"Frihed til at vælge" - er Fogh Rasmussen-regeringens motto. Men hvordan bestemmes, hvad der er det rigtige valg? Det er det, denne artikel handler om. Den gør det ved at fortælle den liberale friheds historie
Af Torkil Lauesen
På den ene side synes det som om, vi i højere og højere grad får frihed til at styre os selv. På den anden side er det som om, der er noget, der stadig mere intenst regulerer og bestemmer, hvad der er “rigtigt” og “forkert” og dermed sætter rammerne for vores frihed.
Al den snak om mere frihed betyder ikke, at undertrykkelse og be-grænsninger er ophørt med at eksistere. Der er stadig grupper af mennesker, som skal disciplineres, normaliseres og kontrolleres. Men selv når det drejer sig om kriminalitetskontrol, aktivering af bistandsklienter eller tvangsmæssig integrering af flygtninge, bliver det udført i frihedens navn: Begrænsningerne for de få er en betingelse for de manges frihed, eller de er nødvendige for at forme vanskelige og uregerlige mennesker, således at de bliver i stand til at foretage de “rigtige” valg og blive “selvansvarlige frie mennesker”. Den neoliberale frihed betyder derfor ikke, at vi er på vej til et eller andet solbeskinnet rige. Den betyder blot at visse normer og antagelser om mennesker og hvordan de bør leve, har fået betegnelsen: ”frihed”. Neoliberalisme er mere frihed inden for snævrere rammer. Det er der ikke noget nyt i. Frihed og disciplin er ikke modsætninger i liberalismen, det er to sider af samme sag. Lad os se lidt på ”frihedens” historie.
Frihedens historie
Friheden har ikke altid været et positivt begreb. I middelalderen var værdier som hæder og ære, magt og storhed, trofasthed og loyalitet, tro og ydmyghed vigtigere værdier. Friheden bliver først et ideal i forbindelse med økonomiske og politiske forandringer i Europa og Nordamerika i 1700-tallet.
Ideen om den individuelle frihed er ikke mindst et resultat af kapitalismen. Markedsøkonomien forudsætter og udvikler en særlig form for frie individer i produktionen og handlen med varer. Lønarbejderen er ikke slave eller fæstebonde, men et frit individ, der indgår en kontrakt med køberen af arbejdskraft. Sælger og køber mødes i butikken og køber og sælger af fri vilje.
Når arbejderen har sin individuelle frihed, vil arbejdsmarkedets tvang, kombineret med fabrikkens disciplinære organisering af tid, rum og aktivitet, skabe den livsform og individualitet, hvorved den medgørlige og nyttige arbejder vil møde på arbejde hver dag af egen fri vilje.
Frihed og disciplin
Det er derfor heller ikke noget tilfælde at de selv samme liberale filosoffer og samfundsdebattører, som udviklede frihedsbegrebet i slutningen at 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, også beskæftigede sig indgående med fængslet og straffesystemet. Det liberale frihedsbegreb opfattes normalt som individets frihed i forhold til statsmagten. Men historisk er det lige modsat. Samtidig med - og som en forudsætning for - udviklingen af den liberale individuelle frihed, voksede staten med dens institutioner og magtformer voldsomt. Man byggede fængsler, anstalter til sindssyge, skoler og opdragelsesanstalter, institutioner til fattige og hjemløse, og det gamle vægtersystem blev forvandlet til det, vi i dag forstår ved et politi. Man kalder anden halvdel af 1800-tallet for ”Den store indespærring”. Hvor der før blot havde været få hundrede indespærrede i Danmark, var der nu tusinder. For dem, der var ude i samfundet, kom der regler for opførsel, arbejde, hygiejne og sundhed - hele livet blev reguleret og styret af et statsligt maskineri af institutioner.
Denne forbindelse mellem frihed og disciplin er ikke udtryk for filosofisk forvirring. At styre gennem frihed kan umiddelbart lyde som et paradoks. Er frihed ikke netop det modsatte af at blive styret? Er frihed ikke at gøre som man vil på tværs af begrænsninger? Den klassiske liberalismes idé var at øge den enkeltes frihed. Men for at opnå denne frihed er det nødvendigt at underkaste individerne forskellige former for disciplinering. ”Frihed” er således ikke det modsatte af at styre, men er derimod et værktøj til at styre med.
