I takt med at migrationen stiger rundt om i verden forsøger internationale organisationer og stater at styrke reguleringen og kontrollen med arbejdere, asylansøgere og indvandrere. Disse kraftfulde transnationale eksperimenter med at forvalte menneskers mobilitet til gavn for økonomisk vækst ansporer til et radikalt forsvar for global social retfærdighed og lighed
Af Franck Düvell
Den Internationale Organsation for Migration (IOM) anbefalede i 1995 den tyrkiske regering “at forhindre irregulær migration og bekæmpe trafficking”. Senere rapporterede en avis “at ni personer blev skudt og fem andre kvæstet i et forsøg på at krydse grænsen til Tyrkiet illegalt. 139 mennesker fra Afghanistan, Pakistan og Bangladesh havde forsøgt at krydse den iransk-tyrkiske grænse”.
På en løbeseddel fra protesterne mod G8 topmødet i Genova hed det, at migration er det nye spøgelse, som går gennem verden, og det er der en vis sandhed i. Kernen i vore tids store migrationsstrømme er en social udfordring og det repræsenterer skabelsen af et nyt globalt proletariat i bevægelse.
Spændingen mellem retten til frit at kunne bevæge sig og nationalstaternes krav på at forsvare deres grænser og kontrollere adgangen til deres territorium er i sidste instans et spørgsmål om liv eller død. Det der skete ved den iransk-tyrkiske grænse var ikke tilfældigt, men afspejler diskussionen på det internationale niveau.
Denne diskussion har lagt grunden til en ‘militarisering af migrationskontrol’. Så tidligt som 1994 skrev Yale professoren og militæreksperten Paul Kennedy i Atlantic Monthly: “Mange medlemmer af de rige økonomier er begyndt at acceptere Raspails vision om en verden delt i to lejre, adskilte og ulige, i hvilken de rige må kæmpe og de fattige må dø, hvis masseindvandringen ikke skal oversvømme os”.
Sådanne udtalelser viser det internationale samfunds villighed til at ofre liv for at bevare den nuværende sociale uretfærdighed, ulighed og eksklusion. Det, som umiddelbart fremstår som en appel til en irrational følelse af frygt, har ikke desto mindre også nogle meget rationale økonomiske begrundelser.
Frihed til bevægelse over for økonomisk migrationsforvaltning
Det er velkendt, at globalisering, en øget mobilitet og migration hænger sammen. I særdeleshed irregulær migration bliver opfattet som en trussel mod verdensordenen og nationalstaternes integritet, og selvom disse ‘illegale’ bliver udnyttet som billig arbejdskraft, bliver termen oftest brugt til at stemple de uønskede. IOM og andre kilder anslår, at der er op til 33 mio. “illegale immigranter” på verdensplan, hvilket svarer til fire gange Sveriges befolkning. Der bliver jævnligt fremsagt advarsler, som f.eks. at halvdelen af den marokanske ungdom eller 50 mio russere ønsker at flytte henholdsvis nord og vest på til Europa; Nogle ligestiller simpelthen den globale ‘overbefolkning’ med fremtidens migrationspres. Overalt er migration blevet et vigtigt emne; jævnligt skabes asyl- og migrationskriser, og migranter bliver gjort til syndebukke i så forskellige lande som Tyskland og Storbritannien, Australien og Malaysia, Libyen og Argentina, Nigeria og Elfenbenskysten.
Migration har ofte været forbundet med en form for modstand, en “håbets revolution”, “de barfodedes revolution” og en “reaktion mod fattigdom”. Studier af migration fremhæver typisk immigranternes ønsker, drømme, forventninger og krav. Derfor betragtes migration også som en slags “social bevægelse for global social retfærdighed”. Udelukkende at reducere migranter til ofre eller bare at bagatellisere spørgsmålets betydning hjælper ikke med til at opnå en dybere forståelse af fænomenet og betydningen af de modsætningsforhold, det består af.
