Internationalt Forum

Grundlag for Baskerlandsgruppen i IF

Introduktion: IF’s Baskerlandsgruppe har siden midten af 90’erne arbejdet med konflikten i Baskerlandet og forsøgt at sætte vores præg på indgangen til konflikten - både i medierne, gennem tilfældige interesserede og på den øvrige venstrefløj.

Vores arbejde har ikke været præget af kontinuitet; snarere har vi lejlighedsvis vist os for derefter at forsvinde igen. Denne arbejdsmetode efterlader et tomrum. Hvem er vi, hvad vil vi, og hvad er vores holdning til en række centrale spørgsmål? Dette har skabt flere misforståelser og myter. Nogle personer og institutioner har haft en interesse i at skabe myter om os, andre misforståelser har vi selv via af vores dårlige evne til at formulere os politisk givet næring.

Dette grundlag skal skabe større klarhed over, hvad vi som Baskerlandsgruppe mener om en række centrale spørgsmål. Der kan herudover indenfor gruppen være forskelle, som dog ikke er større, end at vi fortsat arbejder sammen.

Arbejdsgrundlag for Baskerlandsgruppen i IF:

Baskerlandsgruppens primære arbejde består i oplysning om konflikten. Størstedelen af de informationer, der når den danske offentlighed, har været gennem de franske og spanske magthaveres organer og deres allierede indenfor medieverdenen. Det præger i høj grad det danske mediebillede. Det er derfor vores mål at skabe en alternativ dagsorden, hvor der sættes fokus på retten til national selvstændighed og på den fortsatte undertrykkelse i Baskerlandet, ligesom vi ønsker at forholde os mere nuanceret til den politiske vold i landet, end det ellers ses.

En central del af vores arbejde er derfor at have kontakt til de bevægelser, organisationer og medier i Baskerlandet, som ikke er en del af det etablerede system. Vi forsøger at give modspil til den danske presses ensidige dækning, hvor det ofte er den officielle spanske holdning , der skinner igennem, uden at modpartens holdninger refereres . Her ser vi det som vores rolle at bringe de holdninger frem i lyset, som ikke normalt får spalteplads i de borgerlige medier. Dette bevirker, at vi har kontakt og fortsat vil have kontakt til bevægelser, medier og partier, der af de regerende magthavere betegnes som terrorister. Terrorisme-stigmatiseringen anvendes i disse år, hvor det er formålstjenstligt at illegalisere en opposition og samtidig drage nytte af omverdenens aktive accept.

IF har i flere år haft kontakt til forskellige bevægelser indenfor den ”nationalistiske venstrefløj” - Izquirda Abertzale; bl.a. partiet (Herri) Batasuna, der har valgt ikke at fordømme ETAs likvideringer, men pege på årsager til og løsninger af konflikten, i stedet for at påpege ETA’s vold som det grundlæggende problem. Vores samarbejde med Batasuna betyder dog ikke, at vi er enige med alle deres politiske dispositioner.

Vi vil for det andet forsøge at skabe kontakter til andre organisationer, der som os arbejder for en politisk og fredelig løsning på konflikten, og til kræfter, der støtter princippet om national selvstændighed - også selvom de er modstandere af baskisk selvstændighed.

Som en tredje del af vores arbejde vil vi aktivt støtte kampagner - eksempelvis:

For repatriering af de politiske fanger, mod tortur, mod forbud af politiske organisationer, for baskisk selvbestemmelse og generelt for overholdelse af menneskerettighederne.

Historisk rids

Konflikten i Baskerlandet er gammel, og er ikke opstået i kølvandet på Franco-styrets fald. Skabelsen af Spanien for århundreder tilbage betød samtidig en indlemmelse af andre nationer. De grænser, som i dag kendes som Spanien og Frankrig, er resultater af specielle magtforhold, og har aldrig været produktet af en demokratisk, folkelig proces. Således rummer Spanien i dag flere nationale mindretal så som Galiziere, baskere og katalanere, som i middelalderen blev bragt under den spanske krone. Ligeledes er der også i Frankrig en baskisk del.

Baskerlandet har aldrig opnået selvstændighed i en længere periode. Dette er ikke unikt for Baskerlandet. Det samme kan siges om Kurdistan og Palæstina. Her såvel som i Baskerlandet har magtforholdene aldrig været til disse nationers fordel, men undertrykkelsen har derimod stået på i århundreder. I det 20. århundrede har den baskiske selvstændighedsbevægelse dog vundet terræn. Dette er både sket parallelt med den borgerlige, reaktionære nationalisme, som kendtes fra slutningen af det 19. århundrede i en række europæiske lande, men også gennem en progressiv alliance med sociale kræfter, der sammen med en national kamp kæmpede mod politisk og økonomisk undertrykkelse. Det er vigtigt at skelne mellem disse former for nationalisme.

