelsen deltog op mod 2500 delegerede fra 31 af Mexicos 32 delstater. Til selve begivenheden havde EZLN sendt 1.111 zapatister til Mexico By. Zapatistdelegationen skulle desuden deltage i den anden Nationale Indianske Kongres, CNI (Congreso Nacional Indígena), der afholdtes den 8. til 12. oktober, ligesom de stod til rådighed for enhver, der måtte ønske at opsøge dem med spørgsmål om zapatisternes kamp.

FZLN er ikke EZLN’s civile gren

FZLN er ment som en civil og fredelig, uafhænging og demokratisk organisation; den er ikke zapatisthærens politiske arm, men et rum for politisk diskussion og ikke mindst handling; Fronten skal være så bred og inkluderende som muligt; et rum hvor forskellige kræfter og strømninger mødes. Dette er noget helt nyt i forhold til hvad man ellser har set i fx Mellemamerika, hvor man traditionalt opererer med en politisk-militær guerillaorganisation og dens civile front. Dette er ikke tilfældet med FZLN i Mexico. Her kan man indkorporere sig i Fronten og sammen diskutere og finde frem til, hvordan handlingsprogrammet skal se ud, uden at EZLN kan påtvinge Fronten de beslutninger, de måtte ønske at se gennemført.

Fronten er ikke et nyt politisk parti, og politisk forskellighed er ikke et problem for Fronten, der bygger enekeltpersoners engagement ikke kollektive medlemsskaber af partier, fagforeninger, osv. FZLN er en ny politisk kraft, der ikke stræber efter at overtage magtapparatet i Mexico, og som kræver af sine deltagere at de heller ikke bruger FZLN som et springbræt for egen personlig vinding i forsøget på at opnå magtpositioner ad parlamentarismens veje gennem det eksisterende korrupte valgsystem. Derfor tillades heller ikke dobbelt medlemsskab, hvorfor en del af Frontens deltagere har valgt at gå ud af deres parti-politiske organiseringer for at arbejde indenfor Fronten. Dog kan man godt være med i en social organisation eller fagforening og samtidig deltag i Frontens arbejde. Andre deltagere i FZLN er unge, typisk universitetsstuderende, der for første gang træder ind i det politiske liv. Det "optagelseskriterium" man har fulgt indtil videre har været, at der ikke er noget veto i forhold til ideologisk, psykologisk eller politisk orientering. Ideen er selvfølgelig at være principielt enige i de mål, man fastsætter. Det er den base, man bygger videre på. Men om man har en fortid som guevarist (Che), maoist, leninist, trotskist eller andet er ikke så vigtigt for Fronten, og det er ikke vigtigste spørgsmål bevægelsen har at slås med. FZLN er et helt nyt initiativ og blot i dens spæde opstart. Det er vanskeligt at spå om dens fremtidige succes eller fiasko og om den kommer til at få bedre kontakt til fagbevægelsen, end den har i dag. Splittelserne mellem FZLN og den anden store oppositionelle front FAC-MLN (Frente Amplio por la Construcción del Movimiento para la Liberación Nacional), hvis politiske linie er den traditionelle marxist-leninistiske gavner ikke ligefrem organiseringen af arbejderne i kampen mod det Mexico, begge fronter har som hovedmål at bekæmpe.

Frontens primære målsætninger

Det politiske grundlag, som kampen indenfor FZLN bygger på er primært:

- at kæmpe for at jord, bolig, arbejde, sundhed, uddannelse, oplysning, kultur, uafhængighed, demokrati, retfærdighed, frihed og fred bliver virkelighed for alle folk i Mexico;

- at FZLN er et rum og samlingspunkt for flere måder at tænke og handle på;

- at organisere de krav og forslag, som befokningen har påen måde så dem der leder "leder adlydende" og altså følger folkets vilje;

- at organisere løsningsmodeller til samfundets kollektive problemer uden politiske partiers indblanding og udenom den mexicanske regering;

- at kæmpe mod étparti-staten; at kæmpe for en udviddelse af demokratiet, en ændring af de korrupte valgsystem og for en ny Konstitution.

Udover dannelsen af de to fronter, opstår der andre initiativer og bevægelser i perioden, til dels inspireret af zapatisternes oprør og den politiske udvikling, der sætter stadigt større spørgsmålstegn til styret. Her er den fremvoksende opposition indenfor fagbevægelsen stærkt iøjenfaldende. Den 1. maj 1996 vælger den regeringskontrollerede fagbevægelse CTM af frygt for oppositionen ikke at indkalde til den ellers traditionelle hyldest-march til regeringen i Mexico By. En koordinering af forskellige fagforeninger indkalder derimod til en demonstration mod regeringens politik. En million arbejdere går på gaden på denne opfordring. Dermed er PRI’s monopol på den faglige organisering brudt.

Oprettelsen af den nationale indianske kongres CNI (Congreso National Indígena), der på landsplan søger at samle de over 70 forskellige indianske folkegruppers krav om anderkendelse, har ligeledes taget zapatisternes initiativer og krav til sig.

