GAIA 43 vinter 2003


Leder: Tilbageblik på året
Irak: ”Kapitalen er en kujon”
Arbejderklassen eller mangfoldigheden? Hvem kan og vil forandre verden?
Konkurrencens klaustrofobi
Colombiansk terrorcelle har alligevel ikke base i Danmark
Vælt apartheidmuren
”Goddag, De taler med Verdens Sociale Bevægelser...”
Succes for Danmarks Sociale Forum
Bolivia, Bush og Latinamerika
Emmanuel Todd: ”Efter imperiet - Essay om det amerikanske systems forfald”
Guatemala: Fredsproces truet
Autonomien spirer
Ikke flere almisser, tak

”Goddag, De taler med Verdens Sociale Bevægelser...”

Hvis nyliberalismen skal have seriøs modstand, må vi samarbejde tættere og mere permanent. Det mener en lang række sociale bevægelser fra hele verden, og de har i det seneste år arbejdet hen imod dannelsen af ”et netværk af verdens sociale bevægelser”. Men idéen om netværket skiller vandene i den globale bevægelse.

Af Pelle Dragsted

Verdens Sociale Forum har i de seneste tre år samlet hundredetusindevis af aktivister fra verdens sociale bevægelser til et årligt møde i Porto Alegre i Brasilien. Alle er enige om at de sociale forummer har været succeser og udgør et stort skridt fremad for den globale bevægelse mod nyliberal globalisering. Men Verdens Sociale Forum er et mødested og et forum - ikke en organisation, som kan udtale sig sammen eller handle sammen. Dette slås fast i den principerklæring, som ligger til grund for forummet. Nu vil en lang række sociale bevægelser imidlertid tage et skridt videre og danne et mere permanent og tæt netværk, der både kan vedtage fælles udtalelser og handle i fællesskab: ”Netværket af verdens sociale bevægelser”.

Tre år gammelt

Processen tog reelt sin begyndelse allerede på det første Verdens Sociale Forum (VSF) i 2001, hvor en lang række sociale bevægelser enedes om at vedtage en udtalelse, der blandt andet opfordrede til deltagelse i en række internationale mobiliseringer mod elitens topmøder i de følgende år. I månederne før det sociale forum i 2003 udsendtes et oplæg til diskussion under titlen ”building a social movements network”, underskrevet af blandt andet ATTAC, MST og Focus on the Global South. Her argumenteres for at danne et permanent netværk.

”Et netværk af sociale bevægelser vil hjælpe os til at udvikle forhold, hvorunder de mangeartede sociale bevægelser kan udveksle analyser og information, og kan enes om nogle fælles prioriteter og nødvendige opgaver... Dette kræver mindst oprettelsen af minimums-koordination og udveksling gennem en hjemmeside, e-mail og et sekretariat.”

Oplægget blev diskuteret på et møde under VSF og førte til en række beslutninger hen imod et tættere netværk. Dels blev der nedsat et sekretariat, der blandt andet står for en fælles hjemmeside og udsendelsen af nyhedsbreve. Dels blev det vedtaget at igangsætte en global diskussion om, hvordan et fremtidigt samarbejde kunne se ud. ·”Vi har behov for en bred debat blandt organisationer, kampagner og netværk for at diskutere og udvikle forslag for en mere permanent og repræsentativ struktur. Vi ser behovet for at skabe et netværk der er i stand til at handle, er fleksibelt og vedvarende, men også bredt og gennemsigtigt,” lød det fra erklæringen, der blev underskrevet af mere end 150 sociale bevægelser fra hele verden. Blandt dem kan nævnes ATTAC Frankrig, CONAIE, Via Campesina, Askapena, Focus on the Global South og MST.

Det fremgår tydeligt i udtalelserne, at det nye netværk ikke skal afløse VSF, men være et sideløbende og mere tæt samarbejde mellem de organisationer, der ønsker det. Det næste møde i netværket bliver på VSF i Bombay i januar 2004.

Uenighed

Der er imidlertid blandede holdninger til det nye netværk. Mange frygter, at det kan udvikle sig til en hierarkisk og autoritær mastodont, der vil tæmme den sprælske og mangeartede globale sociale bevægelse. Der er også utilfredshed med den måde, netværket er opstået på. Den Argentinske aktivist Ezequiel Adamovsky kritiserer processen for at have været for lukket.