Forskeren A. Sivanandan har ret, når han påpeger at situationen for flygtninge, internt fordrevne, gæstearbejdere eller migranter fra fattige landsbyer til de skinnede storbyer er relateret til den samme socio-politisk-økonomiske kontekst. De er på den ene eller den anden måde rykket op med rode af den samme politik og dens mange aspekter, nemlig globalisering. Som reaktion er de nationale regeringer og internationale institutioner blevet enige om at migration skal reguleres og “forvaltes ordentligt” (IOM).
Det er ofte på internationale konferencer som ‘Managing Migration in the 21. Century’ (Hamburg 1998) eller ‘International Symposium on Migration: Towards Regional Cooperation on Irregular Migration’ (Bangkok 1999) dagordenen sættes. Det er her, man identificerer og analyserer opfattede problemer og forbereder løsninger. Kun få internationale aftaler, stabilitets pagter eller bilaterale handlingsplaner og kontrakter refererer ikke til migration og behovet for i fællesskab at bekæmpe den. Og siden neo-liberaltismen med dens utilitaristiske principper er blevet accepteret som den dominerende ideologi i den industrialiserede verden er det ingen overraskelse, at disse ideer nu også påvirker migra-tionspolitikken. Selvom det i den relativt korte periode mellem 1973 og 2000 godt kunne føles sådan, så har migrationskontrol aldrig sigtet efter ‘nul migration’. Tværtimod er migration ofte blevet forstået som vital for økonomisk vækst, f.eks. op gennem USA’s historie og senest med den mexicanske maquila-industri. Et andet eksempel kunne være det tyske Ruhr område eller Gulf-staternes industrialisering. Derfor har migrationspolitik ofte været tæt forbundet med befolkningspolitik, arbejdsmarkedspolitik, men også udenrigspolitik og krige. Denne politik kan have mange formål såsom at forhindre de fattige i at flytte til de rige centre eller modsat at rekruttere migrantarbejdskraft til vækstcentre, eller det kan være eksklusionen af “overskydende mennesker” fra deres jord eller blokering af flugtforsøg væk fra krige eller naturkatastrofer. Migration kan både ses som en potential forudsætning for økonomisk vækst og som en trussel mod kapitalisme og akkumulation; derfor er rekruttering og eksklusion så tæt forbundet.
Moderniseringen af det europæiske migrationsregime
I 1999 vedtog EU på topmødet i Tampere i Finland at modernisere medlemstaternes flygtninge- og indvandrerpolitik ud fra tre principper, (a) kontrollere asylmigration, (b) bekæmpe irregular migration og (c) åbne for nye former for migrantarbejde. Ved 2002 topmødet i Sevilla vedtog man et yderligere princip (d) en udbygning af europæisk migrationspolitik til alle oprindelses- og transitlande. Med denne integrerede fremgangsmåde forsøger EU at kombinere løsninger på interne problemer såsom ældrebyrde, mangel på kvalificeret arbejdskraft og mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkedet med forsøg på at løse problemer, som opfattes som kilden til migration, f.eks. trafficking.
Siden Tampere-mødet er Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien begyndt at ‘modernisere’ deres indvandrerpolitik ved f.eks. at introducere Green Cards, forhøje kvoterne for udenlandsk arbejdskraft, underskrive kontrakter med gæstearbejdere eller øge antallet af arbejdstilladelser. Økonomisk migration, som indtil for nylig var en betegnelse brugt til at miskreditere asylansøgere, har hurtigt fået en positiv klang. Imidlertid har disse regeringer ikke blot lavet selektive åbninger af grænsen, men også styrket det altoverskyggende rationale bag eksklusion: Økonomiske hensyn. I den grad markedets love er blevet det dominerende motiv i migrationspolitik bliver de folk, som der ikke er efterspørgsel efter, afvist. Det ses tydeligt i programmer som pointsystemet i USA og det tyske Green Card der vurderer ansøgerens human kapital eller som Daily Telegraph kalder det “en kvalitets kontrol” af fremtidens immigranter. De “uønskede” eller “overskydende” mennesker vil og bliver allerede ramt af de brutale økonomiske love. Som en forlængelses af et notorisk racistisk system bliver befolkningerne i Afrika, Asien eller Østeuropa opfattet som en trussel mod verdensordenen. For mange af dem, som er fanget i fattige, udnyttede og udplyndrede dele af verden, blivet det hurtigt et spørgsmål om liv eller død.
