Tema: Baskerlandet
Baskerne er et af de ældste folk i Europa. De har bevaret deres sprog "Euskara" gennem mange tusinde år, man kan ikke umiddelbart finde andre sprog det er i familie med, omend der har været en række teorier, men det står fast at det ikke er et indoeuropæisk sprog som fx. latinske og germanske sprog.
Baskerne har oprindeligt levet i hele området mellem de to floder Garonne og Ebro, f.eks. kommer navnet på den franske provins "Gasgogne" af en afledning af "Baskien" og Bordeaux er også et gammelt baskisk bynavn.
Allerede i den tidlige middelalder havde baskerne deres egen styreform. Ikke så usædvanligt blev landsbyerne ledet af et råd af byens ældste mænd, som også var familiernes overhoveder. Deruover havde man en slags parlament bestående af alle baskiske mænd over 21 år. De mødtes hvert andet år for at diskutere landets problemer under den hellige eg i Gernika (Guernica). Det var også her at landsbyernes "ældste"og senere kongerne svor at de ville respektere baskernes frihed. Egetræet i Gernika er blevet symbolet for et frit Baskerland.
Gennem tiden har baskerne været underlagt og tvunget tilbage af mange forskellige folkeslag: romerne, kelterne, germanske stammer og araberne. Fra omkring det 9. århundrede opstår kongeriget "Naffaroa" (Navarra) Det eksisterer i forskellige former frem til år 1512, hvor Naffaroa erobres af "Kastilien"(som senere er med til at samle "Spanien). Naffaroa omfattede dog ikke hele Baskerlandet. I dag er den baskiske provins Navarra delt mellem Spanien og Frankrig. I 1659 underskrev Spanien og Frankrig "Pyrenæer-freden"som fastlagde at Bidasoafloden og Pyrenæerne skulle udgøre grænsen mellem de to lande. Dermed skabtes den endelige deling af Baskerlandet som hersker idag. I slutningen af 1800-talllet og begyndelsen af 1900 tallet er Baskerlandet rammen for en stor del af spaniens tidlige industrialisering. Jernmalm-minerne i området omkring Bilbo (Bilbao) sætter gang i en voldsom industriel vækst. Området tiltrækker mange immigrant-arbejdere fra resten af den spanske stat. Der sker en løbende skærpelse af konflikten mellem arbejdere og kapital og området kommer til at udgøre den "spanske" arbejderbevægelses vugge. Det er her organisationer som Det Spanske Socialistiske Arbejder Parti (PSOE), Det Spanske Kommunist Parti (PCE) og fagbevægelsen UGT tager sit udspring i kvartererne med immigrant-arbejdere.
Den baskiske nationalisme
Det er også i samme periode at den baskiske nationalisme - den baskiske kamp for selvstændig - har sin start. I 1895 dannes PNV, (det Baskiske Nationalist Parti), som idag stadig er det største parti i Baskerlandet. Under første verdenkrig og frem til 1920 får de baskiske nationalister deres første gennembrud. Det bliver i første omgang slået tilbage af at de ikke hurtigt opnår en baskisk autonomi og at den monarkistiske højrefløj derefter vinder frem. Der bliver endeligt sat en stopper for al politisk virksomhed da general Primo de Rivera laver statskup 1923, og i samarbejde med kong Alfonso d. 13. indfører et diktatur som regerer frem til 1930. I denne periode opbygges tilgengæld en række baskiske kulturelle organisationer f.x. et baskiske sprogakademi og de første to-sprogede skoler.