“De farlige klasser”
I begyndelsen af 1800-tallet var byerne fyldt med fattige, nedslidte og syge mennesker, tiggere, kriminelle og uregerlige børn og unge. Dette proletariat blev i England kaldt: ”The dangerous classes”, i Frankrig: “Les misérables”, i Danmark: “pøblen”. ”De farlige klasser” blev af samtiden ikke anskuet som et resultat af sociale forandringer, men som mennesker med iboende slette og kriminelle karaktertræk. Det var disse mennesker, som skulle civiliseres: det vil sige lære at leve som frie selvansvarlige borgere. Det skulle de lære i familien, i bylivet, på arbejdspladsen, i skolen og i sidste instans i fængslet eller sindssygeanstalten.
Familien
I midten af 18-hundredetallet blev der overalt i Europa diskuteret, hvordan samfundet kunne regulere de lavere klasser. I det nye industrialiserede samfund måtte arbejderklassen disciplineres til hygiejniske vaner og et pænt borgerligt liv, så man kunne undgå epidemier, drukkenskab, slagsmål, hor og anden uro. Familien er ofte blevet betragtet som en modsætning til det statslige styre; familien er det private. Men i løbet af 1800-tallet udviklede der sig en række måder, som inddrog familien i styringen af samfundet. Politikere, læger og andre eksperter - forskellige slags moralister - udformede modeller for boligens indretning, for god husførelse (lys, luft og renlighed) og for opførsel i ægteskabet. De pålagde forældrene, især faderen, at styre familien efter disse normer. Det indebar at børnene skulle opdrages, og at lyster til alkohol, spil og udenomsægteskabelig sex skulle tæmmes. Nørrebro er fuld af kirker og børneinstitutioner, som oprindelig er oprettet af det bedre borgerskab for at frelse og opdrage ”de farlige klasser”. Sigtet var at skabe en arbejdsdygtig, sund og effektiv befolkning. I frihedens navn søgte man at styre det enkelte menneskes normer, værdier, lyster, behov og håb på det mest intime plan.
Byen
Byen og dens institutioner blev rammen for disciplinering af en række grupper for at opretholde ro og orden i samfundet. I 1700-tallet var der ikke nogen fast grænse mellem “hæderlige lovlydige arbejdere” på den ene side og “kriminelle” på den anden. I stedet var der en udbredt lovløshed, som for store dele af befolkningen var en måde at skaffe sig til dagen og vejen. Opdelingen mellem “hærdelige arbejdere” og “kriminelle” var en følge af politi-, retsvæsnets og fængselssystemets udbredelse i begyndelsen og midten af 1800-tallet. Hermed blev visse former for lovløshed defineret som kriminelt og strafværdigt. Det gamle vægtersystem blev omformet til et moderne politi i denne periode. Det skulle kortlægge, overvåge og patruljere blandt de farlige klasser.
Sundhedssystemet blev ligeledes udviklet for at gøre byen sund. Det var tiden, hvor de første store offentlige hospitaler blev bygget, eksempelvis Københavns Kommunehospital i Østerfarimagsgade. Byplanlægning skulle omforme de farlige og uhygiejniske koncentrationer af mennesker til velordnede rækker af huse, hvor sundhed, god moral og en sikker og effektiv arbejdskraft kunne opretholdes. Byplaner skulle skabe lys, luft og overskuelighed i byen. I 1853 hærgede en frygtelig koleraepidemi København. Lægerne påviste, at det stod værst til i de kvarterer, hvor mennesker var stuvet tættest sammen. Med denne erfaring som udgangspunkt besluttede lægeforeningen at opføre en mønsterbebyggelse: ”Lægeforeningens boliger”, også kaldet Brumleby, på Østerbro. Det var lave enkle længer med græs og træer imellem og med forsamlingshus, brugsforening, børnehave og vuggestue. Det var små billige lejligheder uden dekoration, beregnet for de fattige arbejdere. Rundt om det hele var der en mur med porte, så bebyggelsen og dens veje kunne være trygge for dem, der boede inden for muren. Ensartethed og orden var opskriften på, hvordan boligproblemet skulle løses. Det var det første sociale boligbyggeri i Danmark. Et andet eksempel er byggeforeningshusene ”Kartoffelrækkerne” langs søerne, bygget fra 1837-79, og langt senere det sociale boligbyggeri i omegnen af København fra Herlev til Ishøj.
De offentlige institutioner og byplanlægningen med dens boulevarder og gader, offentlige parker og pladser, kloakker og rindende vand, gadebelysning og fortove, brugte altså arkitektur til at fremme den velregulerede frihed.