Det europæiske migrationsregime er det mest avancerede i verden. Fra starten i 1985 har grundpillerne i dette regime været udvidelse af Tvevi-gruppens arbejdsområder til migrations-spørgsmål, Schengen-aftalen, Dublin-konventionen, harmoniseringen af asylregler, og senere i 1999-Amsterdam traktatens skabelse af et “enkelt område for frihed og sikkerhed” i den overnationale tilgang til migration.
Der er oprettet en hel række af bureauer og agenturer med smarte navne som Ad Hoc Group Migration, the High Level Working Group on Migration, the Strategic Committee on Migration, clearing centres on asylum and on border crossing (CIREA, CIREFI), or the Working Community Police Cooperation with Middle and East European Countries, hvoraf mange er temmelig lukkende, forholdsvist hemmelige og udenfor demokratisk kontrol. Alle arbejder de med asyl, migration, “illegale flygtninge” og “trafiicking”.
De centrale Schengen-lande, såsom Franking, Tyskland og Holland, og for nyligt Storbritannien og Spanien, har hele tiden presset på for en mere pro-aktiv, præventiv og opsøgende strategi, som skulle bestå af fire elementer.
For det første ville de i 1990’erne ved forstærke af de ydre grænser mod Østeuropa, og i takt med, at landene der, er blevet medlem af unionen, er implementation af Schengen-aftalens regler blevet en forudsætning for optagelse.
For det andet har EU været ivrig efter at indgå bilaterale aftaler med alle dens andre nabostater, hovedsagligt dem der grænser op til Middelhavet, f.eks. med Bacelona Deklarationen; men også dem som nu er uden for EU’s nye eksterne grænser såsom Jugoslavien, Moldavien og Ukraine, f.eks. har man oprettet en styregruppe for migration på Balkan. For det tredje stræber man efter en fælles forståelse med Syd- og Nordamerika gennem EU-US handlingsplanen eller den interregionale rammeaftale mellem EU og Mercosur-landene i Sydamerika. ASEMs ministerkonference for samarbejde om forvaltning af migrationsstrømme mellem Europa og Asien i april 2002 illustrerede forpligtelsen til at integrere ti store asiatiske landes regeringer i EU’s migrationspolitiks principper.
De europæiske handlingsplaner for Albanien, Marokko, Irak, Sri Lanka, Somalia og Afghanistan er konkrete værktøjer til håndtering af migration. Titlerne er vildledende, fordi planerne i virkeligheden inkluderer ethvert relevant nabo- eller transitland. F.eks. pointerer Handlingsplanen for Irak vigtigheden af Tyrkiet og migration fra Pakistan og Bangladesh gennem disse lande.
Et andet redskab er at udstationere europæisk politi, immigrationsembedsmænd og rådgivere i udenrigslufthavne og ved vigtige grænseposter, såsom Moskva, Bangkok og Sarajevo. EU’s udviklingspolitiske dokument, Colonou Konventionen - efterfølgeren til Lome Konventionen - fokuserer på alle afrikanske, caribiske, stillehavslandene (ACS). På baggrund af et udkast fra 2000 blev EU topmødet i Sevilla enige om at tilføje en paragraf om migrationskontrol og anerkendelse af migranter i bilaterale aftaler med ACS stater i sammenhæng med udviklingsstøtte, teknisk samarbejde og handel. Også aftalen mellem ASEM og EU gør det klart at migrationskontrol er et “vigtigt element” og en forudsætning for gode bilaterale forbindelser. Hvis alt andet fejler har EU etableret en sidste forsvarslinie ved at integrere den militære alliance WEC i dens struktur og etablere en paramilitær styrke på 5.000 mand, som skal kunne indsættes for at dæmme op for “massive befolkningsbevægelser”.
