Israel kæmper mod terrorisme og for sin ret til at eksistere - denne påstand har fået status af en absolut sandhed. Men det er den palæstinensiske civile befolkning, der er ofrene for de israelske angreb, hvis sigte samtidig har været at ødelægge de palæstinensiske nationale institutioner. Det grundlæggende problem er, at Israel aldrig har accepteret palæstinensernes ret til en egen selvstændig stat. Med mindre Israel accepterer denne ret, vil “fred” blot betyde at palæstinenserne må opgive at kæmpe mod israelsk kontrol.
Af Edward Said
Israel har gjort sig store anstrengelser for at begrænse mediedækningen af den usædvanligt destruktive invasion af Vestbreddens palæstinensiske byer og flygtningelejre. Alligevel er information og billeder sivet ud. Internettet har stillet hundredvis af øjenvidneskildringer i ord og billeder til rådighed, og det samme gælder arabisk og europæisk TV. Det meste af dette materiale er utilgængeligt, blokeret eller bliver ignoreret af de store mediekoncerner i USA. Materialet giver et overvældende bevis for, hvad Israels politik - som altid - har handlet om: den uafvendelige erobring af palæstinensisk land og samfund. Den officielle forklaring, som USA’s regering sammen med næsten alle landets kommentatorer i medierne har støttet er, at Israel blot har forsvaret sig selv ved at gøre gengæld for de selvmordsbomber, som har undermineret landets sikkerhed og endda truet dets eksistens. Denne påstand har opnået status af en absolut sandhed, der ikke lader sig ændre af, hvad Israel selv har gjort, eller hvad der rent faktisk er blevet gjort mod Israel. At ”rive terrornetværket op med rode”, at ”ødelægge terror-infrastrukturen”, at “angribe terroristreder” (bemærk den totale dehumanisering, der er i alle disse sætninger) - ordene er gentaget så ofte og så kritikløst, at de har givet Israel retten til at gøre, hvad det har ønsket. Resultatet har været, at palæstinensisk civilt liv med en overvældende teknologisk vold er blevet ødelagt, med så meget skade, umotiveret ødelæggelse, drab, ydmygelse, vandalisme og formålsløshed som muligt. Ingen anden stat kunne have gjort, hvad Israel har gjort og få så meget billigelse og støtte, som USA har givet. Ingen har været mere uforsonlig og destruktiv end Israel og i den grad manglet fornemmelse for realiteterne i sit eget land.
Infrastrukturen ødelagt
Der er alligevel tegn på, at den forbløffende, for ikke at sige groteske, natur af disse påstande (Israels ”kamp for at eksistere”) langsomt bliver undermineret af den kyniske og nærmest ufattelige ødelæggelse gennemført af den jødiske stat og dens premierminister folkemorderen Ariel Sharon. Tag f.eks. denne forsidereportage fra New York Times 11. april: ”Angreb forvandler de palæstinensiske planer til bøjet metal og dynger af støv”. Serge Schmemann, der bestemt ikke er nogen palæstinensisk propagandist, skriver: ”Det er umuligt at anslå det fulde omfang af skaderne, der er sket mod byerne Ramallah, Bethlehem, Tulkarem, Qalailya, Nablus og Jenin, så længe de er under belejring med patruljer og snigskytter, der skyder i gaderne. Men det står fast, at den infrastruktur, der er nødvendig for livet i området og for enhver form for palæstinensisk stat, er blevet ødelagt. Det vil sige veje, skoler, højspændingsmaster, vandledninger og telefonlinier.” Hvilken umenneskelig beregning foretog den israelske hær, da den valgte at bruge 50 tanks, 250 missilangreb om dagen og dusinvis af F-16 togter til at belejre Jenin flygtningelejren i mere end en uge - et kvadratkilometer stort område, der husede 15.000 flygtninge og nogle få dusin mænd bevæbnet med automatgeværer. Uden noget forsvar, hverken i form af ledere, missiler eller tanks - intet. Og kalde dette angreb for et svar på terroristisk vold og truslen mod Israels overlevelse? Der er rapporteret om, at hundredvis er begravet i de murbrokker, israelske bulldozere nu prøver at sprede over lejrens ruiner.
