Følgende artikel er en personlig beretning og vurdering af det Europæiske Sociale Forum fra en deltager i mødet
Af: Peter Christiansen
Ifølge arrangørerne var der i løbet af mødets tre dage indskrevet over 60.000 mennesker, hvilket gør mødet til et af de aller-største af sin slags i Europa. I et tilsyneladende succesfuldt forsøg på at få endnu flere mennesker kloden rundt til at engagere sig i Social Forums bestræbelser på at udvikle et menneskeværdigt alternativ til den nyliberale doktrin, har arrangørerne af World Social Forum (WSF) afholdt en række regionale møder. European Social Forum er således et blandt flere møder, idet der også afholdes regionale møder i Asien, Latinamerika og Oceanien.
Hensigten er at give den globaliseringskritiske bevægelse et lokalt ansigt, samt en lokal/regional politisk dagsorden. Det seneste møde i Porto Alegre viste netop, at de mange analyser og diskussioner om globalisering og alternativer må omsættes lokalt og basere sig på de nære og daglige problemstillinger relateret til vores liv.
Fortezza De Bazzo
Rammerne var ganske ideelle, da Firenzes store borgkompleks "Fortezza De Bazzo" fra bystaternes storhedstid slog sine enorme porte op for et enestående supermarked for socialt samvær og diskussion. Hele komplekset var indrettet med gigantiske mødesale, madboder, musikscener, samt et to-etagers center fyldt med merchandise, bøger, plakater, og hvad der ellers hører til. Overalt hang der plakater af revolutionens universelle bedstefar, Che, krydret med plakater af Abu Öcalan, den dræbte akvivist i Genoa 2001, Carlo Guillime, samt de allestedsnærværende slogans: " Our world is not for sale" og "Another world is possible".
Tre temaer
Mødet var ganske overskueligt og opdelt i tre temaer placeret i en europæisk sammenhæng: Globalisering og liberalisme, Krig og fred, Rettigheder, civilsamfund og demokrati. Hvert tema var således rammen om daglige konferencer, seminarer og workshops.
Globalisering og liberalisme temaet bød på konferencer vedrørende EU, Østeuropa, faglige rettigheder, fødevareforsyning, velfærd og nye sociale systemer, kvinder og fragmentation på arbejdsmarkedet, alt sammen udfoldet i et europæisk perspektiv.
Krig og fred temaet forholdt sig til Europa som global aktør i den nye verdensorden, så på de "lokale" konflikter på Balkan, Kurdistan, Tjetjenien og Palæstina, men fokuserede primært på Irak som næste holdeplads for USA’s krig mod terror. Flere fredsmøder blev afholdt, og generelt var "krigen mod Irak" omdrejningspunkt for mange af aktiviteterne på konferencen, blandt andet den store afsluttende demonstration med op mod en million deltagere. En konference under navnet "The world is not a map", med blandt andre Samir Amin som hovedtaler, tiltrak mindst 20.000 tilhører. I sig selv en heftig oplevelse. Samlingen af så mange mennesker med så stor entusiasme og euforisk stemning, kombineret med en række eksperter, der siger det folket vil høre, ja så er det basis for et ægte massemøde, der ikke levner noget tilbage at ønske. Det sidste tema så på emner som social eksklusion, demokratiets vilkår i Europa, europæisk integration, medier og kulturel mangfoldighed samt racisme og rettigheder for flygtninge og indvandrere.
Den store demo
Efter tre dages intense bestræbelser på at følge med i diverse primært italiensk sprogede møder, dog lejlighedsvis forsøgt oversat til engelsk via frivillige simultantolke, så var det tid til at demonstrere. Og det var en oplevelse. Der kom ikke 200-300, eller et par tusinde mennesker som vi kender det herhjemmefra. Folk var heller ikke kommet med en portion dansk modvilje og generel skepsis overfor egen praksis, som vi også kender det herhjemmefra. Nej, derimod kom der et par tusinde busser med folk der havde noget på hjerte. Børn, unge og gamle, op mod en million i alt, fyldte Firenzes gader i en kæmpe fredsmanifestation. Et optog, der indeholdt en dynamik og glæde ved at være dér, hvor det betyder noget.
De ulydige
Sideløbende med det officielle ESF var der planlagt et forum for den venstreradikale ulydighedsbevægelse. Et par kilometer uden for byens centrum var den lokale travbane og det dertil hørende sportscenter midlertidigt omdannet til et rimeligt kaotisk sove-møde-feststed for Europas venstreradikale bevægelse. Med fare for at snuble i genopladningsledningerne til Nokia-telefoner og Sony-digitalvideokameraer ’en masse’, var det sin sag at finde frem til sin sovepose blandt tusindvis af andre.