Når det drejer sig om indvandring satser EU på en meget aggressiv fremgangsmetode, hvor man tøver ikke med at blande sig i andre landes interne affærer, afpresning via udviklingsstøtte eller trusler om militær intervention. EU prøver at presse andre ind under unionens migrationspolitik, men bag denne enerådige politik ligger det ikke desto mindre også andre aktører på det transnationale niveau for samarbejde og planlægning af økonomiske løsninger på fremtidens migrationsudfordringer.
Transnationale institutioner
“Strategier for et internationalt migrationsregime” og global migrationsmanagement er modeord i vor tids internationale politik. Det virker som om, at erfaringerne fra reguleringen af valuta og varer, f.eks. gennem den internationale valutafond IMF og Verdenshandelsorganisationen WTO, skal fungere som skitse for den globale migrationspolitik.
Nationalstaterne er ved at smuldre, den globale transport stiger konstant, grænserne er blevet porøse og man kan ikke længere forlade sig på kontrol med ydre grænser, i en fleksibel verden kommer nationalstaternes ufleksible grænsekontrol i stigende grad til kort. Derfor forsøger man at skifte til et mere omfattende system, der dækker hele migrationsprocessen fra oprindelsesland langs hele ruten og alle transitlandene til den endelige destination. Enhver sådan fremgangsmåde ligger langt ud over nationalstaternes råderum, og derfor er der behov for overnationale og transnationale organisationer, der skal varetage denne opgave, såsom the Intergovernmental Consultations on Asylum, Refugees and Migration Policies (IGC), the International Organisation for Migration (IOM), i nogen grad den Internationale arbejderorganisation (ILO) og en række tænketanke og regelmæssige konferencer.
IGC blev etableret i 1985, da den tidligere Intergovernmental Committee on Migration var blevet til IOM. IGC er et lille elitært, lukket, “uformelt forum” med kun 16 medlemmer, som “udveksler information og planlægger innovative løsninger og strategier”. IGC er meget muligt den centrale tænketank inden for migrationskontrol, og det er ikke umuligt at centrale strategier og kampråb såsom “menneskesmuglere” og “illegale flygtninge” stammer direkte fra deres møder, før de er blevet internationalt anerkendte begreber. Komiteens organisatoriske basis er det Internationale Center for Udvikling af Migrationspolitik (ICMPD) i Wien, som også huser sekretariatet for Budapest Processen, som udvidelsen af EU’s migrationspolitik mod øst også kaldes.
Den vigtigste institution er alligevel IOM. Den blev etableret i 1951 som the Intergovernmental Committee for European Migration. Allerede navnet burde vække bekymring. I 1938 var der ligeledes blevet grundlagt en Intergovermental Committee som et resultat af Evian konferencen. Det var denne komite, som fejlede så forfærdeligt i forsøget på at redde Europas jøder fra det, som var i vente. Selvom IOM har til huse ved siden af FN i Geneva, er organisationen ikke en del af den struktur. Faktisk lige det modsatte, IOM var ment som en mod-institution til UNHCR, som blev etableret året før. I modsætning til UNHCR, som er grundlagt på humanitære principper, så er IMO baseret på økonomiske overvejelser. Den fungerede også som et instrument i Truman doktrinen under den kolde krig, og det afspejles stadig i dens trilaterale tilgang, hvor man påstår at repræsentere både regeringer, marked og migranter. Faktisk har migranter ikke en stemme og de bliver ikke repræsenteret, og der hvor NGO’er bliver involveret, bliver de mere patroniseret end de har indflydelse.
