Fængslingen af de 60 aktivister ved den synkroniserede arrestbølger 1. april 2004 og fængslingen af Sandra Bakutz i februar i år har det tilfælles, at de alle begrundes i sympati med eller tilhørsforhold til DHKP-C, der er forbudt i Tyrkiet og opført på EU’s terrorliste
Fængslingen af de 60 aktivister ved den synkroniserede arrestbølger 1. april 2004 og fængslingen af Sandra Bakutz i februar i år har det tilfælles, at de alle begrundes i sympati med eller tilhørsforhold til DHKP-C, der er forbudt i Tyrkiet og opført på EU’s terrorliste.
Af Irene Clausen, IFs Mellemøst-gruppe
DHKP-C betyder Det Revolutionære Folks Befrielses Partifront. Partifronten arbejder illegalt og udfører væbnede aktioner rundt omkring i Tyrkiet, både i byer og ude på landet. Organisationen er på grund af sin illegalitet og væbnede karakter svær at få noget konkret at vide om. Men DHKP-C har også politiske grene, partiet DHKP (Det Revolutionære Folks Befrielses Parti) og fronten DHKC (Det Revolutionære Folks Befrielses Front).
I anledning af DHKP’s 11 års fødselsdag d. 30. marts 2005 udsendte organisationen en kort beskrivelse af sit historiske ’levnedsforløb’ (som det følgende delvist bygger på).
Tesen om aldrig at overgive sig
Perioden mellem 1965-71 var en periode med opgang for ungdommens, arbejdernes og bøndernes klassekamp. I 1971 blev THKP (Tyrkiets Folks Befrielses Parti) grundlagt af den berømte leder Mahir Cayan. Det var i denne periode, at den første pro-amerikanske militærjunta kom til magten, ved 12. marts kuppet i 1971. Den 30. marts 1972 blev Mahir Cayen og 9 af hans kammerater omringet af tusindvis af soldater ude på landet. Mahir Cayen og de andre blev dræbt, men det var her, at traditionen med ’aldrig at overgive sig” blev institutionaliseret.
Tesen har sit nuværende udtryk i den langvarige sultestrejke mod F-type fængsler, der indtil nu har kostet 118 menneskeliv, og hvor den ledende kraft har været den seneste efterfølger for THKP, nemlig DHKC!
Dev Sol dannes
Den revolutionære bevægelse voksede sig stærk, og det resulterede i 1978 i dannelsen af Dev Sol (Devrimci Sol - Det Revolutionære Venstre). Dev Sol repræsenterede arbejdernes og bøndernes - og forskellige nationers (kurderes og tyrkeres osv.) - kamp imod ”imperialisme og oligarkiet”. Hos denne politiske tendens anvendes konsekvent begrebet ”oligarki” (fåmandsvælde) om det herskende regime i Tyrkiet. Ved 12. september kuppet i 1980 kom en ny proimperialistisk fascistisk junta til magten for at imødegå den voksende revolutionære folkelige bevægelse i Tyrkiet. Militærkuppet svækkede eller ødelagde det meste af venstrefløjen og fagbevægelsen, ja selv de borgerligt-demokratiske partier. Den revolutionære kamp fortsatte ’under jorden’, men var voldsomt svækket.
Dev Sol plagedes - ligesom andre venstrefløjsgrupperinger - op gennem 80’erne af en række splittelser. Sådanne splittelser forsinkede - ifølge DHKP-medlemmer jeg har talt med - dannelsen af det nye parti med op til et par år.
DHKP dannes
30. marts 1994 blev det ny parti DHKP dannet på en kongres for bl.a. Dev Sol kadrer. Et politisk program blev vedtaget, der ifølge partiet selv repræsenterer: ”en ml-ideologi, en proletarisk revolutionær kultur, troen på socialisme og perspektivet om en revolutionær magt”.
Den politiske bevægelse er opbygget efter en typisk ml-model bestående af partiet DHKP, der udvikler politikken og består af skolede kammerater, den brede front DHKC, hvor alle kan være medlemmer, og guerillabevægelsen DHKP-C, der står for den væbnede kamp.
DHKP afviser at have nogen model for socialismen - ”Socialismen i Tyrkiet skal udvikles efter tyrkiske forhold”, svarer man. Og tilføjer som svar på mit spørgsmål om DHKP’s syn på Cuba: at ”naturligvis mener man, at der er socialisme i Cuba”.
DHKC, altså fronten, har været den politisk ledende kraft i den slagkraftige sultestrejke mod F-type isolationsfængsler, der startede i september 2000 og fortsætter for nedsat blus endnu i dag. Det er nok forklaringen på at det tyrkiske regime - i samarbejde med en række EU-lande - med stor nidkærhed har kastet sig ud i masseanholdelser af F-type modstandere og sammenkædet dem med DHKP-C.
Tayad - komiteen for pårørende til politiske fanger
Tayad blev dannet i 1986 af pårørende og venner til politiske fanger. Det konkrete mål var at organisere modstanden mod forsvindinger, tortur og mord. Tayads overordnede mål er forbedringen af forholdene for de politiske fanger i tyrkiske fængsler. Komiteen går ind for de internationale menneskerettigheder og imod psykisk og fysisk tortur. Derudover arbejder komiteen for en grundlæggende ændring af det nuværende politiske system i Tyrkiet med henblik på indførelse af demokratiske forhold.
Siden sin dannelse har Tayad deltaget i og organiseret utallige demonstrationer, kampagner og høringer. I 1990’erne gennemførte Tayad en kampagne mod de mange ’forsvindinger’ af mennesker i politiforvaring. Siden 1995 har Tayad især arbejdet med isolationstortur. Fra 2000 har Tayad været aktiv i sultestrejken imod F-type fængsler, både i forhold til støtte til dem inde i fængslerne og i form af sultestrejker uden for fængslerne.
Tayad arbejder målrettet for en ændring af de konkrete forhold i fængslerne, men også for en politisk bevidstgørelse af Tayads medlemmer og den tyrkiske offentlighed. Medlemmer, der måske er gået ind i Tayad af følelsesmæssige eller moralske grunde, har ofte - gennem deres møder med ’systemets” repression - udviklet deres politiske bevidsthed.
Det kunne den internationale delegation få en fornemmelse af ved at besøge Tayad-Istanbul i forbindelse med retssagen.
Tayads kontorer ligger i et af Istanbuls arbejderkvarterer oppe på 4. sal. Medlemmerne er mange slags mennesker, unge og gamle, studerende, arbejdere og arbejdsløse. Man blev som gæst udefra hurtigt lukket ind i et stærkt socialt fællesskab. Nogle af de netop løsladte aktivister kom op på kontoret og blev modtaget med kram og jubel. To gange om dagen bænker 25-30 mennesker sig omkring bordene og spiser varme gode (gratis) måltider. Alle bidrager økonomisk og praktisk til at få organisationen til at fungere. Folk går og gør rent, sætter gardiner op, vasker op, bager kager som man sælger i de fattige kvarterer, sælger blade, samler ind osv. De politiske holdninger er klare: ingen tro på reformismen som politisk strategi, ingen illusioner om at EU vil ”hjælpe Tyrkiet med menneskerettighederne”.
Der findes Tayad-komiteer i en række tyrkiske byer, ligesom der findes Tayad-komiteer i følgende europæiske storbyer: Hamburg, Bruxelles og Rotterdam. I Tayad-Hamburg arbejder man eksempelvis med forholdene både i Tyrkiets og i Tysklands fængsler, dog med særlig fokus på sultestrejken mod F-type fængsler i Tyrkiet.
For mere information se hjemmesiden: www.tayad-committee.com