Tema: IF 40 år
Læs hele bladet (pdf)Der er så mange ting som begynder og måske ender de som en leg, og jeg tror det morede dig at finde en tegning ved siden af din egen. Du tilskrev det en tilfældighed eller et sjovt indfald og først anden gang opdagede du, at den var placeret der med vilje, og du iagttog den langsomt, du kom endda tilbage senere for at se den igen, mens du tog de sædvanlige forholdsregler: gaden når den er mest øde, at nærme sig med ligegyldighed og aldrig betragte graffiti direkte, men fra det modsatte fortov eller diagonalt og foregive interesse for butiksvinduet ved siden af og så begive dig videre.
Din egen leg var opstået af kedsomhed, det var egentlig ikke en protest mod tingenes tilstand i byen, udgangsforbuddet, det skræmmende forbud mod at klistre plakater op eller skrive på murene. Du syntes simpelthen det var sjovt at lave tegninger med farvekridt (du kunne ikke lide betegnelsen graffiti for det lugtede for meget af kunstkritiker) og du kunne lide fra tid til anden at komme og se på tegningerne, og med en smule held, se kommunens lastvogn komme og høre tjenestemændene bande forgæves mens de fjernede tegningerne.
De var ligeglade med at tegningerne ikke var politiske, forbuddet gjaldt hvad som helst, og hvis et eller andet barn skulle have dristet sig til at tegne et hus eller en hund, ville også det være blevet fjernet under eder og forbandelser. I byen vidste man ikke længere på hvilken side frygten egentlig var. Måske var det derfor du syntes det var spændende at overvinde din egen frygt og lejlighedsvis vælge rette tid og sted til at lave en tegning. Du havde aldrig udsat dig selv for fare, for du var god til at vælge, og i den tid der gik indtil rengøringsvognene kom, åbnede der sig noget, som for dig, var et renere rum, hvor der næsten var plads til håb.
Når du betragtede din tegning på afstand, kunne du se at folk kastede et hastig blik på den når de gik forbi. Selvfølgelig standsede ingen op, men ingen undlod at kigge på tegningen som kunne være en hurtig abstrakt komposition i to farver, en fugl i profil eller to forbundne figurer. Kun én gang skrev du en sætning med sort kridt: Det smerter også mig. Den holdt ikke mere end to timer, og denne gang var det politiet som personligt fik den til at forsvinde. Derefter nøjedes du med at tegne.
Da den anden dukkede op ved siden af din egen, blev du næsten bange, pludselig blev faren dobbelt så stor. En eller anden dristede sig, ligesom du, til at more sig på kanten af fængsel eller det der var værre, og denne anden var endda en kvinde. Du kunne ikke bevise det for dig selv, men der var noget anderledes og bedre ved denne tegning, end ved de mest solide beviser. En streg, en forkærlighed for varme kridtfarver, en aura. Eftersom du var alene, fantaserede du måske som kompensation; du beundrede hende, du var bange for hende, du håbede at dette var den eneste gang. Du afslørede næsten dig selv, da hun atter tegnede ved siden af en af dine andre tegninger. Du fik lyst til at le, og blive stående dér som om betjentene havde været enten blinde eller idioter.
Nu begyndte der en anden tid, som på samme tid var mere hemmelighedsfuld, mere smuk og mere truende. Du forsømte dit arbejde, når du hvert andet øjeblik gik ud i håbet om at overraske hende. Du udvalgte særlige gader til dine tegninger, som du kunne gennemløbe på en hurtig gåtur. Du vendte hjem ved daggry, i skumringen, klokken tre om natten.
Det var en tid med uudholdelige modsætninger, skuffelsen ved at finde en ny tegning ved siden af nogle af dine, men i en tom gade. Og skuffelsen ved ikke at finde nogen tegning i en gade som føltes endnu mere tom. En nat, så du hendes første tegning for sig selv. Den var lavet med røde og sorte kridt på en garageport, og udnyttede sømhovederne og træets ormædte tekstur. Den var mere hende end nogensinde før, stregen, farverne, men du følte også at denne tegning udgjorde en slags anmodning eller spørgsmål - en måde at nå dig.
Du vendte tilbage ved solopgang, da patruljerne havde indstillet deres stilfærdige dræning af området, og på resten af porten tegnede du et hurtigt landskab med sejl og bølgebrydere. Hvis man ikke så godt efter, kunne man tro at det var en tilfældig leg med linjer, men hun ville kunne aflæse dem. Den nat undslap du med nød og næppe to betjente. I din lejlighed drak du gin efter gin og du talte til hende og fortalte hende alt hvad der faldt dig ind, som tegnede du en ny tegning med lyde, en ny havn med sejl. Du forestillede dig hende mørk og tavs, du valgte læber og bryster til hende og du elskede hende en smule.
Næsten øjeblikkeligt gik det op for dig at hun ville lede efter et svar, at hun ville vende tilbage til sin tegning som du altid vendte tilbage til dine, og selvom om faren var steget efter attentaterne på markedet, dristede du dig til at nærme dig garagen, til at kredse rundt om husblokken, til at drikke utallige øl i caféen på hjørnet. Det var absurd, for hun ville ikke stoppe op når hun så din tegning og enhver af de mange kvinder som kom forbi kunne være hende.