Civile ofre
Er palæstinensiske civile, mænd, kvinder og børn, ikke mere værd end rotter eller kakerlakker, som kan angribes og myrdes i tusindvis, uden at der bliver sagt så meget som et medlidende ord til deres forsvar? Og hvad med de tusindvis af palæstinensiske mænd, der er blevet taget med af israelske soldater uden at efterlade nogen spor? Hvad med fattigdommen og hjemløsheden, der hersker blandt så mange almindelige mennesker, der prøver at overleve i de ruiner, som de israelske bulldozere har skabt over hele Vestbredden? Hvad med belejringen, der nu har varet måned efter måned, afbrydelsen af elektricitet og vand i alle palæstinensiske byer og de lange dage med total udgangsforbud? Hvad med manglen på mad og medicin, og de sårede, der er forblødt til døde? Hvad med de systematiske angreb på ambulancer og hjælpearbejdere, som selv den ellers så blide Kofi Annan, har fordømt som skændige? Disse aktioner vil ikke have så let ved at blive skubbet ned i hukommelsens sorte hul. Israels venner må spørge, hvordan landets selvmorderiske politik vil kunne bringe fred, accept og sikkerhed til Israel.
Angreb på nationale institutioner
En dæmonisering af et helt folk til ”militante” og “terrorister”, udført af den mest formidable og frygtede propagandamaskine i verden, har tilladt det israelske militær og dets mange forsvarere, at udviske en forfærdelig historie om lidelse og overgreb med det formål ustraffet at kunne ødelægge det palæstinensiske folks civile eksistens. Borte fra den offentlige hukommelse er ødelæggelsen af det palæstinensiske samfund i 1948 og skabelsen af et besiddelsesløst folk; erobringen af Vestbredden og Gaza og den militære besættelse siden 1967; invasionen af Libanon i 1982 med dens 17.500 libanesiske og palæstinensiske dødsofre, samt massakrerne i Sabra og Shatila flygtningelejrene; det kontinuerlige angreb på palæstinensiske skoler, flygtningelejre, hospitaler og øvrige civile installationer af enhver art. Hvilket anti-terroristisk formål tjener det at ødelægge bygninger som Undervisningsministeriet, Ramallah rådhus, Det Centrale Statistiske Kontor, forskellige institutter specialiseret i civile rettigheder, sundhed og økonomisk udvikling, hospitaler, radio- og Tv-stationer - og siden fjerne dokumenter og arkiver? Er det ikke tydeligt, at Sharon ikke bare er opsat på at knække palæstinenserne, men at han prøver at udrydde dem, som et folk med nationale institutioner?
Et ulige magtforhold
I sådan sammenhæng af ulige magt, virker det vanvittigt at blive ved med at bede palæstinenserne, der hverken har en hær eller et luftvåben, tanks eller noget som helst forsvar, om at fraskrive sig brugen af vold, uden at kræve en sammenlignelig begrænsning af de israelske aktioner. Selv selvmordsbomberne, som jeg altid har været modstander af, kan ikke undersøges fra en synsvinkel, der tillader en skjult racistisk standard, hvor israelske liv værdsættes højere, end de mange flere palæstinensiske liv, der er gået tabt, lemlæstet, forstyrret og forkortet af den langvarige israelske besættelse og det systematiske barbari, som åbent er blevet benyttet af Sharon mod palæstinensere lige fra hans karrieres begyndelse i 1950erne og indtil i dag.
Deling af Palæstina
I 1988 kom PLO med den indrømmelse, at det ville være acceptabelt at opdele Palæstina i to stater. Dette er blevet gentaget ved adskillige lejligheder og igen i dokumenterne fra Oslo-aftalen. Men det var kun palæstinenserne, der klart og entydigt anerkendte spørgsmålet om en deling. Israel har aldrig gjort det. Det er grunden til, at der nu er over 170 bosættelser på palæstinensisk land og at der eksisterer knap 500 km. veje, der forbinder disse bosættelser med hinanden og fuldstændig afskærer palæstinensisk bevægelsesfrihed. Det er grunden til at ingen israelsk premierminister siden Rabin, har indrømmet palæstinenserne nogen form for reel selvbestemmelse, og det er selvfølgelig også derfor, at antallet af bosættelser er vokset hvert år. Blot et hurtigt blik på et nyt kort over området afslører, hvad israelerne har gjort under hele fredsprocessen og det viser den geografiske opspiltning af de tilbageværende palæstinensiske områder, med de ind-skrænkninger, det har betydet for palæstinenserne. Rent faktisk opfatter Israel sig selv og det jødiske folk, som ejere af hele det israelske land. Der er lovgivning om ejerskab til jorden i selve Israel, der garantere dette. På Vestbredden og i Gaza bliver den samme funktion udfyldt af netværket af bosættelser og veje, samt det faktum, at der ikke gives nogen som helst indrømmelser hvad angår rettigheder til jord til palæstinenserne.