Under den spanske republik, efter Primo de Riveras afgang i 1930, får tankerne om selvstændighed atter vind i sejlene. Den 15 juni 1931 i byen Estella mødes borgmestre fra alle kommuner i det sydlige Baskerland for at diskutere et forslag til en næsten helt uafhængig stat med alle fire provinser. Borgmestrene tilslutter sig dette projekt med 427 ud af 528. Dette er senere blevet kendt som Estella Erklæringen. Men PSOE, som er det største parti i Spanien, anerkender ikke projektet. De holder fast at bevare Spaniens enhed. PNV står stærkt på dette tidspunkt og en ny ledelse gør sig fri af de ultrareaktionære og racistiske indslag som tidligere havde belastet den baskiske nationalisme. På den første Aberri Eguna, den baskiske nationaldag som partiet fejrede i 1932, kunne de samle 65.000 demonstrerende i Bilbo. PNV søger også samtidigt at slække på kravene for at kunne nå frem til et kompromis, der kunne udløse resultater. Allerede på dette tidspunkt sker der derfor også en udspaltning fra PNV og organisationen ANV (Baskisk National Aktion) dannes i utilfredshed med PNVs manglende sociale engagement, stærkt religiøse karakter og kompromissøgende politik. ANV’s dannelse var det første skridt i retning af en bevægelse, som forener den sociale og den nationale kamp.
Forhandlinger om selvstyre løb i første omgang ud i sandet, men efter Folkefrontens sejr i ved parlamentsvalget i 1936 kom der gang i nye forhandlinger. Forhandlingerne lettedes af at PNV havde bevæget sig ind mod den politiske midte. Der manglede kun tekniske detaljer i en aftale om selvstyre, da Franco’s generaler startede deres oprør og forhandlingerne måtte afbrydes. PNV havde som udgangspunkt ikke villet tage stilling til den "spanske" konflikt mellem højre og venstre. Men da borgerkrigen brød ud var det umuligt at holde sig udenfor konflikten. Et af målene med højrefløjens oprør var da også at sætte en stopper for seperatismen i Baskerlandet og Katalonien. For nogensinde at kunne opnå selvstændighed måtte de baskiske nationalister slutte op om republikken, som de ellers ikke just nærede entusiasme for. I slutningen af 1936 får de tre af de baskiske provinser Araba, Bizkaya og Gipuzkoa selvstyre. I realiteten gælder den dog kun for Bizkaya eftersom Francos styrker havde intaget Araba og det meste af Gipuzkoa. Den 7. oktober 1936 fik Euskadi sin første præsident og regering.
Det autonome Euskadis historie blev kort og tragisk. Sålænge Euskadi ikke udsattes for militære angreb fungerede området omstændighederne taget i betragtning temmelig godt. Den baskiske koalitionsregering bestående af de baskiske nationalister og andre republikanske kræfter styrede området stort set egenhændigt, og centralregeringen’s direktiver havde ikke den store betydning. Men da Franco-styrkerne indledte deres angreb på Euskadi ændredes situationen drastisk. De dårligt udrustede baskiske styrker måtte overgive stilling efter stilling til fjenden, som blandt andet udgjordes af fascistiske "karlister"fra Naffaroa. Den 26. april 1937 bombedes Gernika af tyske bombefly og byen blev lagt totalt i ruiner, på nær den hellige eg og byningerne omkring. Bombningen af Gernika blev med Pablo Picasso"s maleri "Guernica" gjort til et symbol for baskernes kamp og for kampen mod Francos falangister.
Nationalisterne og venstrefløjen var i indbyrdes strid om hvem der havde skyld for de militære tilbageslag. Til trods for dette bød den baskiske armé falangisterne større modstand end ventet, men nederlaget var uafvendeligt og den 19. juni 1937 overgav Bilbo sig.
Den spanske borgerkrig var et hårdt slag for baskerne. 50.000 døde, 100.000 blev interneret, hvoraf 1000 blev henrettet og 200.000 gik i eksil. Derudover blev 20.000 børn sendt ud af landet til centre i Europa. Alt dette skal ses i den sammenhæng at der på det tidspunkt havde været 1.324.000 indbyggere i Baskerlandet.
