7 år efter at Guatemalas regering og oprørsbevægelsen URNG indgik en fredsaftale, er fredsprocessen på tilbagetog. Det mener den guatemalanske menneskerettighedsanalytiker Claudia Samayoa, der for nylig besøgte Danmark. De aftalte reformer er ikke blevet til noget, menneskerettighedssituationen er forværret, og civilsamfundet har svært ved at komme med konstruktive modspil
Af Britta Thomsen
Guatemala den 29. december 1996: Pladsen foran præsidentpaladset er stopfyldt med mennesker, der er kommet for at fejre, at regeringen og guerillabevægelsen URNG har underskrevet en fredsaftale. Aftalen skal ikke bare afslutte 36 års borgerkrig, men også reformere det guatemalanske samfund på en lang række områder: det indianske befolkningsflertal skal have flere rettigheder; militærets magt skal stækkes; politiet skal uddannes; retssystemet reformeres mv. Om end kritiske røster påpeger, at aftalen ikke er vidtgående nok, er der en forhåbning om, at fredsaftalerne kan bane vejen for en demokratisk udvikling, hvor det bliver muligt at kæmpe for sociale forbedringer ad politisk vej - uden frygt for trusler, forsvindinger og tortur. Sådan skulle det ikke gå.
De skjulte magthavere
København den 20. oktober 2003: ”Fredsaftalerne bragte løfter om, at menneskerettighederne nu skulle respekteres i Guatemala. Men de virkelige magthavere underskrev ikke fredsaftalen.” Sådan indleder Claudia Samayoa sit oplæg til et møde i Politikens hus om det kommende valg og menneskerettighedssituationen i Guatemala. Claudia Samayoa er samfundsforsker og har deltaget i forskningsprojekter om bl.a. diskrimination og fattigdom. Hun er tidligere leder af menneskerettighedsorganisationen ”Rigoberta Menchu Tum”, opkaldt efter nobelpristageren af samme navn og har i den forbindelse lavet internationalt lobbyarbejde i forhold til folkemordsretssagerne og statsterrorismen i Guatemala. Claudia Samayoa besøgte Danmark som en del af en delegation bestående af guatemalanske menneskerettighedsaktivister og fagforeningsfolk, der var inviteret af Mellemamerikakomitéen, Internationalt Forum, SID, Folkekirkens Nødhjælp og en række andre organisationer.
De magthavere, Claudia Samayoa hentyder til, er dels den økonomiske elite, der skulle finansiere fredsaftalerne, men som ifølge hende behandler Guatemala som ”blot endnu en af deres forretninger” og nægter at betale mere i skat eller at bremse den omfattende skatteunddragelse. Den alvorligste trussel mod fredsprocessen er dog, det, hun kalder ”de skjulte magthavere”, der består af tidligere og nuværende militærfolk, samt den organiserede kriminalitet. Denne magtfaktor er tæt sammenvævet med det nuværende regeringsparti FRG, hvis leder Rios Montt er landets tidligere diktator og ansvarlig for folkemord. De skjulte magthaveres politiske projekt er fascistisk, mener Claudia Samayoa, og fortæller, hvordan de med alle midler søger at bekæmpe fredsprocessen. Årsagen er klar: ”For de skjulte magthavere er freden et uacceptabelt ideologisk nederlag og desuden en dårlig forretning for deres ulovlige aktiviteter”. Som følge af disse gruppers aktiviteter er der i de seneste år sket en stigning i såvel menneskerettighedskrænkelser, som ”almindelig” kriminalitet - og den gråzone, der ligger midt imellem.
Freden blev glemt
Et par dage efter mødet i Politikens hus uddyber Claudia Samayoa sin analyse af den problematiske guatemalanske fredsproces i et interview med Gaia:
Hvis du ser på situationen her 7 år efter underskrivelsen af fredsaftalen, hvad har man så opnået?
”Med fredsaftalerne har vi opnået, at der ikke længere er krig. Det er noget, folk i Guatemala tit glemmer at anerkende. På trods af de store tilbageskridt, der er sket i de seneste år, har vi også en større grad af frihed end før. Men de fremskridt, der skete mellem 1996 og 1999, er blevet slået kraftigt tilbage i de seneste 4 år, sådan at også menneskerettighedskrænkelserne er vendt tilbage. Der er igen folk, der sulter, og i regeringen sidder der mennesker, som er ansvarlige for folkemord. FN har udtalt, at freden er blevet glemt af de politiske aktører.”