Ved daggry den følgende dag, valgte du en stor grå mur og du tegnede en hvid trekant omgivet af pletter som lignede egeblade. Fra den samme hjørnecafé kunne du se den store mur (da havde de allerede renset garageporten og en patruljevogn blev ved med at køre rasende forbi). Hen under aften fjernede du dig lidt og afprøvede forskellige udkigsposter. Du bevægede dig fra et sted til et andet, mens du købte småting i forretningerne for ikke at vække for meget opmærksomhed.
Det var mørk nat, da du hørte sirenen og projektørerne fejede over dine øjne. Der var en forvirret hob nær muren, mod al sund fornuft løb du derover og kun det tilfælde at en bil kom rundt om hjørnet og bremsede op ved synet af salatfadet, reddede dig. I ly af bilen så du kampen, behandskede hænder som rev i mørkt hår, sparkene og skrigene, de glimtvise syn af et par blå bukser, før de smed hende ind i vognen og tog hende med sig.
Langt senere (det var forfærdeligt at ryste sådan, det var forfærdeligt at tænke på at dette skete på grund af din tegning på den store grå mur) blandede du dig med mængden og du nåede at se en blå antydning, stregerne af den orange som var som hendes navn eller hendes mund. Sådan var hun i denne lemlæstede tegning som politiet havde tværet ud inden de tog hende med sig. Der var nok tilbage til at du kunne forstå at hun havde villet svare på din trekant med en anden figur, en cirkel eller måske en spiral, en helstøbt og smuk form, noget ligesom et ja eller et altid eller et nu.
Du vidste det udmærket godt, du havde rigeligt med tid til at forestille dig detaljerne af det som måtte være ved at ske i hovedkvarteret. I byen sivede alt dette ud lidt efter lidt. Folk var klar over fangernes skæbne, og når de fra tid til anden sås igen, havde folk foretrukket ikke at møde dem, og at de ligesom flertallet var forsvundet i den stilhed som ingen vovede at bryde. Du vidste det kun alt for godt, denne nat ville ginen ikke hjælpe dig med andet end at få dig til at bide dig i fingrene og tvære kridtfarverne ud med skoen, før du flød ud i rus og gråd.
Men dagene gik, og du kendte ikke længere andre måder at leve på. Du begyndte igen at forsømme dit arbejde for at gå rundt i gaderne og kaste flygtige blikke på de mure og døre hvor hun og dig havde tegnet. Alt var rent, alt var renset. Ingenting, ikke engang en blomst tegnet i uskyldighed af skoledreng som stjæler et stykke kridt i skolen og som ikke kan modstå glæden ved at bruge det.
Du kunne heller ikke stå imod, og en måned senere stod du op ved daggry og vendte tilbage til gaden med garagen. Det var ingen patruljer, væggene var fuldstændig rene. En kat iagttog dig varsomt fra en port da du tog kridtene frem, og på samme sted, hvor hun havde efterladt sin tegning, fyldte du træplankerne med et grønt skrig, et rødt råb om genkendelse og kærlighed, og rammede din tegning ind med en oval, som var både din mund og hendes mund og håb. Da du hørte skridtene om hjørnet, kastede du dig ind i en lodden sidegade, hvor du gemte dig bag en stak tomme kasser. En vaklende fulderik nærmede sig nynnende, og da han ville sparke ud efter katten, væltede han lige så lang han var for foden af tegningen. Du følte dig nu mere sikker, og bevægede dig langsomt derfra, og med den første sol faldt du i søvn, og sov som du ikke havde gjort i meget lang tid. Den selvsamme morgen, holdt du øje på afstand. De havde endnu ikke fjernet den. Du kom tilbage ved middagstid, og ubegribeligt nok var den der stadig.
Opstanden i forstæderne (du havde hørt om det i nyhederne) trak patruljerne væk. Hen under aften så du den igen, som så mange mennesker havde set den i løbet af dagen. Du ventede indtil klokken tre om morgenen før du igen vendte tilbage, gaden var tom og sort. På lang afstand opdagede du en anden tegning. Kun du ville kunne få øje på den, så lille den var og så højt den sad, til venstre for din egen. Du nærmede dig med noget som var både tørst og rædsel på samme tid. Du så den orange oval og de violette pletter, hvorfra et hævet ansigt, et hængende øje, en mund smadret af knytnæveslag, syntes at træde frem.
Jeg ved det, jeg ved det, men hvilken anden ting ville jeg kunne have tegnet til dig? Hvilken besked ville have haft nogen betydning nu? På en eller anden måde måtte jeg sige farvel til dig, og samtidig bede dig om at blive ved. Jeg var nødt til at efterlade dig et eller andet, før jeg vendte tilbage til mit tilflugtssted, hvor der ikke længere var noget spejl, kun et hul hvor jeg kunne skjule mig i det totale mørke til var slut. Og genkalde mig så mange ting og engang imellem, ligesom jeg før havde forestillet mig dit liv, forestille mig at du lavede nye tegninger. At du gik ud om natten for at lave nye tegninger.
Novellen er oversat af Esben Frost