I 1980 blev henvisningen til det europæiske i navnet fjernet, for at vedkende sig det stigende engagement i den tredje verden, og med Østblokkens kollaps blev ICM endeligt transformeret og omdøbt til IOM. De har omkring 100 medlemsstater, hvis kontingent finansierer organisationen, og dens grundlag siger at det er en medlemsorganisation. Ikke desto mindre forbeholder de sig ret til at modtage statslige og private bidrag, iværksætte retssager og immunitet for deres ansatte. Disse “privilegier og immuniteter” sikrer en unik statur og gør det til en meget indflydelsesrig og magtfuld organisation. IOM påstår at være “den ledende internationale organisation for migration” og ser sig selv som en del af fremtidens global governance.
Over de sidste par år er det blevet et meget komplekst transnationalt agentur, som ikke alene beskæftiger sig med design og implementation af migrationspolitik, men også afvæbning af oprørsgrupper i Kosovo, Congo og Angola; Skabelsen af en civil administration i Kosovo og sundhedsundersøgelser af indvandrere til f.eks. USA og Canada; eller håndtering af kompensation til ikke-jødiske slavearbejdere fra Nazitiden. Ved nylige pilotprojekter mellem Finland og Filippinerne og mellem Spanien og Equador har IOM været involveret i rekrutteringen af arbejdskraft, og på den måde har IOM overtaget opgaver fra ILO. Men hovedfokus er stadig migrationsmanagement, og IOM fremhæver selv at de har påvirket 11 mio. mennesker siden starten. Alene i 2000 flyttede organisationen 450.000 mennesker. Listen over destinationer for disse mennesker indeholder mange krigshærgede regioner: Kosovo, Irak og Sierra Leone. Også Afghanistan var på listen over hovedmodtagere selv lige før krigen. Det faktiske fokus ligger på hjemsendelse af flygtninge, f.eks. blev 75.000 afviste asylansøgere fløjet væk fra Tyskland i 2000. IOM har også spillet en central rolle i hjemsendelsen af romaer fra Vesteuropa, og derfor har Romaernes Nationale Kongres erklæret IOM som en fjende af roma-folket og indklaget organisationen for den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg. På kun to år har IOM mere end fordoblet sit antal repræsentanter fra 40 til 100, og de har inddelt verden i 19 regioner i forhold til migration, som hver især har fået et regionalt hovedkontor. Disse kontorer skal bl.a. med implementationen af det såkaldte Migration Information Program blive en del af et globalt “advarselssystem for migration”, der sender informationer tilbage til modtagerlandene om befolkningsbevægelser, mønstre, netværk og supportere.
IOM eksporterer den europæiske model for migrationskontrol til andre dele af verden, f.eks. Vest Afrika, hvor IOM “og de vest afrikanske landes økonomiske fællesskab skal etablere en Statistisk Enhed for Migration ... som skal forbedre forståelsen af migrationsspørgsmål og understøtte effektive migrationsprogrammer og politikker”.(UN/Integrated Regional Information Network (IRIN), 30/9/2002) Det samme sker i Sydamerika med Puebla-processen og i Sydøstasien med Manila-processen, som hver især er kodenavne for regionale migrationsregimer.
