Tema: Fødevarekrise
Læs hele bladet (pdf)Den 24. - 25. maj deltog Internationalt Forum i en international konference om politiske fanger i Køln i Tyskland. PFLP’s leder Ahmad Sa’adat, der sidder i fængslet i Israel, sendte en hilsen til konferencen. GAIA bringer her et uddrag.
Fra de mørke celler i Nafha fængslet, midt i ørkenen i den sydlige del af det besatte Palæstina, sender jeg min hilsen på vegne af tusinder af palæstinensiske fanger, som sidder spærret inde i zionismens og imperialismens fængsler. Vi har den dybeste respekt for jer og jeres konference, som har til formål at fastholde spørgsmålet om politiske fanger i forskellige lande i verden. Vi ønsker jer alt muligt held med konferencen.
Jeg taler til jer som palæstinensisk araber, hvis land i årtier er blevet offer for imperialistisk kolonialisme og militær besættelse. Den racistiske og kolonialistiske zionistbevægelse, med Israel som redskab, står som spydspids for verdens imperialistiske og kapitalistiske magter. Når vi kæmper imod denne kolonialistiske bevægelse, kæmper vi samtidig mod imperialismen og kapitalismen, som står bag.
Historien om den politiske undertrykkelse af det palæstinensiske folk er også historien om de politiske fanger. Frihedskæmperne sættes i fængsel og anklages for at være terrorister og kriminelle. De stilles for militære domstole. Disse domstole følger hverken gældende love eller internationale og moralske standarder. Dette er i sig selv en kriminel og terroristisk handling overfor et besat folk.
Som politiske fanger i zionismens fængsler kæmper vi imod besættelsen og for frihed. Samtidig kæmper vi for de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres huse og land. Retten til selvstændighed og retten til at vende tilbage er naturlige rettigheder, som er blevet bekræftet gennem årene, men som Israel, med støtte af internationale imperialistiske magter, har nægtet at anerkende.
Alle politiske fanger længes efter frihed for sig selv, for deres folk og for alle politiske fanger i verden. Det er den sag vi kæmper for, og vi forventer at alle frihedskæmpere i verden vil stå side om side i kampen for at sikre anerkendelse af deres status som frihedskæmpere - ikke terrorister. Vores langsigtede mål er og har altid været at opbygge en sekulær demokratisk stat på hele det historiske Palæstinas land, hvor vi alle kan leve uden diskrimination uanset religiøs baggrund. Det være sig jøder, kristne eller muslimer, som vil stå sammen for at støtte alle folks rettigheder, som vil kæmpe for retfærdighed for alle folk på jorden – og de progressive bevægelser vil sejre.
At benene i vores kroppe brækkes, at vores sjæle kvæles, at vores land bliver
stjålet og vores identitet undertrykt, kan ikke få os til at opgive kampen. Vi vil altid bekæmpe undertrykkerne, og når vi vinder denne kamp, vil vi deltage i andres kampe – for en verdensorden baseret på retfærdighed og socialisme.
Jeres konference er et vigtigt skridt i retning af koordinering og samarbejde mellem de progressive kræfter. I skal vide at vi – palæstinensiske politiske fanger - altid vil være der for jer, når I har brug for opmuntring og hjælp. Husk på de mange som gav livet for det de troede på. Lad også dem være en opmuntring i kampen. Længe leve revolutionen!
Forkortet og oversat af Johnna Mortensen, IF’s Mellemøstgruppe.
Internationalt Forum deltog i konferencen sammen med repræsentanter fra blandt andre ’Behatokia’ fra Baskerlandet, ’Addameer’ fra Palæstina, ’Afapredesa’ fra Vestsahara, ’Tamil Centre of Human Rights’ fra Sri Lanka, ’IHD’ (Human RightOrganisation) fra Tyrkiet og ’Peace for Kurdistan’ fra Kurdistan.