Den styrtede regering for det frie Euskadi danner en eksilregering, fortsat med PNV’s leder Agirre i Spidsen. Eksilregeringen rykker først til de stadigt frie områder hvor republikken holdt stand og efter Franco vinder krigen flytter eksilregeringen til Paris. I 1940 må Agirre atter flygte denne gang til New York da Tyskerne indtager Frankrig. Under den anden verdenkrig deltager mange eksilbaskere på de allieredes side. Der bliver i samarbejde med både England og de Gaulle (som repræsentant for det frie Frankrig) dannet baskiske hærenheder og mange baskere deltog i den franske modstandsbevægelse. I slutningen af 1945 samles store dele af de baskiske frihedskæmpere ved den spansk-franske grænse, hvor de venter på ordre til at bryde igennem til Baskerlandet med amerikanske støtte.
Aberri Eguna blev i 1945 fejret i Paris, hvor en trimuferende Agirre vendte tilbage fra USA. Men allerede i 1945 bliver baskerne tvunget til at opløse deres styrker omend enkelte på egen hånd udøvede en hvis guerillavirksomhed i grænseområdet frem til 1947.
Baskerlandet efter 2. verdenskrig
Den kolde krig og "Truman doktrinerne"i 1947 gør Franco-regimet til en vigtig brik i den amerikanske politik. Nogle af de sidste handlinger, eksilregeringen foretager sig for at vinde USA’s støtte, er at udlukke kommunistene fra regeringssamarbejdet og iværksætte en generalstrejke i Euskadi i 1951. Strejken var en succes, men det hindrer ikke vestmagterne i endegyldigt at svigte baskerne og resten af befolkningen i Spanien. Agirre og hans regering må forlade deres oficielle bygning som overlades til Francostyrets spanske ambasade og i 1954 lukker den franske indenrigsminister Francois Mitterand eksilbaskernes"Radio Euskadi", efter pres fra Francos Spanien.
I perioden herefter er PNV handlingslammet og blandt de unge opstår en gruppe omkring et illegalt tidsskrift EKIN (at gøre). De unges kritik af PNV’s handlingslammelse fører til en sprængning af ungdomsforbundet Eusko Gastedi (Baskisk Ungdom) og den 31. juli 1959 dannes organisationen ETA - Euskadi Ta Askatasuna, (Baskerland og frihed). ETA hentede i første omgang sin inspiration fra tidligere koloniers befrieleskampe. ETA’s aktiviteter var til at starte med ikke i så høj væbnede, men bestod f.eks. agitation og faglig kamp gennem det kommunistisk dominerede "Comisiones Obreras", C.C.O.O. (Arbejder Kommissionerne). Der foregår også væbnede aktioner, men det lykkes først fra omkring `67 at lave en egentlig væbnet kamp. Det er også på dette tidspunkt at ETA vinder stor opbakning, som kommer til udtryk ved store mindedemonstrationer, hvor man hædrer ETA’s første martyr Txabi Etxebarrieta, som faldt for civilgardenkugler den 7. juni 1968. Det er også på dette tidspunkt at ETA udvikles til en egentlig revolutionær socialistisk bevægelse. I 1969 lykkedes det for det spanske politi at at pågribe et flertal af ETA’s ledelse. I slutningen af 1970 beslutter regimet at stille ETA-aktivisterne for en krigsret i Burgos.
Burgosprocessen satte igen ETA i begivenhedernes centrum. Dommene med 6 dødsstraffe og tilsammen 700 års fængsel udløste den største protestbevægelse i Spanien siden borgerkrigen. Franco blev i sidste ende nødt til at benåde de dødsdømte baskere. ETA får igen vind i sejlene og deres offensiv kulminerer med mordet på regeringschef Luis Carrero Blanco 20. dec 1973. Carrero Blanco som var udset til at være Franco’s efterfølger blev dræbt af en enorm sprængladning. Bomben var placeret i en tunnel gravet ind under det sted han ville parkere da han skulle til julemesse. Eksplosionen var så kraftig at bilen blev kastet over på den anden side af kirken og Francos efterfølger var dræbt på stedet. I 1974 i sker der en opdeling af de politiske og de militære opgaver, hvor ETA herefter kaldes ETA(militar) og lader forskelige organisationer tage sig af arbejdet blandt masserne. Samtidigt sker der dog også en splittelse, hvor der i en periode også eksisterer en organisation der kalder sig "det politiske og militære ETA"- ETA(politico-militar), som dog ikke eksisterer længere.
