Tema: Fødevarekrise
Læs hele bladet (pdf)GAIA zoomer ind på fødevarekrisens konsekvenser i tre forskellige verdensdele
I april blev Haiti rystet af voldsomme protester over de høje priser på ris. For 30 år siden var Haiti fuldt selvforsynende med ris. Da diktaturet med Jean Claude ’Baby Doc’ faldt i 1986 havde Haiti akut behov for kapital til at bringe landet på fode. Haiti bad derfor IMF om et lån. Med lånet fulgte krav om at ændre det økonomiske system, så landet blev åbent for konkurrence fra andre lande på blandt andet fødevareområdet, og landet var dermed gjort sårbart overfor de globale fødevarepriser. Haitis landbrug var chanceløs i konkurrencen med f.eks. statsstøttet amerikansk ris. Der gik kun få år, før Haitis egenproduktion nærmest var knust og landet oversvømmet af amerikanske ris. I 1994 krævede USA, at Haitis eksilerede præsident Jean Paul Aristide skulle åbne Haitis markeder endnu mere, for til gengæld at støtte hans tilbagevenden til præsidentembedet. USA’s økonomiske interesse i et af verdens fattigste lande kan umiddelbart synes ulogisk, men Haiti er langt fra uvæsentlig for den amerikanske ris-eksport. Haiti er således den tredje største importør af amerikanske ris.
Afrika har været hårdest ramt af uroligheder i forbindelse med de globale prisstigninger på fødevarer. Det vestafrikanske land Cameroun, er et af de steder hvor det er gået allermest voldeligt for sig. I slutningen af februar i år opstod der optøjer i byerne Yaoundé, Buea og Douala i protest mod de stigende fødevarepriser. Nyhedsbureauet Reuters berettede dengang om, at mindst 24 personer var blevet dræbt af politiet, og over 1600 anholdt under urolighederne. Cameroun blev i løbet af 1990’erne i stigende grad afhængige af fødevarepriserne på verdensmarkedet, efter at regeringen fra1994 begyndte at satse på eksportafgrøder som kaffe, kakao og bomuld. I dag er Cameroun en af verdens største kakaoproducenter. Et af flere kortsigtede tiltag fra Camerouns præsident Paul Biya har været at sænke toldbarriererne for import af fødevarer yderligere. Da IMF’s direktør Dominique Strauss-Kahn i slutningen af februar besøgte Burkina Faso – der også har været hårdt ramt af prisstigninger og optøjer – tilbød han den ligeledes kortsigtede og velkendte kur: nye lån til de kriseramte afrikanske lande, på en række betingelser om handelsliberaliseringer.
Filippinerne er endnu et skræmmende eksempel på, hvordan neoliberale reformer kan smadre et lands fødevareproduktion. Da diktatoren Marcos regime faldt i 1986 var landet selvforsynende med ris. I dag er Filippinerne verdens største importør af ris. Verdensbanken og IMF pressede landets nye ledelse til at gøre tilbagebetaling af udlandsgælden til hovedprioritet. Mellem 1986 og 1993 forlod mellem 8-10 procent af Filippinernes BNP årligt landet i form af afbetaling på gæld, og samtidig halveredes investeringerne i landbruget. Det havde voldsomme konsekvenser for bønderne, der i høj grad var afhængige af den statslige støtte. I 1995 trådte Filippinerne ind i WTO, som krævede, at landet afskaffede kvoterne på import af alle landbrugsprodukter. Under kampagnen i 1994 for at ratificere Filippinernes WTO-medlemskab, lovede regeringen, at tab i korn og andre traditionelle afgrøder ville blive mere end opvejet af de nye eksportindustrier, med produktion af fx blomster, asparges og broccoli. Men hverken det, eller mange af de forventede 500.000 job i landbruget, blev til virkelighed. I stedet faldt beskæftigelsen i landbruget fra 11,2 millioner i 1994 til 10,8 millioner i 2001. Konsekvenserne af Filippinernes optagelse i WTO smadrede gennem landbruget som en supertyfon. Oversvømmet af billig importeret majs – hovedsageligt subsidieret amerikansk – var landmændene tvunget til at reducere jorden afsat til dyrkning af majs fra 3,1 millioner hektar i 1993 til 2,5 millioner i 2000. Og den massive import af kyllingestykker dræbte næsten hele den filippinske fjerkræsindustri. Det dobbeltslag af IMF’s strukturtilpasninger og WTO’s pålagte handelsliberaliseringer, forvandlede hurtigt en stort set selvforsynende landbrugsøkonomi til en importafhængig, i takt med at landmændene blev marginaliserede.