af Giovanni Arrighi
oversat og redigeret af Torkil Lauesen og Janne Tynell
Den asiatiske befolkning betaler stadig af på det østasiatiske kollaps i 1997, og folk diskuterer stadig årsagerne til krisen i et forsøg på at placere ansvar. Den italienske økonom Giovanni Arrighi har set nærmere på udviklingen i østasien efter 2. Verdenskrig - på historien bag Tigerøkonomiernes opbygning
Thailand måtte opgive at forsvare kursen på landets valuta i starten af juli 1997. Kort tid inden var flere af Sydkoreas største firmaer gået konkurs. Dette viste sig at være startskuddet til en af de største økonomiske sammenbrud siden børskrakket på Wall Street i 1929. Som en steppebrand bredte krisen sig hurtigt til andre østasiatiske lande. Malaysia, Filippinerne og indonesien røg hurtigt med i svinget, men også mere velstillede asiatiske lande som Hong Kong, Sydkorea og Singapore måtte bukke under og devaluere deres valutaer, altså gøre deres valutaer billigere.
Fra nyrig til nyfattig
Den økonomiske krise ramte landenes erhvervsliv med et tungt slag. Virksomhederne havde svært ved at klare sig, fordi aktiekurserne raslede ned. I november 1997 måtte seks banker i Indonesien lukke, mens et af Japans største børsmæglerfimaer krakkede.
Da korthuset ramlede sammen var det ikke kun de fattigste, men også middelklassen der måtte betale. Medierne viste gang på gang billeder af velstillede asiater, der måtte sælge deres dyre biler og guldsmykker for at få mad på bordet. Arbejdsløsheden gik i vejret og prostitution og kriminalitet blev hurtigt en del af middelklassens måde at ernære sig på, og Den Internationale Arbejdsorganisation ILO udsendte en rapport, der dokumenterede, at krisen havde skabt et nyt fattigt samfundslag. De nyrige var blevet til ny-fattige.
Årsager til krisen
Der er mange forskellige årsager til og bud på hvorfor det gik så galt i Østasien, men de fleste er dog enige om at overophedningen af økonomierne er en væsentlig årsag. En mobil kapital der strømmede ind og ud af landene og for mange kortsigtede og riskofyldte investeringer fra udlandet. Kort fortalt bevirkede overophedningen at priserne steg mere i end i andre økonomiske centre som for eksempel USA. De østasiatiske valutaer var dog stadig bundet til den amerikanske dollar, og det betød at de asiatiske varer blev dyrere i forhold til de amerikanske varer. Men også underskuddet på betalingsbalancerne har haft sit at skulle have sagt. Mange af landene havde investeret i den private sektor, men på kredit. Derfor voksede udlandsgælden hurtigt og virkede som et økonomisk dræn. Der er efterhånden bred enighed om at de internationale organisationer, især IMF, med tvivlsomme politiske og økonomiske anbefalinger bærer sin del af skylden for krisen.
Østasiatisk historie
Medierne har for længst forladt det østasiatiske kollaps til fordel for andre brændpunkter mens folk stadig diskuterer, hvem der er krisens største skurke. Men diskussionen om østasiatiske landes forhistorie er noget, som mest er blevet behandlet i mindre kredse på universiteter rundt omkring i verden. Den italienske økonom Giovanni Arrighi er en af dem, der har set nærmere på de østasiatiske landes historie. Han giver her sit bud på de forskellige væsentlige perioder og karakteristika ved en østasiatiske landes politik og økonomi, og argumenterer for nødvendigheden af at se på landene med nye regionale briller. Vi har oversat nogle af hans pointer for Gaias læsere.
Verdenshistorisk perspektiv
Den økonomiske udvikling i Østasien passer ikke ind i mange tidligere fortolkninger af økonomisk udvikling. Det økonomiske opsving, der gjorde Østasien til en af de mest dynamiske centre i verden i de sidste årtier af det 20. århundrede, rykker på vores forståelse af ’den moderne verden’. Den succesfulde økonomiske udvikling sætter dermed spørgsmåltegn ved teorierne om national udvikling og modernisering. Fænomenet synes nemlig at have et regionalt, frem for nationalt fokus, og passer ikke ind i den gængse forståelse af modsætningen mellem markedet og planøkonomi.
Det regionale perspektiv udforder også verdensystemteorierne, der i for høj grad læner sig op af forståelsen af tredelingen af verdensøkonomien i en kerne, en periferi og en semiperiferi. Samtidigt udfordres teorierne om regional integration, der hovedsageligt tager udganspunkt i nutidige europæiske forhold. Disse teorier tager nemlig ikke højde for betydningen af de informelle og oftest ikke-statslige netværk, der forbinder de østasiatiske under-regioner, stort set uden nogen form for mellemstatsligt samarbejde, som vi kender det fra den Europæiske Union og NAFTA-samarbejdet.