Da fredsaftalen blev indgået i 1996, hed Guatemalas præsident Alvaro Arzu - en nyliberal forretningsmand fra partiet PAN. Arzu repræsenterede den del af det guatemalanske borgerskab, der mente, at en afslutning på krigen og en modernisering af landet ville være gavnligt for investeringsklimaet og den økonomiske udvikling. Under Arzus regeringsperiode var der en vis vilje til at gennemføre reformer, om end der, som Samayoa nævner, manglede finansiering. Men siden FRG’s kandidat Portillo vandt valget i 1999, er der kun sket tilbageskridt.
Reformerne forsvandt
Hvad er de alvorligste problemer i forhold til at opfylde fredsaftalerne?
”Løsningen af de strukturelle problemer er forsvundet ud i den blå luft. Jordproblemet er f.eks. ikke blevet behandlet. Regeringens landbrugspolitik går ud på at udbetale kreditter, som ikke løser bøndernes situation. De kan ikke betale, og efter en 5-6 år vil vi se, at bankerne tager jorden fra dem igen. Det er det, der i øjeblikket sker med omkring 60 % af den jord, som blev tildelt tilbagevendende flygtninge og de demobiliserede. I forhold til diskrimination og de indfødte folks rettigheder er der sket en ændring i den politiske sprogbrug, så man nu altid taler om multikulturalitet osv. Men undersøger man området nærmere, så er det den del af fredsaftalen, der er allermindst opfyldt. Regeringen har godt nok oprettet en række institutioner, der antagelig skulle være et led i at opfylde aftalen. Men de giver dem ikke penge.” ”Et andet problem handler om styrkelsen af den civile magt og retssystemet. Da det i løbet af 90erne gik op for hæren, at deres handlerum ville blive begrænset, omlagde de deres efterretningsaktiviteter til at foregå i det skjulte, da de nu ikke længere åbenlyst kunne begå folkemord. De søgte også at konsolidere sig og berige sig gennem en række lyssky forretninger, såsom smugleri, narkohandel, våben- og menneskesmugling, hvid slavehandel og salg af børn. Mange af disse militærfolk er nu ikke længere i tjeneste. På denne måde skabtes det mærkelige fænomen, som kaldes ”illegale korps og hemmelige sikkerhedsapparater”. Deres opløsning er indeholdt i den globale menneskerettighedsaftale, men spørgsmålet er ikke blevet taget op af regeringen. Da FRG overtog magten, blev de styrket, og de fremskridt, der var sket i det nye civile politikorps, blev skrottet og korruption og narkohandel vendte tilbage til politiet. Militæret er heller ikke blevet reformeret, som det skulle ifølge fredsaftalerne, og i dag står vi med det problem, at militærbudgettet er langt højere end det aftalte, hvilket går ud over budgetterne til sundhed og infrastruktur. Desuden er retssystemet ude af stand til at dømme alvorlige forbrydelser. Her taler vi ikke blot om menneskerettighedskrænkelser, men enhver alvorlig forbrydelse, ” siger Claudia Samayoa og fortsætter:
”Selv om de strukturelle temaer er vigtige, så har mine erfaringer lært mig, at uden en retsstat, vil der ikke ske fremskridt på nogen områder - hverken i forhold til kampen for kvinders rettigheder, børns rettigheder eller noget som helst. Det er frygteligt at se, hvordan retsstaten simpelthen forsvandt. Det blev tydeligt for enhver, da forfatningsdomstolen gav den tidligere diktator og ansvarlige for folkemord, Rios Montt, lov til at stille op som præsidentkandidat, selv om det er forfatningsstridigt, idet han er tidligere kupmager. Højesteret var uenig i kendelsen, og nu strides de to øverste retsinstanser uden nogen udsigt til en løsning. Men uden et retssystem, hvordan skal vi så straffe f.eks. de rige, der nægter at betale skat?”