Skolen
Skoling af ”de farlige klassers” børn var på den ene side et spørgsmål om sikkerhed: om afværgelse af de sociale trusler, der lå i byernes slum. Og på den anden side et spørgsmål om disciplinering til at indgå i arbejdslivet. Det frie individ måtte kunne læse, skrive og regne, for at kunne indgå i produktionen, der blev mere og mere teknisk, ligesom det var nødvendigt, at borgeren kunne læse regler og bestemmelser, for at kunne adlyde dem. Matematikken skulle disciplinere sindet og skabe det fornuftige menneske udstyret med evne til at beregne forhold i livet. Ved hjælp af klasseværelsets udformning, skemaet, samt indskærpelse af punktlighed og lydighed overfor autoriteten, kunne hvert enkelt barns opførsel observeres og bedømmes. Barnet blev normaliseret ved en stadig proces af overvågning, disciplinering og bedømmelse. Men skolen havde også andre dagsordner. Det særlige forhold mellem læreren og den enkelte elev skulle udvikle individets indre liv, dets følsomhed, dets moral og etik. Jo bedre læreren kendte den enkelte elev, jo lettere kunne læreren vejlede eleven. Skolegården blev et rum, hvor læreren kunne observere eleverne i “fri dressur”: Se elevernes virkelig karakter og iagttage tegn på afvigelse. Gennem legen kunne læreren opbygge et forhold af sympati og tillid. Skolen drømte om at skabe individer, som ikke behøvede at blive styret, men som ville styre sig selv gennem selvindsigt, forudseenhed, kalkulation og moral og etik. Denne tilstand var frihed.
Arbejdet
Fabrikken blev et af de vigtigste steder, hvor frihedens disciplin blev indlært. De disciplinære problemer i det tidlige fabrikssystem var store. Det var en udbredt opfattelse, at arbejdere var gen-stridige og amoralske. Deres vaner og kultur var en hindring for udviklingen af en effektiv produktion. Den manglende disciplin kom til udtryk ved, at arbejderne blev væk fra arbejdet, når det passede dem. De kom kun, når behovet for penge til livsfornødenheder blev akut. Problemerne med disciplinen blev bekæmpet ved at presse lønnen og dermed gøre det livsnødvendigt for arbejderne at møde på fabrikken hver dag. En anden måde var at knytte arbejderen og familiens liv til virksomheden i form af bolig, salg/kredit af livsfornødenheder, kirke, skole, læge - “goder” arbejderen kun kunne nyde godt af ved god disciplin som arbejder, ligesom truslen om afskedigelse fik større konsekvenser. Disse teknikker blev brugt på Brede klædefabrik og Teglværkerne ved Nivå, de første danske fabrikker. Disciplineringen udviklede sig efterhånden til “videnskabelige metoder “ - til management. Tiden blev en vigtig faktor i disciplineringen med krav om punktlighed og truslen om fratræk i lønnen ved forsinkelse. Man skulle stemple ud og ind. Tiden muliggør en minutiøs organisering og kontrol med den enkelte ansattes arbejdstid.
Taylorismens var et management system, der opdelte arbejdsprocesser til mindste detalje for at effektivisere arbejdet. Det gjorde imidlertid jobbene indholdsløse og monotone og betød et opskruet arbejdstempo og -intensitet.
Henry Ford, som ejede “Ford Motor Company” - grundlagt 1903 - havde organiseret sin virksomhed ud fra Taylors “videnskabelig virksomhedsledelse”, men oplevede at den kontrol tayloriseringen gav, ikke var tilstrækkelig. Tayloriseringen gav kontrol over den enkelte arbejders aktiviteter, men metoden gav ikke anvendelige midler til organisering af masseproduktion. Han udviklede derfor samlebåndsproduktionen. Hver operation i en produktion tager sin tid og følger efter hinanden i et bestemt mønster, således at der skabes en bestemt rytme. Derved skabes en samlebåndsdisciplinering. Rytmen følges ikke bare, fordi en overordnet har bestemt det, men også fordi arbejdskammerater ellers må betale prisen i form af øget arbejdsbelastning, hvis rytmen brydes.
Gennem kapitalismens historie har der udviklet sig en lang række magtteknikker og -strategier til at kontrollere og disciplinere arbejdskraften med det formål at effektivisere arbejdsprocessen og dermed maksimere profitten. “Management” handler om magtteknikker, som skal sikre kontrollen over produktionen. Kapitalismen er i lige så høj grad karakteriseret ved disciplinen som ved udbytningsforholdet. Disciplinen, er den form, magten tager i det kapitalistiske samfund og uden hvilken, det ikke kan fungere. Der er således en sammenhæng mellem liberalismen og kapitalismen.