Tre perioder
Tre forskellige perioder definerer Østasiens forhold til udviklingen i resten af verden frem til krisen i 1997. Perioden op til krisen, er karakteriseret ved at varer og kapital strømmer til landene og regionerne i Østasien. Den relevante beskrivelse af, og forklaring på, denne udvikling skal findes i den periode på 50 år, der adskiller os fra Japans nederlag i 2. Verdenskrig, etableringen af et kommunistisk regime i Kina og opdelingen af Østasien i to blokke domineret af henholdsvis USA og Sovjet Unionen. Disse begivenheder har betydet en omfattende omorganisering af regionens interne og eksterne forhold, og har skabt forholdene for Japans efterfølgende økomomiske opsving, efterfulgt af de nye industrialisered økonomier og senere hele regionen. En af de væsentligste perioder er tiden efter Anden verdenskrig.
Et delt Asien
Udviklingen i den kinesiske og japanske politik og økonomi, og de to landes gensidige forhold, i årene umiddelbart efter 1945, var dybt påvirket af resultaterne af Anden Verdenskrig og konflikten mellem USA og Sovjetunionen, som udspillede sig med stor intensitet i Østasien. Alt dette, sammen med de anti-koloniale og nationale befrielsesbevægelser, forandrede Østasiens politiske økonomi fundamentalt. Den kolde krig og afkoloniseringen var grundlaget for en tvedeling af regionen, hvor hver side søgte sin egen vej til udvikling. Denne kløft mellem landene i Østasien var et brud med tidligere tiders bestræbelse på at skabe en samlet region. Dels med Kina som den centrale magt i de foregående århundreder, og dels Japans ambitiøse, men mislykkede, forsøg på at erstatte såvel kinesisk overherredømme, som vestens koloniale herredømme med et japanske domineret Østasien.
Japans genopbygning
USA fremstod efter Anden Verdenskrig som den dominerende regionale og globale magt, men samtidig kom USA’s overherredømmes begrænsninger intet sted mere tydeligt til udtryk end i Østasien. Fra 1947 samlede USA’s politik i regionen sig om to mål: 1) Genopbygningen af Japan som Asiens økonomiske og finansielle centrum, inden for rammen af et amerikanske strategisk, økonomisk og finansielt overherredømme. 2) Etableringen af et netværk af amerikanske militærbaser og alliancer for at imødegå sovjetisk og kinesisk regionale magt, og for at hindre en spredning af de revolutionære bevægelser i området.
USA var ikke sen til at konkludere at den væsentligste udfordring i Asien ville komme fra Sovjetunionen og Kina. USA støttede derfor opbygningen af den japanske økonomi det få år tidligere havde søgt at nedbryde. USA fostrede genopbygningen af Japans industri og dets hastige teknologiske udvikling. USA åbnede sit marked for japansk eksport og støttede japansk erhvervsliv med massiv økonomisk hjælp og lån. Det betød at den japanske økonomi fik en hastigt voksende indflydelse på den USA-dominerede del af et tvedelt og polariseret Asien.
Japans accept
Japan accepterede på sin side USA’s politiske dominans til gengæld for økonomisk sikkerhed og vækst. USA anså på sin side Japans økonomiske genopbygning som afgørende for en inddæmning af sovjetisk og kinesisk indflydelse i Asien og globalt. Før krigen havde 35% af Japans råvareforbrug og 40% af deres eksport gået til Østasien. En genoptagelse af disse relationer var derfor afgørende for Japan udvikling. Ikke mindst Korea-krigen gjorde det klart for USA, at Japans økonomiske forbindelser til Taiwan, Sydkorea, Thailand og de andre lande i Sydøstasien måtte genskabes, ikke mindst for at undgå at disse lande udviklede økonomiske forbindelser til Kina.
Kinas genopbygning
Ligesom Japans industrielle opbygning, foregik også Kinas genopbygning inden for rammen af konfrontationen mellem USA og Sovjet. Efter revolutionen i 1949 skiftede Kinas økonomiske og handelsmæssige forbindelser fra de udviklede kapitalistiske lande til Sovjetunionen og Østblokken. Kinas tilbagetrækning fra verdensmarkedet, kollektivering af landbruget, nationalisering af industrien og opbygningen af en sværindustri var for en stor del resultatet af de globale politiske spændinger i efterkrigstiden. Nærmere bestemt den amerikanske blokade af Kina og alliancen mellem Kina og Sovjet.
Kinas hastige industrialisering i 50’erne byggede på en variant af den sovjetiske model. Det var en udviklingsstrategi der vægtede Kinas store landbrugsressourcer og en opbygning af en sværindustri via en massiv sovjetisk overførsel af teknologi, maskiner, uddannelse og lån. Resultatet af dette, kombineret med den amerikanske blokade, betød at Kina vendte ryggen til havet og verdenshandlen.
"Risskål af jern"
Den japanske industrialisering betød at Japans befolkning i løbet af 1960’erne kravlede op på samme indkomstniveau som de udviklede kapitalistiske lande i Vesten. I modsætning til Japan betød Kinas industrialiseringen ikke nogen større vækst i befolkningens forbrugsmuligheder i perioden 1949-78, udover en sikkerhed for en basisindkomst på et lavt niveau - den såkaldte "risskål af jern". Alt overskud i Kina indgik i en forsat udvikling af industrien.