Paramilitære får erstatning
Claudia Samayoa mener, at civilsamfundet har sovet i timen i forhold til at få gennemført en demilitarisering. Efter fredsaftalerne gav bevægelserne sig i lag med at arbejde med et hav af forskellige reformer og havde ikke tilstrækkelig fokus på dette emne. Som et eksempel nævner hun de paramilitære grupper. PAC - Patruljerne for Civilt Selvforsvar - blev oprettet under militærdiktaturerne i starten af 80’erne. Da de var på deres højeste, talte de op mod én million tvangsrekrutterede mænd - hovedsaglig fattige bønder - der under ledelse af såkaldte ”militærkommissærer” fik til opgave at ”beskytte” deres landsby mod infiltration fra den venstreorienterede guerilla. Mange steder blev PAC en magtfaktor, der udøvede en høj grad af social kontrol, hvilket betød en opløsning af de eksisterende sociale strukturer. Medlemmer af PAC er ansvarlige for en lang række krigsforbrydelser.
Da præsident Arzu erklærede PAC opløst, var der ifølge Claudia Samayoa ingen, der undersøgte nærmere, om de nu også virkelig var blevet demobiliseret. ”Da vi i forbindelse med valget i 1999 opdagede, at der var problemer, var det allerede sent”, siger Samayoa.
”FRG, som er en af det fascistiske projekts synlige ansigter, bibeholdt kontakt med den hårde kerne af PAC, der består af måske 50.000-75.000 mand, der har været indblandet i menneskerettighedskrænkelser. På den måde skabte FRG en social base for partiet,” siger hun.
Under valgkampen i 1999 lovede FRG’s kandidat Portillo, at PAC-medlemmerne ville få betaling for deres tjeneste. Løftet blev gentaget i 2002, hvor præsident Portillo lovede ”fædrelandets helte” erstatning. ”Det var et frygteligt slag for deres ofre”, fortæller Claudia Samayoa. ”Ikke nok med at de skyldige i menneskerettighedskrænkelser skulle have betaling, det blev også kaldt erstatning. PAC fik ikke blot tildelt penge, men magt. I dag er mange af militærkommissærerne og menneskerettighedskrænkerne tilbage i kommunalbestyrelserne. Nogle er endda ansvarlige for de statslige sociale fonde, FONAPAZ og FIS.”
Ifølge fredsaftalerne skulle PAC ikke bare afvæbnes, de skulle helt opløses. Dette blev aldrig tilfældet, og i dag sker der en geninstitutionalisering af PAC. Portillo besluttede, at de tidligere PAC medlemmer skulle have den såkaldte ”erstatning” udbetalt via en legal organisation. Dette førte til, at tusindvis af PAC-folk i dag er medlemmer af militærveteranernes organisation AVEMILGUA, der ifølge Claudia Samayoa tilhører den fløj af militæret, der er allermest ”radikal, højreorienteret, folkemorderisk og menneskerettighedskrænkende.” Hun fortsætter:
”PAC er ikke nogen forenet gruppe, men de er en magtfuld gruppe, der bliver styret af 2-3 militærfolk. Takket være dette træk fra Portillos side har AVEMILGUA i dag 78.000 aktive medlemmer, hvilket gør den til landets største sociale organisation. Så mange medlemmer er der ingen fagforening eller bondeorganisation, der har!” Udbetalingen af penge til de tidligere PAC-medlemmer er gået i gang, og 400.000 mennesker har indtil videre fået udbetalt de første 1700 Q ud af i alt 2700 Q (ca.2200 kr.).
Vold og terror
Da fredsaftalerne blev indgået, mente mange fra de folkelige bevægelser og venstrefløjen, at nok var aftalerne ikke perfekte, men de ville kunne åbne for, at det blev muligt at kæmpe for social forandring gennem politiske partier, folkelige bevægelser mv. Men er der et klima så folk tør være aktive?
”Der er desværre sket det, at menneskerettighedsorganisationerne igen bliver angrebet. I denne regeringsperiode har der været 51 mord på menneskerettighedsaktivister og en lang række overgreb, såsom tortur og forsvindinger. Så de fleste er bange for at være aktive. Men hvad der er endnu værre, så søger det fascistiske projekt at fremme et klima af terror og kontrol gennem voldshandlinger. En meget stor del af befolkningen har været udsat for kriminalitet i form af f.eks. røveri, voldtægt, tyveri og vold, og mord-raten er ekstrem høj. Det giver borgerne en enormt stor usikkerhed og angst. Formålet med denne voldsbølge er, at skræmme folk fra at gå ud - endsige være aktive.”
