At den tyrkiske stat ikke ønsker, og for den sags skyld aldrig har ønsket, en fredelig løsning på den kurdiske konflikt, har længe været en slet skjult hemmelighed. At de derudover i mange år har nægtet at anerkende eksistensen af det kurdiske folk, og slår hårdt ned på alt og alle der arbejder for en bevidsthed omkring, og en løsning på denne konflikt er også åbenlyst. Denne holdning og praksis er direkte afledt af den herskende statsideologi i Tyrkiet - Kemalismen - der er ensbetydende med ekstrem tyrkisk nationalisme, og fornægtelse af alle divergerende politiske, nationale og kulturelle identiteter indenfor den tyrkiske stats grænser. Set i denne sammenhæng, er Tyrkiets reaktion på, og behandling af Musa Anter-fredstoget hverken overraskende eller uforståelig. Michael Fehsenfeldt beretter om den nervepirrende tur
De seneste år har vist, at forhandlingerne mellem PLO og Israel ikke vil føre til oprettelsen af en egentlig palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden. Det nuværende palæstinensiske selvstyre er kritisk set blot en brik i et israelsk overherredømme i Palæstina.
Bag den såkaldte fredsproces i Mellemøsten ligger USA’s ønske om at erobre og kontrollere den arabiske verden. Men religiøs fanatisme og den manglende løsning på Palæstinaproblemet truer imidlertid USA’s bestræbelser.
Mens Vestsaharas oprindelige befolkning udsættes for besættelsesmagtens grove overgreb, plejer danske virksomheder deres kommercielle forbindelser til marokkanske handelspartnere.
Den latinamerikanske venstrefløj oplever for øjeblikket en afgørende genindtræden på den politiske scene. Mens størstedelen af de politiske debattører, journalister, akademikere og talsmænd for regeringer og Verdensbanken tiljubler eller begræder neoliberalismens triumf, er der ved at blive dannet en opposition, som med tiden vil kunne udfordre det overherredømme, som det frie markeds magtstrukturer udøver.
"Det er umuligt at sige en bestemt dato, men vores tålmodighed er snart på bristepunktet, Hvis ikke der kommer en konkret forbedring fra FN snart, så kan vi tvinges til at gribe til våben igen."
— Marts 1997, Front Polisario, Algeriet.
Vi har med interesse læst Torkil Lauesens lange indlæg om venstrefløjens og modstandens situation i dag - set i forhold til en stærk kapitalisme og østblokkens sammenbrud. Vi synes det er spændende at Torkil indvier GAIA’s læsere i overvejelser over hvordan han mener kampen for radikale forandringer kommer videre.
Fra direktionskontorer og finansministerier til venstrefløjen bliver ordet globalisering brugt som den altomfattende opfattelse af verdenen. Konklusionerne der drages er selvfølgelig forskellige. Hirst har gennem flere år analyseret det grundlag begrebet bygger på, og konkluderer i sin seneste bog, at globaliseringen er en myte.
Vesttysklands byguerilla Rote Armee Fraktion - RAF - opstod i kølvandet af 68-bevægelsens nedgangsfase. Man ville opbygge en antiimperialistisk guerilla med det mål at etablere en ny væbnet modstandsfront i selve det imperialistiske centrum. I april 1992 erklærede RAF, at de foreløbigt ville indstille sine væbnede angreb mod repræsentanter af kapitalistiske magtstrukturer. Det følgende interview belyser vigtige etaper af RAF’s historie.