Guatemala har en historie præget af undertrykkelse, konflikter, magtmisbrug og en 36 år lang borgerkrig. Det skønnes at op mod 200.000 uskyldige - heraf størstedelen mayaindianere - mistede livet under krigen og endnu flere blev drevet på flugt.
Selvom man i december 1996 officielt afsluttede borgerkrigen, er krænkelserne ikke ovre: Hver eneste dag chikaneres menneskerettighedsaktivister, fagligt aktive, samfundsforskere, journalister, politikere og andre deltagere i den offentlige debat, ligesom bortførelser og drab ikke er ualmindelige.
Fredsaftalen, der blev underskrevet af regeringen og oprørsbevægelsen URNG i 1996, skulle sætte punktum for borgerkrigens undertrykkelse og iværksætte en række reformer for at komme den ulighed til livs, der i sin tid var årsagen til krigen. Men i dag knap 7 år efter er kun få af de lovede reformer ført ud i livet: Landbrugsjorden, der var et af de vigtigste punkter i aftalen, er stadig ekstremt ulige fordelt, ligesom arbejderne i byerne fortsat arbejder under utroligt dårlige forhold. Selv om borgerkrigens ofre forsøger at få straffet de ansvarlige for de mange massakrer og drab under krigen, er endnu ingen blevet stillet til ansvar for folkemordet på den mayaindianske befolkning.
FRG - det parti, der i dag har regeringsmagten i Guatemala, er stiftet af en af de ansvarlige for folkemordet, eks-diktator Efraín Rios Montt. I november 2003 er der valg i Guatemala, og denne gang er det lykkedes Rios Montt at få tilladelse til at stille op som præsidentkandidat, selvom grundloven forbyder tidligere kupmagere at stille op. Vinder han præsidentvalget, er det næppe sandsynligt, at han eller andre tiltalte nogensinde stilles for en dommer.
Guatemalas fagligt aktive, menneskerettighedsaktivister og samfundsanalytikere står ikke blot overfor en fredsaftale, som regeringen frasiger sig ansvaret for at føre ud i livet; de må nu også forberede sig på en ny frihandelsregion. CAFTA (Central American Free Trade Agreement) er en aftale om frihandelssamarbejde mellem USA og de mellemamerikanske lande, der forventes indgået inden årsskiftet. CAFTA er bygget over frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico, NAFTA, og forventes at få voldsomme konsekvenser for de mellemamerikanske lande, blandt andet i form af forringede arbejdsforhold, dårligere løn og øget arbejdsløshed.
Delegationsbesøg:
Fagligt aktive og menneskerettighedsaktivister til Danmark
Internationalt Forum sætter i samarbejde med Mellemamerika Komiteen, Folkekirkens Nødhjælp og SID fokus på Guatemalas situation 7 år efter fredsaftalen. Vi afholder en række møder rundt om i landet med deltagelse af fagligt aktive, analytikere og menneskerettighedsaktivister fra Guatemala. Delegationen besøger Danmark fra 15. - 31. oktober. For yderligere information kontakt: Anne Mette W. Nielsen: annemettewn@get2net.dk, tlf. 86183224 eller Ditte Møller: dittem@mail.dk, Internationalt Forum, Århus-afdelingen.