IOM starter almindeligvis med noget forskning og en rapport, som peger på nogle problemer f.eks. med udenlandske befolkningsgrupper på grænsen mellem to lande. Det kan være folk, der bor og arbejder side om side i et grænseområde, og hvor der historisk måske ikke har været problemer, f.eks. de 50 år med åbne grænser mellem COMECON-landene. På den måde konstruerer IOM et problem, som de så kan tilføje rådgivning for at løse, støtte til design og implementation af nye politikker og til sidst indførelse af nye teknologier til migrationskontrol, f.eks. infrarøde kameraer. Et eksempel på dette er Ukraine, hvor IOM tog grænsepolitiet med til den mexicansk-amerikanske grænse for at vise, hvordan et effektivt kontrolsystem virker. Udover at sprede og undervise i det nyeste teknologi til græn-sekontrol, som de kalder kapacitets opbygningsprogrammer, arbejder IOM også med en kombination af afskrækkelseskampagner (de såkaldte Informationsseminarer), opstilling af grænseposter (f.eks. i Ukraine), konstruktion og drift af tilbageholdelseslejre, og til sidst udvisning af migranter og rekruttering af arbejdskraft (f.eks. fra Equador til Spanien)
Myten om den grænseløse verden
Europæisk historie viser, at økonomisk integration, mobilitet og migration kan føre til en udligning af lønforskelle. Nogle forskere forventer derfor, at globalisering fører til at nationalstaterne og deres grænser forsvinder, og at det vil resultere i den mirakuløse fremkomst af en grænseløs verden. Andre antager, at den neoliberale deregulering i sidste ende vil påvirke migrationen og tillade uregulerede befolkningsstrømme. Neoklassisk økonomisk teori prøver at overbevise os om, at globalisering sammen med migration vil udligne ulighederne og føre til en mere retfærdig fordeling af verdens rigdomme. Ikke desto mindre er det ikke særligt realistisk. I stedet insisterer neoliberale tænketanke som OECD og den multilaterale kommission på at deregulering af handels- og finansmarkederne forudsætter stærke systemer til regulering af menneskers og arbejdskrafts frie bevægelser. Denne tendens falder sammen med en tendens til at reformere staterne, decentralisering og regionalt selvstyre som i Storbritannien og Italien, at skabe euro-regioner i stedet for stater, og nye former for politisamarbejde, som kan indføre restriktioner for rejsende hooligans, kriminelle, asylansøgere og demonstranter. Disse umiddelbart modsatrettede udviklinger kræver en forklaring. Imperialismen er baseret på udbytning af arbejdere og reproduktionen af forskelle mellem regioner og lande, racer og køn, og mellem klasser. Den har en strategisk interesse i at bevare sociale og geografiske skel ved at opdele mennesker i køn, race, territorier. Derfor er forstillede, socialt konstruerede og fysiske grænser essentielle for den økonomiske verdensorden. Migrationspolitik handler om at bevare systemet med grænser og territorier, og samtidig udnytte løn- og reproduktionsomkostningerne i de forskellige lande. Håndhævelsen af grænserne, kontrollen med migration, indførelsen af nye grænser (som f.eks. på Balkan) og selv kontrolteknologier som overvågningskameraer og biometrisk skanning er alt sammen en del det af samme system. Det er et ‘mobilitetshierarki’, som tillader den globale elite at bevæge sig frit, mens arbejdernes bevægelse er kraftigt reguleret, men de, som overhovedet ikke har de økonomiske midler eller som kunne blive en økonomisk byrde, bliver totalt forhindret i at flytte sig. Den ulige behandling af højtuddannede, illegale indvandrere og internt fordrevne viser tydeligt det økonomiske rationale bag neoliberalismen tveæggede strategi med deregulering og regulering.
Global migrationsmanagement skaber ikke en retfærdig verden
Verden har forandret sig fra det 18. og 19. århundredes migration til underbefolkede kontinenter, eller rettere til steder, hvor man tillod sig at fordrive den oprindelige befolkning. Begreber som gæste- eller fremmedarbejder blev efter 1945 brugt for at antyde en forventning om, at disse mennesker ville tage tilbage efter det økonomiske boom, når der ikke længere var brug for dem. Men den plan mislykkedes, og lande som Frankrig, Storbritannien og Tyskland måtte genfinde sig selv som multietniske samfund. Imidlertid forsøger man med den nyere lovgivning at sikre, at denne fejltagelse ikke gentages. IOM og EU har accepteret den globale migration som et vilkår, men de insisterer på at forvalte den “ordentligt”. Nyere planer i Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien afslører at man ønsker sig en just-in-time migration, som opfylder kortsigtede økonomiske behov frem for langsigtet bosætning. Den nuværende tendens inden for migrationsmanagement afspejler denne hyr-og-fyr-politik. Resultatet vil være en fleksibilisering af befolkninger snarere end af indvandringspolitikken.