Fængslet
Hvis disciplineringen ikke lykkedes ude i samfundet, endte man på de lukkede institutioner. Man har kendt til fængsler langt tilbage i historien. Men fængslet som kombination af straf og resocialisering er en forholdsvis ny idé. Fængselsstraffen kaldes også “frihedsberøvelse”. En forudsætning for fængselsstraffens udbredelse og udvikling er således dannelsen af det “frie individ”. Uden frihed igen frihedsstraf. Helt frem til 1600-tallet forekom frihedsstraffen næsten ikke. Man havde fængsler, men det var blot til varetægt indtil dom og straf faldt. I stedet var der fysisk afstraffelse: prygl, pisk, brændemærkning, afskæring af øre, tunge, lemmer eller hoved, sammen med straffeformer som fredløshed, landsforvisning og bødestraf. Det var først og fremmest kroppen man straffede med pine og smerte. Fængslet som “forbedringshus” syntes liberalisterne, var en indlysende rigtig idé. I 1800-tallet var man stolt af de nye fængsler. Man roste sig af ikke længere at straffe menneskers krop: i stedet ville man afrette deres sjæl. Da Blegdammens fængsel blev indviet af kongen selv i 1848, havde Adam Oehlenschläger til lejligheden skrevet en kantate, som blev opført af Det Kongelige Kapel, der hyldede den nye straffeanstalt. I 1862 skrev digteren H.V. Kaalund om det nye fængsel på Vridsløselille mark: “Det er ikke blot en straffeanstalt, det er tillige i ordets sande betydning et forbedringshus, en slags moralsk hospital.” I dette moralske hospital skulle de vanskeligste tilfælde lære at være frie mennesker, der ansvarligt kunne styre sig selv.
Den sociale frihed
På trods af liberalismens praksisser for udviklingen af frihedens disciplin, gik kommunismens spøgelse gennem Europa i midten af 1800-tallet. De nye videnskaber til undersøgelse af det sociale fortalte om økonomiske kriser, social utilfredshed, stigende kriminalitet, selvmord osv. De livsvilkår som fabrikssystemets arbejdsmiljø, den tilbagevendende arbejdsløshed og det lave lønniveau skabte, førte til en stigende militans i arbejderklassen. Liberalismens disciplinering havde forvandlet proletariatet til en velorganiseret arbejderklasse - men denne udviklede et andet frihedsbegreb.
Som svar på liberalismens frihedsopfattelse udviklede der sig i anden halvdel af 1800-tallet et frihedsbegreb, der på forskellig måde søgte at forene kravet om frihed med nødvendigheden af solidaritet og fællesskab. Kommunisterne ville be-grænse liberalismes individuelle frihed, og ville i stedet kollektivisere det sociale og økonomiske liv og etablere en anden form for frihed: En frihed fra de begrænsninger økonomisk og social nød lagde på mennesker. Socialdemokraterne søgte at forlige den liberale frihed med en eller anden grad af kollektivisering. Individet og familien skulle give los på privatlivet og forankre sig i det sociale fællesskab. Socialt boligbyggeri skulle skabe sociale lokalsamfund. Socialarbejdere, lærere, sundhedsinspektører og fabriksinspektører skulle stadig styre og rådgive om hverdagslivet: den måde man gik klædt på, den kost man spiste, den måde man arbejdede på, børneopdragelse, hygiejne osv. Men nu var det en kontrol og vurdering af rigtigt og forkert, der tog afsæt i de sociale omkostninger og konsekvenser. Det gode normale menneske, skulle være det sociale menneske. Hvis man skal nævne en praksis som karakteriserer socialdemokratiet, så er det etableringen af det ”sociale sikkerhedsnet”: sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, folkepension osv. Et sikkerhedsnet, der via et kollektivt forsikringssystem baseret på indkomstskat, skulle skabe frihed for nød, elendighed og sygdom. Den sociale forsikring er en styringsmodel mellem socialisme og liberalisme, en sammensmeltning af social og individuel ansvarlighed. Liberalismens frie borger blev bundet af et net af social solidaritet og gensidig afhængighed til andre individer på tværs af generationer via staten og dens institutioner.
Kritikken af det sociale
I begyndelsen af 1970’erne blev velfærdsstaten i stigende grad problematiseret: Den gjorde borgerne til passive klienter, den hæmmede fornyelse og initiativ. Statslige eksperter og autoriteter var skrankepaver og smagsdommere. Det fællesskab og den form for solidaritet, der kom til udtryk i fagbevægelsen og statslige sociale forsikringer, som havde skabt frihed fra social nød, blev nu omtalt som en hindring for fleksibilitet og fornyelse, en begrænsning af den enkeltes frihed til at forhandle sin individuelle løn, arbejdsbetingelser osv. Den sociale stat blev set som en hæmsko for udviklingen af demokratiet, friheden og den økonomiske vækst. Løsningen skulle være en aktivering af det private erhvervsliv, af de ikke statslige organisationer og det private individ.