Retten til suverænitet
Det er forfærdende at ingen fra officielt hold - det være sig amerikansk, palæstinensisk, arabisk, FN, europæisk eller andet - har udfordret Israel på dette punkt. Det har været vagt formuleret i alle Oslo-dokumenterne, procedurerne og aftalerne. Det er selvfølgelig derfor, at Israel efter næsten 10 års ”fredsforhandlinger” stadig kontrollerer Vestbredden og Gaza. I dag bliver områderne mere direkte kontrolleret (ejet) af over 1000 israelske tanks og tusindvis af soldater, men det bagvedliggende princip har hele tiden været det samme. Ingen israelsk leder (og bestemt ikke Sharon og hans ”Land of Israel” støtter, som er flertallet i hans regering) har officielt anerkendt, at de besatte områder er besatte områder, eller er gået videre og har anerkendt, at palæstinensere har - eller teoretisk set kunne have - ret til suverænitet. Hvilket vil sige, ret til at leve uden israelsk kontrol over grænser, vand, luft og sikkerhed i det, som det meste af verden, opfatter som palæstinensisk land. Så den megen tale om ”visionen” om en palæstinensisk stat, er en ren og skær vision, desværre, indtil spørgsmålet om ejerskab til jorden og suverænitet bliver åbent og officielt anerkendt af den israelske regering. Ingen israelsk regering er kommet med en sådan indrømmelse og, hvis jeg ikke tager helt fejl, vil ingen gøre det indenfor den nærmeste fremtid. Man må huske på, at Israel er den eneste stat i verden i dag, der aldrig har haft internationalt erklærede grænser. Og den eneste stat hvor over 90 % af landet er forbeholdt det jødiske folk. Det er også den eneste stat, der aldrig har anerkendt flere af de væsentligste bestemmelser i den internationale lovgivning, hvilket antyder dybden og karakteren af den absolutte afvisning af retten til selvbestemmelse, som palæstinensere har måttet forholde sig til.
Fred er et dejligt ord...
Det er derfor, at jeg har været skeptisk overfor forhandlinger og konferencer om fred. Fred er et dejligt ord, men i den nuværende sammenhæng betyder det simpelthen, at palæstinenserne bliver nødt til at holde op med at modsætte sig israelsk kontrol over deres land. Blandt de mange mangler ved Arafats forfærdelige lederskab (for ikke at sige noget om de endnu mere ynkelige arabiske ledere generelt) er, at han aldrig, under Oslo-forhandlinger og i de ti år der er gået siden, har fokuseret på spørgsmålet om ejerskabet til jorden. Dermed har han aldrig lagt det fornødne pres på Israel, for at tvinge det til at opgive ejerskabet til palæstinensisk jord. Han heller aldrig krævet at Israel skulle forholde sig til sit ansvar for hans folks lidelser. Nu er jeg bange for, at han simpelthen vil prøve at redde sig selv igen, i en situation hvor det vi behøver er internationale observatører til at beskytte os og et nyvalg, der kan sikre en reel politisk fremtid for det palæstinensiske folk.
Israel - et land som alle andre?
Det underliggende spørgsmål som Israel og det israelske folk står overfor er: er det villig til juridisk at påtage sig de rettigheder og pligter, som hører med til at være et land som alle andre? Og afsværge den slags umulige påstande om ejerskab til hele landet, som Sharon, hans forældre og hans soldater har kæmpet for siden dag et? I 1948 mistede palæstinenserne 78% af Palæstina. I 1967 mistede de de sidste 22%, begge gange til Israel. Nu må det internationale samfund påtvinge Israel at acceptere princippet om en reel deling af området, samt princippet om at begrænse Israels ulogiske territorialkrav, disse absurde bibelsk baserede fordringer og love, der indtil nu har tilladt fuldstændig at tilsidesætte et andet folk. Hvorfor bliver denne form for fundamentalisme tolereret uden spørgsmål? Men indtil videre er alt, hvad vi hører, at palæstinenserne må opgive volden og fordømme terror. Bliver noget væsentligt aldrig krævet af Israel? Kan Israel stadig fortsætte med at gøre, hvad det har gjort, uden tanke for konsekvenserne? Det er det virkelige spørgsmål i forhold til Israels eksistens. Om Israel kan eksistere som en stat, som alle andre, eller om det altid må være hævet over de begrænsninger og pligter, der påhviler alle andre stater i verden i dag. Indtil videre ser fremtiden ikke særlig betryggende ud.
Artikel har været bragt i det ægyptiske dagblad Al Ahram den 18. april 2002
Oversat af Britta Thomsen