Tema: Racisme
Der er direkte sammenhæng mellem den stigende dæmonisering af udlændinge og tilslutningen til Danmarks yderste højre. Forskellige fascistiske grupper forsøger strategisk at udnytte højredrejningen til at hverve nye kræfter.
Af Projekt Antifa // projektantifa.dk
Kommunalvalget den 17. november bød igen på ny fremgang for Dansk Folkeparti (DF). Partiet har haft succes med sin slipseklædte racisme og kom endnu engang tættere på en borgmesterpost. En del af fremgangen skyldes uden tvivl, at det er lykkedes for Dansk Folkeparti, at distancere sig fra det mest rabiate højre, der stadig gerne vil bære hagekors, heile og tale ’lige ud af posen’. Det har ikke altid været lige nemt, men det er lykkedes, at skabe en illusion om, at der ikke er noget slægtsfællesskab mellem DF og det (mere) ekstreme højre som Jonni Hansens DNSB, det hedengangne Dansk Front og lignende grupper. Dansk Folkeparti opfattes som stuerene. Tidligere oplevede analyseinstituttet Gallup, at folk ikke ville indrømme, at de stemte på DF, når instituttet lavede rundringninger, fordi de andre i stuen ville høre det. Det gav i en årrække problemer med meningsmålingerne, men sådan er det ikke længere. I dag har folk ikke noget problem med at erkende, at de stemmer Dansk Folkeparti. Gallups erfaring er et lille, men meget sigende, eksempel på den højredrejning, der har fundet sted det seneste årti. Partiet har haft held til at trække udlændingedebatten kraftigt til højre. Racistisk retorik og politik er nu nærmere reglen end undtagelsen blandt Folketingets partier. Kravene til indvandrere og flygtninge skærpes mens rettigheder fjernes eller udhules. Og hver gang en ny stramning er vedtaget, så står Dansk Folkeparti klar med den næste. Det er skruen uden ende. Grænsen for hvad der er acceptabelt at mene og gøre rykkes stadigt længere ind på det ekstreme højres præmisser.
Selvom de ikke vil erkende det, så har Dansk Folkeparti brug for folk, der stadig taler om ”de racefremmede,” for det får partiet til at fremstå som civiliserede demokrater. Til gengæld er Dansk Folkepartis arbejde i Folketinget og i den offentlige debat med til at udvide rekrutteringsgrundlaget for de erklærede racister. Der er ingen tvivl om, at der en direkte sammenhæng mellem den stigende dæmonisering af udlændinge og tilslutningen til de højreekstreme bevægelser. Det sås tydeligt under den såkaldte Muhammed-krise i 2006, hvor Dansk Front voksede kraftigt. Tilstrømningen var et skoleeksempel på, hvordan det ekstreme højre høster afgrøderne af, hvad de slipseklædte racister sår, gennem målrettet udnyttelse af højredrejningen.
Selvom bagmændene primært var erklærede nazister, lagde de en mere ’blød’ linje, da Dansk Front blev dannet. Holger Danske og dannebrog blev brugt i stedet for hagekors, og racistisk ideologi blev forklædt som ”patriotisme.” Organisationen førte de organiserede racister ud på internettet og gjorde nyhedsbloggen danskfront.dk til et nøgleelement i formningen af den nye højre-identitet. Udtrykket blev styret stramt og strategisk. Alt sammen for at få de samme racistiske budskaber til at glide lettere ned. Den mere bløde linje kom ikke af sig selv. En række af netværkets drivende kræfter havde lært deres politiske og organisatoriske håndværk i Dansk Folkepartis Ungdom i årene forinden. Efterfølgende har der også flere gange være sager om sammenfald mellem de to organisationer. Blandt andet afsløredes Dansk Folkepartis daværende lokalformand i Kalundborg, Dan Jochumsen, i 2006 som afdelingsleder for Dansk Front på Vestsjælland, og ved kommunalvalget i november 2009 stillede et tidligere medlem af Dansk Front op i Allerød for Dansk Folkeparti, ligesom en række tidligere Front-medlemmer hjalp i partiets valgkamp. Selvom den blødere stil har ført til ny fremgang, er det ikke sket uden problemer. Det bliver for pænt for nogle af de drivende kræfter, der ikke kan affinde sig med facaden. Dansk Front er igen og igen blevet kædet sammen med både åbenlys nazisme og vold. Blandt andet da talsmand Julius Børgesen blev anholdt og idømt otte måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse og opfordring til vold. Til sidst gik den ikke længere, og i 2007 opløste netværket sig selv. Når Dansk Front ikke holdt i længden, så er det fordi de blev stoppet. Der var ganske vidst interne problemer og magtkampe, men organisationen blev også bekæmpet udefra. Researchkollektivet Redox og flere større nyhedsmedier afslørede løbende organisationens medlemmer og deres udskejelser. Og ved en række lejligheder slog aktive antifascister til med sabotage mod netværkets møder, ligesom der blev mobiliseret modstand mod alle Dansk Fronts varslede arrangementer. Selvom tonen var ekstraordinær hård i 2006, så kan tilbagegangen efter krisen ikke tolkes som et udtryk for en aftagende højredrejning. Tilslutningen øges hos både Pia Kjærsgård og Jonni Hansen, og de drivende kræfter fra Dansk Front er i dag involveret i nye projekter i forsøget på at favne alle dem imellem. Igen er budskabet pakket ind i formuleringer, der til forveksling ligner Dansk Folkepartis retorik. De beskriver typisk dem selv som ”bekymrede danskere,” der vil en anden udlændingepolitik.
