Seksuel tortur i fængslerne skal nedbryde de kvindelige fanger og skræmme kvinder uden for fængslerne væk fra det politiske arbejde. Dette var temaet for en af arbejdsgrupperne på Libertad-konferencen i april.
Af Irene Clausen
Én ting er at læse beretninger om kamp, vold og undertrykkelse i bøger og blade. Noget andet er at høre dem beskrevet af levende, nærværende mennesker. Det sidste var tilfældet i arbejdsgruppen om kvinder på Libertad-konferencen. På stribe fortalte politisk aktive kvinder fra Tyrkiet, Kurdistan, Iran, Colombia, USA, Chile, Guatemala og Tyskland om deres deltagelse i befrielseskampe og guerillabevægelser, om problemer ved fredsprocesserne, og frem for alt rystende historier om deres forhold som politiske fanger i deres hjemlands fængsler.
De mange beretninger dokumenterede hvad vi måske vidste i forvejen: At over hele verden bliver de mennesker, som kæmper for retfærdighed og socialisme, betragtet som ’terrorister’ og straffet herfor. At over hele verden bruger magthaverne stadig mere hæmningsløse og raffinerede metoder til at tilintetgøre den modstand, der forsøger at fratage dem retten til at bestemme over andre og udbytte arbejdere og andre undertrykte grupper. En af disse metoder er at sætte de revolutionære i fængsel. At isolere og torturere dem for at nedbryde deres identitet.
Men formålet med at torturere fangerne har også et andet mål: at sprede frygt uden for fængslerne. Magthaverne ved, at rygterne om hvad der foregår inden for fængslernes mure, hurtigt vil nå ud til omverdenen, og det er skam også meningen. Frygten skal få folk uden for murene til at droppe den politiske kamp.
Det afgørende for de revolutionære fangers overlevelse i fængslerne er, at der uden for fængslerne foregår et aktivt solidaritetsarbejde med dem inde bag murene. At der holdes øje med deres situation, deres retssager, deres helbred, at der bliver skrevet og talt om det, demonstreret i solidaritet med dem, at magthaverne ikke et øjeblik får fred - før de revolutionære fanger er blevet frigivet. Seksuel tortur
Hvad angår de kvindelige fanger, anvender magthaverne verden over seksuel tortur som et raffineret middel til at nedbryde de kvindelige fanger. Seksuel tortur er langt mere end det at voldtage kvinder, som er den eneste form for seksuel tortur som de mandlige fangevogtere kan blive straffet for. Der findes utallige former for seksuel tortur som ikke kan ses:
F.eks. "jomfruundersøgelser", Berøring eller udstilling af kvindens nøgne krop, mishandling af de kvindelige kønsorganer der ikke efterlader spor, at få kvinden til at tørre sit menstruationsblod op i overværelse af mandlige fangevogtere, konsekvent daglig anvendelse af sexistisk sprog og forhånelse af kvinden for at hun ikke er ’rigtig kvinde’, når hun er revolutionær og ’prioriterer revolutionen over sine børn’, Tortur mod børn mens moderen ser på det............
I islamiske stater som Iran, eller lande med muslimsk religion som Tyrkiet og Kurdistan, virker den seksuelle tortur ekstra voldsom (hvis man overhovedet kan gøre dette spørgsmål relativt), idet spørgsmålet om ære og skam spiller en afgørende rolle i disse landes kultur. Dette udnyttes bevidst af magthaverne. Det betyder konkret, at når eksempelvis kurdiske kvinder på stribevis bliver voldtaget eller udsat for anden seksuel tortur af det tyrkiske militær, så indgyder det kvinderne en så stor skamfølelse, at de næsten ikke kan tale om det. De vender ydmygelsen indad så den bliver til skyldfølelse. Og hvis de taler om det vil familien måske blive vrede på dem, og vende dem ryggen. Det er derfor afgørende vigtigt at "af-tabuisere" den seksuelle vold og tale åbent om den.
Iranske M. fortæller
På konferencen mødte jeg den iranske kvinde M. Hun blev aktiv i guerillabevægelsen i Iran i 1982 og blev arresteret i 1988, 15 dage efter at hun havde født sit første barn.
Her følger hendes beretning:
— Fra mit eget liv vil jeg nu fortælle om nogle hændelser. Før jeg selv blev arresteret, havde vi gennem medierne hørt om massehenrettelserne i vores land. Torturmetoderne og voldtægterne imod unge kvinder i fængslerne kendte man allerede til uden for fængslerne i den islamiske republik Iran. Dette havde fremkaldt en stor angst hos de familier hvis børn var aktive i oppositionen mod regimet og jeg måtte som aktiv frihedselskende, socialistisk kvinde forlade min by. Et år senere, under mit svangerskab, erfarede jeg gennem TV, at min mand var død. I forbindelse med fødslen vendte jeg tilbage til vores hjem, hvorfra jeg var flygtet. 15 dage efter fødslen blev jeg arresteret.