Den samme tendens indebærer nogle strategiske anstrøg af keynesianistiske forsøg på at tæmme og derved kontrollere de sociale konflikter ved at integrere arbejderklassen og dens krav om bedre løn- og livsvilkår med økonomisk vækst. Sådan en strategi adapteret til indvandringspolitikken sigter mod at skelne mellem produktive og uproduktive elementer i migrationerne, og derved gøre det vil en katalysator for økonomisk vækst. Den kraft hvormed EU, USA og de transnationale institutioner, de dominerer, gennemtvinger deres migrationspolitik til andre lande ved at presse dem med politiske, økonomiske og i sidste ende militære midler, demonstrerer en hegemonisk strategi, som kun afviger lidt fra den klassiske imperialisme. Når EU eller IMF en gang imellem tænker højt, så står det klart, at man vil bruge migrationen til at løse de kommende demografiske problemer i Vesten, og at man mangler op mod 75 mio. indvandrere; omfanget af den planlagte indsats vil blive enorm og verdensomspændende. Mens ideen om forflytning af store befolkninger i stor udstrækning er blevet forkastet, er behovet med indvandring af specifikke grupper der stadig, og det medfører behovet for en udvælgelsesproces. Derfor bliver migration også til en væsentlig befolkningspolitisk proces.
Resultatet er i sidste ende en bekymrende sammenhæng mellem dem som bliver deporteret fra Europa hvert år - omkring 350,000 plus de ukendte antal som tager af sted “frivilligt” pga. afskrækkende politikker - og dem som ikke bliver rekrutteret til arbejdsmarkederne.
Set i dette lys afslører migrationspolitikken sig selv som metode til at skaffe billig og fleksibel arbejdskraft - en strategi der omorganiserer og rationaliserer befolkningen på samme måde, som man også tidligere har gjort med arbejdsstyrken. Men denne politiks transnationale karakter fremkalder et fuldstændigt nyt formål for migrationskontrollen.
Målsætningen om at holde de uønskede ude - og det betyder hovedparten af verdens befolkning - kræver et globalt system til deportation, FN-kontrollerede ‘safe havens’, flygtninge- og interneringslejre og fængselsøer som Hauru i Stillehavet. Dette er blevet de karakteristiske symboler på ulighed, uretfærdighed og eksklusion i det nye årtusinde.
Det kan ikke komme som nogen overraskelse at et stigende antal kommentatorer sætter spørgsmålstegn ved disse politikkers legitimitet og forsøger at gentænke begreberne om medlemskab og statsborgerskab under globaliseringens vilkår. Samtidig kræver aktivister lukning af asylcentre, åbne grænser, standsning af deportationer og siger, at “ingen mennesker er illegale”. Som alternativ til den aktuelle økonomisk betingede mobilitet må vi sikre nogle globalt gældende basale rettigheder, f.eks. en form for sikret basal indkomst og et verdensmedborgerskab, som til sammen vil sikre folk mod tvungen migration og samtidig gøre det muligt for folk at bosætte sig, hvor de har lyst. Det er den eneste rigtige vej mod global social retfærdighed og lighed.
Franck Düvell er sociolog og arbejder med migration, europæisk og international migrationspolitik, og socialt arbejde i forhold til flygtninge og indvandrere. Hans senest bøger (skrevet sammen med Bill Jordan) hedder Irregular Migration: dilemmas of transnational mobility (Edward Elgar, 2002), og Migration: boundaries of equality and justice (Polity, 2003).