De første spæde skridt til en venstreorienteret baskisk nationalisme opstår i tiden omkring den spanske borgerkrig, men får først vind i sejlene i en periode, hvor en række kolonier løsriver sig fra deres europæiske centre. I 1959 opstår den illegale organisation ETA (Euskadi ta Askatasuna), som i 60’erne sætter ind med en række sabotage- og væbnede aktioner mod det fascistiske Franco-styre.

I kølvandet på Francos fald og overgangen til borgerligt demokrati opnår den baskiske venstrefløj (Izquirda Abartzale, patriotisk venstre) med en række grupperinger i og omkring ETA, en hidtil uset støtte både indenfor og udenfor parlamentet. Dette forhindrer dog ikke en gennemførelse af en spansk forfatning, som godkendes af et flertal af valgdeltagerne - ja-sigerne udgør dog kun 35% af den samlede vælgerskare; venstrefløjen opfordrer til boykot af afstemningen. Spørgsmålet om Baskerlandets selvstændighed har aldrig været til afstemning; derimod skabte den spanske forfatning det ”selvstyre” som kendes i dag. Forfatningen cementerede en deling af Baskerlandet i tre dele: de tre provinser Gipuzkoa, Araba og Bizkaia samt Navarra og det franske Baskerland. Baskerlandet har derfor aldrig haft en territorial enhed.

1980’erne har efterfølgende været skue for en række uroligheder, hvor ETA har fortsat sin væbnede kamp samtidig med at en række politiske og sociale bevægelser har set dagens lys i Baskerlandet. Dette har også medført, at flere slags konflikter udover det nationale spørgsmål har været på dagsordenen. Samtidig førte det spanske system en beskidt krig, som medførte likvideringer af flere formodede ETA-aktivister, den såkaldte GAL-sag. De ansvarlige for disse handlinger er blevet dømt, men flere er allerede på frifod. Udover GAL har den spanske stat ført en spredningspolitik over for de baskiske fanger, der har betydet at de er blevet placeret i fængsler størst mulig afstand fra pårørende, og der er talrige eksempler på tortur af baskiske fanger og anholdte. I Spanien kan man fængsles i op til 5 døgn, før man har krav på at komme for en dommer. I denne periode er man som anholdt i det spanske systems vold uden nævneværdige rettigheder.

I hele perioden efter Francos død har et flertal af baskerne i de tre autonome provinser stemt på baskiske-nationale partier, hvor det borgerlige PNV har været det største og således har ledet den autonome regering alle årene. Kun lejlighedsvis har de baskiske partiet fra højre til venstre fundet sammen, senest set ved Lizarra-erklæringen i 1998 og nu her op til (den illegale) folkeafstemning i 2005 om et selvstændigt Baskerland.

Retten til national selvbestemmelse

Et centralt krav i den baskiske konflikt er retten til selv at afgøre, hvorvidt man ønsker at tilhøre den franske og spanske stat eller ej. National selvbestemmelse er et udbredt princip: De baltiske lande havde mulighed for at bestemme deres fortsatte tilhørsforhold til Rusland efter Sovjets opløsning, og de valgte selvstændigheden. De europæiske magthavere hylder dette princip, dog kun så længe det ikke praktiseres indenfor den Europæiske Union.

IF’s Baskerlandsgruppe støtter retten til national selvbestemmelse, hvorved alle bosat i Baskerlandet selv kan afgøre, hvorvidt de ønsker fortsat at være en del af Spanien eller Frankrig, eller om de ønsker en eller anden form for øget uafhængighed/selvstændighed. Den patriotiske venstrefløj som ved valgene har optrådt som Herri Batasuna, Euskal Herritarok og AUB har formået at fastholde en procentvis stor opbakning, mens venstrefløjen generelt i Europa er blevet svækket. Styrken har været at de har kombineret kampen for socialisme og selvstændighed og dermed ikke overladt det nationale spørgsmål til højrefløjen. Et selvstændigt Baskerland med en stærk venstrefløj ville både skabe nye demokratiske muligheder for baskerne og samtidig skabe en helt ny situation i Europa og . Det ville være et slag mod den centralisme der hersker i Spanien, Frankrig og EU. Derfor støtter baskerlandsgruppen ikke bare retten til selvstændighed, men også baskernes kamp for selvstændighed