Jeg blev fængslet sammen med min 15 dage gamle datter, min mor og min bror. Ved ankomsten til fængslet kastede en betjent et kabel op i luften og sagde: "Det skal du snart komme til at mærke". Jeg havde fået kejsersnit og blødte stadig, og lagde ubevidst mine foldede hænder på maven. Frygten for voldtægt smertede i hele kroppen.
— Min tortur begyndte med slag over og under fødderne med kablet, dernæst på ryggen og på hovedet. Jeg tænkte kun på en ting: Modstand. Ordet røg gennem mit hoved. De spurgte mig ud om min døde mand og hans relationer. Sådan gik der nogle timer, og under torturen begyndte jeg at bløde, og det blev ved. Til sidst holdt bødlerne op. De anbragte mig i en mørk celle. Jeg skreg så højt jeg kunne på min baby og råbte at jeg ville ha’ barnet hos mig. De sagde hun var i en børnehave. Til sidst reagerede jeg ikke mere udadtil, men i mit indre rasede og stormede det.
— Næste formiddag ved 10-tiden bragte de min datter tilbage til mig. Jeg tog imod hende med opsvulmede hænder og gav hende bryst. Jeg kunne mærke at hun ikke havde fået noget at spise.
Jeg blev igen bragt ind i torturkammeret, selvom jeg stadig blødte. Lægen som de havde hentet til mig, forbød dem at torturere mig. Men efter nogle timer førte de mig med lukkede øjne ind i en celle. Her fjernede de bindet fra mine øjne og jeg kunne se min torturerede bror der var bundet til en seng. Så begyndte de at torturere ham for øjnene af mig. Jeg viste overhovedet ingen reaktion.
De spurgte: "Siger du ikke noget til at vi torturerer din bror, din ufølsomme kommunistkvinde. Er du parat til at dræbe din bror". Det var absurd, de ville gøre mig ansvarlig for min brors død. De truede mig med at dræbe ham hvis jeg ikke sagde noget. Efter nogle måneder førte de mig igen til torturkammeret, og atter engang fik jeg blødninger under torturen. I tre hele dage måtte jeg ikke sove, derefter udspillede de en skin-henrettelse af mig. De tvang mig også til at tilbringe en hel måned - opretstående - i et skab hvor jeg ikke kunne bevæge mig. Kun tre gange om dagen måtte jeg gå på W.C. - ellers kom jeg ikke ud. Herefter sad jeg i 7 måneder i et mørkt rum hvor jeg kun i kraft af måltiderne var i stand til at skelne mellem dag og nat.
— Til sidst blev jeg ført til en isolationscelle i Evin-fængslet hvor jeg sad i 17 måneder, i celle nr. 209. Der fik jeg for første gang besøg af min datter. Hun var allerede blevet stor - hun kunne gå og tale. Hun sagde til mig:"Tante, hvordan har du det?"
— Når jeg i dag hører kammerater fra Latinamerika, Afrika, Mellemøsten eller sågar Europa, fortælle om deres ’oplevelser’ med undertrykkelse og tortur, er det som at høre min egen historie fortalt. Deres erindringer minder så meget om mine. De imperialistiske stater tvinger de regeringer, som er afhængige af dem, til at udøve undertrykkelse af deres befolkninger, for at imperialisterne kan fortsætte med at stjæle landenes resurser og øge deres magt og rigdomme.
Enhver modstand må derfor bringes til tavshed. Det gør man ved at bringe frygt ind i befolkningen. Frygtens strategi tjener til at opretholde magtforholdene.
— Det kan ikke, og skal heller ikke, skjules for befolkningen at der foregår tortur og voldtægt af regeringens modstandere i fængslerne. Måske kender befolkningen ikke hele sandheden , men de ved at nogle af deres slægtninge eller venner forsvinder eller dør i fængslerne. Tortur efterlader ikke kun spor hos de torturerede og deres familier, men hos alle levende mennesker i et sådant samfund.
Ingen stat har ret til at torturere sine politiske modstandere. Vi må alle kæmpe sammen imod tortur og henrettelser. Intet mennesket må kunne se med ligegyldighed på at sådanne ugerninger finder sted.
Den islamiske, iranske republik fylder 20 år i år. Efter Shahens fald kom det såkaldte Præstestyre til magten. Styret ønskede med massearrestationer og henrettelser i fænglerne at udrydde den venstreorienterede og den ikke-religiøse opposition.
I Iran blev der umiddelbart efter afslutningen af Iran-Irak krigen i 1988 oprettet en såkaldt ’dødskommission’, der gennemførte ’retssager’ imod alle landets politiske fanger. Efter retsproceduren, der varede ca. 3 minutter pr. person, blev der afsagt domme, ofte dødsdomme der straks blev eksekveret. De fleste blev hængt da man manglede våben og ammunition til så mange henrettelser. Ligene blev begravet i store massegrave uden for de store byer. Alene i Teheran, Irans hovedstad, blev ca. 3000 politiske fanger dømt til døden og henrettet. Dette er en forbrydelse som aldrig rigtigt kom til omverdenens kendskab.