Siden slutningen af 1990’erne har det yderste højres samlingspunkter altovervejende været arrangementer i udlandet, private fester og fodboldstadionernes tribuner, hvor hooliganmiljøerne er blandt bevægelsens vigtigste hvervesteder. Kun ganske få gange har det yderste, militante højre i Danmark gennemført annoncerede arrangementer. I stedet har de satset på dybt hemmeligholdte, små demonstrationer og ’hit and run’-aktioner, som pludselige løbeseddelsuddelinger, ophængning af bannere og racistisk graffiti-hærværk. Hovedårsagen til denne strategi er uden tvivl, at de stadig møder massiv modstand, hvis vi antifascister får mulighed for at mobilisere. Den antifascistiske bevægelse har altså fortsat godt fat i de højreekstreme bevægelser, heldigvis. I begyndelsen af det nye årtusinde fandt det yderste højre sit nye samlingssted på internettet, hvor deres propaganda – trods racismelovgivningen – er næsten umulig at stoppe. Bevægelsen rykkede online, med Dansk Front i spidsen, og gjorde nettet til det primære møde- og hvervested for fascistiske kræfter. Her er det nemt at være anonym, så bagmændene kan lettere opretholde den ønskede illusion om at de ’bare’ er tilfældige indvandrerskeptiske borgere, der leder efter ligesindede, at diskutere med. Men nettet er også uforpligtende og hullet. Det egner sig derfor meget dårligt til hemmelighedskræmmeri, og ved flere lejligheder er aktioner og møder blevet opsnappet og forhindret af antifascister. Ofte ved omtalen alene, men også ved aktive indsatser.
Det har betydelige personlige og sociale konsekvenser, at blive offentligt kendt som aktiv fascist. I mange tilfælde er den mest effektive strategi mod højrefløjens aktiviteter, at få dem bragt frem i lyset, og det yderste højres fremog tilbagegang har derfor altid været fulgt tæt. I Danmark primært af den livslange antifascist Erik Jensen og foreningen Demos og siden 2005 også af det allerede omtalte Researchkollektivet Redox. Selvom Redox’ formål ikke formelt er at bekæmpe det yderste højre, så har deres arbejde uden tvivl været yderst skadeligt for bevægelsen, og gruppens hjemmeside redox. dk med omfattende baggrunds- og faktamateriale om højrefløjen er en vigtig modvægt til fascisternes propagandahjemmesider. Det er ikke kun Redox, der har leveret modstand mod den fascistiske indmarch på internettet. Højreportalen danskfront.dk blev blandt andet lagt ned af hackere flere gange, og aktivister satte med succes ind, for at afsløre og forhindre højreorienteret propagandaaktivitet på hjemmesiden Arto, hvor børn fra 12 år mødes. Antifascistisk Aktion har også lanceret Exitgruppen, der hjælper aktive fascister, der gerne vil trække sig ud af det højreorienterede miljø. Det er blot et par eksempler. Det ekstreme højre er ikke fredet på nettet.
Der er ingen tvivl om, at det absolut ikke står slemt til i Danmark, sammenlignet med vores nabolande. Det yderste højre står ikke særligt stærkt, men deres rekrutteringspotentiale er stort. Ikke mindst nu, hvor den internationale økonomi er i krise, og tusinder af mennesker mister deres job. I en sådan situation kan der nemmere opnås opbakning omkring en ”Eget folk først”-politik, som DNSB udtrykker det. Trods det nazistiske ophav, opsummerer parolen den nationalistiske indstilling, der præger de fleste folketingspartier i dag. Og historien er rig på eksempler på, at fascistiske bevægelser har udnyttet kapitalismens kriser til at udbrede en nationalistisk og racistisk mentalitet. Både med dette mål i sig selv, men også som et forsvar for netop den kapitalisme, der forårsager kriserne. Det kan derfor give anledning til bekymring, at der ikke længere er den samme erfaring som tidligere, med storstilede antifascistiske mobiliseringer, som i Kværs, Kollund og Nørresundby, hvor brede folkelige protester fik lukket naziborgene, eller som dem, der satte en stopper for 1990’ernes nazistiske marcher. Der kan meget hurtigt blive brug for lignende mobiliseringer, hvis Danmarks yderste højre fortsat skal holdes i skak. De seneste år har et nyt bredt og aktivistisk miljø imidlertid set dagens lys, med fokus rettet mod den racistiske og diskriminerende politik, der føres af et bredt flertal i Folketinget, anført af VKO-blokken. I 2009 voksede bevægelsen voldsomt i forbindelse med modstanden mod deportationerne af de afviste irakiske asylansøgere. Der er ingen tvivl om, at der umiddelbart står mere på spil i denne kamp, men der kunne med fordel arbejdes for at samle de mange antiracister, i en antiracistisk bevægelse, der konfronterer racismen i alle dens afskygninger. Så længe højredrejningen fortsætter vil der blive mere rum til både racistisk lovgivning og gademobilisering fra militante fascistiske grupper.
Læs mere på projektantifa.dk