I foråret 1975 intensiverer den spanske stat represionen, 154 baskiske politiske fanger begynder en sultestrejke og over 200.000 arbejdere er mobiliseret i generalstrejke i Baskerlandet. For at koordinere de mange kampe dannes KAS (Koordinadora Abezale Sozialista) - Patriotisk Socialistisk Koordination. Franco dør i 1975 og monarken Kong Juan Carlos indsættes som hans efterfølger, men han vælger at sætte gang i en demokratiseringsproces. Efter forhandlinger kommer et forslag til ny forfatning: Spanien omdannes til et parlamentarisk monarki - altså ingen tilbagevenden til republikken. De tre af de baskiske provinser, kaldet Vascongadas: Bizkaya, Araba og Gipuzkoa får en form for begrænset autonomi, mens Naffaroa ikke kommer med. Samtidigt baseres forfatningen på den spanske nations uddelelighed og med militæret som garant. Dermed levnes der ikke legale muligheder for baskere eller andre for at opnå selvstændighed. I 1978 sættes den nye forfatning til afstemning. Samme år dannes Herri Batasuna (folkets enhed) som opfordrer til at undlade at stemme og fortsætte kampen for et frit Baskerland. I den øvrige del af den spanske stat vedtages den med stort flertal og stor valgdeltagelse, mens de fleste i Baskerlandet undlader, stemmer blankt eller stemmer nej. Af det totale antal vælgere stemmer kun 34,6 % ja i Baskerlandet. Efter vedtagelsen af den nye forfatning gennemføres der ikke et opgør med Franco tidens administration, juridske system, militær og politi. Det spanske politi og militær forbliver i Baskerlandet og den poltiske og væbnede konflikt fortsætter.
I 1982 kommer det Spanske Socialistiske Arbejder Parti- PSOE til magten i Spanien. I perioden herefter skærper den spanske stat angrebene på den baskiske befrielsesbevægelse. Der sker ved gennemførslen af ZEN-planen (særlige nordlige zone) hvor man infører en form for undtagelsestilstand: ytrings- og forsamlingsfrihed kan begrænses af myndighederne, anholdte under anklage for kontakt med ETA kan tilbageholdes i 5 dage uden dommer og advokat. Alle former for kontakt til og samarbejde med ETA forbydes ved lov og straffes meget hårdt. Samtidigt opstår GAL, hvis dødspatruljer frem til 1987 dræber 27 formodede ETA medlemmer. Medlemmer af det spanske politi står bag og alt tyder på at det er sket på ordrer fra indenrigsministeriet. Igen i 1986 viser Baskerne deres modstand. Ved en folkeafstemning om Spaniens medlemsskab af NATO er der 62,8 % nej-stemmer af de afgivne stemmer i Baskerlandet, mens der i resten af den spanske stat er et flertal for NATO. Dette faktum ændrer naturligvis ikke på det spanske militærs tilstedeværelse i Baskerlandet eller på at baserne i Baskerlandet indgår i NATO’s styrker.
I perioden frem til idag forsætter ETA den æbnede kamp med sabotage, bombesprængninger og bortførsler. ETA vil ikke stoppe den væbnede kamp før den spanske stat vil forhandle om Baskerlandets fremtid. Men samtidigt har ETA også gået ind i enkeltsager og med deres aktioner været med til sammen med folkelige bevægelser at forhindre f.eks. atomkraftværker i Baskerlandet og et motorvejsbyggeri i en fredet dal. Herri Batasuna har samtidigt holdt fast i en opbakning på omkring 15 % af stemmerne. Herri Batasuna står fast på at der ikke bliver fred mellem baskerne og den spanske stat, før den spanske regering sætter sig til forhandlingsbordet og giver Baskerlandet lov til at bestemme selv.
Kilder:
"Toward the national liberation of Euskadi"forlag: Ekin og "Baskien och Katalonien - Den långa vägen til självstyre"af Paupuig i Scotoni.