EU, USA og Israel nægter at ophæve boykotten mod det såkaldte palæstinensiske selvstyre med henvisning til at Hamas, det største parti i den nye palæstinensiske regering, nægter at anerkende Israels eksistens eller anerkende Israels ret til at eksistere. Normalt er det stater der anerkender hinanden, på det juridisk-diplomatiske niveau. Det er ikke sædvanligt at politiske organisationer anerkender stater. Kravet om at palæstinensiske grupper skal anerkende Israel er alene et politisk instrument der skal tjene som kollektiv afstraffelse af palæstinenserne.
Af John V. Whitbeck
Kravet om anerkendelse af Israel afføder en række praktiske spørgsmål: Hvilket Israel er der egentlig tale om? Hvilke grænser? De 55% af det historiske Palæstina som blev anbefalet af FN’s generalforsamling til dannelsen af en jødisk stat i 1947? De 78% af det historiske Palæstina som Israel besatte efter fordrivelsen af 750.000 palæstinensere i 1948? Eller de 100% af det historiske Palæstina som har været besat af Israel siden 1967, og som på landkort i israelske skolebøger fremstilles som ”Israel”.
Israel har endnu aldrig defineret sine egne grænser fordi staten derved nødvendigvis ville indskrænke sine egne handlingsmuligheder.
Der har været meget forvirring omkring anerkendelses-kravet til Hamas. Der er nemlig stor forskel på ”anerkendelse af Israels eksistens” og så ”anerkendelse af Israels ret til at eksistere”. Alle og enhver kan jo konstatere at Israel eksisterer. Men det der forlanges af palæstinenserne er langt mere vidtgående. At kræve at palæstinenserne skal anerkende Israels ret til at eksistere betyder i virkeligheden at et folk der i snart 60 år af staten Israel har været behandlet som undermennesker, og hvis land er blevet frataget dem, skal anerkende det retfærdige i disse forbrydelser. At man fortjener hvad der bliver gjort mod én.
Ikke engang de forskellige USA-regeringer i det 19. århundrede forlangte af de overlevende oprindelige amerikanere at de skulle anerkende den etniske udrensning af dem – som betingelse for forhandlinger om reservater, økonomiske aftaler osv.
Mange troede at Yassir Arafat havde givet efter på dette punkt – altså anerkendelseskravet – som pris for sin returbillet fra det tvungne eksil i Tunis. (Arafat vendte i forbindelse med Oslo-aftalen tilbage til Vestbredden, fra sit tvungne eksil i Tunis hvor PLO’s ledelse havde opholdt sig efter fordrivelsen fra Libanon i 1982, red.). Godt nok havde han i sin berømte Stockholm-erklæring fra 1988 accepteret ”Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed”. Men denne erklæring handler om de betingelser som en given eksisterende stat fungerer og lever under. Den handler ikke om det eksistentielle spørgsmål vedrørende ”rigtigheden” i dette lands (Israels) tilegnelse af et andet lands jord og fordrivelsen af dette lands folk fra dets hjemland.
Det oprindelige koncept bag formuleringen ”Israels ret til at eksistere” og det nyttige i at anvende denne formulering som betingelse for – og som undskyldning for ikke – at tale med nogen palæstinensisk ledelse som holder fast i palæstinensernes fundamentale rettigheder, tilskrives stormesteren ud i diplomatiet, Henry Kissinger.
At støtte kravet om at palæstinenserne skal anerkende ”deres” besættelsesmagt (som den danske stat gør) er i virkeligheden at give sin støtte til en fortsat udsultning af den palæstinensiske befolkning og en støtte til staten Israels fortsatte kolonisering af Palæstina og fortsatte undertrykkelsen af palæstinenserne.
Oversat og redigeret af Irene Clausen efter: John V. Whitbeck, ”Verlangt ist en moralischer Werturteil”, fra det tysksprogede blad Intifada, nr. 23, forår 2007. Forfatteren Whitbeck henviser til sin kilde Klaus von Raussendorff: www.counterpunch.org