I sidste halvdel af 1996 dukker der flere nye bevæbnede grupper op forskellige steder i Mexico. Den nok mest velorganiserede af disse er den Revolutionære Folkehær, EPR (Ejército Popular Revolucionario), der første gang kom til syne den 28. juni 1996 på årsdagen for massakren på 17 bønder i Aguas Blancas. EPR, der først og fremmest opererer i delstaterne Oaxaca og Guerrero, er i det store hele politisk på linie med FAC-MLN og bygger på et traditionelt marxist-leninistisk grundlag med de samme politiske strømninger som i fx MPI (Movimiento Popular Independiente), der bl.a. er stærkt repræsenteret blandt arbejderne i "Ruta 100" - buschaufførerne i Mexico By - og så PROCUP (Partido Revolucionario Obrereo Clandestino - Union del Pueblo), som en gang efter sigende skulle have påstået at være EZLN’s politiske avantgarde, hvilket dog er blevet afkræftet af Subcomandante Marcos, der overhovedet ikke anerkender PROCUP’s ideologi og praksis. EPR har på den ene side søgt en vis tilnærmelse til EZLN samtidig med at man på den anden side har forsøgt at mobilisere i "zapatisternes områder". Begge dele har zapatisterne dog på det kraftigste har frabedt sig; dertil er de politiske ideologier og praksisser for forskellige.

Zapatisterne ud af junglen

I juli 1998 opfordrede EZLN med den Femte Deklaration påny civilsamfundet til at involvere sig yderligere i kampen og inviterede brede dele af oppositionskræfterne til et forberedende møde i San Cristóbal, der skulle planlægge en ny høring i Mexico. 5.000 zapatister drog ud fra junglen og ned fra bjergene og rejste rundt i de mexicanske kommuner for at mobilisere til deltagelse i høringen, der afholdtes den 21. marts 1999 og som lagde det ud til det mexicanske civilsamfund at bakke op om kravet om regeringens opfyldelse af San Andrés-aftalerne. Omkring tre millioner mennesker svarede positivt på høringen og op mod 60.000 mexicanere i udlandet - heraf de fleste "illegale" indvandrere i USA - var enige heri. Men svaret fra myndighedernes side på zapatisternes initiativer har blot været øget repression og fornyede angreb på de autonome kommuner. I sensommeren 1999 med udsigt til præsidentvalg i år 2000 og efter sympatimøder og aktioner mellem mellem zapatisterne, strejkende universitetsstuderende og de progressive dele af lærernes fagforeninger samt elektricitetsarbejdere i kamp mod nedskæringer og privatiseringer har den militært overlegne føderale hær belejret 30 zapatistiske landsbyer. Hvorvidt den civile modstand i Mexico - og internationalt - kan nå at vokse sig så stærk at den kan forhindre en ny militær offensiv og nedslagtning af den indianske befolkning i Chiapas, kan kun tiden vise. Zapatisternes fortsatte kamp og overlevelse bliver et kapløb med tiden...

Internationale modstandsnetværk

Zapatisterne ser ikke undertrykkelsen af den indianske befolkning i Chiapas som et udelukkende regionalt eller nationalt anliggende, men som led i den internationale økonomiske verdensorden, der med ønsket om udnyttelse af de naturressourcer (bl.a. olie- og uranforekomster, vandkraft samt produktion af kaffe, majs, træ og kvæg) Chiapas er så rig på, og med krav om markedskræfternes frie spil søger at nedbryde ethvert fællesskab og reducere menneskerne til isolerede individder, der konkurrer mod hinanden. Zapatisternes modstand mod den neoliberale politik og kampen for frihed - ikke frihandel - ses således også som et internationalt ansvar. Som led i opbygningen af nye modstandsformer overfor den verdensomspændende neoliberale politik inviterede EZLN folk fra klodens fem kontinenter til det første Interkontinentale Møde mod Neoliberalismen for en mere Menneskelig verden. Over 4.000 mennesker fra fagforeninger, solidaritetsorganisationer, feministiske grupper, økologiske produktionskollektiver, menneskerettighedscentre, venstrefløjspartier, oprindelige folk, bondeorganisationer, etc. mødtes således i juli 1996 i zapatisternes fem politisk og kulturelt vigtige modstandscentre midt i junglen og bjergene, de såkaldte Aguascalientes som et første skridt i opbyningen af et globalt modstandsnetværk. Netværket har siden zapatisterne tog initiativ hertil fået eget liv og den andet Interkontinentale møde afholdtes i juli/august 1997 i Europa, på den iberiske halvø. Netværket skal ses som en koordinering og sammenkædning af forskellige kampe, ikke en styring eller en ny internationale. Der er ingen ledelse eller noget fælles parti-politisk manifest, men det er et forsøg på at udvikle og praktisere nye måder at organisere sig på og med inddragelse af marginaliserede grupper nedbryde de eksisterende magtrelationer mellem mennesker.