”Selvfølgelig vil ingen være imod sådan en idé, og jeg tror, at det er fundamentalt for bevægelsen af bevægelsers fremtid. Men hvem var det, der skrev erklæringen om netværket, hvem besluttede, hvordan det skulle organiseres, og hvem valgte sekretariatet og bestemte, at der overhovedet skulle være et sekretariat. I hvert fald ikke den bevægelse, jeg tilhører eller andre argentinske bevægelser, eller de fleste bevægelser i andre lande. Græsrodsaktivister fra de sociale bevægelser var simpelthen ikke tilstede på møderne.” Admovsky mener også, at netværket er på forkert kurs. I stedet for at opbygge permanente netværk, skulle man styrke frivillige og fleksible koalitioner.

”Koalitioner repræsenteret pr. definition ikke enkeltindivider eller netværket som helhed. Koalitioner varer kun så længe, den har arbejde at gøre eller så længe dens medlemmer ønsker at den skal vare. Ingen i en koalition ønsker at få magt eller tage kontrol, fordi de er foreløbige. Jeg tror, at det er denne type organisation, der kan danne rammen for de heterogene bevægelser uden at reducere dem til homogenitet, kun denne type organisation respekterer mangfoldighed - det mest dyrebare vi har.”

America Vera-Zavala fra det svenske ATTAC deler bekymringen: ”Netværket af verdens sociale bevægelser betyder, at dem der desperat har forsøgt at lede noget, der er umuligt at lede, nu har fundet et redskab. Der er almindelig kendt, at dette forslag er fremsat af navne fra den 4. internationale, men ingen siger det højt og ingen skriver om det. Sloganet lyder ’forenet er vi stærkere’, men problemet er at deres opfattelse af enhed er baseret på ensretning - ensretning som i vores bevægelses tilfælde vil være tvungen og til dels imaginær. Ikke fordi vi ikke er forenet. Det er vi på en lang række områder, men processen hen imod mere ensretning er blevet pålagt os og er ikke naturlig. Ensretnings-processen har ikke alene en trættende effekt på folk, der modsætter sig at blive forenet, det gør også rummet mindre.”

Institutioner er ikke altid dårlige

Den amerikanske aktivist Michael Albert mener, at mange af kritikerne er berøringsangste i forhold til enhver struktur eller organisation. ”Mange af de energiske og indsigtsfulde aktivister bliver bekymrede, når der sker skridt imod større globale samarbejder... De frygter at disse uundgåeligt vil være topstyrede, antidemokratiske og byrokratiske, og derfor afviser de dem aggressivt. Det er en vigtigt bekymring, men jeg tror, at den er overdreven. Hvad er meningen med at sige, at vi er for selvstyring, deltagelse, kreativitet og diversitet, og så sige, at vi ikke mener, at disse dyder kan blive inkorporeret i vores institutioner udover de allermindste? Kreativitet, diversitet og deltagende selvstyring vil ikke blive til noget, hvis vi opgiver institutionsopbygningen og overlader den til folk, der ikke har interesse i - eller tillid til - demokrati og pluralitet. De vil kun blive til virkelighed, hvis vi går ind i ringen, holder fast på vores værdier og arbejder grundigt og utrætteligt for at implementere det på alle niveauer.”

Goddag, det er den sociale bevægelse

Men America Vera-Zavala frygter, at netværket vil blive opfattet som en repræsentant for bevægelsen af bevægelser og dermed undergrave den pluralitet og mangfoldighed, der er bevægelsens styrke. I en samtale med Gaia siger hun:

”Jeg frygter den dag, hvor en journalist kan ringe til et telefonnummer og sige: Goddag jeg vil gerne snakke med ’Verdens Sociale Bevægelser’, og personen i den anden ende af røret siger: Ja, det er mig.”

Mere information om Social Movements World Network. http://www.movsoc.org/


Internationalt Forum — Griffenfeldsgade 41 — DK-2200 København N — Tlf.: +45 35371889 — info@internationaltforum.dk