Den neoliberale frihed
Friheden har i neoliberalismen fået ny vægt og betydning for det politiske styre. ”Den frie verden” vandt den kolde krig. ”De frie markedskræfter” sejrede over planøkonomien.
Oven på de mange institutioner til disciplinering lægger neoliberalismen vægt på selvdisciplineringen. Hjælp staten - styr dig selv. Det selvansvarlige menneske bliver idealet. Den nye vægt på ”selv-et” betyder, at moral og værdier får en helt ny betydning i en styringssammenhæng.
De nye styringsformers strategi eller drøm er, at vi skal lære at styre os selv ud fra normer, værdier og sandheder, der er anderledes end de gamle i velfærdsstaten. Vi skal “selvansvarligt” styre vores liv gennem stadige serier af “frie” valg. Vi skal føre en individuel udenrigspolitik og miljøpolitik gennem vores valg af varer i supermarkedet, og føre sundhedspolitik gennem vores hospitalsvalg. Vi skal føre uddannelsespolitik gennem det frie skolevalg, og vi skal selv styre vores karriereudvikling fra 8. klasse. Vi skal selv spænde et personligt socialt sikkerhedsnet ud gennem private forsikringer og pensionsordninger osv.
Vi skal ikke længere være passive klienter i velfærdsstaten, hvor eksperterne definerede vores behov. Vi skal selv være eksperter og styre vores liv gennem markedsmekanismens love og neoliberale værdier. Det betyder også, at vi selv skal tage konsekvenserne af vores valg. “Det er samfundets skyld”, er blevet en latterlig og dårlig undskyldning. “En hver er sin egen lykkes smed”. Vi skal blive ”A/S Mig selv”, hvor hvert valg vi foretager, er et led i en kapitalisering af os selv. Standard-spørgsmålet, når vi står i en valg situation, er: Men hvad får jeg ud af det? Hvad er befrielse og frihed så?
Som det fremgår af denne lille historiske fremstilling af “friheden”, så er den ikke noget, der blot træder frem i fraværet af magten. Tag for eksempel befrielsesbevægelserne i den tredje verden. Deres kamp for befrielse fra kolonialisme og imperialisme var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at etablere en styreform, der kunne skabe et ”frit” samfund. Befrielse - som en kamp mod en form for magtudøvelse, skaber ikke nødvendigvis frihed. Man må skelne mellem begrebet ”frihed”, som det bruges i en kamp og modstand mod magt, og ”frihed”, som den udøves som livsform i samfundet.
Tag for eksempel forandringerne i den gamle Østblok. ”Friheden” er ikke noget, de får blot ved at befri sig fra de gamle styreformer. De er nu ved at lære den neo-liberale frihed. Etableringen af ”det frie marked” kræver bogholdere og revisorer, managementkonsulenter og marketingseksperter, advokater og administratorer, som skal fremtvinge de betingelser, hvorunder ”loven om udbud og efterspørgsel” kan sætte sig igennem. De måder at beregne og styre på, som vil få individerne til at handle og tænke som konkurrerende og profitmaksimerende individer, skal indpodes. Man skal forvandle arbejdere til motiverede ansatte, som frivilligt stræber efter at yde det bedste for firmaet, og man skal lære forbrugere at vælge frit mellem udbuddet af produkter. De ”ufrie” mennesker fra Østblokken kan ikke blot befries, de skal gøres frie og lære sig at blive frie i en omformningsproces, der kræver disciplinering og undervisning i nye værdier og normer fra universitetsniveau til Tv-kanalernes reklamer, serier og underholdningsprogrammer. Det samme gælder Iraks befolkning. Det er langt fra nok at befri dem fra Saddam Husseins diktatur. De skal nu lære at leve som frie mennesker, hvilket betyder, at de skal overtage de amerikanske normer for demokrati og frihed.
Modstand mod neoliberalismens frihedsbegreb handler først og fremmest om at omdefinere dens normer og værdier for rigtig og forkert, godt og ondt. Hvis vi har så meget valgfrihed, så har vi vel også ret til at fravælge neoliberalismen! Ret til at udvide og forandre, hvad der er de rigtige valg. Ret til at forandre vurderingen af, hvad der er falsk og sandt. Skabe styreformer, produktionsformer og livsformer, som muliggør en anden form for frihed. Hvis ”virkelig frihed” findes, så er det en praksis, der muliggør en stadig forandring af ”spillereglerne” og en udjævning af ulige magtforhold. En frihed til at være, handle og udtrykke sig anderledes - og