Forskellige strategier
I perioden 1945-70 var der således i hovedparten af Østasien en hastig industrialisering, om end den byggede på to vidt forskellige udviklingsstrategier. Østasien var delt i to antagonistiske blokke hver knyttet til sin supermagt: Japan og dets tidligere kolonier og afhængige stater var under amerikansk indflydelse. Kina, Nordkorea og Nordvietnam under sovjetisk indflydelse. I 1950’erne forstærkedes de økonomiske forbindelser således mellem de østasiatiske lande og hver deres supermagt, mens relationerne de østasiatiske lande imellem svækkedes. I den amerikanske indflydelsessfære skyldes de svage relationer mellem Japan og dets gamle kolonier, en dyb bitterhed over Japans brutalitet og udbytning i kolonitiden. Selv om der på det politiske niveau var et intenst samarbejde mellem Kina, Nordkorea og Nordvietnam udviklede der sig ikke noget større økonomisk samarbejde, fordi alle tre lande satsede på en selvcentreret udvikling.
Kløften heles
I begyndelsen af 60’erne skete der en opblødning mellem de to blokkene. Kinas konflikt med Sovjet medførte at Japan erstattede Sovjet med Kina som den vigtigste handelspartner. Men først og fremmet var der visse træk i de østasiatiske landes økonomiske strategi og politiske udvikling, som begyndte at hele den kløft i regionen, der fremstod umiddelbart efter Anden Verdenskrig: 1) Kina, Japan og Sydkorea og Taiwan havde alle et stærkt element af statsstyring af økonomien, trods deres forskellige politiske orientering. 2) I begge blokke havde staterne politiske/strategiske svagheder: De var delte som Kina, Korea og Vietnam (frem til 1975), og strategisk var de underordnet andre nationer og havde fremmede styrker på deres jord som Japan, Sydkorea, Hong Kong, og Taiwan. 3) Kina, Japan, Taiwan, Nord- og Sydkorea og Nord- og Sydvietnam gennemførte alle vidtgående jordreformer som brød de gamle feudale eliters magt og skabte udvikling i landområderne.
Forandringer i den strategiske globale balance og en relativ svækkelse af de to supermagter i forhold til landene i regionen, åbnede efterhånden op for en større selvstændighed, regional enhed, samhandel og tværgående regionale investeringer. Allerede sidst i 1960’erne begyndte efterkrigstidens bipolære orden i Østasien at blive undergravet. Korea-krigen og den langvarige militære konfrontation i Indokina, sammen med de store udgifter til at opretholde et udstrakt net af militærbaser i Asien, svækkede den amerikanske dollar og hele det finansielle grundlag for USA herredømme.
Økonomisk integration
I 1970’erne fortsatte udviklingen af en økonomisk og politisk integration i Østasien. I forlængelse af nederlaget i Vietnam nedtoner USA sit militære engagement i regionen. I 1971 genoptager Nixon USAs diplomatiske forbindelser med Kina og baner dermed vejen for Kinas fulde medlemskab af de Forenede Nationer og dermed dets vej tilbage til verdensøkonomien. Store Japanske investeringer i 70’erne i regionen, især i Sydkorea og Taiwan er også med til at øge den økonomiske integrationen i regionen.
USA og Sovjets faldende indflydelse, Japans stærkt voksende økonomiske magt og Kinas indtræden på verdensmarkedet banede vejen for skabelsen af Østasien som en sammenhængende økonomi med et dynamisk marked, og store investeringsmuligheder. Østasien blev således et vigtigt vækstområde for investeringer, produktion og handel i de sidste årtier af det 20’ende århundrede.
Opsvinget
I løbet af de sidste 30 år er bruttonationalproduktet i de såkaldte Tigerøkonomier blevet 12-doblet, for Japans vedkommende er der tale om en 11-dobling, og en 6-doblet af Kinas bruttonationalprodukt. Til sammenligning er den amerikanske økonomi vokset 2,5 gange. Der er ikke blot tale om en kraftig vækst i regionen, men også om en øget integration. Fra 1986-96 er andelen af de asiatiske landes eksport til andre asiatiske lande steget fra 32% til 44%, mens de asiatiske landes handel med USA er faldet fra 37% til 24%. I 1990 tegnede den inter-østasiatiske handel sig for 4% af verdenshandlen, mens den inter-Latinamerikanske til sammenligning kun var på 0,5% af verdenshandlen.
Hong Kong er drivkraften
Kendetegnende for hele udviklingen er Kinas voksende styrke såvel regionalt som globalt. Med udviklingen af en kinesisk markedsøkonomi både internt og internationalt står Japan, Kinas største økonomiske partner hvad angår handel og investeringer, overfor en magtfuld konkurrent. Ikke mindst efter Hong Kong er blevet genforenet med Kina. Hong Kong er blevet drivkraften i en internationalisering af Kinas økonomi, fordi Hong Kong blev bindeled mellem Kina, Taiwan og mange kinesiske finans- og handelsfolk, der lever spredt ud over hele Østasien.