Hvad der kom ud af dette såkaldte solidariske modmøde står lidt uklart for mig, men at ulydighedsbevægelsen i Italien er en stærk gruppering er der vist ingen tvivl om. I hvert fald deltog mere end 25.000 til en konference om modstand og ulydighed, der blev afholdt inde på Fortezza De Bazzo. At den radikale bevægelse konstant kritiserer og positionerer sig i forhold til det officielle WSF er hverken nyt eller mindre vigtigt og påkrævet, men decideret at afholde særlige alternative møder og afskrive den reformvenlige del af bevægelsen er et nyt træk, som vi sikkert vil se mere til i de kommende år. Netop spørgsmålet om splittelse blandt den globaliseringskritiske bevægelse i en eller flere fraktioner af reformvenlige og radikale grupperinger er noget, der optager mange. Den radikale bevægelse skal dog efter min mening tilbyde langt mere indhold og substans end tilfældet var i Firenze, hvor de først gjorde sig bemærket, da de paradoksalt nok deltog i det officielle møde med ovennævnte konference. Netop dialogen og kampen om en radikal dagsorden for den globaliseringkritiske bevægelse kræver efter min mening, at man er tilstede og aktivt deltagende sammen med andre.
Kom vi videre?
Hvorvidt det lykkedes at skabe en eller flere europæiske platforme for den globaliseringskritiske bevægelse, skal jeg lade være usagt i skrivende stund. I stedet vil jeg komme med et par kritiske bemærkninger, som jeg mener er vitale at forholde sig til i den nærmeste fremtid.
For globalisering
Personligt betragter jeg mange globale processer som et gode. For eksempel tilgangen til informationer, muligheder for at rejse, muligheder for at mødes og udveksle erfaringer og materialer. På det politiske plan anser jeg globaliseringen som en længe tiltrængt mulighed og nødvendighed for at tilsidesætte snævre nationale og protektionistiske interesser til fordel for en global solidaritet og humanisme. Derfor er jeg ubetinget tilhænger af en globaliseringsbevægelse, der kæmper for global retfærdighed og solidaritet. Hvorledes den nuværende bevægelse udfolder sig politisk i forhold til det spørgsmål, er for mig af afgørende betydning for bevægelsens legitimitet.
Flere fagforeninger, organisationer og partier, gamle som nye, forekommer at være meget nationalistiske og meget lidt orienteret mod en global dagsorden. Globaliseringen skal efter min mening ikke reformeres eller imødegås med separate nationale reguleringer, men derimod med et globalt alternativ inden for produktion, konsum, arbejdsforhold, handel, velfærd, menneskelige relationer, miljø osv. Udfordringen er ikke mindre end at opstille et nyt sæt af globale værdier gældende for os alle, og til det formål kan de Sociale Forums være nyttige.
Det handler om at blive til en ja-bevægelse, en positiv bevægelse der har egne værdier, egen skaberkraft og visioner, som vi kæmper for at udvikle og udbrede. At der sidder nogle dumme svin i magtens stole, kan vel ikke overraske og bør ikke hensætte os i afmagt og frustration. Hvis der er noget, jeg er træt af, så er det den traditionelle danske og europæiske venstre-fløj, der utrætteligt fremtræder som negativ, tilbageskuende aktør med fokus på det urimelige styrkeforhold, de er stillet overfor. Hvis den nuværende bevægelse blot overfører denne attitude til et pseudo-globalt plan, så er dagene talte.
Dialog fremfor ekspertvælde
Mødet og hele strukturen for sådanne sammenkomster som European Social Forum, har en tendens til at blive et konsummarked, hvor alverdens fornuftige og belærte eksperter, sikkert i god mening, har sat sig for, gang på gang, at fortælle, hvordan det hele er skruet sammen. Igen et møde med vigtige emner, politisk korrekte taler, uden store provokationer, med bred enighed om konklusionerne, almen forståelse for fronterne og fjendebilledet i den globale dagsorden - dvs. de store transnationale selskaber, institutioner og regeringer på den ene side - og os, folket, "the multitude", de rigtige på den anden side. Det bliver for trivielt og en smule teatralsk i længden. Der mangler visioner, konkrete bud på handling og alternativer, i stedet for den ene dokumentation efter den anden om hvor brutal og menneskefjendsk en modstander vi står overfor. Ingen af de store eksperter tør anvise retninger af frygt for at tage fejl, og tilhørerne har ikke mulighed at bidrage i den nuværende struktur. Hvis den radikale bevægelse ikke ekskluderer sig selv, og tilhørerne insisterer på at deltage mere aktivt, så kan det tænkes at møderne i fremtiden får noget mere konkret at byde på, ellers virker det snart omsonst at holde flere giga-møder med de samme 100 eksperter
Italien sætter dagsorden
At afholde globale eller europæiske møder lyder fint, men som problemet har været nævnt i Porto Alegre, så placeres disse møder oftest i en indenrigspolitisk dagsorden, og dette var også i høj grad tilfældet i Firenze. Op til mødet havde Berlusconi med andre tordnet mod arrangørerne, og selve afholdelsen af mødet var derfor en indenrigspolitisk sejr for den italienske opposition. De fleste talere og det meste af publikum var italiensk, hvilket kræver at arrangørerne nøje gennemtænker og tilgodeser rammerne, så alle har mulighed for at deltage. Dette var ikke altid tilfældet i Firenze.
Solidariteten med syd
At skabe regionale møder med selvstændige dagsordener kan betyde, at solidariteten imellem de forskellige regioner ikke bliver andet end ord. Jeg havde håbet på en fælles global tematisering af bevægelsens udfordringer, som skulle diskuteres lokalt og derefter på det kommende møde i Porto Alegre omsættes til en fælles global dagsorden med lokale praksisser. Et håb, der ikke blev indfriet i Firenze, hvor det europæiske perspektiv til tider kunne minde om simpel og farlig eurocentrisme.