Med opgøret mod centralistiske regeringer følger også et opgør med de eksisterende kapitalistiske strukturer, og dette er det langsigtede perspektiv. Baskerlandet rummer disse potentialer, fordi der her findes en stor og velorganiseret venstrefløj, der allerede parallelt med de nuværende strukturelle rammer har været i stand til at organisere sig og opbygge, hvad der kan blive en effektiv modmagt. Den spanske og franske stat har hidtil modsat sig alle forsøg på at løse konflikten på en fredelig og demokratisk vis, og har i praksis vist at de ikke anerkender princippet om national selvbestemmelse. Forsøg gennem forhandlinger og ensidig våbenhvile fra ETA er blevet afvist, og har medført øget repression samt ideologisk spansknationalistisk mobilisering. Gennem 80’erne og starten af 90’erne førte Izquirda Abertzale en kamp for at blive forhandlingspartner, hvilket gang på gang blev afvist af den spanske regering. Siden midten af 90’erne har man fulgt en strategi om at opbygge et frit Baskerland parallelt med det spanske system, for gennem en modmagt at undergrave det spanske systems legalitet. Siden dette strategiskifte er repressionen og polariseringen taget til. Konkrete eksempler herpå er lukningen af flere aviser og illegaliseringen af en række organisationer og partier. Groft sagt har man aldrig anerkendt, at der blandt baskerne er et udbredt ønske om større selvstændighed/uafhængighed. Centralregeringerne i Paris og i særdeleshed i Madrid har forsøgt at isolere problemet til at være et spørgsmål om ETA’s vold, og at problemet løses, hvis enten ETA opløses eller bekæmpes med alle midler.

ETA og den baskiske venstrefløj

Historisk set har ETA spillet en progressiv rolle ved at være en af de første grupper, der tog kampen op med det fascistiske styre. Det skete på et tidspunkt, hvor resten af verden havde ”glemt” Franco-regimet, og hvor danskere rask væk tog på charterferie til landet.

Den baskiske venstrefløj har også formået at komme gennem omvæltningen fra illegal organisation i et diktatur til en bevægelse i et borgerligt demokrati uden at give afkald på centrale krav såsom territorial enhed, sprogets opprioritering og national selvbestemmelse. Samtidig har den baskiske venstrefløj forsøgt at koble den nationale kamp sammen med en kamp for et socialistisk samfund.

ETA har siden Francos død fulgt forskellige strategier, der ofte har været bestemt ud fra modpartens ageren. Nogle af disse strategier er vi klart uenige i: Der er således stor forskel på at rette sine våben mod en anden våbenbærende part som Civilgarden eller hæren - og på at likvidere ubevæbnede spanskorienterede lokalpolitikere eller sågar tilfældige civile, som da ETA tog ansvaret for et bombeattentat i et supermarked i 1987, eller de årligt tilbagevendende bomber i ferieområder, der har som mål at skræmme turister væk fra Spanien.

IF’s Baskerlandsgruppe og ETA’s kamp

Det er vores klare opfattelse, at bomber mod civile og likvideringer af ubevæbnede politikere uanset politisk observans er en blindgyde. En gruppe som dræber tilfældige civile er ikke en progressiv størrelse. Drab på civile er en metode som betjenes af diktatoriske magthavere, hvad enten vi taler om amerikanske præsidenter eller militærjuntaen i Burma.

Konsekvensen af likvideringer bliver desuden, at venstrefløjens alliancer med andre kræfter, der støtter kravet om retten til national selvbestemmelse, besværliggøres. Det er nødvendigt for den baskiske venstrefløj at søge disse alliancer i mange sammenhænge: Internt i Baskerlandet, blandt andre undertrykte i den franske og spanske stat samt ikke mindst blandt progressive bevægelser i Europa og resten af verden.

Vores afstandstagen til likvideringer af politikere og drab af civile betyder dog ikke, at vi nødvendigvis fordømmer al form for brug af væbnet magt og sabotage. I en situation, hvor grundlæggende demokratiske rettigheder er fraværende, vil folk være nødsaget til at slås med andre midler. Dog er en vigtig grundregel altid, at disse midler er nytteløse, hvis ikke de har en folkelig forankring, og at der i en bevægelse kontinuerligt arbejdes for at skabe den fornødne folkelige bredde.

Vi mener også, trods vores kritik af ETA, at de er en del af en fremtidig løsning. De har krav på at blive taget med i en forhandling, som det på samme måde er set i Irland, hvor IRA har været en del af fredsprocessen. Skal en fredelig løsning på konflikten opnås, må den spanske og den franske stat naturligvis også åbne for at baskerne på legal vis kan opnå mere selvstændighed. Den statslige undertrykkelse i form af forbud, tortur og urimelige forhold for de politiske fanger må stoppes. Baskerlandet har været er og er i en krigslignende tilstand. Den tilstand må bringes til ophør, men det kræver en politisk løsning på konflikten.