Splittelse
Det store spørgsmål i den nuværende situation er, hvilke perspektiver, der er for at genoplive fredsprocessen og skabe social forandring. Claudia Samayoa er ikke særlig optimistisk. De folkelige bevægelser har svært ved at finde fælles fodslag og tænke kreativt: ”Der er ingen udveje, ingen svar, ingen initiativer. Vi ved, at vi bliver nødt til at bekæmpe ”monsteret”, men vi har ikke tilstrækkelig kapacitet til at forene os.” Hun beskriver, hvordan især bondeorganisationerne og de indfødte folks organisationer lider under indre splittelse.
Hvorfor er bevægelserne så splittede i Guatemala?
”Man skal huske på, at der har været en oprørsbekæmpelsespolitik, der systematisk myrdede intellektuelle og ledere - dette har konsekvenser. Desuden var det en del af hærens psykologiske operationer under krigen, at skabe mistillid og splittelse indenfor de folkelige organisationer og venstrefløjen gennem forræderi. Det har haft voldsomme konsekvenser og har ført til en masse splittelser, hvor af en del er kommet op til overfladen nu efter krigen og fører til, at mange ser på hinanden som ”de gode” og ”de onde”. Så i stedet for sammen at finde en fælles dagsorden, delte vi freden op i smådele og arbejdede på hver vores lille hjørne.”
Efter Claudias opfattelse har menneskerettighedsorganisationerne, som hun selv er aktiv i, været de mest modne i forhold til at søge at komme ud over fraktioneringen og i stedet finde de punkter, der forener dem. Et eksempel på dette er, at de i fællesskab har fremlagt et forslag, hvor de kræver de førnævnte ”illegale korps og hemmelige sikkerhedsapparater,” opløst.
Hvilken rolle har URNG spillet efter fredsaftalen?
”Den kraftigste kritik af URNG er, at de er medvirkede til at svække bevægelserne,” fortæller Claudia Samayoa. Hun forklarer, at FN som et led i at opbygge fred efter en langvarig krig søger at opløse de krigsførende parters sociale base. Det handler om at få bevægelserne til at gå fra ”at protestere” til ”at stille forslag” i deres arbejde for social forandring. Claudia Samayoa mener, at URNG har spillet en dybt problematisk rolle i den forbindelse:
”Hver gang en social bevægelse ville strejke, demonstrere eller protestere på anden vis, sagde URNG: ’Nej, nu er der fred, vi må gøre det på en anden måde. Vi må udarbejde et forslag. Vi må forhandle.’ Det var en rolle URNG påtog sig som en del af deres forpligtelser i forbindelse med fredsaftalen. Men det er en rolle, som f.eks. FMLN i El Salvador aldrig har spillet.” Ifølge Claudia koncentrerede URNG sig om at opbygge et politisk parti, men fjernede sig fra de sociale bevægelser, hvilket førte til, at de fik et dårligt valg i 1999. I dag er partiet splittet i to.
Med folkelige bevægelser og en venstrefløj, der er svag og splittet, er det svært at se, hvorfra en forandring skal komme. Claudia Samayoas forhåbning er nogle af de initiativer, der er vokset frem på lokalt plan: ”Der er nogle rum for deltagelse på lokalt plan, hvor man søger at overleve terroren og forsvare sine rettigheder - rum, der ikke fandtes før. De mange angreb på menneskerettighedsaktivister har den ene forklaring, at menneskerettighedsorganisationerne findes. Angrebene mod kvindeorganisationerne skyldes, at det er en bevægelse, der er voksende og får øget politisk betydning. Så det niveau af brutalitet og vold, som vi ser i dag, er et forsøg på at bekæmpe det, som vi rent faktisk har opnået. Der er trods alt initiativer, der skuer fremad, selv om de er små og lokale. For mig er det her, håbet ligger”
Dette er en lille boks:
Eksdiktator tabte præsident valg
Rios Montt, der var diktator i Guatemala fra 1982 til 83, blev kun nummer tre ved præsidentvalget 9. november. Rios Montt var i sin regeringstid ansvarlig for en lang række overgreb mod befolkningen: mord, forsvindinger, tortur og udslettelse af hundredvis af landsbyer og deres indbyggere. Det var første gang, at Rios Montt fik lov til at stille op som præsidentkandidat, da det ifølge forfatningen er ulovligt for tidligere kupmagere.
På valgets førsteplads kom Oscar Berger, der er udbryder fra det tidligere regeringsparti PAN og repræsenterer valgalliancen ”Gana”, mens Alvaro Colom fra UNE kom på andenpladsen. Da ingen af dem har over halvdelen af stemmerne, bliver præsidentvalget afgjort i anden runde d. 28. december.